10 Minutter

Handler om en kvindes tanker, en kold regnvejrs dag i februar.

1Likes
9Kommentarer
61Visninger

1. 10 minutter

 

14.40 - Det regner. Det er en ganske normal kedelig regnvejrsdag i februar.

 

Om 5 minutter kommer han, det plejer aldrig at slå fejl.

Jeg ser ham hver dag ved denne tid. Muskuløs uden at være over trænet, høj med mørkt hår, sandsynligvis i starten af trediverne. Mørke, men glade øjne, et smil der er nærmest perfekt og en højde der gjorde, at han er nøjagtigt et hoved højere, end jeg.

Han passer perfekt til mig - eller det er, hvad jeg igennem længere tid, har vurderet på afstand…

 

Jeg tror ikke han kan lide at læse, for han har aldrig været i butikken, men på den anden side, ser han så klog og intelligent ud.

- Lækker, var ordet der lå på tungen, men jeg tog mig selv i, ikke at tænke det, for gjorde jeg det, ville jeg ende med at savle. Der var heldigvis ikke nogen i butikken, så jeg kunne dagdrømme ganske som jeg ville, men det ville alligevel være mærkeligt, hvis vi tilfældigvis fik øjenkontakt, når han om et øjeblik ville gå forbi butikken.

 

14.44 - Bare et minut mere. Gad vide hvad han laver til dagligt? Sikkert noget vildt fedt, som advokat eller kirurg. Han er altid meget moderne og lidt formelt klædt. Han kunne selvfølgelig også være model? Så smuk som han er. Smuk bryder de fleste mænd sig vidst ikke om at blive betegnet som, men det syntes jeg ganske bestemt at han er.

 

De sidste 4 måneder har jeg holdt øje med ham, hver dag. Bortset fra de dage, hvor der var travlhed i butikken eller de dage hvor jeg var syg. Hvad mon han hedder? Jeg har ikke fantasi nok til at finde på et navn, til sådan en smuk mand. Hvorfor kommer han aldrig her ind? Det kan da ikke passe, at han ikke aldrig skal købe en bog?

 

I dag en mine odds for et besøg, nok lidt for minimale efter som det regner, så han løber nok bare forbi butikken, i håb om at komme hjem inden han er gennemblødt. Det er jeg okay med, han skulle jo nødigt blive syg. Men så i morgen, eller en dag hvor solen skinner, måske ? For ham ville jeg gerne vente på. . . en time, en dag, en uge, en måned - ja selv et år hvis det skulle være. Det kunne jeg godt, for ham.

 

Klokken bliver 14.45 i det fjerne på den anden side af vejen, kan jeg, ud gennem vinduet se nogen komme til syne. Det er ham, han gik med en rød paraply over sig - så bliver han da i det mindste ikke gennemblødt af regnen.. men så stoppede min tankestrøm pludselig, for ved hans side er en kvinde.

En kvinde?! Det kan ikke passe tænkte jeg panisk, nu havde jeg betragtet manden i over 4 måneder! Han talte ofte i telefon, nogen gange fulgtes ham med en kammerat, en enkelt gang havde han haft en hund i snor, da han gik forbi - men aldrig en kvinde!

Han holdt paraplyen, sådan at den skærmede hende mere for regnen, end ham selv. Han fik en våd skulder, det var sikkert. Det var pænt af ham.  For pokker da, han bliver bare bedre og bedre, nu virker selv hans personlighed tiltalende. Men han kunne jo også bare gøre som om han var galant og venlig, for at imponerer kvinden ved hans side?

Hvem er den kvinde? Hun har blondt hår, lange ben, hun går i strømpebukser selv om det kun er februar. Selv om det regner ser hun glad ud. Det gør han desværre også.

 

Kunne hun være hans søster? - Ikke rigtigt, de lignede ikke hinanden og sådan som de gik og talte sammen, virkede de mest af alt, som et nyforelsket par. Det kunne være deres første date? Eller, jeg øjenede igen en mulighed. Det kunne være en gammel bekendt, måske en barndomsveninde, han ikke havde set i lang tid? Men så havde de jo endnu mere at tale om, og måske var der en reel fare for, at forholdet kunne udvikle sig?

 

Hun var ganske pæn, smuk faktisk, hun passede godt til ham. Hun er næsten lige så høj, måske er hun en kollega, som også arbejder som model? Hvis altså det er hans arbejde? Ja bare arbejds kollegaer, der delte en paraply på hjemvejen, fordi den ene havde glemt sin?

De stopper op lige over for butikken, jeg skyndte mig at tage en bog frem og gjorde som om jeg læste i den, mens jeg fortsat holdt øje med dem. Hvorfor stopper de? Kvinden løftede sin hånd og pegede lige imod mig!

 

De kommer her over! Hvorfor?! - Af alle dage i verden, jeg havde håbet på at det ville ske, skulle det absolut være en dag, hvor han har en smuk ledsager med?

Der var ikke meget at gøre, jeg måtte tage mig sammen og forsøge at spille min rolle, som intet vidende ekspedient i en boghandel, så godt som muligt.

 

Døren bliver åbnet og det sædvanlige "ring" kan høres i butikken. Jeg retter hovedet op fra bogen og hen mod døren, som om jeg først nu, har bemærket, at der er kunder i butikken.

“God dag er der noget jeg kan hjælpe med?” Spørger jeg, selv om jeg er meget nervøs.

“Vi kigger bare.. eller er der noget specielt du søger Mikela?" Han retter et spørgende blik hen med kvinden, som allerede er gået i gang med at undersøge en hylde med bøger.

"Æhm.. nej jeg skulle bare vise dig noget Kent, se her!" Hun tog en bog fra hylden, og gik hen og viste den til ham, det var en bog om servietfoldning.

 

" Se! jeg tænkte at vi kunne dekorerer bordet sådan her" hun bladrede i bogen, indtil hun fandt en bestemt side og viste ham dem.

Han tog bogen og svarede "jeg troede ikke at du kunne lide grøn" han kiggede drilsk på hende.

"Det skal det da heller ikke være, jeg tænker at vi vælger en mere passende farve, men at ideen med at dække op, og folde servietterne på den måde, som de gør i bogen, er rigtig fin! Og det ville passe så godt til os!"

"Siden hvornår er vi blevet sommerfugle eksperter da?" spørger han i et mere sarkastisk tonefald og med et uimodståelig smil om munden.

Hun dasker til ham - " Ej hold op, det var ikke det jeg mente. Vi holder jo brylluppet i foråret, og sommerfugle passer, da meget godt til årstiden ikke?"

"Når på den måde!" griner han.

"Er du sikker på at vi ikke hellere skal vælge snegle som tema så?"

Hun ser på ham med et underligt ansigts udtryk: " Snegle hvorfor dog det?"

"Jo, altså med den fart det hele snegler sig i, så bliver vi da først gift til næste år." Han ler igen, han har en dejlig latter.

Hun tager bogen og dasker ham med den. " Det er ikke sjovt, jeg tilgiver dig aldrig hvis du forsinker vores bryllup!"

"Undskyld, det var ikke sådan det skulle forstås, vil det gøre dig glad hvis jeg køber bogen til dig?"

Hun giver ham bogen, og nikker.

 

Han går op mod mig. - " Jeg vil gerne købe den her til min smukke forlovede" han sagde det lidt for højt, så hun også kunne hører det, for hun var allerede gået forbi os og stod og ventede ved døren.  

Jeg bibbede bogen ind. "200 kroner?"

Han så på hende, mens han, uden at kigge ned tog sit kort i pungen og tastede koden ind.

- "Vil i have en pose med?" spørger jeg og får for første gang øjenkontakt med ham. Det giver et lille sug i maven på mig, da jeg endelig får muligheden for at se dybt ind i hans smukke mørkebrune øjne.

- "Ej skat jeg kan bare stoppe den i tasken" kommer det henne fra kvinden, der allerede er ved at gå ud af døren.

Vores korte øjenkontakt bliver afbrudt, han tager bogen og siger i et hastigt tonefald: "Nej ellers tak" og går hen mod døren.

 

Et "ring" og lyden af en klappende dør, og så er der stille i butikken igen.

Han skulle giftes. . .  Kent? Var det ikke det, hun kaldte ham? Han så lykkelig ud, men var hun ikke lidt kommanderende med ham? Hun virkede meget bestemt, helt klart hende der har bukserne på i det forhold. Det så det ud til at være, efter min mening.

Måske har kærligheden sløvet hans hjerne? Men han virkede så charmerende og sjov, som han stod der og flirtede let med hende.

 

Hvorfor kunne jeg ikke bare være Mikela?

Hvis jeg var Mikela, ville jeg aldrig have dasket ham med en bog, ej heller bestemt at noget så simpelt, som at servietterne til vores bryllup, skulle være foldet som sommerfugle. Det forekom mig som værende alt for simpelt til sådan en utrolig smuk livs begivenhed.

Men jeg er ikke Mikela.

 

Kent, min smukke drømme mand skal giftes...

Det kunne også være at manden var skingrende sindsyg, men bare ud ad til virkede, som en fantastisk sød og vidunderlig mand? Det er vidst sådan noget ræven tænker, når den ikke kan nå rønnebærrene.

 

Kent skal giftes. Jeg kan ikke lide Mikela, men i princippet kender jeg hende jo ikke nok, til at kunne afgøre det.

 

Min Kent skal giftes.. det begynder at brænde inden bag øjnelågene.

 

Min smukke, kloge og dejlig Kent…

 

En varm og saltet væske kan jeg smage i mundvigen, den kommer fra øjnene.

 

Må han blive lykkelig.. .

 

SLUT       

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...