Lyden af ekko

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Igang
Man siger, at når modsætninger mødes opstår der sød musik. Men er det nu også sandt?
Da et nyt skoleår starter, finder to piger hinanden. Agnes og Echo har blot en enkelt ting til fælles. Ingen af dem føler, de passer ind noget sted. De er ensomme og mangler en plads i samfundet. Derfor må de holde godt fast i hinanden, men det er svært, når man bliver trukket i fra alle sider.


8Likes
14Kommentarer
610Visninger
AA

3. Kapitel 2// Når man ikke vil være anderledes

 


 

Kapitel 2

Fredag

Stjernerne blinkede over mig, mens vinden beslutsomt hev i mit lange hår. Blæsten sørgede for, at det var svært for mig at se, og jeg var kort bange for, om jeg ville køre galt på cyklen. Den tynde frakke holdt på ingen måde kulden ude, og jeg bandede indvendigt over min egen dumhed. Hvorfor havde jeg også taget en nederdel på? Godt nok havde jeg en kardigan udover den hvide trøje, men det var stadig ufattelig koldt. Da jeg endelig fandt det rigtige husnummer, stoppede jeg op. Selvom jeg godt var klar over, at det kun var vores klasse der var inviteret, blev jeg alligevel en anelse nervøs. Musikken pumpede, og man kunne høre flere stemmer, jo tættere på huset man kom.

Mine støvletter gav små kliklyde fra sig, da jeg trådte indenfor. Vi havde fået besked på bare at gå ind selv. Man behøvede ikke at banke på eller noget som helst.

Efter at have fået hængt jakken omhyggeligt på en bøjle og ind i skabet, trak jeg kardiganen tættere om mig. Måske skulle jeg alligevel ikke være kommet. Sko og frakker flød allerede i entreen. Jeg var ret sikker på, at jeg var en af de sidste, der var kommet. Normalt var jeg meget punktlig, men jeg havde brugt alt for lang tid foran spejlet.

”Agnes! Skal du have en øl?” En høj blondine var trådt ud i entreen og havde hurtigt fået prikket mig på den ene skulder. Hendes store øjne var en anelse slørede, og i hånden holdte hun et halvtomt krus.

Jeg genkendte hende som Sara sommerfugl, inden jeg fulgte med hende videre ud i køkkenet.

”Kommer dine veninder ikke?” Da jeg tog imod den fremstrakte øl, rystede jeg kort på hovedet.

”De kunne desværre ikke, så det er bare mig” Måske kunne jeg blive venner med Sara. Hun virkede sød, og de mange fregner i hendes ansigt gav hende et venligt udtryk.

”Nå, det var surt. Men jeg smutter ind i stuen. Vi ses, ik?” Jeg nåede slet ikke at svare, inden Sara havde vendt sig rundt og smuttet ind i den store stue. Jeg kunne lige skimte, at lyset var dæmpet, og det var også derinde, de fleste var. Mange sad vist bare og snakkede, men få piger dansede allerede op og ned af hinanden ude på gulvet. De kendte helt sikkert hinanden i forvejen.

Da den bitre smag af øl ramte min tunge, måtte jeg tvinge mig selv til, ikke at skære en grimasse. Egentlig brød jeg mig slet ikke om øl, men i det mindste var det bedre end vodka. Bare tanken om det gav mig kvalme.

Jeg fortsatte med at nippe til flaskens indhold, mens jeg lod mit blik glide rundt i køkkenet. Jeg skulle lige til at gå hen til håndvasken for at tage en tår vand, men så kom nogen væltende ind til mig.

” Lad os lige tage shots!” Den høje stemme skar igennem musikken fra stuen, og fik mig til at se hen på døren. Hurtigt genkendte jeg den høje bredskuldrede fyr. William stod med en flaske i hver hånd. Vodka i den venstre, små sure i den højre. Han viftede heftigt med dem imod mig, og jeg håbede kort, at han tabte dem på gulvet.

”Mig?” Hurtigt pegede jeg på min brystkasse, da jeg var i tvivl, om han virkelig henvendte sig til mig. Vi havde slet ikke talt sammen, men den oplysning havde alkoholen stjålet.

”Anders! Kom!” Da en lidt lavere fyr brasede ind i køkkenet, slog jeg hurtigt blikket ned. Jeg følte mig underligt utilpas, og ville egentlig bare gerne ind i stuen. Væk fra drengene, så jeg kunne gemme mig lidt i hjørnet.

”Anne her skal have shots!” William sagde det alt for højt, hvilket resulterede i, at Anders satte i en høj latter.

”Agnes..” Helt lavt fik jeg mumlet mit navn, men det virkede drengene ligeglade med. I stedet havde de hurtigt fået sat seks shotglas op på række på den hvide marmor bordplade. Føj, jeg havde aldrig haft mindre lyst til shots.

William ramte kun en smule forbi, da han hældte det op. Koncentrationen lyste også ud af ham, og han gjorde alt for, at ramme rigtigt.

”Så Anne!” En svag lyd forlod mine læber, da Anders uden videre skubbede mig hen til bordkanten. Jeg kunne ligeså godt få det overstået. Det gjaldt om ikke at skille sig ud. Hvis jeg gjorde dem tilfredse, ville de forhåbentlig lade mig være i fred. Med disse tanker kørende rundt i mit hoved, tog jeg det første glas op til læberne. Væsken skar i halsen, og jeg kunne ikke undgå at skære en grimasse over det. Nærmest som i en trance tog jeg næste glas op til læberne. Ikke skil dig ud, vær som alle andre. Og så det tredje glas. Halvvejs! Jeg opfangede næsten ikke drengenes jubelråb, da jeg bare ville have det overstået. Lad det snart være slut. Fjerde glas. Kvalmen skød op i mig, jeg ville ikke mere. Det var ubehageligt, og jeg ville bare væk.

Lige som jeg rakte ud efter det næste, skubbede en hånd min væk. Ud fra de slanke fingre og den sorte neglelak, var det hverken William eller Anders. Som jeg løftede blikket mødte jeg et par isblå øjne, og jeg vidste straks hvem det var.
Echo tog et glas i hver hånd og bundede dem helt uden at sige noget. Hun skar ikke engang en grimmasse, men knuste blot glassene og kylede dem ned på gulvet.

”Drenge, smut lige ind i stuen” Det var lidt som om, drengene havde fået ny respekt for hende. De endte i hvertfald med bare at tumble ind i stuen, hvor deres stemmer heldigvis blev overdøvet af popmusikken.

”Du ved godt, du bare kunne nej sige til shots ikke?” Echo hævede kort brynene, mens hun nonchelant lænede sig op af bordkanten. Mine øjne søgte ned mod gulvet, og jeg bemærkede kort, hvordan hun pillede ved sit ene ærme. Det føltes lidt som om, lokalet snurrede rundt, men jeg prøvede bare at ignorere det.

”Det ved jeg godt” Fik jeg mumlet tilbage. Kvalmen kom igen tilbage, men jeg ville ikke have det dårligt nu. Min mave brokkede sig højlydt over, at jeg pludselig havde givet den så meget alkohol. Den brummende lyd afbrød stilheden imellem os, og jeg kunne høre Echo le lavmælt. Hun havde et rart grin.

”Er du okay?” Mit blik endte igen på hende, og jeg kunne se bekymringen i hendes øjne. Jeg måtte virkelig ligne et lig, når hun spurgte sådan. Hurtigt nikkede jeg hvilket bare resulterede i, at kvalmen blev værre.
”Kom med ind i stuen” Pludselig var hendes arm om min talje. Jeg var svimmel og forvirret over den pludselige omsorg. Hun virkede ikke tidligere som én, der ville passe på andre.

”Tak..” Det var det eneste, jeg kan få mumlet, da hun blidt trak mig med ind i stuen. Det var lidt som om, alles øjne blev rettet imod os, da vi trådte over dørtærsklen. Men hvordan så vi ikke også ud. Den høje brunette med lidt for meget eyeliner, og den lille blondine, der var helt grøn i hovedet. Men lige i det øjeblik var jeg faktisk ligeglad. Kvalmen var alligevel så overdøvende, og jeg havde brug for støtten.

Den høje popmusik gjorde, at folk havde svært ved at tale sammen. Men det var heller ikke det, tanken var med festen. Tanken var, at man blev fuld og endte med en fremmed fra klassen. Da mine øjne løb rundt på mine nye klassekammerater, var der to der allerede var i gang med netop det. De stod henne i hjørnet, og deres tunger dansede sammen. Jeg genkendte ikke pigen, men var ret sikker på, at drengen var William.

Sceneriet hjalp slet ikke på min mave, og med et bedende blik så jeg op på Echo.

”Kom” Det var det eneste hun sagde, da hun trak mig med udenfor. Gennem entreen og helt ud i deres lille have. Da jeg kastede indholdet i min mave op i den ene hybenbusk, mærkede jeg en stærk hånd om mit hår. De slanke fingre havde grebet om de lyse lokker og sørgede for, at det ikke kom i kontakt med alkohollen. Jeg følte mig som et lille barn, der havde brug for sine forældres hjælp til alting. Min mor havde altid sagt, at jeg ikke kunne gøre noget selv som lille. Åbenbart var jeg ikke et af de der selvsikre små børn.

”Du skal vist hjem nu” Der gik en rum tid, inden Echo brød tavsheden. Jeg havde fået det en smule bedre nu, da min mave føltes tom. Det var også først her, jeg mærkede skammen. Jeg havde aldrig kastet op på den måde før. Havde slet ikke drukket så meget nogensinde.

”Undskyld, det må være virkelig ulækkert. Jeg plejer ikke at være sådan her” Hun må have kunne høre panikken i min stemme, for hun sendte mig et beroligende smil.

”Hey, det cool. Vi har alle været der” Mens hun snakkede, hev hun sit lange ærme lidt op, så hun kunne trække en sort hårelastik af sit håndled. Uden at sige mere, rakte hun den frem imod mig, inden hun forsvandt ind i huset.
Skred hun bare fra mig nu? Jeg manglede både min sko og jakke, men turde ikke gå ind for at hente det. På en eller anden måde håbede jeg, at hun kom tilbage.

Jeg skulle lige til at gå mod havelågen, da døren igen blev åbnet. Echo slæbte på både mine sko og frakke.
”Jeg skal nok følge dig hjem”

Mens vi gik ned af gaden, lagde stilheden sig om os som et tæppe. Jeg følte, at ansvaret var på mine skuldre.

”Såå..Hvad synes du om vores klasse?” Spørgsmålet havde forladt mine læber, inden jeg havde tænkt mig ordentligt om. Bare hun ikke synes, at jeg var kedelig og ordinær. Hun var jo så anderledes, virkede ligeglad med, hvad andre tænkte om hende. Jeg skilte mig nok ikke særlig meget ud sammenlignet med hende.

”William er en fucking idiot, men Karen-kanin virker sgu fin nok” Hun sparkede til et par småsten, så de fløj hen af fortovet. Jeg kunne ikke undgå at le svagt, da hun havde kaldt Karen for kanin også.

”Jeg havde håbet, at folk var mere modne i gymnasiet”
”Det tror jeg virkelig ikke, at de er. Mange tager bare gym, fordi alle andre gør det. Fordi de ikke ved, hvad de vil endnu” Efter at have trukket kort på skuldrene, vendte hun øjnene op mod nattehimlen.

”Men hvem ved også, hvad de vil, når de er bare er et par snotforvirrede teenagere. Drengene tænker alligevel ikke med andet end pikken” Jeg stirrede overrasket op på hende. Den sætning havde jeg ikke lige regnet med. Efter lidt tid i stilhed begyndte vi begge at grine.

”Når jeg har drukket lidt, mister jeg mit filter” Tilføjede hun hurtigt.
”Har du da normalt et filter?” Nysgerrigt lagde jeg hovedet på skrå, så den høje hestehale gled lidt til siden. Echo lagde ansigtet i tænksomme folder, inden hun med et lille smil svarede:
”Nej, men nu bliver det endnu værre”

”Jeg bor her” Jeg stoppede op foran det velkendte hus, inden jeg kort pegede mod den hvide bygning.

”To etager? Fancy” Echo hævede igen brynene kort, da hun lod øjnene glide henover huset.

”Tak for hjælpen” Jeg mente mine ord, men Echo slog det hurtigt hen.

”Det fint fint. Forhåbentlig ville du gøre det samme for mig” Jeg ville gerne kramme hende, men turde ikke. Det gjorde man kun med sine gode veninder. Hende her kendte jeg jo knap nok.

”Vi ses, Echo” I stedet for at lægge armene om hende, løftede jeg hånden til hilsen.

”Vi ses, Agnes”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...