Ludox

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
Juste Aldric blev født kort før det 20-århundrede, og allerede som 16-årig mødte han sit livs kærlighed; Madeline Bisset. Mens planer om at gifte sig blomstrede, blev Juste i 1916 sendt til fronten, hvor han skulle kæmpe i første verdenskrig. En fatal fejl blev årsagen til at ikke blot Justes deling død, men også hans egen. Eller det er i hvert fald hvad historierne beretter...

3Likes
9Kommentarer
439Visninger
AA

5. Seattle, WA - 2016

Vi kan ikke blive her. De vil finde os med det samme. Jeg ser dette som vores eneste mulighed for ikke at blive set. Jeg ser mig om efter deres røde kapper, men kan ikke se dem for alle menneskene. Jeg griber endnu en gang fat i Lucille og spurter hen mod disken, med kroppen bukket sammen, så vi ikke bliver set. Smider min krop ned mod jorden og glider hen af plast gulvet.

 

Folk falder til jorden som fluer, mens Madova-Klanen skyder afsted med deres overlegne kræfter. Døren til baglokalet står på klem og jeg nikker mod den. Lucille bevæger hendes hoved op og ned, i et sæt hurtige nik og vi kravler derhen, mens jeg hører stemmen på en fyr, jeg havde håbet, jeg aldrig ville se igen: “Kom ud, kom ud, hvor end du er.”

 

Jeg skubber døren op, imens skud og lysglimt skinner gennem det lille, runde vindue. Her er tomt, og jeg undrer mig over, hvor Lucilles veninde er. Jeg ser ud af vinduet for at tjekke, hvor det nærmeste medlem af Klanen er. Får i stedet øje på en lille dreng, på maks fem, der kommer løbende hen ved siden af det bord vi sad ved. Et skud bliver affyret og hans lette krop falder ud af vores synsvinkel. Lucille gisper ved siden af mig, og jeg ser frygten og forfærdelsen i hendes øjne, der fyldes med vand. Nogle folk har søgt dækning under bordene, mens andre prøver at flygte. Og så er der dem, der ligger livløse på gulvet med glas siddende i deres kroppe, og med blodet flydende under dem.

 

“Hvem er de mennesker?” hvisker Lucille ved siden af mig. Hun ser over på mig med hendes tårefyldte øjne. Et medlem kommer gående tæt på vinduet og jeg flytter mit hoved for ikke at blive set. Men det gør Lucille ikke, og hun ser ham affyre en stråle af magi direkte fra hånden.

 

“Du ville ikke tro mig, hvis jeg fortalte dig det.” svarer jeg træt og hun fnyser.

 

“Nå, det tror du ikke? For hvis jeg ikke tager meget fejl, så jeg lige en skyde noget lys direkte ud fra hånden!” hviske-råber hun og jeg ånder tungt ud.

 

“Justin, hvad sker der?” hvisker hun. Mit dæknanvn lyder forkert i hendes mund, men det kan jeg ikke tænke på nu. Skridt kommer hen mod os, og jeg griber fat i hendes arm, for at trække hende væk fra vinduet, og lægger en hånd mod hendes mund. Holder en finger op mod min mund. Et medlem af Klanen går langsomt forbi vinduet, og jeg kan høre hans grin.

 

“Vi ved du er her, Juste, du behøver ikke gemme dig. Vi skal nok finde dig.” Jeg holder vejret, mens skridtene fortsætter ned af gangen. Mine hænder begynder at ryste, og det samme gør min ånde, da jeg puster ud. Jeg giver slip på hende.

 

“Fortæl mig det.” beordrer hun. Der er ingen vej uden om. Hun har set for meget.

 

“De er en flok magikere, der hedder Madova-Klanen. Deres magi forsvandt mange år tilbage, og jeg er den eneste nøgle for dem, så de kan få det tilbage,” svarer jeg og er en smule forpustet. “Og genvinde deres magt over verden.”

 

Hun rynker brynene. “Hvordan?”

 

”Det er en lang historie…”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...