Ludox

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
Juste Aldric blev født kort før det 20-århundrede, og allerede som 16-årig mødte han sit livs kærlighed; Madeline Bisset. Mens planer om at gifte sig blomstrede, blev Juste i 1916 sendt til fronten, hvor han skulle kæmpe i første verdenskrig. En fatal fejl blev årsagen til at ikke blot Justes deling død, men også hans egen. Eller det er i hvert fald hvad historierne beretter...

3Likes
9Kommentarer
448Visninger
AA

4. Seattle, WA - 2016

Jeg studerer diskret hendes ansigt, mens vi går ned ad gaden. Den lille, fine næse er den samme. De fyldige, røde læber er også magen til. Selv det lille modermærke nær hendes hår grænse, sidder det samme sted som Madelines. Men hvis hun ikke er Madeline, hvem er hun så?

 

“Jeg fik aldrig rigtig fat i dit navn?” siger jeg og ser ned på hende. Hun er omkring ti centimeter lavere end mig, og hun ler let.

 

“Det er fordi jeg aldrig gav dig det,” svarer hun og stopper op ude foran et kaffested, som jeg er gået lige forbi alle de 19 dage, jeg har været her i byen. Hun skubber døren op og går ind, og en klokke ringer, for at indikerer, at der er kunder. Jeg følger efter hende, og klokkens ringen bliver overdøvet af menneskene, der sidder inde i caféen. Pigen bag disken ser op og smiler, da hun ser Madeline-kopien.

 

“Allerede tilbage?” griner pigen bag disken og den Madeline-lignende pige nikker. Jeg følger usikkert efter hende hen til disken. Jeg er næsten aldrig ude på grund af faren for at blive opdaget, og at være sammen med en, gør det endnu mere risikabelt; hun kender folk, som jeg bliver introduceret til, som så vil kunne huske mig og videregive oplysninger. Den blonde pige stopper op foran hendes veninde bag disken.

 

“Han spildte min kaffe,” siger hun og refererer til mig. Pigen bag disken ser over på mig, og giver mig elevatorblikket. Jeg ser mig rundt for at undgå hendes blik. Stedet er ret stort og her er næsten helt fyldt op med folk. Musik spiller ud fra højtalerne, lavt nok til, at man ikke behøver at hæve stemmen, for at snakke sammen.

 

Han spildte din kaffe?”

 

“Det er en lang historie,” svarer hun. “Jeg tager det sædvanlige.”

 

Pigen bag disken trykker noget ind på en skærm og ser over på mig, for at få min bestilling.

 

“En latte,” siger jeg,og med et nik, skriver hun det ind.

 

“Det bliver 12 dollars,” svarer hun, og jeg rækker hende pengene. Hun sender bestillingen videre til en af kollegaerne, som begynder at lave vores kaffe. “Det vil blive serveret for jer om lidt.” Hun smiler til os, og Madeline kopien går videre hen til et bord, hvor hun stopper op for at tage sin våde - både fra regnen og fra hendes kaffe - jakke af, og hænger den over stoleryggen. Jeg skubber min hætte af og lader mit burne, bølgede hår falde ud. Vi sætter os ned uden at sige et ord til hinanden. Vi er stille. Sidder bare og kigger, da hun beslutter sig for at bryde tavsheden.

 

“Hvor er du fra?” spørger hun og vi ser på hinanden.

 

“Du svarede ikke på mit spørgsmål.”

 

“Det gjorde du heller ikke?”

 

“Fair nok.” svarer jeg og kører en hånd gennem håret.  Det er en smule vådt, trods jeg havde hætte på. "Jeg kommer fra mange steder."

 

“Hvad mener du med, at du er fra mange steder?”

 

“Du svarede ikke på mit spørgsmål,” gentager jeg og hun ånder tungt ud. En servitrice kommer hen til os med vores kaffe, som hun stiller foran os. Jeg takker hende og ser så hen på pigen, der stadig ikke har giver mig hendes navn.

 

“Lucille,” svarer hun og et eller andet i mig brister. Noget inde i mig, havde håbet det ville være hende. Madeline. Men selvfølgelig er hun ikke hende, og selv efter alle de år, har jeg stadig svært ved at komme videre. At give slip. “Men alle kalder mig Lucy.”

 

“Det er et utroligt smukt navn,” jeg tager en tår af den varme kaffe, der æder kulden i min krop. “Du burde ikke ødelægge det, ved at kalde dig et middelmådigt kælenavn, som alle kan bruge.”

 

“Tak... tror jeg?” siger hun og læner sig tilbage i stolen. “Min familie stammer fra Frankrig, så vi har alle et fransk navn. Altså, dem i min familie. Lige med undtagelse af min far og morfar. Det var min mormors skyld, at min slægt er her. I USA, du ved,” fortæller hun, men jeg stoppede med at høre efter ved Frankrig. Hun stammer fra Frankrig...

 

“Jeg kommer faktisk også fra Frankrig,” fortæller jeg og hendes øjne lyser op af overraskelse. Jeg når lige at rette mig selv: “Eller ikke mig, men min slægt.”

 

“Ej, hvor sjovt. Har du så også et fransk navn?” spørger hun og jeg ryster på hovedet.

 

“Ikke rigtigt. Mit navn er Jus…” siger jeg og rømmer mig. “Justin,” retter jeg og sætter hænderne om den varme kaffekop. Det er det tætteste jeg nogensinde har været på at afsløre min rigtige identitet. “Mere amerikansk bliver det vidst ikke.” Jeg prøver at lyde henkastet, men ved ikke om det virker. Hun griner og det får mit hjerte til at briste. Det er hendes latter. Madelines.

 

“Har du så boet i Seattle hele dit liv?” spørger hun og jeg ryster på hovedet, før jeg læner mig tilbage i stolen.

 

“Som sagt, kommer jeg fra mange steder.”

 

“Så du er tilflytter?” spørger hun og jeg nikker kort. Hun misser med øjnene, mens hun tænker over noget. “Hvor boede du så før?”

 

“Alle steder… Ingen steder,” svarer jeg med et skuldertræk.

 

“Så du er hjemløs?”

 

“Ikke hjemløs. Bare... omrejsende,” svarer jeg og tager en sip af min kaffe. Hun hæver det ene øjenbryn.

 

“Det var en ny måde at definere ordet ‘hjemløs’ på,” giver hun igen, men jeg er rap i replikken, da jeg siger: “Jeg gør, hvad jeg kan.”

 

Hun ler rystende på hovedet, og tager også en tår af sin kaffe. Hun åbner munden for at sige noget, men det eneste jeg hører er en høj pivelyd og lyden af frekvenser, som skifter. De er her.

 

“Fuck.” udbryder jeg. Jeg hiver fat i hendes arm, trækker hende med ned på gulvet under bordet, i samme øjeblik som et brag får vinduesglas til at springe omkring os. Glasskår preller af på min ryg. Skrig og løbende folk fylder luften, blandet sammen med støvet, fra de vindueskarme, der er brudt sammen. Lyden af skud går af, men jeg ved, de ikke kommer fra pistoler. Jeg ser ud under bordet og mit blik fanger med det samme deres røde kapper, der ikke er til at tage fejl af. Madova-Klanen. De fandt mig. Fandens, de fandt mig!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...