Ludox

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 12 feb. 2018
  • Status: Igang
Juste Aldric blev født kort før det 20-århundrede, og allerede som 16-årig mødte han sit livs kærlighed; Madeline Bisset. Mens planer om at gifte sig blomstrede, blev Juste i 1916 sendt til fronten, hvor han skulle kæmpe i første verdenskrig. En fatal fejl blev årsagen til at ikke blot Justes deling død, men også hans egen. Eller det er i hvert fald hvad historierne beretter...

3Likes
9Kommentarer
471Visninger
AA

3. Seattle, WA - 2016

Regnen siler ned som sædvanlig, men det afholder mig ikke fra at gå en tur. Mennesker med paraplyer og regntøj går forbi mig med hurtige skridt, men jeg ænser dem nærmest ikke. Min grå hættetrøjes hætte er trukket op på mit hoved, men er allerede gennemblødt af den tunge regn. Jeg gennemgår det hele i mit hoved igen:

 

Seattle, WA, 2 måneder

Phoenix, AZ, 14 dage

Faith, SD, 1 måned

Chicago, IL, 20 dage

Cleveland, TS…

 

De velkendte lydfrekvenser, der skifter rammer min trommehinde, og får mig til at se mig over skulderen. Menneskene bag mig gør det svært at se noget, men jeg ænser den røde kappe, som kun de går med; Madova-Klanen. Jeg sætter i løb, mens tanker overdøver larmen fra dyttende biler, da jeg krydser en vej. Hvordan kan de have fundet mig så hurtigt? Hvordan er det muligt? Jeg efterlod ingen spor efter migselv i Vancouver… Ingen! Gaden drejer, det samme gør mit hoved, da jeg ser efter den røde kappe, der nu igen er forsvundet mellem menneskene. Jeg drejer mit hoved, for at se hvor jeg løber, og da jeg ramler ind i hende, er det som om, det hele går i slowmotion. Hendes lille krop kolliderer med min, og vi falder begge bagover; mig direkte ned på røven. Hende med en kop kaffe, som hun spilder ud over sig selv, da hun rammer jorden. Først er alt utydeligt og jeg tager mig til tindingerne, mens jeg prøver at fokusere på fortovet foran mig. Det tager mig et par sekunder, før jeg kan se klart igen, og da jeg gør, vender jeg mit blik mod hende.

 

“Se lige hvor du går!” vrisser hun irriteret, og det har hun også ret til at være. Jeg rejser mig op, mens jeg prøver at børste mig selv ren, men det er nytteløst i regnen. Tager et par skridt tættere på hende og sætter mig på hug foran hende, for at hjælpe med at samle de ting op, der fløj ud af hendes håndtaske i faldet.

 

“Det må du virkelig undskylde,” siger jeg, mens jeg rækker hende en paperback bog, der nu er helt ødelagt på grund af vandet. Hendes blonde, våde hår dækker hendes ansigt, da hun rækker ud efter bogen og jeg ser den. Tegningen på hendes håndryg. Jeg rynker brynene. Føler jeg har set den før, men før jeg når at nærstudere den, har hun taget bogen ud af hånden på mig, og proppet den ned i hendes taske.

 

“Jeg så mig ikke for, det beklager jeg,” siger jeg for at komme tilbage på sporet. Hun ser opad, vifter håret væk fra ansigtet, før hendes blik falder på mig.

 

“Det siger du ikke,” svarer hun og da hendes isblå øjne møder mine, er det næsten som om, at tiden står stille. Jeg ved hvem hun er. Jeg kender hende.

 

“Madeline?” hvisker jeg for mig selv, mens vi langsomt rejser os op, og i et splitsekund ser jeg hende stå i en mørkeblå kjole med V-udskæring, flæser og med en stor, hvid hat på hovedet. En høj pivelyd rammer min øregang, og jeg dækker mine øre med hænderne, for at skærme for lyden, men det virker ikke. Mine ben trækker mig ned og jeg sidder på hug foran hende.

 

“Er du okay?” spørger hun med rynkede bryn og lægger en hånd på min ryg. Hun ser skiftevis fra øje til øje. Da jeg kigger på hende igen er den blå kjole væk, og hun står igen i hendes våde jakke.

 

“Ja. Undskyld." Jeg ryster på hovedet, og langsomt forsvinder hyletonen. "Jeg lider af tinnitus,” lyver jeg, men hun virker ikke overbevist, hvilket er overraskende; jeg er en fantastisk løgner. Jeg ser indgående på hende. Hvordan er det muligt? Hvordan kan hun stå her foran mig?

 

“Er du sikker på, at du er okay? Du virker lidt… Fjern? Eller det er måske bare normalt for dig?” spørger pigen med et grin, og hun hjælper mig op at stå, ved at støtte min arm. Jeg trækker på skuldrene.

 

“Det kan man vel godt sige,” svarer jeg og hendes udseende chokerer mig igen. Jeg ser fra hendes ansigt og ned på hendes jakke, der er dækket af kaffe. “Du må virkelig undskylde, at jeg løb ind i dig… Mine tanker var et andet sted.”

 

Hun trækker på skuldrene. “Det er okay. Jeg kender det godt. Nogle gange bliver dialogen i ens hoved så realistisk, at man følger mere med i den, end i hvad der foregår omkring en,” svarer hun med et forstående smil. Jeg nikker langsomt, men enigt.

 

“Lad mig betale for rensningen af jakken,” siger jeg og skal til at finde min pung, men hun vifter mig væk.

 

“Nej, det skal du ikke tænke på. Den er gammel, jeg havde alligevel behov for en ny.”

 

“Kan jeg i det mindste købe dig en ny kop kaffe?” spørger jeg og sender hende et skævt smil. Hun gransker mig med øjnene, bider sig selv i læben, før hun nikker.

 

“Okay. Men ikke noget med Starbucks,” Hun nikker i den retning hun kom fra og begynder at gå.

 

“Jeg troede alle piger var helt vilde med Starbucks,” ler jeg, og hun fnyser.

 

“Nu er det sådan, Hr. jeg-løber-hvor-jeg-vil, at jeg ikke er som alle piger.”

 

“Ikke det?” spørger jeg og ved med det samme, at hun har ret. Madeline var ikke som alle piger, så hvordan kan denne Madeline-lignende pige så være det? Hun ryster på hovedet.

 

“Nope,” svarer hun og ser sig om, før hun hvisker: “For jeg drikker rent faktisk kaffe, når jeg er på kaffebarer.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...