One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5333Visninger
AA

10. Kapitel 9

Kapitel 9 Den dag min mor begik en endnu større fejl

 

Sneen blev grå, og så kedelig ud. Tøvejret kom tilbage fra sin ferie, og sendte den hvide sne afsted i stedet. Det var nu stadigvæk koldt udenfor. Dog begyndte det at blive mildere. Til at holde ud i alt fald.

Jeg kiggede ud fra mit vindue, på mit værelse. Menneskerne lignede myrer. En masse myrer, som var igang med at bygge en ny tue. Jeg var ikke i stand til at se om de var glade eller ej. Jeg ønskede ikke at se glade ansigter nogle steder, når jeg ikke selv var det, måtte andre heller ikke være det. Forandringer, var en svær ting at forholde sig til for mig. Julen var forbi, og endelig, kunne jeg begynde et nyt år. Som indtil videre ikke lovede godt.

Julen var ødelagt for mig, i dét sekund, min mor fortalte mig, at hun ville fraskille sig fra min far. Jeg havde ikke følt noget de dage. Jeg stod ikke op julemorgen, sammen med mine forældre. Jeg åbnede ikke mine gaver. Jeg spiste ikke en lækker aftensmad juleaften. Jeg lå på mit værelse, og tænkte. Jeg havde ikke spist noget, siden hun fortalte mig det. Det var nok ikke så slemt, fordi jeg havde godt kunnet mærke, at de ikke elskede hinanden mere. Det betød bare en hel del for mig alligevel, mere end jeg lige havde regnet med. Jeg var ked af det. Jeg kunne ikke lide den slags forandringer. Min far var også ked af det. Jeg havde hørt ham gå og hulke. Sove på sofaen. Det knuste mit hjerte.

Jeg havde flere ubesvarede opkald fra Charlie. jeg havde ikke lyst til at indblande ham i noget. Heller ikke Liza. Slet ikke nogen. Efter mange flere og nye ubesvarede opkald, valgte jeg bare at slukke min mobil. Jeg havde ikke lyst til at komme i kontakt med omverdenen. Og helt ærligt jeg var en 22- årig kvinde, som egentlig burde komme sig nemt over det. Det var bare svært. Jeg elskede dem sammen, og havde altid gjort det.

Jeg gik ud fra mit værelse. Stanley stod lige foran. Jeg havde ikke lyst til at kigge på hans rare ansigt. Det ville bare få mig til at græde. I stedet for, kiggede jeg bare ned hele vejen forbi ham, indtil der ikke var mere af ham at se. Jeg fik fat på mine krykker som stod ved trappen. Jeg var så sulten at min mave rumlede højt og tydeligt. Jeg kunne bare ikke overskue at lave noget. Det var også svært at stå op uden at støtte mig til noget. Jeg blev nok nødt til at tage ud. Helt uden makeup. Bare med et par solbriller. Et par store sorte cateye solbriller fra Celiné. De skjulte mine forfærdede øjne. forhåbentligt. Jeg havde bare en natkjole på fra Gucci og en trenchcoat fra Coach. En rosaguld trenchcoat. til sidst et par loafers fra  Gucci også, som matchede jakken. Jeg var blevet lidt sløv med, at gå op i mit tøj. Måske var der bare sket for mange mærkeligt og dårlige ting, til at jeg kunne overskue det.

Jeg fik Stanley til at køre mig ned til en diner jeg nogle gange spiste morgenmad med Liza på. Uden at sige ét eneste ord til ham. Han kunne bare læse mine tanker.

Han åbnede døren for mig, og rakte krykkerne til mig. Jeg var så tæt på at bryde ud i gråd hele tiden. Personalet på dineren ville sikkert bare tænke, at jeg havde slået op med min kæreste eller noget. Havde det dog bare været det. Apropos kærester. Jeg fik i det samme øje på Liza og Dylan. De havde ikke set mig endnu. Jeg tænkte at det ville være den perfekte mulighed for at dukke mig. Jeg ville ikke have at han skulle se mig sådan her. Igen.. Det burde ikke betyde noget. Sådan her burde jeg føle mig med min egen fyr, der var jeg bare mere ligeglad. Jeg satte mig i den anden ende af dineren. Jeg var måske uigenkendelig hvis jeg var heldig.

Imens jeg sad og kiggede på hvad der var, at vælge, fik jeg øje på en omelet. Omeletter mindede mig om min mor, fordi hun hadede dem. Hun var endnu ikke flyttet ud. Eller var hun? Jeg havde jo ikke rigtigt set hende. På en måde havde jeg dårlig samvittighed. Måske var jeg egoistisk, og kunne slet ikke tillade mig at være sur på hende over, den beslutning hun have taget.

Jeg havde siddet så længe og tænkt, at det slet ikke var gået op for mig, at der stod en tjener lige foran mig. Jeg kiggede op og fik det der lille chok, ældre mennesker kunne få af de mindste ting.

“Er de klar til at bestille?”

“Øhh, ja røræg og cocktailpøser, lidt bacon, en omelet, en ris budding, en omgang pandekager, ekstra sirup, en toast, og en stor kop kaffe”

Hun kiggede på mig, med et forskrækket blik i ansigtet. Lidt efter spurgte hun:

“Skal den du venter på ikke også have noget at drikke til maden?”

hun havde et håbefuldt blik kørende. Jeg smilede bare og ventede på hun ville gå. Jeg blev helt flov, jeg var altså bare en trøstespiser.

Jeg begyndte igen, at tænke på min mor. Jeg havde en lille samvittighed som havde det dårligt. Jeg kunne vidst kun kurere den, ved at snakke med hende. Min far kom der ikke særligt mange ord ud af, sådan var det egentlig generelt. Det var dog blevet værre nu. Han flæbede bare.

Da maden kom på bordet, spiste jeg som en gris. Jeg skulle bare mætte den sult. Jeg blev ved, med at proppe mig i munden, til der ikke kunne være mere. Jeg lignede nok en bjørn som lige havde fanget en fisk. Eller også lignede jeg en eks kæreste. Jeg havde ikke mere end en 20-dollar seddel at give i drikke penge, så det var hvad det blev til. Jeg var heller ikke tilfreds med hendes service. Jeg plejede at give 40.

På vejen ud, fik Liza selvfølgelig øjenkontakt med mig. Igennem mine solbriller, kunne jeg se hendes opsøgende blik, det kunne jeg ikke lige overskue. Jeg ringede i stedet for til Stanley og bad ham, om at hente mig. Jeg gik ud ad døren, kunne se Liza rejse sig op. Jeg havde ikke lyst til at få endnu mere dårlig samvittighed. Jeg havde lyst til at fortælle hende hvor meget jeg tænkte på hendes kæreste, men det ville være decideret sygt.

Jeg stod udenfor, og ventede på døren at gik op.

“Susan, hvorfor undgår du mig?”

Det var mere direkte end jeg havde forventet.

“Jeg undgår dig ikke, Jeg ligner bare en dame som lige er kommet på bistand”.

Hun svarede

“Ja, hvorfor gør du egentlig det?”

Jeg kunne mærke, de sidste tårer jeg havde holdt ind, gerne ville ud. Jeg prøvede, men kunne ikke holde dem inde. Der stod jeg og græd. Jeg græd som en 5-årig, som lige havde tabt sin is på jorden. Jeg var ikke i stand til at snakke. Liza troede, at jeg blev ked af hendes kommentar. Utroligt vi slet ikke kunne læse hinanden mere. Hun omfavnede mig og hviskede “undskyld“. Jeg kunne ikke engang svare hende. Cirka fem minutter senere, kom jeg ind og sidde sammen med hende og Dylan. Jeg fortalte hvad der var sket, og hvordan alt føltes lige dér. Dylan sad og reagerede, med sit dejlige ansigt. Han så bare så bekymret og omsorgsfuld ud. Jeg sad og nev mig i låret, for ikke at tænke på ham. Der skulle meget mere til.

“Ved Charlie, at det er sket?” spurgte Liza.

“Nej, i er de første som får det at vide” svarede jeg.

De kiggede begge to på mig, med deres forstående ansigter. Dylans så lidt mere ægte ud end Lizas gjorde.

Der var noget jeg helt havde glemt. Jeg fik aldrig svar på, hvad det var min mor havde lavet, som gjorde at hun selv havde så dårlig samvittighed. Jeg fik øje på Stanley udenfor og forlod de andre. Jeg skulle hjem og have svar.

Turen hjem føltes så lang. Jeg var utålmodig. Kunne man bebrejde mig. Jeg havde tusindvis af spørgsmål, som jeg så gerne ville have svar på.

Da vi endelig var hjemme, hjalp Stanley mig indenfor. Jeg havde bare brug for at komme op så hurtigt som muligt, og ikke ved hjælp af mine dumme krykker.

Det føltes som om det var for sent da jeg kom op. Jeg kunne se en masse Louis Vuitton kufferter stå og fylde midt i vores stue. Min mors initialer stod på, i lilla. Det var hendes yndlings farve. Min far kom ned ad trapperne, med nogle flere. Min mor var ikke til at se nogle steder. Det virkede besynderligt, hvis det var alle hendes ting, som var dernede i dem alle sammen.

“Hun er væk!” Råbte min far.

Jeg forstod ikke situationen. Jeg kiggede undrende på ham.

“HUN ER VÆK!” skreg han! Bagefter, væltede det ud med tårer fra hans øjne.

Min mor var væk!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...