One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5342Visninger
AA

7. Kapitel 6

Kapitel 6 Den dag Bethany chokerede mig

Snevejr. Gadesangere. Lys over det hele. Ja så var det jul på Manhattan. Jeg var ikke rigtigt i julestemning. Jeg plejede egentlig at elske juletiden, men denne her gang var det ikke helt det samme. 
Jeg havde ikke engang købt noget vintertøj. Jeg elskede at gå i fint tøj, og vintertøj var ikke just det flotteste. I hvert fald ikke min smag. Jeg havde shoppet sammen med Liza de sidste par dage. Det skulle egentlig have været tøj, men jeg endte med at købe en taske fra Givenchy. En sort taske, med sølvdetaljer på. Hvis ikke det var tøj, var det tasker. 
Der havde samtidig været en underlig stemning mellem os. Det virkede som om Liza var en helt anden person. Det burde vel være godt, men det følte jeg bare ikke at det var. Jeg skulle måske bare vænne mig til, at hun også havde en fyr. Hvilket vi ikke plejede at have, begge to, på samme tid. Jeg havde heller ikke mødt Dylan, siden mit første akavede møde med ham. Jeg var stadigvæk lidt irriteret over, at jeg ikke var blevet advaret om at tage noget pænt på. Måske var det derfor stemningen var mærkelig mellem Liza og jeg. Det føltes som om at hun udnyttede hver gang hun kunne at ydmyge mig. Det var ikke noget uheld. Hun tænkte det sikkert igennem. Og sådan havde det altid været. Hvorfor regnede jeg det først ud dér? Vi var ude og shoppe. Hun stod og snakkede til mig om hvor heldige vi begge to var. Jeg ignorerede resten bagefter. Hun snakkede kun om det samme, og det var pænt irriterende faktisk.
Efter jeg havde regnet den ud, (eller næsten regnet ud, jeg vidste ikke helt om min teori var sand), stødte jeg ind i Bethany. Eller Liza og jeg gjorde. Hun småløb og havde mascara hængende ned ad kinderne. Jeg nåede at gribe fat i hendes ærme inden hun var væk. 
"Bethany hvad sker der?"
Hun kiggede forskræmt på mig. Som om hun ikke kunne sige noget. Hendes vejrtrækning blev hurtig. Hun rystede på hovedet og rev sit ærme fri fra min hånd. Bagefter løb hun videre. Det var som om hun havde set et lig. Liza begyndte bare at grine.
"Hvad end der er sket, har hun sikkert fortjent det!" 
Jeg kiggede på hende som om hun var dum. Selv Bethany fortjente ikke hvad end der nu var sket med hende. Jeg nåede ikke at løbe efter hende. Jeg nåede heller ikke at sige noget til Liza. Jeg var meget forvirret i det øjeblik. Jeg ville rigtig gerne vide hvad der var sket. Jeg ville bare heller ikke blande mig. Jeg gik fra Liza og efterlod hende som et spørgsmålstegn. Jeg havde lyst til at tænke på noget andet og ringede til Charlie. Ham havde jeg hele tiden lyst til at være sammen med. Det var bare umuligt med hans arbejde.
Charlie lød meget mærkelig i telefonen. Både fjern og ligeglad. Fair hvis han var ligeglad, han kendte jo ikke rigtigt Bethany. Eller gjorde han? Jeg havde tit lavet dumme teorier i mit hoved, tit hang de ikke rigtigt sammen. Jeg lagde på og besluttede mig for at gå ind i Prada i stedet for. Jeg stod foran butikken, så det måtte være et tegn på, at jeg skulle købe noget. I de fleste designer forretninger, kendte jeg dem som arbejdede der. De blev altid så glade da jeg dukkede op. Hver gang. Men ja, man kunne vel også sige at de fik solgt en masse når jeg var der. Denne her gang var det et par røde sneakers som kom mit øje i syne. Jeg manglede nok ikke et par sneakers, men det kunne jo være meget gode sko hvis jeg jeg ikke var i hæle-humør. 
Jeg købte dem altså.
Kom ud. 
Havde glemt alt om Bethany. Indtil jeg fik øje på hende inde i Burberry. Vi var begge to på Bleecker street. Min absolutte yndlings shoppegade. Måske også hendes. Eller det vidste jeg det også var. Dengang vi gik i skole sammen, gjaldt det om at få de fedeste og nyeste ting først. Så vi sloges nærmest inde i butikkerne.
Jeg gik forsigtigt ind i Burberry og prøvede på ikke at blive opdaget. Det var bare lidt svært når dørmændende også kendte mig. Bethany reagerede på mit navn. Jeg fik øje på et par Karl Lagerfeld solbriller. Runde med søl uden på. Hun vendte sig hurtigt imod mig. Jeg gad ikke lege gemmeleg. Jeg gik direkte over til hende.
"Bethany, hvad sker der? Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til at du løb tudend.. jeg mener grædende forbi mig".
Hun kiggede på mig. Tog solbrillerne af og gav mig et kram. Noget jeg aldrig havde regnet med ville komme fra hende. Hun gad ikke at give slip og begyndte at græde. Jeg syntes det var pinligt, så jeg prøvede at lokke hende tættere på døren, så vi kunne komme ud. 
Da vi kom ud fra Burberry, blev jeg mere ivrig og ville bare gerne have at vide hvad der foregik. Jeg pressede hende måske en lille smule til at fortælle mig det. Men var det ikke meningen engang imellem? Folk havde godt af at snakke om det som gik dem på. 
"Bethany svar mig nu på hvad der sker!"
Sådan kom det ud ad min mund, lidt hårdt. Hun kunne klare det.
Hun prøvede på at trække vejret dybere og puste ud igen. 
"Jeg er gravid".
Jeg syntes det var besynderligt hun var så ked over det.
"Det er der da ikke noget galt i? Du har den perfekte alder til det".
Hun rystede på hovedet.
"Det har ikke noget med min alder at gøre. Jeg vil gerne have et barn. Men det er ikke sket på den rigtige måde..Da jeg fortalte ham det, sagde han.. Sagde.. Jeg kan ikke"
Hvem var han? Og hvad sagde han?
Mine eneste spørgsmål på daværende tidspunkt.
Hun svarede ikke. I stedet for lod hun som om hun havde travlt med noget og skulle skynde sig væk.
Jeg skulle nok finde ud af det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...