One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5395Visninger
AA

6. Kapitel 5

Kapitel 5 Den dag jeg mødte Dylan

Angående min date. Den var fantastisk. Jeg kunne slet ikke beskrive den, men jeg havde jo nærmest også glemt hvordan det føltes at være på en rigtig date. Jeg havde næsten glemt alle de problemer omkring mig. Efter vi havde kysset, gjorde jeg ikke som jeg plejede. Jeg drak mig ikke fuld, endte ikke i seng med ham. Jeg lod som om jeg var træt. Gabte sådan flere gange. Denne her gang var det min tur, til at spille kostbar. Men ikke helt kostbar. Jeg ville samtidig vise ham, at jeg rent faktisk havde hygget mig. Han spurgte om han skulle skaffe mig en taxa hjem. Jeg kunne ikke lide, at han skulle betale for det, når jeg lige så godt bare kunne køres af Stanley.

"Tusind tak for i aften, glæder mig til næste gang". Jeg gav ham et sidste kys, inden jeg trådte ud af hans dør. Det var en fantastisk følelse jeg fik inden i. Han kyssede mig igen, og sagde at han ville skrive til mig. Bare jeg ikke skulle vente så lang tid på en besked fra ham igen.

Da jeg kom ud til bilen, kiggede Stanley på mig som om han ville have detaljer. Jeg lukkede min egen rude til, ligesom sidst. Jeg havde brug for at tænke på hvor fantastisk Charlie var. For det var han.

En underlig følelse var opstået i min krop på vejen hjem. Som om, jeg savnede ham? Men det var jo mærkeligt for jeg havde lige set ham.

Da jeg var hjemme. Kunne jeg se en dame komme hen imod mit mørkbelagte vindue. Jeg rullede ned og kunne se en gammel veninde. Det var Liza. Hende havde jeg næsten glemt i alt det her.

Til at starte med, kiggede vi bare på hinanden. Jeg havde virkelig ingen idé om hvad jeg skulle sige til hende. Hun var vidst også tom for ord. Efter der var gået et par minutter begyndte jeg at grine. Ikke fordi jeg syntes det var sjovt, men fordi det var så akavet. Hun begyndte også, og vi flækkede begge to af grin. Det var så latterligt. Jeg vidste ikke om det her ville brøde isen. Fordi vi brugte lige så lang tid på at grine som vi gjorde på at være tavse.

"Det her er latterligt Sus. Lad os drikke en kop kaffe i morgen og løse tingene".

Jeg kiggede på hende, jeg vidste ikke om det var en farlig idé. Nu havde jeg endelig mødt en fyr som hun ikke havde. Eller det havde hun, men det kapitel var nogenlunde overstået nu. Jeg smilte falskt og nikkede til hende.

Da jeg steg ud af bilen tog jeg min jakke af. Jeg havde fået det så varmt. Alle de følelser kunne virkelig være brændvarme. Jeg gik igennem lobbyen. Og lagde mærke til alle de gamle damer som stirrede på min bag. Jeg ignorerede dem. Det kunne godt være min revne i kjolen var blevet større, men jeg havde så meget andet at tænke på nu.

Da jeg kom op til mit værelse, gik jeg på hovedet i seng. Det var bare som om at jeg ikke kunne lukke øjnene ordentligt. Jeg blev ved med at vende mig til den ene og den anden side. Det hjalp ikke. Jeg kunne også mærke at jeg ikke havde lyst til at sove. Nej, jeg ville hellere tænke og forberede mig på hvad jeg skulle sige til Liza. Jeg anede ikke om jeg kunne stole på hende.

Jeg plejede at forberede mig på vigtige ting mentalt. Det plejede at hjælpe på situationen. Men alligevel ikke, for jeg havde jo nærmest altid døjet med et forfærdeligt uheld. Og Liza med det modsatte. Det irriterede mig bare at tænke på det.

Efter en lang nat med at tænke på næsten alt, faldt jeg i søvn, det blev dog sent. Det kunne jeg mærke da vækkeuret ringede. Jeg kastede det ned på mit gulv, i håb om at det ville gå i stykker. Det gjorde det ikke. I stedet kom der en bule i mit gulv. Det var som om vækkeuret var lavet af beton eller sådan noget, det kunne bare ikke gå i stykker! Jeg var meget skuffet hver gang det ikke gjorde som jeg håbede det ville gøre. Jeg vidste ikke hvorfor jeg overhovedet havde sat det til at vække mig. Det eneste jeg skulle var at mødes med Liza. Klokken var kun 7, men hun skulle selvfølgelig også på arbejde.

Jeg gad ikke engang at gøre noget særligt ud af mig selv, hvilket var besynderligt, for det gjorde jeg hver dag. Min makeup blev ikke til så meget. Og mit tøj var heller ikke det store. Et par jeans og en hættetrøje. Et par sneakers til at fuldende outfittet. Tænk at jeg ejede de her ting. Jeg tog et par solbriller på fra Celiné. Jeg lignede en der havde syge tømmermænd.

Stanleys kommentar til mit outfit var: "Er de blevet syg frøken Rivers". Jeg rakte bare min mellemfinger op og pegede den i mod ham. Jeg gad ikke at blive kørt. Men gå. Det var ikke fordi jeg var ked af det. Jeg havde bare ikke lyst til at vise Liza at jeg ville gøre noget særligt ud ad mig selv bare for at mødes med hende. Plus at det var alt for tidligt til at jeg virkelig gad.

Vi havde bare aftalt at mødes på en lille diner. Vi kunne godt lide at prøve nye steder, i stedet for at have et stamsted.

Da jeg fik øje på hende, havde hun et buisness sæt på. En nederdel, med skjorte. Og blazer jakke. Et par Jimmy Choo sko, og en Mulberry taske. Her kom jeg med min hættetrøje fra, jeg aner ikke engang hvor. Mine slidte jeans og de endnu grimmere sko. Jeg fortrød. Ikke på grund af tøjet, men fordi jeg havde en idé om at det her ikke ville ende godt. Hun smilede falskt til mig, jeg kunne se hun ventede på én mere. Hun blev ved med at kigge hen på døren. Jeg ventede bare på at den der specielle lyd ville komme, når der kom kunder. En lille "kling" lyd. En tjener kom hen til os. Det første hun spurgte om var "hold da op, i har da været på en god druktur i går". Jeg kiggede på hende og rødmede. Hun kunne nok ikke se det, da mine solbriller var gigantiske. Og da hun mente "i" kiggede hun altså kun på mig. Liza begyndte at grine.

"Helt ærligt Liza, hvad er det du vil?"

Jeg lød måske lidt irriteret i mit spørgsmål.

"Susan, jeg savner dig! Jeg ved godt at jeg har dummet mig, men det plejer vi begge at se bort fra. Plus jeg har en nyhed jeg skal fortælle dig".

Døren til dineren gik op, den lille "kling" lyd dukkede op. Og det samme gjorde en dreng. Liza begyndte at smile, da han kom. Jeg blev endnu mere flov over hvor grim jeg så ud lige nu. Han satte sig ved siden af Liza.

"Det her er Dylan, vi har datet hinanden på det sidste". Jeg begyndte at smile akavet til ham. Jeg glemte helt at række hånden i mod hans, som man normalt plejede at gøre.

Efter Liza havde introduceret ham, blev der akavet. Eller mere akavet, end der allerede var. Der gik først to minutter før jeg opdagede at jeg havde glemt at introducere mig selv. Jeg rakte hånden mod hans og skyndte mig at sige "SUSAN!" For højt.

Liza lavede tricket hvor man kiggede på sit ur for at lade som om hun skulle videre.

"Nå, Susan vi må lige snakkes ved, jeg skal nå på arbejde". Høflig måde at sige til mig at jeg var pinlig.

Det var altid noget, at det ikke var Charlie. Dylan var nu også flot.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...