One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5324Visninger
AA

3. Kapitel 2

Kapitel 2 Den dag min mor fandt en date til mig

Forældre: Pinlige. Nødvendige (selvfølgelig). Ikke mindst forfærdelige. Var det for hårdt? Jeg havde ikke noget imod forældre normalt.. Kun mine egne. Min mor var rigtig god til at sørge for, at gøre mig til grin. Det havde hun gjort siden jeg var helt lille. Mine forældre var nemlig meget forskellige. Min far var meget, formel, mens min mor var det modsatte. Det var spøjst at de to havde fundet hinanden, for min far var lidt små-snobbet, det var min mor overhovedet ikke. En “overklasse” familie som min, burde bare være snobbet, men den del klarede min far alene. Min mor var sjov, gjorde sjove ting, Og var ligeglad med hvem der var til stede. Mine forældre havde tit skændtes om min mors opførelse (det var selvfølgelig min far som startede dem). Han var meget tit flov over hende. Jeg havde overhørt mindst hundrede samtaler, hvor de bare handlede om min mor som gjorde min far flov. 
De var modsætninger, og det var den konklusion. 
Selvom min mor nok var den som også havde gjort mig mest flov, var det stadigvæk min far jeg var mest utilfreds med. Det var meget sjældent, at jeg oplevede ham grine ad noget som helst. Så det var min mor jeg også fortalte mest til. Min far gik mest op i sit job, og sine penge. Min mor var lidt mere ligeglad. Jeg snakkede også altid kun om drenge og problemer med min mor. Min far var ikke til stede på de områder. Utroligt de to stadigvæk var sammen. 
dagen efter jeg havde haft en af de pinligeste aftener i mit liv (på baren med Liza) fortalte jeg min mor det hele. Hun spurgte hvorfor jeg havde ligget med hovedet imod puden, i stedet for den anden vej, om morgenen da hun vækkede mig. Jeg kunne ikke lide, at lyve for hende, så hun fik hele historien. Min mor havde aldrig rigtig været så glad for Liza, fordi hun syntes, at hun var en snob. Hendes forældre var også meget værre end mine. Både hendes mor og far var nogen snobber. Det var ligesom, hvis jeg havde to af min far. De var gudskelov ikke så tit hjemme, så derfor kunne jeg da holde ud at være der. Hendes forældre kunne faktisk godt lide mig, men hver gang jeg var der, kunne de ikke undgå, at efterlade en spydig bemærkning om min mor. De irriterede mig grænseløst, for selvom min mor var røv pinlig, elskede jeg hende stadigvæk uendeligt højt. 
Efter jeg havde fortalt hende historien, rykkede hun på det ene øjenbryn, jeg kunne se, at hun tænkte. Det var ikke et blik, som normalt gavnede, så jeg var allerede dér bange for, hvad det kunne føre til. Hun gav mig et kram, og smuttede. Hun sagde at hun havde travlt, med en vigtig opgave. Jeg vidste allerede, at hun var ude på noget.
Næste dag, kom min mor ind på mit værelse med et brev til mig. Jeg sad og var igang med, at sætte mine sko i orden. Først Louboutin bagefter Gianvito Rossi. For var der noget jeg elskede her i verden, så var det sko. Jeg havde massere af dem. Gerne i den dyre ende. Jeg var sikkert også en snob, jeg prøvede bare på at gemme det lidt væk. Min mor så helt begejstret ud. Jeg kiggede undrende op på hende, og kom meget hurtigt i tanke om, den “opgave” hun skulle nå. Hun rakte brevet til mig, og jeg åbnede det. 
“Hej Susan.
Du er hermed inviteret på en date med mig på Restaurant Per Se, i aften klokken 19.00
    ⁃    R” 
Jeg krøllede brevet og indholdet sammen, og rakte det imod min mor. Det kunne hun ikke mene! Det kunne godt være, at jeg havde været uheldig med mine dates, men derfor betød det ikke, at hun skulle arrangere dem i stedet for. Hun lavede et trist ansigt til mig, for at få mig overbevist om, at det var det rigtige at tage afsted. Jeg vidste udemærket godt, at det ikke var. Jeg tog brevet tilbage og foldede det ud. Jeg valgte at give det en chance. Selvom jeg ikke var overbevist. 
I løbet af dagen, havde min mor ikke snakket om andet, end hvor godt han så ud. Jeg kendte ikke engang hans navn, kun forbogstavet. R, hvad kunne han hedde? I stedet for at gætte på det, valgte jeg at gætte på hans udseende i stedet for. Til at starte med, var jeg ligeglad med personligheden, denne her gang ville jeg bare have en, som så lidt godt ud. 
Jeg havde selvfølgelig fået Liza hjem til mig, så vi kunne finde det perfekt tøj, samt taske og sko. Vi gik begge to meget op i mode, men alligevel følte jeg, at jeg havde brug for hendes hjælp. hun havde været på langt flere succesfulde dates end jeg havde, så derfor, behøvede jeg hende. Noget måtte hun jo gøre rigtigt. 
da hun kom sad jeg inde i mit walk in closet, med et glas rosé vin i hånden. Jeg havde en kimono på, ansigtsmaske og et håndklæde som skulle tørre mit hår. Meget film agtigt, men også meget klassisk. Det tog os kun to timer, at vælge hele outfittet. Og jeg var ikke ironisk da jeg mente “kun” to timer. To timer var en flot tid i forhold til alle andre gange, hvor det kunne tage helt op til fire timer. 
Det endte altså med at blive, en sort nedringet kjole med blonder ved toppen, fra Dior. En postkasse rød taske fra Coach, og ikke mindst mine plain Louboutins, som bare var helt sorte, og selvfølgelig med den ikoniske røde bund. Klassisk, men fint. Det var det jeg behøvede. Gad vide, hvordan det egentlig kunne tage to timer? Det spurgte jeg mig selv hver gang jeg havde gjort mig klar. Hvordan det kunne tage så lang tid, med noget så simpelt. 
Da jeg så på klokken, fik jeg et chok 19.08. Jeg skyndte mig ned ad trappen og ind i elevatoren. Jeg havde allerede bestilt en taxa som havde holdt der siden 18.45. taxameteret var steget lidt end det normalt gjorde. Men det var fint nok.. Per Se, lå gudskelov ikke så langt væk fra mit hjem, begge steder lå meget tæt på Central Park. Normalt havde jeg min egen chauffør, som hed Stanley, men lige den dag, havde han fri.
Klokken var kun lige blevet 19.20 da jeg ankom. Jeg kunne se mange mennesker, og siden det her var en slags blind date, anede jeg ikke hvor jeg skulle lede henne. Men da jeg fik øje på en skaldet mand med briller, anede det mig, at det kunne være R. Jeg gik hen til ham og satte mig ned. "Hej, mit navn er Susan. Hør jeg ved min mor, har sat os på en date sammen, så lad os da bare ødelægge det".
Jeg syntes ikke han var pæn, min mor kendte nok ikke min smag. Det var der nok ikke særligt mange der gjorde. 
Manden overfor mig, kiggede underligt. Han vendte sit blik over min stol. Det samme gjorde jeg. En dame, lidt ældre end mig, kiggede ned på mig. Jeg kiggede på manden overfor "du er ikke min blinddate vel?" Han rystede på hovedet, pinligt. Jeg måtte rejse mig, igen og undskylde mange gange. Hvorfor mig? 
En mand ved et bord, lidt længere væk, sad og fniste. Han var attraktiv, et huk. Man kunne vel altid håbe? "Er du R?" Han smilede til mig. "Det er jeg nemlig, men du kan bare kalde mig Robert, eller Robbie. Du bestemmer selv".
Jeg rakte min hånd imod hans "Susan". Sagde jeg, som om vi var til forretningsmøde, hvor akavet var jeg lige?
Efter lidt tid på restauranten, havde vi bestilt. Det eneste jeg havde snakket med Robert om, var hans frisure. Ja, den var da meget pæn, men det var ikke sådan så jeg havde lyst til, at bruge tid på, at snakke om den. Han var selvglad. Men flot på samme tid. Hvad gjorde man i sådanne situationer? (A, vente på at maden kommer og venter og ser. (B, man går sin vej og fortæller sandheden. Eller (C, afslutter middagen og lader ham betale. Den sidste valgmulighed virkede meget fin. 
Jeg ventede altså på at maden kom. Spiste den. Snakkede med ham. Om... ja.. ham. Nok var han interessant, men jeg forstod ikke hvorfor, han var hele samtaleemnet. Min mor kendte virkelig ikke min type. Eller også var det hendes måde, at skræmme mig væk fra datinglivet, så jeg kunne få en karriere og koncentrere mig om den? Neeej. 
Da vi endelig blev færdige med at spise, ringede jeg til min mor. Jeg spurgte hende, hvorfor hun lige havde fundet ham til mig. Hun fortalte, at det var sådanne typer, Liza plejede at gå ud med, det var i hvert fald hvad Lizas mor, havde fortalt min mor. Så jeg kendte måske ikke til hele sandheden? Liza var ikke perfekt? Trickspørgsmål, ingen var perfekte. Selv ikke Liza. Men hun var godt nok tæt på. 
Da jeg kom tilbage fra toilettet, fandt jeg på en dårlig undskyldning, men stoppede halvvejs inde i den. "Du må undskylde men jeg er rigtig træt, og vil gerne hjem nu.. Okay jeg ér træt, men jeg vil egentlig ikke på nogen date. Jeg havde ikke lyst til at starte med, og har endnu mindre lyst nu. Du virker som en fin fyr Robert, bare brug et andet samtaleemne end dig selv."
Da jeg kom ud af restauranten, mødte jeg et bekendt ansigt. Det var ham fyren fra forleden dag, ham Liza selvfølgelig fik. Ham den ret så flotte, som jeg havde gjort mig selv til grin foran. Jeg var ved at snuble igen, men han nåede lige at holde mig fast. "Du må altså passe lidt bedre på". Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. "Jeg ved det godt, nogen mennesker er født stabile, mens jeg er en kæmpe klods". Han grinte også, jeg vidste bare ikke om det var ægte eller falskt. 
"Så.. Fik du min besked forleden dag, eller valgte du bare at ignorere den." Jeg kendte ikke engang fyrens navn, men alligevel påstod han at have sendt mig en besked. "Nej.. Jeg aner ikke hvad du snakker om, jeg har slet ikke fået nogen besked. Der sker ikke så meget på min mobil for tiden." Han kiggede undrende på mig. "Det var da underligt" sagde han. "Jeg bad din veninde Liza, om dit nummer. Hun gav mig det også, så jeg kunne skrive til dig". Nu var det mig, som kiggede undrende på ham. "Jeg tror Liza skylder mig, og dig en forklaring." 
Fortsættes

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...