One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5329Visninger
AA

16. Kapitel 15

Kapitel 15 Den dag en far blev afsløret

The New York Times Overskrift: BUTLER FRA RIVERS FAMILIEN SKYDER! 
Fred Stanley sidder varetægtsfængslet, da han har truet John Rivers, med skud og fyret et afsted også. Han ramte en væg, men det kunne sagtens have gået grueligt galt, udtaler datter Susan Rivers"

Det var mærkeligt. Alle vegne var der forsider med et billede af Stanley på. Jeg sad på en lille diner, med tankerne; gjorde jeg det forkerte? Ja jeg reagerede måske lidt hurtigt. Jeg ville bare have min familie tilbage. Jeg indså dog, at det ville jeg aldrig få.
Efter jeg havde meldt Stanley til politiet, fortsatte det overraskende positivt. Imens nogen politimænd var på vej op i lejligheden ønskede og bad jeg om, at Han ville samarbejde. Jeg vidste godt jeg ikke gjorde det rigtige, Jeg tænkte på mig selv og min families omdømme, men han gik med på den. Jeg udtalte mig ikke foran politiet, på stedet, da jeg selv ville have Stanleys udtalelse først. Bagefter kunne jeg fortælle min “historie” så den kunne matche hans. Jeg forstod ikke hvorfor han ville tage skylden for det. Han ødelagde sit eget liv. Jo mere jeg vendte det i hovedet, gik det op for mig, at han bekymrede sig om mig. Fordi han jo var min rigtige far. 
Jeg søgte væk fra tankerne, vendte mig om. Den samme avis artikel var over alt. Jeg begyndte at tro, The New York Times sponsorerede det her sted. Jeg åbnede min mobil, det første som også dukkede op var den artikel. 
Jeg rejste mig op, lagde min betaling og lidt mere. Jeg tjekkede ikke, hvad jeg gav, jeg tog bare det jeg havde i pungen. Jeg skulle bare væk derfra. Min samvittighed, havde det dårligt. Det var meget koldt udenfor. Som om alt var frosset til is. Jeg frøs mest om ansigtet, fordi jeg ikke havde tænkt mig, at gå med en elefanthue. Starten af februar, men New York havde stadigvæk massere af kolde dage tilbage, at byde på. 
Jeg kunne se en masse små boder, med en masse aviser fra The New York Times. De samme aviser. Jeg kunne jo ikke bare holde mig for øjnene og gå videre. Jeg gik sidelæns, så jeg ikke behøvede at kigge. 
Lige meget hvad jeg prøvede på, blev det værre, også selvom jeg prøvede at gøre det bedre. Det var bare som om, min samvittighed, havde tatoveret den forside ind under mine øjenlåg. Jeg blev ved med, at tænke på, hvad han havde gjort for mig. Jeg stoppede op for at få vejret. Jeg støttede mig op ad en lygtepæl. Jeg var ikke forpustet, det var bare som om, at jeg ikke fik lov til at trække vejret ordenligt, lige dér! Det var ubehageligt. 
Lige da jeg skulle til at fortsætte med at gå, kom Dylan rendende. Jeg havde ikke set ham siden, jeg kunne huske. Og jeg kunne ikke huske hvornår jeg sidst så ham? Måske da jeg forstuvede mit haleben. Pinligt. 
Jeg ville ikke snakke med ham. Jeg kunne ikke rigtigt snakke med nogen på det tidspunkt. Jeg prøvede bare så vidt muligt, at undgå opmærksomhed. Lige da der sneg sig en kriller ind i halsen på mig. Jeg prøvede forsigtigt, at hoste den ud. Men lige som jeg begyndte småt, blev det meget værre, og jeg kunne ikke kontrollere det. Det blev til et højlydt og meget ulækkert host! Dylan stoppede op
“Er du okay Susan”
Jeg kiggede op på ham, imens jeg hostede:
“Ja.. Undskyld.. To.. Sekunder.. Ahem”.
Han kiggede bekymrende på mig.
“Jeg er okay ja, jeg skulle bare lige hoste ud, du ved. Hehe..”
Det var akavet, fordi jeg gjorde det akavet. 
“Nå, altså jeg mente alt det der med din butler. Men godt du bare skulle hoste ud.”
Jeg var så dum nogle gange. Selvfølgelig mente han Stanley, da hans billede var på alle forsider i hele New York. Det skulle jeg måske bare lige vænne mig til. Jeg svarede, men lød lidt nervøs, det kunne jeg i alt fald tydeligt selv høre:
“Ja.. Øh det er lidt skidt. Men vi kom ikke noget til.:” 
Han sænkede det ene øjenbryn. Jeg smilte akavet til ham:
“Kunne du tænke dig at drikke en kop kaffe?”
Fik jeg spurgt nervøst. Det var jo ikke fordi jeg havde en kæreste eller noget. Det glemte jeg da dér. Jeg kom i tanke om at Charlie var min fyr, lige efter jeg havde inviteret Dylan på kaffedate.
“Ja, nu du spørger. Jeg har ikke rigtigt nogle planer alligevel”.
Det blev bare til en kakao i stedet for. En to-go en. Vi fandt en hyggelig vogn, der solgte en rigtig lækker kakao. Det var dejligt, at blive distraheret. Vi gik imod Bryant park, snakkede en hel del. Og jeg fandt ud af lidt for meget.
“Hvordan går det så med du og Liza?”
Han kiggede på mig, fjernt.
“Hvad? Øh. Ja det går lige, vil jeg sige”.
Drenge. De var pæne, men elendige løgnere. Jeg vidste, at der var noget galt. Jeg havde ikke rigtigt snakket med Liza, de seneste uger, da jeg havde en mor som skulle findes. Denne her gang, var det befriende, ikke at snakke med hende. Det var faktisk rarere, at snakke med Dylan, han var bare så nede på jorden. Jeg spurgte ham:
“Hvad sker der ærligt mellem jer, jeg behøver ikke, at dele det med Liza”.
Han så lettet ud.
“Jeg er træt af hende. Ærligt, så er hun for perfektionistisk, til mig. Hver gang, hun får gæster eller venner, skal jeg tage pænt tøj på som lever op til hendes standard. Hun vil også gerne lave om på min personlighed. Sådan var hun ikke i starten, men det er bare som om, hun hele tiden, skal vinde over en eller anden. I hvert fald overgå personen. Jeg kan bare ikke mere!Så i går havde vi en hektisk snak om alt. Og ja når jeg siger hektisk, mener jeg at hun flippede ud.”
Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Altså helt ærligt, så tænkte jeg, at det var mig hun ville overgå. Eller Bethany. Men da han fortalte mig det, vidste jeg at hun havde tabt. Denne her gang havde jeg vundet. Eller det troede jeg da. Det kommer vi til.
“Det lyder ikke for godt. Jeg er ked af det, på dine vegne. Liza har altid været lidt af en udfordrende person, det ved jeg om nogen. Men jeg vidste ikke, at det var blevet så slemt. Jeg forstår helt ærligt, hvis du ikke vil være sammen med hende.”
Jeg var nærmest lykkelig over, at der endelig var en fyr som selv havde droppet Liza. Imens jeg gik og smilede afbrudte Dylan mig.
“Forresten Susan, så er der noget jeg bliver nødt til at fortælle dig. Noget jeg har gået inde med længe. Jeg har ikke måtte fortælle det for Liza, men jeg synes ikke det er hendes beslutning at tage. Kan du huske den dag i sad og udspionerede Bethany og jeg på caféen?”.
Jeg smilte akavet. 
“ikke rigtigt nej.”
Kun for godt, jeg forstuvede jo mit haleben den dag hehe..
“Når, men Bethany fortalte mig, at hun ikke rigtigt kunne gå i nærheden af dig. Hun havde fortalt dig om sin graviditet, men ikke om faderen. Efter vi havde været på hospitalet, ringede hun til mig, måske ikke lige efter, men i hvert fald efter der hvor din mor forsvandt! Det skete alt sammen til hendes rooftop fest. Hun havde inviteret en masse venner fra college og en masse af hendes collegevenners venner. Alt i alt var det en lovende, fest hvor folk kunne lære hinanden at kende. Hun prøvede som altid, at være den perfekte værtinde.”
Jeg kom til at afbryde ham “Som man kender hende bedst”. Det var rigtigt nok, dengang jeg gik i klasse med hende, handlede det hele tiden om at overgår den anden, og om at være mest perfekt. Hun vandt altid.. Men sådan var det jo.
Han forsatte:
“Men senere på festen, blev hun afbrudt. En fyr prøvede at tage på hende. Bethany er jo stædig med sådan noget, normalt. Men han gjorde det på en anden måde. Fyren ville have hendes penge, trak en kniv op fra lommen og var klar til at stikke hende ned, hvis ikke hun ville give dem til ham. Imens han truede hende, trak han hendes kjole ned og begyndte at tage mere på hende. Indtil de endte med at have sammenleje. Hun var ikke i stand til at gøre noget, Hun kunne ikke slippe af med ham. Hele hendes krop var stivnet. Det var ubeskyttet og hun havde ægløsning. Bagefter fik han en check, for at forsvinde. Checken var på en masse penge på. Han  Fandt en lejlighed, han kunne bo i, en mindre en. Fyren her går efter piger med penge, så han kan lave det samme nummer med dem. Det er i alt fald vores teori.”
Jeg holdte mig for munden. Jeg havde ondt af Bethany. Det troede jeg aldrig, at jeg skulle tænke. 
“Men Dylan, hvem er det her forfærdelige menneske dog?”
Han bed sig i kæben. 
“Charlie!”
Nej, Nej, Nej! Jeg stivnede i hele min krop. Kuldegysninger, sneg sig ind på mig. Jeg kunne mærke hårene på mine arme, stå helt oprejste. Jeg kunne altså bare ikke rumme mere. Det her kunne ikke være sandt! Ikke min Charlie, sådan var han bare ikke! Mine tanker kom tilbage til mig, fra da jeg havde ringet og fortalt om mit møde med Bethany, da hun græd. Han reagerede også underligt dengang. Mine tanker ændrede sig, fra at beskytte ham, til at overveje det. Havde han bare været en svindler hele tiden. Jeg havde tusindvis af ustyrlige følelser som svævede rundt inde i kroppen på mig. Ham jeg endelig havde været heldig med, forelsket mig i, var bare en kold svindler, som voldtog piger for deres penge. Der måtte altså være mere bag historien! Jeg var ved at falde om. Kvalme, havde jeg også. Rystende, prøvede jeg at sige noget til Dylan, jeg kunne bare ikke. Jeg kunne bare ikke mere! 
Charlie havde lige hjulpet mig med min mor og Stanley. Han viste så meget interesse for mig. Hvorfor skulle han være sammen med mig. Det føltes så ægte.
“Jeg bliver nødt til, at gå Dylan.” 
Han skyndte sig at svare:
“Lad mig tage med dig! Lad mig banke alt ud af ham, det har jeg haft lyst til, lige siden jeg fik det at vide, men på en eller anden måde, har han bare kunnet undgå Bethany og jeg!"
Jeg rystede på hovedet:
“Det hænger bare ikke sammen! Liza vidste ikke det her vel, selvom du siger hun gør, så kan det ikke lade sig gøre, hun ville advare mig. Hvorfor er der ikke nogen som har gjort det?!”
Jeg var så forvirret!
“Liza, fik det først at vide, lige efter artiklen med din butler var kommet ud. Hun fortalte hvor meget hun tænkte på dig, men hun vidste bare ikke hvad hun skulle gøre!” 
Jeg prøvede at synke. Jeg havde en kæmpe klump i halsen. Jeg flippede ud!
“DET MED MIN BUTLER ER FALSKT! HAN HAR IKKE SKUDT EFTER MIN FAR! MIN FAR HAVDE PISTOLEN, DET ENESTE MIN BUTLER HAR GJORT, ER AT ØDELÆGGE MIN FAMILIE! Han.. har været sammen med min mor. Og det er en lang forklaring, men jeg kunne bare ikke holde ud, at han havde gjort som han gjorde, derfor gav jeg ham skylden. Og samtidig med det, har jeg så dårlig samvittighed! For det viste sig, at han er min rigtige far, og min mor og ham har bare skjult det for mig i alle de år!"
Jeg startede ud hårdt, men blev blødere. Dylan hev fat i mig. Omfavnede mig. Han holdte godt fast om mig. Jeg prøvede at trække vejret dybt. Det plejede, at hjælpe på hvis jeg skulle håndtere nogle voldsomme ting. Det eneste som hjalp var hans kram. Jeg havde ikke lyst til, at give slip på ham. 
Vejret klarede op. Solen dukkede op fra sit vinterhi. Skyerne gjorde plads til, at den langsomt kunne sprede sine stråler. Jeg kiggede. Det var bare som om, at jeg lige i det øjeblik havde fred. Et ord jeg knapt nok kendte til. Jeg havde bare hele tiden den samme tanke: det var slet ikke overstået endnu. 
Jeg tillod, at Dylan tog med mig. Jeg skulle bare forbi Bethany først. Jeg blev nødt til at snakke med hende. 
Hun havde sådan en flot lejlighed. Samtidig, med at den var dobbelt så stor som min egen, var den bare udsmykket så fint. Med dyre møbler og en rigtig fin indretning, lignede det bare at hun havde det hele. Hendes forældre derimod, var ikke altid de rareste, det gik mere op i deres salg, end i deres familie. Det havde nok også noget at gøre, med hendes personlighed. Man kunne ikke dømme, det ud fra det. Men det var bare en slags stereotype. Forældresvigt, gjorde som regel noget ved personligheden Sådan var det bare. 
“Hvad laver du her?”
Hun lød ikke så begejstret for at se mig. Jeg kunne simpelhent ikke holde tårerne inde mere. Jeg følte at jeg havde mistet alt. Jeg klynkede, og var ikke i stand til at forklare hvorfor. Dylan måtte træde ind og fortælle Bethany alt. Også det med min dårlige samvittighed. Jeg kunne bare ikke. For første gang, nogensinde, kunne jeg se Bethany få det dårligt på mine vegne. Hun tog mig ind til sig, og gav mig et knus. Ikke lige så godt som sin fætters, men tæt på. Der var kærlighed i det knus. Det havde jeg ikke følt fra hende før. Jeg kunne mærke, at hun begyndte at ryste. Jeg var ikke den eneste som græd længere. Måske havde Bethany også holdt det inde. Det var vel også umuligt, nogensinde, at kunne komme ud med alt sin vrede. Man kunne ikke ændre, det der var sket. Det ville altid have været sket. 
“Vi er. snøft.. Sammen om det her, Susan!”
Sagde hun. 
Vi sad hele eftermiddagen, og udtænkte en masse planer, vi kunne bruge for at fælde ham for altid. Jeg undrede mig stadigvæk, over hvorfor, han ikke havde prøvet på, at få nogle af mine penge. Han havde endda også betalt for de fleste af vores dates 
“helt præcis hvor mange penge gav du ham?”
Hun var hurtig til at svare:
“Nok, i hvert fald. Hvorfor?”
Det var jeg også:
“Han har bare betalt så mange af vores dates? Det giver vel bare ikke mening for mig.”
Hun tænke lidt:
“De beløb jeg gav ham, er også nok til, at betale husleje for den lejlighed han bor i, for resten af hans liv.”
Det gav så mening alligevel. Jeg havde håbet på, at hun ville bryde masken og fortælle mig, at det her bare var en dårlig joke. Jeg havde dog bare ikke set hende være så seriøs før, heller ikke Dylan. Samtidig med at jeg håbede det var uvirkeligt, føltes det også som om det var det. 
Vi sad alle tre og læste i forskellige magaziner, hvor pigerne kunne være nogen djævle, og var rigtig gode til at udføre hævnplaner. Alle planerne de kom på, virkede bare så umulige. Alle sammen med restauranter hvor de havde sat spion-udstyr og kameraer op. Det var alt for besværligt.
Det gik pludseligt op for mig. at jeg ikke ville være en djævel ligesom pigerne. Plus pigerne i magazinerne, var omkring de 16 år. Jeg var snart 23 år. Altså kunne jeg ikke tillade, mig at gøre det. Jeg var ikke umoden, og ville heller ikke synke ned på nogen andres niveau. Jeg ville selv konfrontere Charlie.
“Venner, tusind tak for hjælpen, men jeg har siddet og tænkt lidt. Det er nok bedst hvis jeg selv tager den herfra. Jeg har ikke tænkt mig, at udføre en teenageplan, jeg vil meget hellere, bare snakke med ham, eller melde det til politiet.”
Bethany, så forbavset på mig.
“Du kan ikke bare tillade dig, at gå solo på denne her! Han har lige så meget skadet dig, som han har med mig!”
Og der var den genkendelige Bethany.
“DU SKAL IKKE ENGANG BEGYNDE!”
Jeg hævede stemmen. Underdrivelse. Jeg skreg nærmest. Det var på ingen måde, retfærdigt at sige. Denne her oplevelse begyndte at virke realistisk igen, med Bethany og hendes rigtige personlighed. 
Efter jeg havde råbt ad hende, smækkede jeg med døren til hendes værelse, og steg ind i elevatoren igen. Jeg trak vejret dybt, pustede ud. Hvad var det jeg skulle til at gøre?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...