One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5391Visninger
AA

15. Kapitel 14

Kapitel 14 Den lange dag: afsluttet

Jeg var forstenet. Synet af min, far som stod med en pistol rettet imod tindingen, ødelagde mig. Jeg var ødelagt før, men det her satte prikken over I’et. Jeg var så bange, at min krop lammede sig selv. Jeg kunne hverken tale, eller bevæge mig. Kun se.  
Min mor skubbede Stanley væk. Han endte med at ligge på gulvet. Hun nærmede sig min far. Hun kiggede ham dybt i øjnene. Jeg kune se hans finger bevæge sig en millimeter tættere på at trykke. 
Min fars adfærd havde gjort min mor mere klar i hovedet igen. Det var som om at situationen gjorde, at hun fungerede helt normalt oppe i hovedet. Og så alligevel ikke. 
“John, du kunne have været en bedre ægtefælle! Der er så mange ting ved dig som jeg har ignoreret, fordi jeg har prøvet at leve med dine fejl. Selvom du har haft nogle hårde arbejdsdage, betyder det ikke, at du skal give din kone den kolde skulder. Og du behøver ikke, at sove helt ude i kanten af sengen, fordi du synes jeg fylder. En af grundende til at jeg fandt ud af min alzheimers, var ikke dig, men Fred. Han har altid hjulpet mig og været der for mig. Fordi du aldrig har!”
Måske var hun ikke så klar i hovedet igen. Hvad havde hun gang i. Hvis hun troede at det her ville redde ham fra at skyde sig selv, var hun da syg i hovedet. Jeg blev aggressiv i min tankegang. Hun kom endnu tættere på ham. Hun fik hans øjne i kontakt med sine egne. Det var som om hun hypnotiserede ham med det blik. Imens hun kiggede ham i øjnene, skyndte hun sig at slå pistolen ud ad hånden på ham. Den landede nede på kanten af vores stuebord. Lige på aftrækkeren. "BANG!" Jeg tog hånden til panden igen. Det her havde været en alt for lang dag. Og nu med et skudhul i væggen. Hvordan forklarede man sig ud af sådan en? 
Jeg småløb hen til min far. Jeg gav ham det største kram nogensinde. Jeg havde ikke lyst til at give slip på ham. Hvad angående min mor, havde jeg lyst til at give slip på hende, for altid. Inderst inde var jeg nok bare vred. Men hun havde ødelagt så meget, på så kort tid. Jeg satte min far ned i sofaen. Jeg havde ikke rigtigt nogen omkring mig, som kunne sidde ned ved ham. Jeg vidste godt at han skulle have hjælp igennem det her. Det jeg ikke vidste, var bare hvordan, og af hvem. Og om han ville gå med til det. Der var alt for mange tanker som forstyrrede hinanden. Jeg fjernede mit blik, fra min far i et øjeblik, og flyttede det i stedet over på Fred Stanley. Han så forfærdet ud. Han så både slidt og trist ud. 
“Stanley. Jeg vil aldrig nogensinde se dig i denne her lejlighed igen. Pak alle de ting du kan. Hvis du nogensinde viser dit ansigt her igen, eller omkring, vil jeg vide det! Og du kommer ikke til at slippe godt fra det."
Jeg lød som en superhelt eller sådan noget.
Min mor kiggede på mig. Hun ventede bare på til det blev hendes tur. Jeg havde ingen følelse i mit ansigtsudtryk.
“Hvor ville jeg dog ønske, at du virkelig var forsvundet mor! Denne her gang håber jeg ikke på, at finde dig."
Jeg vendte mig om og åbnede køkkendøren for dem. Hvis de skulle være sammen, skulle det være så langt væk fra mig som muligt. Jeg kunne se min mor prøve at overbevise mig om at hun skulle blive. Eller også var hun bare oprigtigt ked af det. Jeg følte i det øjeblik, at hun var en slange. Jeg var bare så skuffet!
Da de endelig var væk, satte jeg mig ved siden af min far. Denne her dag var snart omme, og vi ville gå en ny i møde. Med åbne sind, sammen. Jeg holdte for nok tredje gang hans hånd den dag. 
“Vi klarer den sammen far, det må du aldrig tvivle på!”
Jeg kunne mærke ham, give min hånd et lille klem. 
Vi lænede hovederne op ad hinanden og stenede. Jeg beundrede væggen for mine øjne. Normalt plejede man ikke, at tænke over små ting, som hvordan ens væg så ud. Det var bare befriende at kunne tænke på noget andet. Den var hvid og af marmor. Det var sjælendt, man så vægge som disse. Vi var faktisk glade for den. Hvad jeg ikke var så glad for, var skudhullet. Jeg havde mange tanker omkring. hvad vi skulle gøre ved det. Mine tanker stoppede med at være befriende igen. 
Jeg kunne høre køkkendøren blive smækket op. Der var gået knapt ti minutter siden min mor og Stanley var gået. Nu fik vi æren af at se dem igen.. Min mor kom ind i stuen med et alvorligt ansigtsudtryk.
“DE ANDRE BEBOERE HAR RINGET TIL POLITIET, FORDI DE HØRTE ET SKUD!”
Hun lød forpustet, men fortsatte:
“DE STÅR ALLE SAMMEN SAMLEDE DERNEDE OG VENTER! HVAD GØR VI?”
Jeg tænkte over alle de muligheder, som ikke hang sammen med hinanden. De skulle sammensættes. Der var den! Den eneste løsning som var god nok, og kunne løse mine problemer for nu. 
Jeg rejste mig op og gik ud på toilettet. Jeg tændte for vasken, Tog en af mine mange mascaraer frem, jeg opbevarede dem egentlig på mit værelse, men jeg havde så mange, at der selvfølgelig ikke var plads til dem på det samme sted. Jeg skyndte mig at tage noget på, bagefter vaskede jeg mine hænder. Undlod at tørre dem. Og kørte dem igennem mine øjne. Det skulle virkelig ligne jeg havde grædt. Jeg havde grædt, men det kunne man ikke se nu. Jeg gik ud igen. Og steg ind i elevatoren, inden den lukkede sagde jeg:
“Jeg skal nok klare den”.
De skulle bare vide, hvad jeg havde tænkt mig at gøre. 
*DING*
Jeg var nede i receptionen. Der stod rigtigt mange mennesker, og diskuterede. De lød alle sammen bange og bekymrede. Nogen skændtes ligefrem. De frygtede vel alle sammen, det man normalt ville frygte, hvis man hørte skud. Da jeg gik igennem den kæmpe mængde af mennesker, stoppede de med at snakke. Alle blev stille og kiggede hen på mig. Politiet var også dukket op. Det lignede, at de skulle til at evakuere vores bygning. Det var ikke nødvendigt. De stoppede også med at snakke da de så mig. Jeg begyndte at snøfte, som om jeg bare holdte en kort pause med at græde. For at det her skulle virke ægte, skulle jeg spille den, så den sad i skabet. 
“I BLIVER NØDT TIL AT HJÆLPE MIG! MIN BUTLER TRAK LIGE PLUDSELIG EN PISTOL OP AD LOMMEN OG SKØD EFTER MIN FAR. HAN RAMTE VÆGGEN FORDI, JEG FIK SKUBBET HAM VÆK, MEN HAN ER STADIGVÆK DEROPPE!”
Det her skulle nok få Stanley ud af mit liv. Og hvis ikke det var nok, ville jeg bare fortsætte til, det virkede.

Efter jeg havde fået fat på dem, spurtede de op imod lejligheden, som en stor deling. Alle menneskene i lobbyen fik øje på en grædende Susan, som fortvivlet ikke vidste hvad det var hun lige havde gjort. Selvom det føltes rigtigt, var det, det helt sikkert ikke! 
"LAD VÆR MED AT KIGGE SÅDAN PÅ MIG! I HAR VEL ANDRE TING, AT TAGE JER TIL?!"
Jeg var enormt frustreret. Efter jeg råbte ad dem, forsvandt de i små mængder, nogen stod stadigvæk et par minutter efter og stirrede chokerende på mig. Inderst inde forstod jeg dem godt, jeg havde sikkert selv reageret sådan. En lille pige kom hen imod mig. Utroligt hun havde mod på det, jeg syntes selv jeg var skræmmende når jeg typisk var sur.
"Er du okay?"
Det rørte mig.
"Jeg vil ikke lyve overfor dig lille ven. Engang i mellem går ting bare ikke som de skal, og det kan man desværre bare ikke gør noget ved."
Hun så op på mig med gigantiske øjne:
"Nå, vil det også ske for mig?"
Min mundvig dannede et lille smil:
"Det er ikke sikkert, det kommer nemlig an på hvordan du selv vil håndtere dit liv og det der sker omkring dig."
Jeg anede ikke, at de ord kom ud ad min mund. Det måtte have været mine tanker som snakkede for mig, for det føltes alt for vist til, at det kunne komme fra mig.
Den lille pige gav mig et kram, og gik bagefter hen til sin mor. Moderen smilte til mig, jeg kunne ikke lade være med, at give hende et smil tilbage. Jeg kunne godt bruge flere af den slags mennesker i verden. De var snart uddøde. Da moderen og hendes datter var gået som de sidste stod jeg tilbage, som den eneste i lobbyen. Indtil politimændende kom løbene ned ad trapperne, med Stanley i håndjern.
Han så på mig, imens han havde tårer i øjnene. Hvilket jeg aldrig havde set ham have før. Han gav mig et lille nik. Og dårlig samvittighed.. hvad havde jeg dog gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...