One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5331Visninger
AA

14. Kapitel 13

Kapitel 13 Den lange dag: min far trak en pistol frem 


"Hvor længe har det stået på, at hun har opført sig sådan?"
Jeg reagerede med det samme på sygeplejerskens spørgsmål:
"Jeg aner det ikke, på et tidspunkt var begge mine forældre meget fjerne, jeg så dem ikke så meget på grund af at jeg lige havde fået en kæreste. Jeg opdagede det først i dag". 
Mine øjne føltes helt tørre, jeg havde grædt så meget, at der ikke var mere Niagara Falls i mig. 
Jeg stod ude i venteværelset med sygeplejersken, min mor sad inde i et andet rum og snakkede med en doktor. Hun så, så forvirret ud da vi ankom til hospitalet. Jeg havde bare brug for, at få svar med det samme. Doktoren kom ud og hentede mig:
"Frøken Rivers, der er noget du lige skal vide!"
Jeg kiggede op på ham, jeg kunne ikke klare flere chok, hvis det var det han ville meddele. 
"Deres mor har ikke taget sin medicin de sidste to uger. Hun har fået flere recepter på Memantin."
Jeg kiggede forvirret på ham:
"Hvor længe har min mor haft udviklet på alzheimers?"
Han svarede:
"Næsten i et år!"
Jeg tog hånden op til hovedet, kunne mærke en lille hovedpine komme. 
"Ved min far noget af det her?"
Jeg kendte godt svaret, men jeg ville alligevel spørge. 
"Ikke af hvad vi ved". 
Jeg kunne ikke overskue det her. Fra den ene dag til den anden, blev alt kaos. Hvordan? 
Jeg skulle til at tage min mor under armen og gå ud af døren, da jeg blev afbrudt:
"Frøken Rivers. Lige en sidste ting. De bliver nødt til, at sørge for, at din mor tager sin medicin, hver dag!"
Jeg nikkede og vi gik ud. Jeg havde en lang historie at skulle forklare min far. Troede jeg.
Da vi kom ud fra hospitalet, stod han dér, med tåre i øjnene og ventede. Da min mor så ham, vendte hun straks om. Jeg hev fat i hendes arm. Det gjorde min far endnu mere ked af det. Jeg stod ligesom i midten af dem begge to. Jeg fik øje på vores bil. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre hurtigere end normalt. Min far vidste selvfølgelig ikke hvad Stanley havde gjort, så det kunne sagtens være ham der havde kørt. 
Jeg skulle til at åbne døren bagerst, så jeg kunne side og holde på min mor, da han kom og åbnede i stedet. Fred Stanley. Hvordan vidste han, at vi var her. Igen var det som om jeg skulle sammensætte puslespilsbrikkerne for, at det ville hænge sammen. Jeg bed min kæbe sammen. Knyttede hånden og steg ind i bilen. Jeg havde ikke min mor ude af syne. 
Hele turen blev der ikke sagt ét ord. Alle var stille. Min mor så anspændt ud. Det forstod jeg godt. Hendes to mænd, mine to "fædre". 
Jeg tog min mobil op ad lommen. Liza havde blandt andet sørget for at sende efterlysninger ud efter min mor i The Times. Jeg skrev:
"Vi har fundet min mor, vil du gøre mig den tjeneste at sørge for, det bliver meldt ud, så alle de andre magaziner og blade også kan skrive det ud." 
Lige nu havde jeg egentlig bare lyst til selv, at forsvinde. Et sted hen hvor jeg kunne starte forfra, og ikke havde brug for en familie. 
Da bilen stoppede, vidste jeg at vi var fremme. Stanley havde givet den gas med, at finde genveje så vi kunne være hurtigere hjemme. Min fars ordrer. Der var stadig noget ved Ham jeg ikke forstod, Stanley altså. Hvis han elskede min mor så højt og var min rigtige far, hvordan kunne han så arbejde for min "falske" far i så lang tid? Han kunne være rigtig hård og irriterende på højt plan. Sikkert på grund af kærlighed eller noget andet latterligt.

Jeg havde ikke tænkt mig, at holde det hemmeligt for min far. Dog vidste jeg bare heller ikke, hvordan jeg skulle sige det. Jeg følte at jeg gjorde det forkerte, hvis ikke der blev sagt noget fra min side af. 
Selvom jeg ikke var meget for det, fik jeg Stanley til at føre min mor op. Jeg stod med min far, tog hans hænder i mine egne. Niagara Falls blev fyldt op igen. Jeg kunne ikke lade være med det. Jeg plejede godt at kunne styre mine følelser, men ikke mere. Hvordan skulle jeg fortælle ham, at han ikke var min rigtige far. Det plejede at være omvendt. Jeg vidste at det ville knuse ham, lige så meget som det knuste mig. Selvom han var en hård mand, var han mindst lige så blød inden i. 
Jeg kiggede ham i øjnene. Det samme gjorde han med mig. Det gjorde ondt på ham at jeg var så ked af det. Han græd stadigvæk selv, det havde han gjort siden vi kørte fra hospitalet. Jeg prøvede at åbne munden men kunne ikke. Jeg prøvede at trække vejret dybere, han omfavnede mig. Så stod vi der, i jeg ved ikke hvor lang tid. 
Han hviskede: 
"Vi skal nok klare den!"
Den sætning skar i mit øre. For nej, det skulle vi ikke! Jeg vidste at alt ville ramle sammen. Jeg vidste bare ikke hvornår, sikkert efter jeg havde fortalt ham det hele. 
"DU ER IKKE MIN RIGTIGE FAR!"
Jeg råbte så højt at jeg holdte mig for munden bagefter. Der stod kun et gammelt ægtepar i receptionen som stirrede på mig. I stedet for at fokusere på dem, røg fokussen i stedet over på min far igen. Han lignede en der skulle til at besvime. 
I alt den tid, havde jeg troet det var min mor som var den godhjertede og skøre person. Skør var hun da. Men i stedet endte det med at være hende som knuste sin familie. Jeg havde ikke lyst til at se hende, aldrig igen! 
"Far, Fred Stanley er min rigtige far". Hans øjne blev lige så store som tekopper, ej det var bare en metafor, men de blev meget store. 
Jeg hev ham i armen og fik ham til at følge hele vejen efter mig ned til kælderen. Jeg ville vise ham alle kærlighedsbrevene som lå dernede og flød nu. Jeg ville vise ham sandheden! 
Han stod med alle brevene i hænderne, så fortabt på mig. Jeg skulle til, at tage hans hånd, da han i stedet vendte om og løb op fra kælderen. Jeg havde aldrig set ham løbe så hurtigt før. Jeg undrede mig, skyndte mig, at følge efter ham. Han kunne finde på at gøre som hvad som helst. Min far var nok den mest uforudsigelige mand i verden. 
Elevatoren lukkede i, lige da jeg kom op fra trapperne, fra kælderen. Jeg kunne vel ikke tage den anden elevator, da den førte til et helt andet sted i bygningen? den førte ikke til penthouse suiten. Jeg skulle skynde mig. Jeg måtte tænke hurtigt!
Jeg tog den anden elevator, og måtte bare tage trapperne, fra der hvor den ville stoppe. Jeg kunne ikke indhente min far. Jeg vidste bare at hans hjerte var knust. Man handler ikke godt i sådanne situationer. 

Trappen stoppede etagen før vores. Trappen derfra, førte til køkkenet. Min far var lige nået ind, for jeg kunne høre elevatoren lukke igen da jeg ankom. Stanley stod med min mor, de så begge forskrækkede ud i ansigterne. Mine tanker gik på, at de sikkert havde kysset. Jeg vidste ikke om de gjorde, men det var bare en nem forestilling at have. Stanley havde sikkert udnyttet at min mor ikke havde taget sin medicin. Kryb. De havde ikke opdaget, at jeg var kommet. Jeg var heller ikke sikker, på at jeg ønskede, de skulle vide det. Jeg gemte mig halvt bag døren. Jeg drejede hovedet mere frem. Kunne se min far stå med en pistol! Han pegede den imod Stanley.
“Den er ladet Fred, endnu et skridt forkert, og jeg trykker!”
Min far lød.. Uhyggelig. Jeg holdte mig for munden, havde ingen idé, om jeg skulle træde ind. Han ville vel ikke, rette den imod mig i stedet, tænkte jeg. 
“Hvis du skyder John, så rammer du os begge to”
Min mors ord. Hun stillede sig foran Stanley, som et skjold. De måtte virkelig elske hinanden, Stanley prøvede nemlig, at fjerne hende, så det i stedet var ham som stod forrest. Min mor var for stædig til, at det kunne lade sig gøre.
“Jeg er ligeglad!”
Svarede min var barskt. 
“FAR STOP! DU ANER IKKE HVAD DET ER DU SELV HAR GANG I!”
Jeg stoppede med, at gemme mig bag i døren. Jeg trådte til.
“Hvis du rammer dem, rammer du ikke kun dem, du rammer også mig, din elskede datter, som er på din side.”
Niagara Falls var tilbage. 
“Stop med, at sig det pjat Susan! Du er jo ikke min datter!”
Han sluttede sin sætning af, med at kigge over på Stanley.
“Selvfølgelig er jeg det. Om du vil have det eller ej. Fred Stanley er godt nok min biologiske, men jeg kommer aldrig til at se ham som noget andet, end en sølle butler, med et sølle liv!”
Jeg havde egentlig bare lyst til at tage pistolen, ud ad hånden på min far og skyde Stanley selv. Min vrede var ligesom en rutsjebanetur, den gik op og ned hele tiden. 
Jeg gik tættere på min fortvivlede far. 
“Læg pistolen fra dig far. Lige meget hvad, så vil jeg altid vælge dig!”
Det var ikke godt nok.
“Men det vil din mor ikke!”
Han rettede pistolen mod tindingen på sig selv. 
“NEJ!”
Vi råbte alle i kor!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...