One day you'll lose

En 2´er på vej!

Bogen foregår i New York, med hovedpersonen Susan Rivers. En smuk og velhavende pige, som næsten har det hele. Næsten. Hun har i hvert fald en bedste veninde, som har det hele, tror hun da. Susan er meget uheldig, med kærlighed, og har tit kriser. Men det er ikke det eneste hun får problemer med, alt ramler sammen, og hvordan håndterer hun det? Læs med.

19Likes
6Kommentarer
5324Visninger
AA

2. Kapitel 1

Kapitel 1 Den dag jeg ydmygede mig selv

Det var bare en helt aldeles underlig formiddag i Manhattan. Midt på Manhattan lå min lejlighed ikke langt fra. Eller min og min, mine forældres lejlighed. Jeg lå i min seng, havde ikke sovet særligt godt. Det havde været en lige så underlig nat som morgen. Jeg sov nemlig ikke alene den nat og det var nu ellers meget normalt. Stemningen var dog stadigvæk underlig. Aftenen før havde jeg mødt en fyr jeg egentlig ikke fandt særlig interessant, men hey - nogle gange var det kun dem som var tilbage. Denne her fyr var ikke særligt høj, var buttet og havde briller. Det var egentlig ikke fordi jeg havde noget imod briller, men lige ham, klædte det ikke. Jeg havde lyst til at fortælle ham det adskillige gange, men det var svært. Jeg brød mig ikke om, at såre følelser, selvom jeg nok gjorde det tit, uvidst! Jeg hentydede et par gange, at jeg var helt vild med kontaktlinser til folk. Jeg tænkte måske, at det ville redde ham lidt.. 
det var et chok for mig at vågne op ved siden af ham. Aftenen før havde han ikke rigtigt udvist nogen form for charme eller noget, han havde faktisk været ret ucharmerende. Ingen overraskelse. Siden jeg ikke slap af med ham, valgte jeg bare at drikke en masse alkohol. Det ville redde aftenen og gøre den håbefuld, men da jeg næsten havde drukket en hel tequila for mig selv, var jeg nem. Jeg plejede ikke at være så nem, men den aften måtte jeg have været virkelig nem, siden jeg endte ved siden af ham. Jeg husker kun få ting derfra.
Da jeg lagde mærke til at hans store behårede mave lå op ad min arm, havde jeg lyst til at smide ham ud og kaste op. Jeg gjorde begge ting, bare ikke på én gang. Jeg kastede op før jeg smed ham ud. Det var ikke på grund af ham, nu mere tequilaen, som gerne ville ud af mit system. Når det ikke kunne komme ud af den ene vej, hvorfor så ikke komme ud af den anden vej?
Den ucharmerende mand var ikke langsom om at pakke sine ting og skride. Jeg sagde pænt til ham, at jeg havde lyst til at være i fred når jeg skulle brække mig. Det var måske løgn. Jeg manglede min bedste veninde Liza til at holde mit hår for mig. De nye ekstensions, jeg havde fået lavet skulle ikke risikeres bræklugt. Jeg kontrollerede derfor mig selv, og tog først en hårelastik og foldede en hestehale. Stak to fingre i halsen og fik det overstået. Det var da overhovedet ikke så slemt. Jeg ringede derefter til Liza og fortalte hende om hele oplevelsen. Så snart jeg var færdig med at fortælle, kunne jeg høre hende skraldgrine. Det var sjovt for hende, men jeg havde modsat hende været meget mere uheldig på dates. Det var ikke første gang noget lignende for mig skete, faktisk næsten hver gang. Jeg lød sikkert snobbet, men jeg var for god til det her. Ikke bare udseendesmæssigt, men også personlighedsmæssigt. 


For at være ærlig, var jeg træt. Jeg var træt af at jeg aldrig var heldig med fyre, eller noget lignende den slags. Jeg kunne heller ikke bare leve at de penge jeg arvede, eller mine forældres for den sags skyld. Det var på tide at komme videre. Møde en. En som virkelig kunne stille op til mine krav. 
Men hvordan skulle man finde den perfekte, der boede over otte millioner mennesker på denne halvø, hvad var jeg i forhold til de mennesker? En rig snob som teede sig på klubber og overfor mennesker. Det var på tide at lave alt om!

Det blev en sen hverdagsaften og jeg havde egentlig ikke så meget at foretage mig. Jeg lakerede mine negle. Jeg havde lyst til at gøre noget lidt ekstravagant på dem, og fandt på striber. Det var ikke fordi der var nogen som skulle se dem, efterår i New York, betød virkelig også efterårsvejr. Det havde det i hvert fald gjort de sidste år. Jeg ville ikke risikere at fryse om tæerne, bare fordi jeg havde været ekstra fancy med min neglelak. 
Jeg stoppede halvvejs med neglene, fordi jeg kedede mig. Jeg ringede til Liza. Hun boede ikke særligt langt væk fra mig. Upper West Side, var hendes sted. Jeg boede ikke så fint som hende, men jeg klagede ikke. En fin taglejlighed, med fin plads, bare ikke så meget plads som der var i hendes. Derfor plejede vi også, at hænge ud mest hos hende. 
"Har du mulighed for at lave noget lige nu?"  
Jeg lød nok lidt desperat i telefonen. Men siden ingen af os studerede mere, havde vi massere af overskud og tid. 
Jeg anede ikke rigtigt lige nu hvad jeg ville gøre med mit liv. Jeg ville da også lyve hvis jeg sagde, at mine forældre tog det med, at jeg ikke ville gå på nogen college pænt, for det gjorde de absolut ikke. De antog, at siden jeg ikke ville det, ville jeg bare ende som en drukmås, som ikke lavede andet end at drikke mig fuld og shoppe. Lige pt. rigtigt nok! 
Liza og jeg endte med at mødes på Barrio Chino, som lå på Broome Street. Der kunne vi tit sidde og drikker martini'er og sørge over mit triste liv. Imens Liza selvfølgelig havde held i kærlighed. Hun væltede rundt i fyre. Jeg havde tit lyst til at spørge hende om hun ikke bare kunne donere nogen til mig. Jeg fattede nemlig ikke hvorfor hun var så heldig, når jeg ikke var. Jeg havde altid fået at vide, at jeg var smuk. Det samme havde Liza, men så burde forskellen på fyre da slet ikke være så stort. Vi havde også samme smag.. måske var det derfor vi var bedste veninder? Arg det kunne ikke være det. Vi kom begge to fra en venindegruppe (dengang vi gik i skole) men vi fandt senere hen ud af, at de piger ikke var det værd. Pigerne dengang sørgede hele tiden for, at der var splid, det opslugte mig, men Liza fik mig til at indse, at det ikke var det værd, så mit senior-år endte altså med, at Liza og jeg var udstødt fra gruppen. Det tog tid at vænne sig til, men vi fandt ud af det sammen. Siden havde vi aldrig været uvenner. Måske var en af grundene til det, at jeg altid havde holdt det inde i mig, altså hvad jeg følte omkring hendes drenge-situation. Jeg var ingen Serena Van Der Woodsen, det var hun heller ikke, men hvis det nu var, ville hun være tættere på at være hende, end jeg ville. Hvis det var til at forstå. 

"Okay Susan, jeg har faktisk noget vigtigt at sige".
Susan var mig. Liza snakkede ikke til en fremmed, men til mig. 
"Hvad er det mon? En ny fyr?" Udenpå viste jeg ulala-blikket, men inden i rullede jeg øjne af hende.
"Nej, lige nu er jeg faktisk single, utroligt nok".
Ja utroligt nok, jeg havde nogle gange lyst til at sætte mine hænder omkring hendes hals og kvæle hende. Jeg var god til beherskelse. 
"Hvis det ikke er nogen ny fyr, hvad er det så?"
Jeg havde ikke lige tænkt over hvordan det lød, da det kom ud ad munden på mig, måske lidt barskt? 
Hun svarede: "som om jeg kun tænker på fyre hehe. Nej jeg ville fortælle dig, at jeg er blevet tilbudt, et nyt arbejde."
Hun behøvede ikke, at tilføje "nyt" før "arbejde" hun havde aldrig haft et arbejde. Altså det havde jeg heller ikke, men det irriterede mig stadigvæk. Måske havde jeg bare sat mig for, at være irriteret på hende. 
Jeg prøvede at lyde spændt:
"Nååå, hvad er det så for et arbejde?"
Det virkede ikke.
"I sidste uge, ansøgte jeg på The New York Times. Du ved fordi jeg altid har været interesseret i at skrive. Så jeg ansøgte i første omgang som journalist. De ville hellere have en god historie, noget fiktion. Så de ansatte mig som en slags forfatter og journalist. Men min første opgave er, at finde på en spændende historie, til en klumme de laver. Ikke bare en normal klumme, men en anderledes."
Selvfølgelig var jeg glad på hendes vegne, men nu, virkede det bare som om, at jeg var kørt fast i, at lave ingenting. Jeg krammede hende og prøvede at virke glad på hendes vegne.
Efter nogle omgange drinks, blev jeg udmattet. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at bartenderen havde stået og stirret på mig i en halv time. Det var først da Liza sagde noget, at jeg så på ham. Han lignede en flødebolle. Jeg havde ikke set ham her før. Han var skaldet, havde en polo på, med åbning lige til brysthårene. Buskede øjenbryn og sikkert også en busket ryg. Nej. Bare nej. Det var slet ikke min type, og alligevel var det den enste type, som plagede mig og værdigede mig blikke. Liza sad bare og grinte igen. Jeg ville ønske der var noget ved hende jeg kunne grine af, men det var umuligt, for hun var nok det tætteste på, at være perfekt. 
Vi var begge to lidt mere end berusede, og hun udfordrede mig til, at gå op til baren og sætte mig. Efter jeg havde sat mig, skulle jeg flirte med bartenderen. Jeg var ikke i humør til udfordringer i dag, men jeg takkede heller ikke nej. Jeg rejste mig fra vores bord og gik derop. Jeg satte mig lige i midten hvor bartenderen stod. Så kunne jeg sidder der, se desperat ud og føle folks stemmer bag mig som sagde: "ej hvor er det synd for hende" "hun kan få bedre" "er det virkelig hendes type". Jeg fik helt ondt af mig selv. 
Jeg tog den lille tandstik med en oliven på, som var nede i min drink, op ved munden og spiste olivenen. Det jeg ikke tænkte over var, at jeg faktisk ikke kunne lide oliven. Jeg prøvede at tygge mig igennem den. Smagen blev bare værre og værre. Jeg prøvede dernæst at spytte den diskret ud i håndfladen. I stedet for endte jeg med, hverken at kunne få den ned igennem halsen, eller op igen for den sags skyld. Jeg havde en oliven siddende galt i halsen. Jeg prøvede at hoste, mistede kontrollen. Og kunne slet ikke stoppe med at hoste. Bartenderen havde set det hele, og kom ud og lavede Heimlich manøvren på mig. Efter olivenen var fløjet ud af munden på mig, landet på et bord, et bord hvor der tilfældigvis sad en flot dreng, ville jeg bare dø. Han kiggede forskrækket hen i mod mig. Bartender stod stadigvæk med hænderne omkring mig, indtil han fik et lille dask af min albue. Aldrig havde jeg prøvet noget så pinligt. Alle menneskerne på baren sad bare og stirrede på mig, imens de hviskede til hinanden og smågrinede. Jeg tog et menukort og dækkede for den ene side af mit ansigt. Den side hvor folk kunne se mig. 
Da jeg var tilbage til Lizas og mit bord, tog jeg min taske og jakke, og rejste mig. Liza sad bare og grinte. Jeg begyndte næsten at græde. Ikke fordi det var pinligt, men også fordi jeg oprigtigt var træt af, at det var mig som altid var den uheldige, imens hun var det modsatte. Da vi endelig var ude fra stedet, gled jeg i en vandpyt. Det havde åbenbart regnet i alt den tid vi havde siddet derinde. Jeg landede lige på bagen. Jeg ønskede ikke engang at kigge op på Liza, fordi jeg vidste at hun stod og grinte. Men hvad jeg ikke vidste var, at den samme fyr inde på baren, hvor min oliven var landet ved. Havde stået og set det. Han havde siddet der med en ven, og de var også gået nu. Jeg forsøgte at rejse mig, men gled igen. Han stod bare og stirrede på mig. Jeg råbte 
"Ja jeg ved det godt, jeg er meget uheldig!"
Han begyndte at grine, lidt sødere end før. Hans mundvig vendte på en måde, så man kunne se, at han ikke mente sit grin ondt. Han svarede:
"Det har jeg godt lagt mærke til. Så er det da godt at du har en så sød veninde til at hjælpe dig". 
Jeg rullede oprigtigt øjne.
"Ja.. det må man sige".
Liza og ham, faldt derefter i snak. Hun fik både hans navn og hans nummer. Det skulle havde været mig som fik hans navn og nummer, ikke hende! Jeg synes ellers jeg kunne unde hende meget, men ikke mere. 
Hele vejen hjem derfra, snakkede jeg ikke med hende. Det blev kun til et lille kram da vores veje skiltes. Okay det lød dramatisk. Men vi skulle jo gå hver sin vej på et tidspunkt. 
Da jeg endelig var hjemme, kunne jeg ikke vente med, at lægge mig i min seng og omfavne min pude. Det havde jeg gjort lidt for ofte på det seneste. 
Nu gad jeg ikke mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...