Helvedesprædikanten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2018
  • Opdateret: 10 feb. 2018
  • Status: Færdig
//Deltager i valentinskonkurrencen, valgmulighed 2//

4Likes
5Kommentarer
154Visninger
AA

1. Helvedesprædikanten

 

Tilgiv mig gud for jeg har syndet.

 

Med pegefingeren rev han ganske lidt ud i den sorte krave. Hans hals havde snøret sig tæt sammen og han nærmest gispede efter vejret. Han kunne mærke hvordan tårerne lod sig presse på og han løftede blikket op, som kunne han tvinge dem tilbage til hvor de kom fra. Ildsk flakkede hans blik rundt i kirkens hovedskib. Ikke en sjæl, udover ham selv og forhåbentlig herren, befandt sig i kirken. Han tvang sit våde blik til at lande på det mørke trækors. Han tog en dyb indånding og foldede sine hænder, som var våde af sved.

 

Jeg har elsket med en kvinde og hun venter barn.

 

Han lod sine øjne glide i og iværksatte derved en strøm af tårer.  Febrilsk gjorde han sit for at fjerne den salte flod. Han så hende for sig. Hun var et mesterværk. Et af guds smukkeste. Hendes hår var i besiddelse af solens egne stråler og hendes øjne som var så blå og smukke, som nattehimlen selv. Smilet som så tit prydede hendes ansigt havde et barnligt strejf og hendes latter var endnu det smukkeste han nogensinde havde hørt.

 

Et uægte barn.

 

Det blot rev i lysken ved tanken om hende. Han længedes efter hende. Hendes runde bryster. Hendes smukke hofter. Han længedes efter hvordan hun havde danset rundt for ham iført ingenting. Den kolde luft havde rørt hendes hud og gåsehud havde fundet sin vej og over hele hendes bare krop. Når han gang på gang i en snuptag havde revet hende ned over sig og havde kysset hendes lyserøde læber, som var så bløde.

 

Tilgiv mig gud for jeg ved, at jeg har skuffet dig.

 

Prædikanten rejste sig. Ham som så ofte havde prædiket om de mange synder, man ville blive sendt til helvede for. Dem som var utilgivelige. Ham som så nådesløst havde straffet uvorne børn og som uden tøven fordømte syndere. Ham som bestemte hvem der havde sin plads i samfundet og hvem der var udstødte. Helvedesprædikanten havde de kaldt ham.

 

Og jeg ved ganske udmærket, at jeg ikke har fortjent det, men alligevel søger jeg din hjælp.

 

Han havde altid haft en følelse af, at præcis han vidste hvad der var rigtigt og forkert, men nu vidste han ikke længere hvad der var guds vilje eller hvem han var.

 

Kære gud, vis mig vejen.

 

En ting han dog slet ikke var i tvivl om var, at han elskede hende, og at han ville gøre absolut alt for både hende og det uskyldige væsen der nu befandt sig i hendes mave.

 

Amen.

 

Men han var en gudfrygtig mand, som havde et ansvar for herren og sin menighed.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...