Hvad Hjertet Ved

Skylor er i et meget turbulent forhold, og efter at hun og 'drømmeprinsen' Cloud går igennem endnu en nedtur, som kaster rundt med hendes følelser, begynder Skylor at skrive dagbog... Men snart bliver dagbogen til et sted hvor hun skriver hendes følelser ned omkring Cloud og alt det som de har gået igennem, måske vil hun finde ud af hvor alt gik galt, måske vil hun ikke, men en ting er sikker: Skylor og Clouds forhold er bestemt ikke normalt.

2. Mulighed i Valentins konkurrencen: Skriv om et break up.

0Likes
0Kommentarer
150Visninger
AA

1. 25/01-18

                                        25-01-18

Idiotiske Dagbog!

 

Sommetider ønsker jeg mig tilbage, til dengang jeg troede, at det ville vare for evigt.

Dengang det lige startede, dengang det stadig var sjovt, dengang han stadig elskede mig.

Dengang jeg var mere end bare et trofæ, der skulle vindes for ham.

Dengang han var sød, kærlig og en helt normal Dansk teenager, hvis han da ellers nogensinde var det, jeg er i tvivl. Han havde altid den her helt forunderlige måde at bevæge sig på, en måde hvorpå han kunne hypnotisere sine omgivelser. Han var også smuk, sød, charmerende, populær, rig og ikke mindst langt mere erfaren med livet, end jeg var på det tidspunkt. Han er 17, han hedder Cloud.

Jeg er 16, jeg hedder Sky, eller i virkeligheden er det Skylor.

“Navnene passer sammen!” Var det første, som mine veninder entusiastisk udbrød, da jeg fortalte dem om min første kæreste. Det viste sig senere hen også, at det var det eneste, der passede sammen.

I starten fortalte jeg pigerne alt, lige fra vores dates i detaljer til vores første skænderi, som ikke omhandlede andet end, at jeg ikke ville med til en dum skolefest for 3. G’ere, fordi dengang var jeg stadig kun en 2. G’er og han en 3.

Jeg fatter ikke, at jeg skriver dette pis! Som om en fucking bog kan hjælpe mig. Christa min storesøster sagde, at det ville hjælpe at skrive i denne idiotiske dagbog, som hun havde givet mig sidste jul og, som siden da bare havde lagt og samlet støv.

Eller faktisk fortalte hun mig overhovedet ingen ting, hun kunne faktisk ikke engang være helt sikker på, at der var noget galt, for jeg har aldrig sladret… Hun viftede bare med sin egen dagbog og stirrede overbevisende på mig med et svagt, sørgeligt, vidende smil, da jeg listede mig igennem stuen midt om natten. Det kunne vel næsten heller ikke undgås, at nogle ville opdage noget, men i det mindste var det bare mine røde, opsvulmede øjne og skjoldede ansigt der afslørede mig, og ikke de gamle ar og de nye blå og røde mærker.

Jeg kom først hjem om natten med håbet om, at ingen ville opdage min tilstand, opdage hvad der var sket. De opdagede det ganske vist heller ikke, ikke endnu.

Nu er mit eneste ønske at vide hvor det hele gik galt, hvor det røg af sporet. Jeg trækker pinen ud, mens jeg håber, at nogle pludseligt ville komme hen til mig, og fortælle mig hvor det løb løbsk. Måske skal jeg ofre mig selv. Mine minder er vel nøglen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...