Blomsterbørn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 feb. 2018
  • Opdateret: 3 mar. 2018
  • Status: Færdig
"Varme sommerhalvår,
Plukker blomster til vor hår,
Stråler som en kongeørn,
De kalder os for blomsterbørn."

En kort fortælling om Cecilie og hendes mor, inspireret af 1970'ernes Christiania.

4Likes
5Kommentarer
283Visninger
AA

1. Blomsterbørn

Jeg blev født den 22. November 1972. Min mor sang dengang med min far som spillede klaver, og derfor opkaldte hun mig efter skytsenglen for musik; Cecilie, i håbet op om at jeg selv ville få en kærlighed for musik og sang. Hvert år kunne vi fejre min fødselsdag på ’Cecilies’ navnedag.
Og mor sang fødselsdagssang med naboerne og bagte boller til alle børnene.
Lukas kom til verdenen en uge efter mig, og Søren et halvt år efter. Niels og Beate var født to og et halvt år før mig. Mine forældre kendte deres forældre, faktisk kendte de alle de voksne, og drak ofte øl og vin og sang sange med dem. Også med os børn. Vi fik sodavand og æggesnaps og i ny og næ, en tår af flasken.

 

På sommerdage ville vi løbe rundt i shorts og bare tær. Både Lukas og Niels fik trådt på et glasskår et par gange. Det gjorde kun Beate og jeg mere opmærksomme, men bange blev vi aldrig.
Hvis regnen havde vandet os, ville vi rulle os i mudderet og mor ville vaske os rene, når vi kom hjem til solbærsaftevand.

I weekenderne gik vi rundt til alle børnenes døre og inviterede til rundbold eller dåseskjul.
Om vinteren rullede vi os også i sneen og byggede væsener og paladser af det hvide byggemateriale. Og når mor eller en anden voksen så kom forbi, ville vi kaste hvide dræberkugler mod dem.
”I fjollede børn,” ville nogle grine.
”Satans til møgunger,” ville nogle andre vrisse.

I mellemtiden var mine forældre begyndt at komme meget på værtshuset, ikke så langt fra hvor vi boede.
”Der er kødsovs i køleskabet,” sagde mor for det meste. Måske suppe eller kartofler eller fødselsdagsboller, hvis vi lige havde fejret nogen.
Så tøffede mor og far derhen med Lukas’ forældre og Sørens og Beates.

Beate kom ofte hjem til mig, når de voksne var ude og da jeg var otte, havde kun taget fire kamel-cigaretter fra sin far, for at vi kunne ryge dem. Vi tændte dem om aftenen bag et træ. Det var sjovt, men vi hostede så meget, at vi fik tårer i øjnene.
Omkring midnat ville vi lægge os til at sove under samme dyne og mor og far ville komme hjem i løbet af natten. Altid med en dunst af røg og øl. Nogle gange et helt værtshus, hvis de havde siddet dernede hele dagen eller bragte flere med hjem.

Det blev min ottende sommer, og jeg var en dag ude i det varme vejr med Lukas, Niels og Beate.
Vi spiste skumfiduser og flettede kranse af sommerens smukke blomster. De sad perfekt på vores hoveder og flere komplimenterede os.
Kaj nede fra værtshuset gav os alle et kys på vores beskidte hænder og kaldte os ’Blomsterbørn’.
Vi var stolte den dag og gik alle med brystet skudt frem på stierne og vores lyse børnestemmer sang:

Varme sommerhalvår
Plukker blomster til vor hår
Stråler som en kongeørn
De kalder os for blomsterbørn

Den dag ville vi alle gå hver til sit, for at vise vores blomsterkranse derhjemme.

Jeg løb hjem og åbnede forsigtigt hoveddøren for at overraske mor. En sur lugt af røg mødte mine næstebor. Jeg gik på mine bare tær ind i stuen og mærkede et stik efterfulgt af en svien.
Jeg stod midt i en spredt bunke af glas.

På bordet stod ølflasker, tomme og uåbnede, og en halv flaske rødvin. Mor sad og stirrede ud ad vinduet med hånden over det fyldte askebægre, og endnu en cigaret mellem fingrene.
Jeg humpede hen til hende og prikkede hende på skulderen. Aldrig før havde jeg set hende med sådan et ansigt. Min altid glade, friske og syngende mor, sad der og så så slidt ud med røde øjne og en tung mundvig.
”Cecilie min skat,” fik hun fremstammet.
Da satte jeg mig på hendes skød og lod hende omfavne mig. Hun mærkede mine fødder og fik blod på fingrene.
”Hvad pokker?” Havde hun sagt spørgende og rejste sig straks for at få det renset. Mens hun sad der med pincet og varmt vand, spurgte jeg hende, hvor far var henne. Hun kiggede på mig med blanke øjne, smilede og sagde at han nok snart ville komme hjem.

 

Min fod var så god som ny, men jeg kunne ikke løbe lige så hurtigt som Beate og Niels længere.
Og vi løb og leg tagfat og spillede rundbold med naboernes børn helt indtil bladene blev røde og vinden tog til, men far kom ikke hjem.
”Han kommer snart,” blev mor ved med at forsikre mig om.
Men værtshuset blev hendes andet hjem og Lukas’ mor var også forsvundet.

Ofte kom mor slet ikke hjem om natten. Jeg måtte selv gå i seng og selv stå op. Morgenmad var hvad vi havde og hvis jeg kom forbi værtshuset, kunne jeg få nogle mønter til en vaffel eller en flødebolle. Men der brød jeg mig ikke om at komme. Jeg brød mig ikke om lugten af indelukket røg og sprut. Jeg brød mig ikke om Kaj, der altid skulle kysse mine hænder og jeg kunne ikke lide at mor skulle kysse på alle mændene. Men det var nu der hun befandt sig, så flødeboller fik jeg ikke mange af.

Jeg var nærmest flyttet ind hos Beate, da jeg var fyldt ni, og Lukas også. Hans far var gået bort af en mærkværdig grund i Oktober, så han havde kun os. Beates forældre sad sammen med mor og de andre drankere dagen lang, så vi klarede os selv. Det var nemmere når man var flere.

Nu kunne vi male blomster på væggene og høre The Beatles og Steppenulvene på Beates fars pladespiller. Flere af naboernes børn kom også til. Deres forældre var heller aldrig hjemme, så de manglede selskab ligesom mig selv.
Flere og flere af de voksne fik tynde ben og ansigter der hang. Stierne blev fyldt med flasker og små beholdere. Dem sagde Niels at man ikke skulle røre, for de havde været inde i armene på gamle syge mænd og koner. Det havde hans mor fortalt ham, så dem kiggede vi ikke engang på. Men at bemærke dem, kunne vi ikke undgå.

Jeg så engang Kaj sidde oppe af det træ, mig og Beate havde røget cigaretter bag. Hans ærme var rullet op og han stak en af de beholdere ind i armen. Jeg vidste ikke hvorfor jeg løb, men det gjorde jeg. Så hurtigt jeg kunne, hele vejen hjem til Beate.

Byen var ikke så rar som det havde været før. Her var dystert om aftenen. Påvirkede mødre der grinte alt for højt, når de blev trukket gennem mørket af tågede mænd.
Lasede Kaj der råbte ting efter børnene, når vi løb fra det ene sted til det andet.
Ikke flere fødselsdagsboller eller solbærsaftevand om sommeren.
Flere af de voksne var stukket af med hinanden i håbet om noget bedre end vores lille by i indre København ligesom min far, og i sorg var resterne af dem for påvirkede til at tage sig af mine legekammerater

Beate og Niels var blevet kærester og de havde pludselig travlt med hinanden. Mig glemte Beate dog ikke helt, jeg var næsten hendes lillesøster.
Niels var selv begyndt at ryge det brune stads, der lugtede så fælt og som fik ham til at grine så højt at det rungede i hele huset. Han gik også en gang imellem med sin far ned på værtshuset og drak af flasker med de voksne. Bagefter ville han lægge sig ned og tage en lur.

Jeg havde ikke snakket med min mor hen over hele julen. Godt nok havde jeg set hende gå ind og ud af værtshuset og et par enkelte gange nede ved grønthandleren, men hun kiggede aldrig det mindste på mig. Engang havde en mand peget på os børn og min mor havde kigget, men hun rystede blot på hovedet. Hun havde glemt mig. Måske med vilje, måske ikke.
Men ikke jeg. Jeg ventede stadig på at hun ville knuge mig til sig og dufte til mit hår. Men intet gjorde jeg ved det. Jeg havde før set forældre afvise deres børn, og ville hellere leve i håbet end den mulige sandhed.

En dag i Februar byggede vi snemænd. Lukas havde hentet gulerødder hos grønthandleren og hun vinkede og smilede sødt til os gennem vinduet. Jeg havde holdt øje med hende, mens de andre rullede den midterste del af manden.

Ude foran butikken, var en ældre dame, jeg før havde set mor gå med, trådt ind ad døren. Jeg mindedes hende ikke ubehagelig, men bag vinduet tog hun fat i grønthandleren. Voldsomt hev hun hende til sig, og så ud til at spørge hende om noget. 
De havde begge kigget ud på os, grønthandleren direkte i mine øjne, og så nikkede de begge.
Den ældre dame kom ud ad døren, grønthandleren lidt efter. De gik målrettet hen i mod os.
Lukas var spænet ind foran dem og havde råbt ”Må vi få en gulerod mere?!” Til det smilte grønthandleren og sagde at han bare kunne hente en, mens damen næsten hvæsede af ham.
Hun stoppede to meter foran mig, men grønthandleren satte sig ned på hug, så hun var i min højde, og lagde sine hænder på mine skuldrer.
”Du er Cecilie ikke også?” Havde hun spurgt med et bedrøvet blik. Jeg nikkede.
”De har fundet din mor:”


I det sekund forstod jeg det ikke. Min mor var ikke forsvundet ligesom de andre, hun sad nede på værtshuset, som hun altid gjorde. Godt nok uden en eneste tanke om mig, men hun var her stadig.
Det fortalte jeg dem og damen var åbenbart blevet en smule irriteret. Hun hev fat i min krave og trak mig gennem sneen, helt hen til værtshuset.

Her stod masser af mennesker, flest mænd med hattene i den ene hånd, og kiggede ned i jorden med en øl i den anden. Et par af dem fik øje på lille mig og grimme ord fløj ud af deres munde.
”Ubrugelige barn,” havde nogle hvisket.
”Du skulle passe på hende!” Havde en anden råbt lige ned i mit ansigt.
Jeg blev hevet om bag træbygningen, hvor endnu en tætpakket gruppe folk stod. Damen klemte sig igennem dem, med mig på slæb og et syn jeg ikke havde forventet mødte mig.

Der i sneen, uden bukser og kun med én sko, lå en kvinde med uglet hår. Hendes læber var blå, huden bleg og i hendes ene arm sad en beholder. En ligesom den jeg havde set Kaj med.
Jeg var forsigtigt trådt hen imod kvindekroppen, men da jeg genkendte hendes ansigt, løb jeg min vej.
”Cecilie!” Blev der råbt efter mig.
”Vi skal bruge dig!” Skreg de.

Men jeg løb. Hele vejen til Beates hus. Der fandt jeg en sportstaske frem og pakkede den med lidt tøj og det dåsemad vi havde i skabene. En af Niels’ flasker sprut havde jeg også taget. Jeg pakkede også tøj til Lukas.
Ude i sneen greb jeg om Lukas’ håndled. Beate fik et kys på kinden og Søren et kram.
Han skulle med mig. Lukas. Jeg ville ikke tage afsted alene, det turde jeg ikke. Man skulle nok også bare gøre som de voksne, som altid stak af i par.
Og han var modvilligt fulgt med. Væk ville han vidst ikke, men han ville heller ej blive, hvis ikke jeg var der. Han havde spurgt mig hvor vi var på vej hen. Og hvorfor jeg løb. Men jeg havde intet sagt.

 

Ikke før vi nåede Amager Strand. Der satte vi os og fik vejret.
Jeg fortalte Lukas om grønthandleren og damen der havde holdt mig i kraven, om de grimme ord ved værtshuset og de blå læber.

Lukas havde krammet mig og sagt at nu var vi ens, forælderløs, og nu skulle vi være sammen for evigt. Det havde fået mig til at smile, men tårer trillede stadig ned ad mine kinder.
”Men jeg vil ikke væk hjemmefra” havde han hvisket. Jeg forstod ikke hvad han mente. Hvilket hjem? Et hjem uden mor og far og med fordrukne gamle mænd over det hele.
Tilbage ville jeg ikke. Fortvivlet var han, men han lovede at blive ved min side indtil vi ikke havde flere dåsebønner. Derefter ville han tage tilbage, med eller uden mig.

Den kolde Februar nat varmede vi os på flasken og sov i en busk med et tyndt tæppe trukket over os. Da morgenlyset vækkede mig, havde Lukas fået lige så blå læber som mor. Hans hvide hår var camoufleret i sneen og hans ansigt så så fredeligt harmonisk ud, som han lå der, uskyldigt krøllet sammen. 
Selv lagde jeg min svage krop tæt op ad ham og lod mine øjne lukke sig i endnu en gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...