Dødens Syn

Martin bliver hver nat tvunget til at se folk dø i sine drømme... Samtidigt bliver han mobbet i skolen.

1Likes
0Kommentarer
83Visninger

1. Dødens syn

Prolog

Manden sidder i sofaen, og læser i en bog. Han har et stort sort fuldskæg, og jeg tror ikke, at han bruger meget tid på sport. Jeg ved hvad der vil ske. Han fisker en cigaret op af lommen, og tænder den. Jeg ville ønske jeg kunne råbe og advare ham mod det, der nu vil ske. Men det kan jeg ikke. Det kan jeg aldrig. Hver evig eneste nat er jeg tvunget til at se mennesker dø. Og jeg kan intet gøre. Intet… Manden tænder for fjernsynet. Jeg tror han er omkring fyrre år. I lang tid sidder han, og stirrer på fjernsynet. Så langsomt falder han i søvn. Jeg kan se det, for hans øjenlåg glider i, og hans vejrtrækning bliver roligere. Cigaretten han har i munden falder ned på gulvet. Først sker der intet, men så kan jeg se en let røg stige op fra gulvet, der hvor cigaretten ligger. Røgen forvandler sig til en flamme, der langsomt spreder sig. Ilden breder sig ud over stuen. Manden vågner med et sæt. Han ser sig forfærdet omkring. Jeg ville ønske jeg kunne lukke øjnene, men det kan jeg ikke. Ilden slutter en ring om ham, og jeg ved, at han ikke kan slippe fra ilden. Det er der ingen der kan... Ilden er nu så voldsom, at han forsvinder i de glødende flammer. Han dør, ligesom alle de andre. Det sidste jeg hører er et højt hjerteskærende skrig.

Kapitel 1

Jeg trækker vejret hurtigt, og kigger op i loftet over min seng. Der hænger en kæmpe stor edderkop, der er i gang med, at fortære en flue, den har fanget i sit spind. Det banker på døren ind til mit værelse. -Martin vågn op, du skal i skole. -Ja ja mor, jeg kommer, siger jeg, og sætter mig op. Jeg går hen til spejlet, der hænger over mit skrivebord, og kigger på mig selv. Jeg har leverpostejsfarvet hår, en lidt for stor næse, og brune øjne. Min mor siger tit jeg ligner min far. Jeg har kun set min far på billeder, for han flyttede væk, lige da jeg skulle fødes. Jeg ligner i hvert fald ikke min mor. Hun har lyst hår og strålende blå øjne. Det eneste jeg har arvet fra hende, er næsen.

Jeg har set værre ting end manden. Feks. dengang en mand blev myrdet i sit badekar. Da jeg vågnede skreg jeg så højt, at min mor kom ind for at spørge, hvad der var galt. Jeg har ikke fortalt hende om drømmene, så jeg sagde bare, at jeg hørte en lyd, og troede det var noget farligt. Drømmene begyndte, da jeg var omkring ti år. I starten prøvede jeg, at holde mig vågen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Da jeg ved et uheld faldt i søvn, overstrømmede drømmene mig. Jeg havde det som om, at jeg skulle drukne i et hav af sorg. Efter det, prøvede jeg aldrig mere, at stoppe drømmene. Det var dog først, da jeg var tretten, at jeg fandt ud af at drømmene var virkelige. Jeg havde drømt om en dreng, der havde myrdet sin egen lillebror. Dagen efter viste de i nyhederne et billede af en dreng, der havde myrdet sin egen lillebror. Drengen på billedet, lignede drengen fra min drøm på en prik. En uge senere drømte jeg om en mand, der skød sin kone. Da jeg om aftenen sad, og så nyhederne, fortalte oplæseren om en mand, der havde skudt sin egen kone. Det var der jeg blev klar over, at drømmene var virkelighed.

Jeg tager mit tøj på og går ned i køkkenet. Mor står ved køkkenbordet, og laver kaffe. Jeg sætter mig ved spisebordet, og spiser morgenmaden, som mor har sat frem. -Vil du køre mig i skole, spørger jeg. -Ja ja det skal jeg nok, svarer mor.

Kapitel 2

En time senere sidder jeg i klasselokalet, mens vores natur-tekniklærer Ken, er i gang med, at fortælle om frøernes udvikling gennem livet. -På torsdag i næste uge skal vi på telttur ude i skoven, og fange frøer i mosen, så derfor skal jeres forældre skrive under på dette, for at i kan komme med, siger Ken, og deler papirer ud. -En telttur i skoven. Fedt, siger min sidemakker Mia. Jeg kigger på Mia. Hun har lyst hår, og grønne øjne. Hun er klassen mest populære pige. Jeg er, ligesom alle de andre drenge fra klassen, forelsket i hende. - Hvad glor du på, siger hun, og kigger vredt på mig. - Øhh ikke noget, svarer jeg, og ser væk.

Da klokken ringer til frikvarter, pakker jeg mine bøger sammen og går udenfor. Jeg sætter mig på en bænk i skolegården, og ser på niende-klasserne der spiller fodbold. Jeg går kun i syvende. Ud af øjenkrogen ser jeg, Thomas og hans slæng komme gående. Slænget består af drenge fra hele syvende årgang.  - Hey flyt dig lige Særde, vrænger Thomas, og skubber til mig. Han kalder mig altid ‘Særde’. Jeg ser på Niels, der står bag Thomas. Niels og jeg var bedste venner, indtil tredje klasse. Indtil drømmene begyndte. Dengang forsvarede han mig, når Thomas drillede. Det gør han ikke længere. Han har den samme farve hår, og den samme jakke som mig. Jeg siger ikke noget. Jeg bliver bare siddende på bænken, og lader som om, jeg ikke hører hvad Thomas siger. - Flyt dig eller du får buksevand, siger Thomas truende. - Hvorfor skulle jeg, svarer jeg igen. Jeg ved godt, at han mener, hvad han siger, og at jeg får buksevand. Men jeg vil under ingen omstændigheder, bøje mig for ham. - GIV HAM BUKSEVAND DRENGE, råber Thomas, og peger på mig. Selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan løbe fra dem, spurter jeg gennem skolegården, hen mod toilettet. Jeg når ind gennem døren, men på vej ned af gangen, indhenter Danny fra A klassen mig. - Jeg har ham, råber Danny, og kaster sig frem mod mig. Ikke alligevel tænker jeg, og undviger. Endelig når jeg toiletterne, og jeg spurter ind på det nærmeste toilet, og låser døren efter mig. Jeg puster ud. Toilettet er fyldt med toiletpapir. Jeg skyller ud i det, tager brættet ned, og sætter mig på det. Jeg fik heldigvis ikke våde bukser i dag. Det er tit sket, at jeg er kommet hjem, med våde bukser. Når min mor spørger hvorfor, at jeg er så våd, siger jeg bare, at jeg er faldet i en vandpyt. Så himler hun bare med øjnene, og siger at jeg skal tage tørt tøj på.

Jeg kan høre, drengene hviske uden for døren, men jeg tror ikke, at de gider spilde deres tid på mig. Og ganske rigtigt. Efter lidt tid, kan jeg ikke længere høre dem. De har sikkert, fundet en ny, som de kan irritere. Jeg venter nu alligevel, med at gå ind i klassen, til klokken ringer. Da jeg kommer ind i klassen, lader jeg som ingenting, da jeg går forbi Thomas’ plads……

Kapitel 3

-Hej mor,! råber jeg, og stiller min taske i garderoben. -Hej Martin, har du haft en god dag i skolen, råber mor inde fra køkkenet. -Ja, svarer jeg, og tager teltturs sedlen op af tasken. -Vi skal på telttur i næste uge, så du skal skrive under på denne her seddel, siger jeg, og går ud i køkkenet. -En telttur, det lyder godt nok spændende, siger mor. Hun åbner den øverste køkkenskuffe, og tager en kuglepen frem. Hvilket fag er det i, spørger hun, mens hun skriver under på, at jeg kan komme med på teltturen. -Natur-teknik sammen med Ken, svarer jeg. -Vi skal fange frøer i mosen. -Spændende, siger mor. -SKAL jeg med på turen, spørger jeg. -Ja selvfølgelig skal du da det, siger mor undrende. -Vil du da ikke det. -Jo jo, svarer jeg modstræbende. Mor tror sikkert, at jeg er sammen med Niels og de andre drenge. Jeg har ikke fortalt hende, at jeg ingen venner har. Alle de gange, hvor jeg har sagt til hende, at jeg har været ovre hos Niels, har jeg i stedet for, siddet på en gynge ovre på legepladsen. Jeg har slet ikke lyst til en telttur i skoven, men hvis jeg siger til mor, at jeg ikke vil med, vil hun sikkert undre sig. En ting er at jeg bliver drillet ovre på skolen. Der er kun i frikvartererne de driller. Når vi har time, lader drengene som om, at jeg slet ikke eksisterer. Men jeg tør, næsten ikke tænke på hvad de vil kunne nå at gøre, på en hel overnatning i skoven. -Jeg går op på mit værelse, siger jeg.

Kapitel 4

Pigen er spinkel, og hun har langt rødt bølget hår. Jeg kan ikke se hendes ansigt, for hun står, med ryggen til mig. Ud fra hvad jeg kan se, er hun jævnaldrende. Foran hende står en mand. Jeg gætter på, at det er hendes far. Han har i hvert fald det samme røde hår. De er i et mørkt lokale, men jeg kan se en trappe, føre op til noget lys. Jeg tror det er deres kælder. Jeg er ikke i tvivl, om hvem af dem der dør. Jeg tror også godt, at jeg ved hvordan. Faren råber af pigen. Jeg kan ikke høre hvad han siger. Når jeg drømmer, kan jeg altid høre, et sidste hjerteskærende skrig. Ellers kan jeg hverken høre, lugte, føle eller smage. Jeg har kun et dødssyn... Faren ser rasende ud. Pigen bakker langsomt væk fra ham. Nu vender hun sig med siden til mig, så jeg kan se hendes ansigt. Hendes store nøddefarvede øjne er fortrukket i rædsel, og hendes mund er let åben. Han går hen mod hende, og rækker ud efter hendes hals. Han får fat i hende, og presser til. Hun skriger et skrig, der får det til, at løbe koldt ned af ryggen på mig. Pigens øjne buler nærmest ud, og hun bliver helt lilla i hovedet. Langsomt forsvinder glimtet i hendes øjne, og hun bliver helt slap. Faren kaster hende fra sig, som om hun er et farligt dyr. Han står bare og stirrer på hende, som om det først er nu, hvor det går op for ham, hvad han har gjort. Så sætter han sig på knæ, og tager hendes hånd. En tåre løber ned af hans kind, og drypper ned i pigens røde hår.

Jeg trækker vejret hurtigt. Jeg åbner øjnene, og kigger op på edderkoppen over sengen. Jeg har brækfornemmelse i halsen, og jeg ser stadig et billede af pigen, da hun bliver kvalt. Det banker på døren til mit værelse. -Martin vågn op, du skal i skole, lyder mors stemme. Jeg har virkelig ikke lyst til, at komme i skole idag. Så jeg siger med en hæs stemme.-Må jeg ikke blive hjemme, jeg har det dårligt. Mor kommer ind. Hun sætter sig på kanten af min seng. -Skal jeg tage din temperatur, spørger hun bekymret. -Nej nej det behøver du ikke, siger jeg, og lukker øjnene igen. Jeg er jo ikke syg, så hvis jeg lader hende tage min temperatur, skal jeg sikkert i skole, og det orker jeg ikke. -Okay men jeg bliver nødt til, at tage på arbejde, så du skal være alene hjemme, siger hun. Jaja, mumler jeg ned i dynen. -Hvis du får det bedre, så skal du vide, at jeg har stillet noget morgenmad i køleskabet. -Jeg kommer hjem med noget slik, siger mor. -Tak, siger jeg. Nogle gange synes jeg virkelig, at min mor er den bedste mor i hele verden. -Hej hej, siger mor, og rejser sig fra sengen. -Farvel mor, siger jeg. Så snart jeg hører, at hoveddøren bliver lukket, rejser jeg mig op fra sengen, går hen til mit klædekab, og tager tøj på. Jeg går ned af trappen og ind i stuen. Efter at jeg har sat mig godt til rette i sofaen, tænder jeg for TV’ett, og tænker at det nok skal blive en god dag.

Kapitel 5

Mit vækkeur bipper. Jeg har endelig husket at tænde det. Jeg rækker armen ud, for at slukke det. Der går noget tid, med at fumle rundt, men endelig får jeg fat på det. Jeg slukker for det, og tænder for lampen, der står på mit skrivebord. I nat drømte jeg, om en mand der blev mast under et træ, der faldt ned over ham. Det så ud til at der blæste meget, der hvor han var. Derfor tager jeg min mobil, for at se, hvilket vejr det bliver i dag. Min mobil, ligger på skrivebordet. Da jeg trykker på tænd knappen, får jeg lidt af et chok. Det er onsdag. Så jeg skal allerede på telttur i morgen… Jeg glemmer alt om at tjekke vejret, og jeg slukker forfærdet mobilen. Jeg havde ellers lige glemt alt om teltturen. Lort. Jeg står op af sengen, tager tøj på, og går ud på badeværelset, for at børste tænder. Da jeg kommer ned i køkkenet, sidder mor allerede og spiser morgenmad. -Glæder du dig til teltturen i morgen, spørger hun selvfølgelig. Jeg mumler et eller andet som svar. -Skal jeg køre dig i skole, eller vil du hellere selv cykle. -Jeg cykler, siger jeg bare, og så spiser vi resten af vores mad i stilhed.

Kapitel 6

Jeg sidder, og tegner krusseduller i mit hæfte. Vi har egentlig matematikprøve, men jeg kan ikke koncentrere mig. Anna klassens klogeste er allerede færdig. Jeg vender mig på stolen, og kigger på Thomas, der sidder lige bag mig. Han kigger op fra sit papir. Lige ind i mine øjne. I et par sekunder sidder vi bare, og stirrer hinanden i øjnene. Jeg kigger væk, og vender i stedet for blikket mod Mia, der efter at vi har fået nye pladser, sidder foran mig. Hun sender små papirskugler til Malene. Pludselig mærker jeg noget, snitte min skulder, og jeg ser, en papirskugle lande på mit bord. Jeg åbner den og læser:

Du er død i morgen!

Det løber mig iskoldt ned af ryggen. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, hvem der har sendt kuglen. Thomas… Jeg er heller ikke i tvivl om, at han mener, hvad han siger…

Kapitel 7

-Har du husket din tandbørste, spørger mor. Vi er ved at pakke til teltturen. -Nej det har jeg ikke, svarer jeg, og løber ud på toilettet, for at hente den. Da jeg kommer ind igen, er mor igang med at pakke mit tøj. -Hvilken jakke tager du med, spørger hun. -Den sorte jakke, siger jeg. Det er også den Niels har. -Har vi så ikke fået pakket det hele, siger mor tilfreds. -Jo, svarer jeg. -Så går jeg ned og laver mad, siger mor, og rejser sig, for at gå. -Skal jeg hjælpe, spørger jeg, da hun er på vej ud af døren. Mor ser overrasket på mig. Det er lang tid siden, at jeg har hjulpet hende med noget. -Jamen selvfølgelig må du det, siger hun glad. -Hvad skal vi lave, spørger jeg. -Du kan selv vælge mellem kylling eller koteletter, svarer hun. -Kylling, siger jeg så.

En time senere sidder vi ved bordet, og spiser kyllingen, som vi har lavet. Den smager dejligt. -Glæder du dig til i morgen, spørger mor. Jeg mumler et eller andet til svar. Mor ser bekymret på mig. -Har du det dårligt, spørger hun. Jeg har overvejet, at sige til mor, at jeg er syg. Jeg tror også, at det er det, jeg gør. Men jeg ved det ikke endnu. Så derfor svarer jeg. -Nej jeg er bare lidt træt, så jeg går ovenpå og lægger mig, siger jeg, mens jeg prøver på, at lyde træt. -Tak for mad, siger jeg, og rejser mig, går ovenpå, uden et eneste blik på mor. Jeg er egentlig ikke træt, jeg trænger bare, til at hvile mig. Så jeg kaster mig bare på sengen, mens jeg ligger, og stirrer op i loftet i lang tid. Langsomt mærker jeg, søvnen trænge sig på. Jeg prøver på, at kæmpe imod, men jeg ved godt, at jeg ikke kan holde den tilbage. Til sidst opgiver jeg kampen, og jeg falder i søvn…

Kapitel 8

Det er mørkt, og jeg kan næsten ingenting se. Det eneste jeg kan skimte, er omridset, af en masse træer. Det må være ude i en skov. For jeg står i hvert fald, bag et træ. Pludselig ser jeg, en dreng komme løbende hen mod mig. Han løber virkelig stærkt. Så stærkt, at jeg tror, at han løber hurtigere, end verdens hurtigste løber. Ingen løber så hurtigt af egen fri vilje. Det kan kun betyde en ting. Han løber fra noget. Da han kommer tættere på, kan jeg se, at han har, den samme jakke som mig. Han har også leverpostejsfarvet hår. Det er Niels. Jeg kan ikke se hans ansigt, men jeg er fuldkommen sikker på, at det er ham. Han falder og snubler over en gren. Jeg tror han skriger af smerte, men jeg kan jo intet høre. Men der går ikke lang tid, før han rejser sig, og spurter videre. Jeg har ikke lyst til, at se hvordan Niels dør. Men det er som om, at jeg automatisk, følger efter ham. Han løber videre gennem skoven. Længere fremme kan jeg ane en blank overflade. Det er en skovsø. En kuldegysning går gennem mig. Han løber målrettet mod søen. Jeg har ikke lyst til, at se Niels dø. Men jeg bliver nødt til det. Nu er Niels næsten fremme ved søen. Da han er en meter fra søen, springer han på hovedet i vandet. Først kæmper han imod vandet. Så langsomt giver han op, og han synker længere og længere ned i vandet. Han skriger ikke ligesom alle de andre, jeg har set. Han forsvinder bare i vandets mørke. Det er først, da overfladen er helt blank, at jeg vågner…

Jeg har før set mennesker jeg kender dø. Da mor fortalte, at morfar var død i en bilulykke, vidste jeg det allerede. Mor troede, at jeg slet ikke var så ked af det, for jeg græd slet ikke. Men jeg havde også gået, det sidste døgns tid, og grædt over morfars død. Mor lagde ikke mærke til det.

Kapitel 9

Min første tanke da jeg vågner, er Niels. Jeg kan ikke bare, lade ham dø. Engang var vi jo bedste venner. Så jeg beslutter mig for, at jeg ikke vil lade som om, jeg er syg. Også selvom at det bliver, en dårlig telttur. Så jeg står op, og tager tøj på… Bagefter sidder jeg i køkkenet, og spiser morgenmad med mor. -Glæder du dig, spørger hun. -Mmmhhh, svarer jeg, med munden fuld af havregryn. -Hvem skal du sove i telt med. -Niels, siger jeg. -Sover I i hans telt, eller skal du have et med, spørger mor. -Vi har aftalt, at jeg tager mit telt med, lyver jeg. -Okay, siger mor, og går ud, for at finde vores telt.

-Er Malte her, råber Ken. -Jeps, svarer Malte. -Er Martine her. -Ja, råber Martine. -Er Martin her, råber Ken. -Ja, mumler jeg. -Okay jeg prøver lige igen. Er Martin her, råber Ken igen. -Ja, siger jeg lidt højere. -Det var godt, siger Ken, og så fortsætter han ellers bare, med at råbe navne op. Jeg sidder alene på et sæde i bussen. Jeg kigger hen på Niels. Jeg har ikke sagt noget til ham endnu, for jeg tør ikke, tage mod til mig, og gå hen, og fortælle ham det. Jeg ser derfor på markerne, der flyver forbi, uden for vinduet. På et tidspunkt kører vi forbi en hestefold. Inde på folden er der en lille flok heste. Cirka tretten styks. De fleste står, og gnubber hinanden på ryggen. De er allesammen brune. Der er kun en, der ikke er brun. Den er hvid, med sorte pletter. Hesten står et stykke væk fra de andre. Da den prøvende tager et skridt hen mod flokken, jager en stor brun hest den væk igen. Jeg får medlidenhed med hesten, for jeg kender følelsen, af at blive holdt udenfor. Jeg sidder i mine egne tanker, da jeg bliver afbrudt af Ken. -To minutter så er vi fremme, lyder hans stemme.

 

Kapitel 10

-Skal du have hjælp, spørger Ken. Jeg er igang med, at sætte mit telt op, men det driller lidt, med at få den sidste pløk i jorden. -Nej ellers tak, siger jeg hurtigt, mens jeg håber på, at han vil gå hen, for at hjælpe nogle andre. Han bliver selvfølgelig stående. -Hvem skal du sove med, spørger han så. -Ikke nogen, mumler jeg til svar. Endelig får jeg pløkken, sat ordentligt fast i jorden. -Hvorfor skal du ikke sove med nogen, bliver Ken ved. Gå nu videre, tænker jeg irriteret. -Jeg tror Anne har brug for din hjælp, siger jeg, uden at svare på hans spørgsmål. Jeg tror vist nok, at Ken fornemmer, at jeg ikke vil/har brug for hans hjælp, for han går endelig videre. Fred, tænker jeg, og rejser resten af teltet.

Der går selvfølgelig ikke lang tid, før min fred er brudt. Jeg ligger, og putter mig i min sovepose, da jeg hører nogen åbne lynlåsen til teltet. Det er Thomas, der stikker sit store fjæs, ind gennem åbningen, og smiler. -Hva’ så Særde, siger han. Jeg svarer ham ikke. -Nu glemmer du ikke mit brev, siger han. Jeg svarer ham stadigvæk ikke. Men nej jeg glemmer ikke hans brev, men jeg må altså først og fremmest, tænke på Niels. Gå nu med dig, tænker jeg. Og lige som jeg tænker det, trækker Thomas sit hoved tilbage fra teltåbningen.

-Så skal vi spise, råber Ken. Jeg kravler ud gennem teltet, og går over mod spisepladsen. Da jeg kommer, sidder der allerede mange omkring et stort bål. -Hvad skal vi have, spørger Anne. -Hotdogs, svarer Ken, mens han rister pølserne over bålet. Der går ikke lang tid før maden er færdig, og så sidder alle, og hugger det i sig.

        Kapitel 11

Mørket falder langsomt på. Jeg vil finde stedet, hvor jeg stod i drømmen, så jeg kan advare Niels, når han kommer løbende. Jeg går længe rundt i skoven, uden at finde stedet. Endelig efter lang tids søgen, finder jeg træet jeg stod ved i drømmen. Og så giver jeg mig ellers bare til, at vente… og vente… og vente…

Da jeg har stået der i flere timer, gider jeg ikke længere vente. Jeg må gøre noget. Derfor går jeg tilbage mod teltene. Det tager lidt tid, at finde tilbage til lejren, men jeg når omsider derhen. Men da er det også, blevet helt mørkt. Bælgravende mørkt som i drømmen. Jeg ved, at Niels sover i telt sammen med Thomas, så jeg lister forsigtigt hen til deres telt. Da jeg når hen til teltdugen, stiller jeg mig tæt op af den, og lytter. Jeg kan kun høre en høj vejrtrækning. Det jeg frygtede er sket. Niels er sikkert død…..

-Hej Særde. Jeg vender mig om... Og stirrer direkte ind i Thomas’ fjæs. -Du husker vel brevet, siger han med en drævende stemme. Han har lige husket mig på det, for jeg havde faktisk glemt alt om brevet. -Ja, svarer jeg bare. -Det der stod i brevet, det mente jeg faktisk, fortsætter Thomas. -Okay så du vil faktisk, dræbe mig, siger jeg, mens jeg prøver på, at gøre min stemme så rolig som muligt. Det lykkedes ikke særlig godt. -Har du et sidste ord, du gerne vil sige, spørger Thomas. -Nej, siger jeg roligt. -Godt, siger Thomas, og kaster sig frem mod mig…

Kapitel 12

Jeg spurter afsted. Sveden drypper allerede fra panden. Jeg kan mærke Thomas åndedrag i min nakke. Jeg kunne selvfølgelig skrige efter hjælp, men jeg har på fornemmelsen, at det her er min og Thomas’ kamp. Det er besværligt, at løbe mellem teltene, så jeg ændrer retning. Jeg løber direkte ind i skoven. Jeg kommer i tanke om drømmen. Måske skal jeg finde træet, hvor jeg stod i drømmen. Selvom jeg zig-zag’er mellem træerne, kan jeg hele tiden mærke, at Thomas er lige bag mig… Endelig efter lang tid, kan jeg fornemmer jeg, at Thomas sænker farten. Jeg er også ved, at være godt træt, men jeg tør ikke, sætte farten ned. Jeg spurter af sted ned af en lille sti. Jeg har det som om, at jeg har været her før. Jeg ser på et træ, det virker velkendt. Længere fremme ser en jeg en blank overflade…

Mit hjerte fryser til is. Det er ikke Niels, der skal dø. Det er mig. Men sjovt nok, sætter jeg ikke farten ned. Jeg burde være ekstremt bange, men det er jeg slet ikke. Tværtimod. Jeg føler mig faktisk lettet. Endelig behøver jeg ikke længere, at blive mobbet af Thomas… Søen kommer tættere og tættere på. Da der kun er en meter tilbage, sætter jeg af, og springer…

 

Kapitel 13

Jeg rammer vandet med et plask, og bliver overstrømmet af iskoldt vand. Jeg åbner øjnene. Det er mørkt, jeg kan kun ane nogle fisk, og noget søgræs. Jeg prøver, at skrige, men mine lunger bliver fyldt med vand.Jeg lukker munden igen, og i stedet kæmper jeg for at komme op til overfladen. Men så husker jeg på, at det er meningen at jeg skal dø. Jeg skal dø. Tanken giver genlyd i hele mit hoved. Jeg stopper med at kæmpe imod vandet. Jeg fryser. Det er koldt. Jeg kigger op mod overfladen, og ser på månen og stjernerne. Langsomt siver luften ud af mine lunger, og jeg bliver trukket længere… og længere ned i vandet. Det sortner for mit blik. Jeg har ikke mere ilt tilbage. Jeg kan ikke længere se månen. Eller stjernerne. Jeg skal dø, når jeg lige at tænke.

Og så bliver alt mørkt…


 

Epilog

Mørket er uendeligt. Jeg kan intet se. Intet høre. Intet føle. Intet smage eller lugte.

Er det sådan, det føles, at være død?...

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...