Falling for the bad girl

Luca de Brass er skolens nye dreng, bedre kendt som ham den stille. På skolen fanger bestemt én pige hans opmærksomhed- for aller første gang. Siena Mirabelle. Hun er skolens eller rettere sagt: byens mest eftertragtede pige. Men hvad skal en stille og usikker dreng stille op, for at vinde den koldhjertede og uopnåelige piges hjerte?

Luca bliver indblandet i skolens drama og måske finder han sin første kærlighed?

3Likes
1Kommentarer
344Visninger
AA

2. 1. school day pt. 1

Luca's point of view 

Første skoledag og jeg er skide nervøs. Normalt ville nok være hvis at være spændt... Hvorfor er jeg så nervøs, spørger jeg mig selv. Hvad kan der gå galt? At folk griner ad mig, eller ignorere mig- men hvorfor skulle folk også gøre det? Min indre djævel bliver ved med at tvære mig ned. Kunne jeg ikke bare slappe af og være normal? Så svært kan det sgu da ikke være. 

Selvom min mor har købt mig en hulens dyrt nyt tøj i sommerferien, vælger jeg altså bare at tage et par normale jeans og t-shirt på. Ja, mærkevarer er ikke lige mig. Jeg bryder mig ikke rigtigt om at skille mig ud og vise mig frem, hvis altså ikke det allerede er blevet bemærket?

Okay, pause. Hvorfor tænker jeg overhovedet over det her? Kunne jeg ikke bare være ligeglad med hvad folk tænkte og deres meninger? Tænk hvis folk kunne læse tanker. Hvad de ikke ville tænke... "Hold kæft en pessimist han er" hmmm, beskriver det mig? Er jeg en pessimist? Hvad beskriver mig overhovedet? Åh fuck nu gjorde jeg det igen- tænker over hvad andre tænker om mig.

Jeg bliver ved med at tvinge mig selv til at komme på andre tanker. Det er for mærkeligt det her, det er unormalt. Hvad vil det overhovedet sige at være normal?

Alle de tanker kører rundt i hovedet på mig, mens jeg er på vej i skole. Ja, jeg er på cykel, og så selvom min mor tilbød mig hendes bil, som altid. Jeg cykler, præcis som jeg altid har gjort. Mine flaskegrønne cykel. Jeg sætter den i et cykelstativ, og gæt nu hvad... Jeg har lige valgt og vælte hele fucking cykel rækken. Mine dag kunne ikke blive bedre, jeg har nemlig allerede fået anskaffet mig massere af opmærksomhed og en vanvittig mange blikke. Hm. Opgivende må jeg rejse alle cykler op igen mens eleverne går fnisende forbi. Pisse flovt, jeg kan godt fortælle dig at mit ansigt brænder!

Jeg går ind af den store indgang og kommer med det samme hen til kontoret. Det er fandme en kæmpe skole, slet ikke hvad jeg er vant til. Jeg kommer fra en lille skole, og kunne stadig holde mig neutral- så det er vidst nok ik' lige det største problem her hva', aha?

På kontoret får jeg udvekslet et par papirer, skemaer osv. Blandt andet også et kort over skolen, det er jo nødvendigt. 

Første lektion: Matematik. Intet problem for mig, jeg kan faktisk vældig nok lide matematik, samme med fysik. Nok fordi jeg er okay til det, hvis jeg nu skulle rose mig selv... 

I god tid står jeg i klassen. Jeg skulle nødig komme for sent, specielt ikke på min første dag. Jeg får snakket lidt med min nye kvindelige matematiklære. Inden jeg når at tænke mig om er klokken begyndt at ringe og eleverne vælter ind. Der står jeg. I front af hele klassen med alles blikke, rettet i mod mig. Jeg hader opmærksomheden. Røde plamager danner sig på min hals.

Matematiklæren begynder at snakke, -desuden hedder hun Ms. Lola- og fortæller, at jeg skal præsentere mig selv. Jeg går i sort. Som om jeg er 5 år gammel og for første gang snakker med en fremmed. Mine øjne stirrer.

"Jeg hedder Luca, jeg er, øh, 18 år gammel, og øh, ja... Jeg spiller basket i min fritid." Mine stemme stammer, og endnu engang tvære min indre djævle mig ned igen. Hvorfor fanden er jeg så skide fucking usikker? Spørger jeg mig selv om igen og igen. Mens jeg præsenterede mig selv, sad 3 piger -som sidder bagerst i klassen- og fniste til hinanden, hvilket resultere i at jeg bliver mere rød i knoppen. Jeg vil egentlig bare gerne have lov at sidde ned, ikke stå her foran dem alle sammen. Men næ nej, det får jeg skam ikke lov til.

Vi skal lave en navnerunde. Legen går som følgende: Alle starter med at sige deres navn, og bagefter skal jeg nævne dem. Jeg tror da jeg er sådan okay til navne... Jeg starter fra den person der startede og kører den samme rækkefølge. "Eden, Alexander... Noah? Kennedy ..." Nu er jeg allerede nået til dem bagerst. De 3 fnisende piger. "Siena. Øhm.., Sophia? Alessia ......" Sådan fortsætter jeg. Og ja, selvfølgelig kunne jeg huske alle de 3 pigers navne, det var dem jeg lagde mærke til, dem der gjorde sig bemærket ved at fnise da jeg stod oppe ved kateteret så fucking akavet. Tja, jeg kan da ikke bebrejde dem...

Hele timen har jeg lavet ALT andet end at følge med i timen. Jeg har på ingen måde kunne koncentrere mig. De 3 piger, Siena, Sophia og Alessia sidder jeg overfor. Det vil sige, at de sidder omme bag ved mig og fniser som jeg ved ikke hvad. Jeg er så helvedes anspændt, for min indre djævel bliver ved med at fortælle mig, at det er mig de hvisker om.

Pludselig får jeg et prik på skulderen. Sophia rækker mig et stykke krøllet papir. Jeg vender mig tilbage og folder papiret ud. På papiret står der følgende: "Hey <3". Da papiret bliver afleveret kan jeg udemærket godt fornemme hvordan de fniser til hinanden, og jeg er noget så rød i hovedet.

Selvom jeg vil have timen overstået så hurtigt som muligt, vil jeg heller ikke have den overstået. For hvor fanden skal jeg gå hen? De 3 tøser vil sgu da totalt til grin gøre mig.

____________________

Hej drenge! Det var det første rigtige kapitel og jeg håber i syntes om det!

Er der noget jeg kan gøre bedre? Jeg vil meget gerne læse noget konstruktiv kritik- eller en alverdens andet!

Kommenter og like, det vil gøre mig så glad! KYS <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...