Sandheden, tak!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2018
  • Opdateret: 22 mar. 2018
  • Status: Igang
"Kunne jeg stole på ham? Mine forældre havde jo ikke fortalt mig sandheden, så hvem kunne jeg tro på?"

Denne historie handler om Olivia, som bliver kidnappet af en, som viser sig at kunne fortælle hende en masse ting om hende selv, som hun aldrig har vidst noget om. Men kan hun stole på ham? Fortæller han, hende nu også alt hvad der er at fortælle?

1Likes
14Kommentarer
508Visninger
AA

5. Træningen

Efter blot 3 dage, havde jeg allerede lært en hel masse om den hemmelige verden, jeg kunne blive en del af. Alex var faktisk en god lærer. Der var ingen af os der havde snakket om det faktum, at vi faktisk havde kysset den anden dag, men han virkede ikke til at være mærket af det, så jeg lod som ingenting. Jeg havde haft for travlt med at lære. 

Det der var vigtigst for Alex, var først at jeg lærte at finde min magi. Og faktisk også for mig, for hvis jeg ikke fandt magien i mig selv, kunne jeg jo ikke lave nogle magiske ting. Jeg lærte, at det var rigtig vigtigt, at magien kom frem i mig inden jeg fyldte 18 år, da hvis jeg først blev rigtigt voksen, ville miste chancen for nogensinde at finde magien. Det ville ligesom blive gemt i mig, uden at jeg kunne tage det frem igen. Da Alex fortalte mig det, var det også dér, hvor det slog mig, at det var derfor min mor gjorde så meget ud af min 18 års fødselsdag. Det var der, hvor jeg ikke ville være i stand til at blive magiker. Mine forældre var så opsatte på at fejre min fødselsdag, da de ville fejre at jeg skulle leve mit liv uden magi. Jeg, som havde synes så godt om mine forældre hele mit liv, havde holdt sådan en stor hemmelighed for mig. Hvis ikke det havde været for Alex, havde jeg sikkert aldrig nogensinde lært om magi. Tanken om deres hemmelighed, gjorde mig rasende på dem.

"Skal du ik' have flere af dine pomfritter?" Alex så sulten hen på mine sidste slatne pomfritter, der lå foran mig. 

"Nej, bare tag dem. Jeg er ikke sulten længere." Jeg havde mistet appetitten, efter at have tænkt over mine forældre. Jeg havde levet af fastfood de sidste dage, hvor jeg havde været sammen med Alex. Han havde kun en enkelt håndvask og en mikroovn, der hvor han holdte til, så det var begrænset, hvad der kunne laves af mad. Jeg havde ikke været ude blandt andre mennesker, efter Alex fandt mig, så jeg var efterhånden en smule rastløs, når Alex ikke trænede mig. Han havde fortalt mig, det var alt for stressende at jeg gik ude mellem andre mennesker den første tid, da når man får magien, automatisk kan høre alt hvad andre tænker. Det var intet problem for Alex, da han havde levet på den måde i længere tid. Han havde lært, ikke at høre hvad alle omkring ham tænker. Og så havde han jo også en beskyttelsesbesværgelse omkring sig, så der heller ikke kunne være nogle andre magikere, der kunne høre hans tænker. Dog havde han fjernet besværgelsen i en periode, så jeg kunne fornemme hvordan det var at høre tanker. Den første gang jeg hørte noget, var det både forvirrende og overraskende. Fysisk var der helt stille mellem mig og Alex, der var ingen af os der sagde noget. Han sad bare og studerede mig, imens jeg fokusrede på, hvad han tænkte. Han tænkte på en melodi. En gammel Prince sang, som faktisk var udemærket. Det var et øjeblik helt smukt. Jeg var så overvældet, jeg sad bare og kiggede på Alex. Midt i sangen tænkte han, "Hvasså Olivia, hører du noget spændende?". Jeg blev så overrasket over ændringen, så jeg hoppede op af stolen, jeg lige havde siddet på. Derefter var der stille mellem os. Både psykisk og fysisk. Jeg skulle lige til at fortælle ham, hvor fantastisk det havde været, da han afbrød mig ved at sige,

"Det kan godt være du synes det var fedt at høre hvad jeg tænkte på et kort øjeblik, men du skal ikke glæde dig for hurtigt. Det kan godt være, det er meget praktisk at vide hvad folk tænker, men du skal være opmærksom på, at det ikke er sjovt hele tiden. Med tiden kan man lære, at lukke andres tanker ude af dit hoved. Prøv at forestille dig, hvis du befinder dig et sted, hvor der er flere hundrede mennesker og deres tanker bare står til fri hørelse for dig. En beskyttelsesbesværgelse holder kun andre magikere ude af dit hoved, men det kan være ligeså svært at lukke andres tanker ude fra dig."  

Alex' ord, havde fået mig til at tænke over den ikke så sjove side af at høre andres tanker. Men for mig, var det stadig det fede i, at vide hvad andre tænkte på, der gjorde mig mest ovenpå. 

 

Jeg sad bare og stirrede tomt på Alex, imens han spiste pomfritterne. Han havde lovet, at vi kunne fortsætte med træningen, når vi var færdige med aftensmaden, så det var det jeg ventede på. Det havde undret mig mange gange, hvordan han kunne være så stor og pumpet, eftersom det virker som om han spiser fastfood dagen lang, og sjældent laver noget fysisk træning. Men der var så mange ting om Alex, jeg kunne spørge ham om, men på en eller anden måde bare ikke turde at gøre. 

"Skal vi snart igang med de nye besværgelser eller hvad?!" Jeg var begyndt at blive rastløs igen. 

"Hvem har sagt du skal lære nye besværgelser idag? Magi handler ikke kun om at lave besværgelser, man skal være psykisk klar i hovedet, og det bliver man altså bedst ved at træne kroppen. Så det er det vil skal idag. Og hvis du så gør det godt nok, kan vi jo gå en lille tur rundt i byen senere i aften." Jeg havde aldrig rigtig gået op i træning, og om hvordan min krop havde det, men det faktum at hvis jeg trænede, at jeg kunne komme ud fra det her lager i aften var for fristende, så jeg hoppede op fra stolen, samlede de sidste madrester væk, og begyndte at lave sprællemænd. Alex begyndte at grine. Hans dybe latter kunne høres over det hele, men det påvirkede mig ikke det mindste. Jeg stoppede bare med at hoppe. 

"Det var nu ikke den slags træning jeg tænkte på." Han sagde det, stadig imens han var ved at grine færdig. 

"Når man er magiker, er yoga en virkelig god ting at kunne. Man får slappet af i hovedet, samtidig med at man styrker ens psyke. Og så har kroppen jo også bare godt af det." Denne gang var det mig der begyndte at grine. Alex der ligger nede på gulvet og laver yoga, kunne jeg slet ikke forstille mig. Da jeg var færdig med at grine spurgte han bare... 

"Er du med eller hvad? Jeg ved, hvad der er godt for dig Olivia, så hvis du har lyst til at tage med mig ud bagefter, så vil jeg forslå du tager dig sammen og gør det her seriøst." Hans ord fik mig til at droppe smilet jeg havde sat på. Han kastede en yogamåtte over til mig, og satte sig selv på den han havde. Jeg kastede måtten på gulvet ved siden af ham, og satte mig derefter på den. Det her var min eneste chance for at komme ud blandt andre mennesker igen, så jeg gjorde endnu en gang, som han sagde jeg skulle. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...