Sandheden, tak!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2018
  • Opdateret: 22 mar. 2018
  • Status: Igang
"Kunne jeg stole på ham? Mine forældre havde jo ikke fortalt mig sandheden, så hvem kunne jeg tro på?"

Denne historie handler om Olivia, som bliver kidnappet af en, som viser sig at kunne fortælle hende en masse ting om hende selv, som hun aldrig har vidst noget om. Men kan hun stole på ham? Fortæller han, hende nu også alt hvad der er at fortælle?

1Likes
14Kommentarer
505Visninger
AA

6. Er du med?

Efter vi var blevet færdige med yogaen, tog jeg først et bad og derefter gjorde han. Jeg havde koncentreret mig meget om at udføre de instrukser han havde givet mig meget udførligt, så jeg var faktisk gået hen og blevet en smule udmattet, da yoga, mod min forventning, var hårdere end jeg lige havde regnet med. Da Alex kom ud fra det lille badeværelse han selv havde formået at bygge i det ellers kolde lagerlokale, så han overraskende godt ud: Hans hår var stadig vådt og pjusket, han havde ikke taget en t-shirt på endnu, så jeg havde frit udsyn til hans perfekte six-pack, som slet ikke var uventet da han var vildt muskuløs. De slidte cowboybukser sad perfekt fra hans hofter og ned, og jeg tog mig selv i nærmest at savle en smule over det. Hvordan kunne jeg få sådan nogle følelser for ham så hurtigt? Vi havde kun lige kendt hinanden en uge, og i teorien havde han faktisk kidnappet mig herhen mod min vilje. Dog havde jeg jo ikke selv prøvet at flygte herfra og fra ham, da han på en eller anden måde mindede mig så meget om mig selv, så min nysgerrighed holdte mig her. 

 

"Er du ved at være klar Olivia?" Hans spørgsmål gjorde mig endnu mere spændt på at komme afsted og væk fra den her tomme bygning. 

"Selvfølgelig er jeg det!" Han tog en t-shirt på, og svingede derefter hans læderjakke på. Jeg tog også en lille jakke på, som han havde købt til mig. Jeg smilte til ham, og han gengældte det stort. Han kom hen til mig og greb fat om min hånd, og sagde derefter alvorligt:

"Det er vigtigt du ikke lader nogle se din magi overhoved. Ingen må vide noget om det. Husk, som jeg har fortalt dig, at lade vær med at høre alles tanker. Selvom det kan være fristende at høre alt, kan de blive for meget for dig. Tro mig, jeg ved præcis hvordan det føles, og det er ikke noget jeg ønsker for dig." Jeg nikkede alvorligt tilbage til ham. 

"Så er der vist ikke mere at sige end, lad os da komme afsted." 

 

Da han åbnede døren ud til vejen, kunne jeg mærke den lune sensommerluft ramme min hud. Det var dejligt at trække frisk luft ned i mine lunger igen, og jeg kunne dufte græs og blomster. Jeg kunne høre nogle få fugle, som stadig sang så smukt, selvom solen næsten var gået ned nu. 

"Velkommen tilbage til verdenen Olivia. Som du kan se ligner meget det samme, og folk lever stadig deres kedelige normale liv. Bortset fra dig. På de her få dage, hvor vi har kendt hinanden, er du blevet så meget klogere på dig selv, og du er blevet introduceret til den verden ikke særlig mange kender til. Den verden hvor magi hører hjemme. Den verden hvor det kan være svært at være med, og hvor de svage trækker sig væk. Men jeg har fulgt dig i dine første dage som magiker, og jeg kan se du nok skal klare det helt fantastisk. Jeg er stolt af dig." Hans ord betød meget for mig. Og jeg var glad for jeg var blevet hos ham, så jeg kunne lære magi. 

"Tak Alex. Den seneste uge har været noget helt specielt, og jeg ville aldrig bytte den for noget andet." 

"Det glæder mig at høre." Han smilte igen. Han begyndte at gå ned ad gaden, og jeg fulgte efter ham med det samme. Efter vi ca. havde gået i 5 minutters tid ind mod byen, mødte vi den første forbigående person på tur med en hund. Alex snakkede ikke, og jeg var også stille. Personen gik på den anden side af vejen, og jeg kunne endnu ikke høre hvad han tænkte. Alex strammede hans greb om min hånd, og lige efter det kom de første tanker: 

"Hvad fanden havde hun tænkt sig? Havde hun bare forestilt sig, at jeg aldrig ville finde ud af hendes lille sommer-romance? Jeg burde forlade hende. Den måde hun har behandlet mig på, burde en mand som mig aldrig finde sig i. Men hvad så med børnene? Så skal de leve med, at deres mor og far ikke er sammen mere. Og hvad skal grunden så være? Desværre børn, jeg bliver nød til at forlade jeres mor, da hun har sovet sammen med en anden mand. Ville de være store nok til at forstå det? For fanden altså!"  

Jeg havde kigget over på manden, nærmest i en choktilstand. Havde jeg lige været vidne til, at han havde fundet ud af, at hans kone har været ham utro? Det var jo forfærdeligt. Vi burde gøre noget for at hjælpe ham. Alex satte farten op, og trak mig med. Manden kiggede over på os og tænkte:

"Hva' fanden glor den tøs på!? Alle er fandme så mærkelige for tiden...." 

Manden refererede sandsynligvis til mig, da vi jo var de eneste på vejen, og inden jeg kunne nå at råbe af ham, ebbede hans tænker ud. Vi var efterhånden så langt væk fra ham, så der var stille i mit hoved igen. Jeg slap Alex' hånd, og løb et par skridt foran ham. Jeg kiggede op på ham og han kiggede ned på mig. 

"Alex....." begyndte jeg oprevet. "Vi kan da ikke bare gå videre som om ingenting er sket her!" Jeg stod stille på fortovet nu, og da han fortsatte med at gå, gik han nærmest ind i mig, før han stoppede. Han virkede totalt ligeglad med det jeg lige havde sagt. 

"Hallo! Hørte du ikke hvad jeg sagde?" Alex mumlede et eller andet jeg ikke forstod, og derefter var alt stille omkring mig. Der var intet der bevægede sig, bortset fra Alex. Han trådte et par skridt væk fra mig, og studerede mig derfra. Jeg kunne ikke flytte mig. Jeg kunne ikke bevæge mig en centimeter væk fra det sted jeg stod på.  Hvad var det lige der skete? Var det Alex' der gjorde det her til mig? 

"Selvfølgelig hørte jeg hvad du sagde Olivia. Og hvis du ikke dæmper dig lidt, bliver det en meget kort tur her til aften. Det er umuligt at hjælpe alle her i verdenen. Har du prøvet at forestille dig, hvor meget folk tænker, uden at der bliver gjordt noget ved det? Det er ligesom meningen, at folk ikke skal vide, at vi kan høre hvad de tænker på. Derfor kan vi ikke gøre noget ved det! Lige om lidt fjerner jeg den her forsteningsbesværgelse og så bliver du altså nød til at hidse dig ned. Ellers er det lige tilbage." Han mumlede den samme sætning som før, på et sprog jeg ikke forstod, og derefter kunne jeg bevæge mig igen. Jeg rettede mig op, og stirrede ondt på ham. Selvfølgelig vidste jeg, at han havde ret, for hvad ville folk ikke lige tænke, hvis de vidste, at vi kunne høre hvad de tænkte på. Da Alex begyndte at gå videre, som om ingenting var sket, blev jeg stående. Jeg vidste ikke om jeg havde lyst til at fortsætte turen med ham. Da han var cirka 10 meter væk fra mig, kunne jeg mærke at jeg blev trukket med i samme retning. Jeg kunne ikke komme længere væk fra ham. Han begyndte at grine oppe foran. 

"Hvad er det der sker? Alex!!" Jeg var efterhånden godt træt af alle hans små lege. 

"Jeg bliver nød til at holde lidt snor i dig. Ellers ved jeg jo ikke hvor du er." Jeg kunne høre i hans stemme, hvor meget han morede sig over denne her situation og jeg hadede det. Jeg var glad for han havde lært mig, hvordan man lavede en beskyttelsesbesværgelse, så han ikke kunne følge med i hvad jeg tænkte, for lige nu, havde jeg på en eller anden måde virkelig meget lyst til at komme hjem til min familie. Det var ikke fedt at være afhængig af Alex lige nu, og være bundet til ham på den her måde. 

 

Tiden gik, og jeg blev ved med at gå et par meter efter ham. Der var ingen af os der snakkede sammen. Jeg havde ihvertfald ikke meget at sige til ham. Da vi nærmede os byen, kom der flere mennesker omkring os. Jeg kunne tydeligt høre flere tanker nu, men jeg holdte stadig min mund lukket, for ikke at drage opmærksomhed mod mig selv. Det var svært at skille tankerne fra hinanden, da de kom fra mennesker jeg aldrig før havde mødt. Ligesom Alex havde sagt, var det alt sammen stressende, og jeg hadede at han havde ret igen. Jeg tog flere dybe indåndinger, og prøvede at finde det sted i mit hoved hvor der var stille. Det hjalp faktisk overraskende meget, så meget af mit fokus gik på det. 

Inden jeg havde fået set mig om, stod vi midt inde i centrum af byen. Alex var stoppet op, og jeg gik nærmest ind i ham, før jeg selv stoppede. Han stirrede op på skiltet over den bar vi stod ud for. Bibendum stod der. 

"Øhhh hvis ikke du har glemt det, er jeg stadig under 18 kloge åge" Jeg stod og kiggede på Alex, og til sidst kiggede han også på mig. 

"Det er ikke noget problem, jeg er kommet her mange gange og kender fyren der styrer stedet" Han gik ned ad den lille trappe til baren." Da jeg var noget mistroisk omkring det, stod jeg et øjeblik og overvejede om det virkelig var noget jeg ville gå med til, før jeg blev trukket med ned af trappen til kælderen. Alex stod allerede henne ved disken og snakkede med en eller anden da jeg kom ned. Da der måske var 7 meter fra døren til selve baren, blev jeg stående i døren og scannede rundt i lokalet. En masse fulde mennesker, hvis tanker fløj rundt i mit hoved. Her lugtede forfærdeligt, så jeg besluttede det var bedst at stå ved døren og samtidig få lidt luft. 

"Olivia? Hvad hulan laver du her?" Der var en der tog fat i min arm bagfra, så jeg blev nød til at vende mig om for at se hvem det var. Den person jeg muligvis mindst ventede at se, stod og kiggede mig lige ind i øjnene. 

"Martin?" Udbrød jeg overrasket. 

 

 

// Hvad synes i om historen so far? 

Vil gerne lige prøve at finde ud af, hvor mange der faktisk følger med, så kan i ik' lige kommentere hvis i gør? 

Hvad håber i sker senere i historien? : )  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...