Sandheden, tak!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2018
  • Opdateret: 22 mar. 2018
  • Status: Igang
"Kunne jeg stole på ham? Mine forældre havde jo ikke fortalt mig sandheden, så hvem kunne jeg tro på?"

Denne historie handler om Olivia, som bliver kidnappet af en, som viser sig at kunne fortælle hende en masse ting om hende selv, som hun aldrig har vidst noget om. Men kan hun stole på ham? Fortæller han, hende nu også alt hvad der er at fortælle?

1Likes
14Kommentarer
460Visninger
AA

7. En uventet drejning

"Martin, hvad laver du her?!" Jeg kunne nærmest ikke lyde mere overrasket. 

"Jeg er her sammen med nogle fra min nye klasse, men det betyder ikke noget nu. Hvad laver du her? Er du klar over hvor bekymret jeg har været? Vi har ledt efter dig over alt. Hvorfor har du ik' sagt eller skrevet noget om, at du ville gå hjemme fra?" Det var tydeligt at høre hvor bekymret Martin lød. Når nu jeg tænkte mig om, havde jeg slet ikke tænkt på hvordan Martin egentlig ville reagere på, at jeg ikke var hvem jeg var for kun 1 uge siden. Kunne jeg fortælle ham at jeg var blevet en magiker? 

"Jeg bliver nødt til at ringe til hendes forældre med det samme. Det havde jeg jo lovet hvis jeg hørte noget fra hende. De flipper nok helt ud over at jeg lige stødte ind i hende tilfældigt på en bar...." Martin tog hans telefon op fra lommen. Hvem ville han ringe til? Mine forældre selvfølgelig. De vidste jo ikke at jeg havde fundet magien frem inde i mig, så de var sikkert virkelig bange for, hvor jeg var. Men de havde jo ikke sat en eftersøgning igang med hjælp fra politiet. Så de har vel haft en mistanke om, at der har været magi indblandet og derfor ikke kunne indblande resten af Danmark i det. Martin var igang med at finde telefonnummeret frem til dem, men inden jeg nåede at tænke mig mere om, tog jeg den ud af hånden på ham. 

"Hvad laver du Olivia? Dine forældre har været helt ude af den, fordi du har været væk. Jeg har lovet dem, at ringe hvis jeg fandt dig eller hørte fra dig." 

"Jeg er ikke klar til at snakke med mine forældre endnu Martin. Men jeg bliver nød til at komme væk herfra på en eller anden måde og jeg har brug for din hjælp til det." Der var stadig en kraft der forbandt mig til Alex, og jeg havde brug for at få den brudt. Jeg havde brug for at komme væk fra ham. Han stolede tydeligvis ikke på mig, ved at sætte en usynlig snor i mig, så min tillid til ham var også ikke-eksisterende nu. Jeg havde brug for en plan. En rigtig god en af slagsen. 

"Olivia, hvad laver du overhovedet her?" 

"Æhhhm det er en rigtig lang historie Martin. Jeg lover jeg nok skal fortælle dig alt senere." Jeg vidste jeg kunne stole på Martin, derfor skulle jeg nok fortælle ham den sande historie på et tidspunkt. Jeg skævede over til Alex, som var igang med at bælle 2. øl allerede. Han havde tydeligvis ikke nogen mistanke om, hvad jeg havde tænkt mig at gøre. Jeg tog fat i Martins hånd og spredte min beskyttelsesbesværgelse ud over ham. Dermed kunne Alex ikke høre i Martins tanker, hvad jeg havde af tanker om planen.   

"Stoler du på mig Martin?" 

"Selvfølgelig gør jeg det Olivia. Du er min bedste ven. Selvom du kan være en smuuule mærkelig en gang imellem." Han kom med et skævt smil ved den sidste sætning.  

"Godt. Jeg har brug for at komme væk herfra, men det er måske mere vanskeligere end det lige ser ud til. Kan du se fyren der sidder over ved baren i læderjakken? Jeg bliver muligvis nød til at smigre mig lidt ind på ham, for at få ham om i baggården. Når vi så kommer derom, skal du slå ham ned, så han bliver bevidstløs. Så kan jeg fortælle dig om alt hvad der er sket for mig den sidste uge. Det lover jeg." 

"Slå ham ned? Har du set hvor stor han er? Hvad er der sket med dig Olivia? Jeg slår da ikke bare folk jeg ikke kender bevidstløse." 

"Please Martin. Det er min eneste chance for at komme væk." Alex. havde fortalt mig, at hvis man blev slået bevidstløs eller på anden måde ikke har styr på sin hjerne og besværgelserne kan de fleste blive ophævet. Derfor er det vigtig Martin kommer til at slå hårdt. 

"Om ca. 15 min. kommer vi om til bagdøren. Så skal du være klar med noget der kan slå hårdt. Men gem dig, og vent først til jeg giver signal." 

"Okaaay, så hvad er signalet" Jeg kunne mærke Martin var ved at tro på mig nu. Og jeg følte jeg nok skulle få brudt besværgelsen. 

"Når jeg laver et O med min tommelfinger og pegefinger på højre hånd, så skal der slåes til. Okay?" Martin nikkede og gik op på gaden ud i friheden. Snart fik jeg også friheden tilbage. Jeg skulle bare lige lade som om jeg var faldet pladask for Alex, hvilket jo faktisk også var sandt, så det burde vel ikke være noget problem....? Nej! Jeg havde brug for at komme væk fra ham! Det var bare skuespil, det jeg skulle nu. Ikke nogle følelser indblandet, tak! Jeg tog en dyb indenånding og gik over mod ham. Jeg kunne mærke med det samme, at tråden der forbandt mig til ham løsnede sig, jo tættere på jeg kom. Jeg slængede mig hen over en barstol ved siden af ham. 

"Undskyld mig, kan jeg få en øl, tak." Alex, så forskrækket over på mig. Perfekt. Så havde jeg fået hans opmærksomhed.  

"Jeg troede ik du drak." 

"Tro mig, der er mange ting ved mig, du ikke ved."

"Chris, jeg tager en mere også." Bartenderen tog en øl mere op, så nu sad jeg med en og Alex med en. 

"Skål, og lad os glemme hvordan turen herhen til gik" Jeg smilte over til Alex. 

"Selfølgelig, skål" Vi skålede, og jeg drak øllen i 2 tåre. Jeg havde brug for noget mere, for også at få Alex med på idéen om at blive halv-snalrede. Alex så overrasket på mig. Han havde tydeligvis ikke forventet at jeg drak øllene så hurtigt. Men efter hver øl jeg endte gjorde han også, så min plan fungerede godt så længe. Jeg rykkede tættere på ham, og lagde min hånd på hans lår. Han kiggede ned og derefter lige ind i mine øjne. 

"Olivia, hvad laver du?

"Seriøst Alex, har du ikke kunnet mærke det på mig?" Det var nu eller aldrig, hvis jeg skulle have planen til at fungere. 

"Jeg siger det helt ærligt ud; Jeg er gået hen og blevet lidt forelsket i dig." Jeg strammede grebet om hans lår, og han lagde hans hånd ovenpå min. 

"Okaaay tror jeg. Altså jeg synes da også du er virkelig sød, men der er altså nogle år imellem os. Synes du ikke det er mærkeligt?" Alex kiggede stadig ind i mine øjne, og jeg prøvede at gengælde hans blik. 

"Selvfølgelig synes jeg ikke det er mærkeligt. Ellers ville jeg jo ikke fortælle dig det her nu vel?" 

"Nej, det har du selvfølgelig ret i" Jeg smilede til til ham, og det var som om alle andre var ren luft omkring os. Jeg havde skubbet alle andres tanker ud af mit hoved. Så nu var der jo kun tilbage at give ham et lille opvarmningskys. Jeg prøvede at kigge meget intenst på hans læber. Derefter lænede jeg mig ind mod ham, så mine læber ramte hans. Jeg havde lukket mine øjne, det føltes bedre på den måde. Da han blidt svarede igen mod mine læber, blev jeg faktisk overrasket. Jeg havde ikke forestillet mig det ville blive så nemt det her. Jeg trak mig langsomt tilbage, og kiggede derefter på ham. Han så glad ud. Langsomt begyndte musikken at blive højere i mine øre igen, jeg kunne lugte alkoholen i min næse, og i mit hoved var alle tankerne igen. Jeg kiggede en smule genert på Alex med et lillepige smil. 

"Hvad synes du om det?" Jeg tænkte meget over hans spørgsmål inden jeg svarede.

"Det var fantastisk. Noget jeg faktisk har drømt om længe." Han tog min hånd som ikke lå på hans lår, og trak mig op af stolen. 

"Come on my lady. Jeg har ikke lyst til at være her længere." Perfekt. Alt gik stadig efter planen. Vi gik op ad den lille trappe og kom ud på gaden. Det var blevet totalt mørkt på himlen og køligt mellem højhusene. Alex var på vej i retningen af lagerlokalet. Hvad han havde tænkt sig, der skulle ske derhenne var en smule tvivlsomt for mig at vide. Men jeg kunne ikke komme længere væk fra baren, ellers ville planen bare gå i vasken. Jeg stoppede op og sagde til ham. 

"Kom Alex. Jeg har ikke lyst til at gå hele den lange vej tilbage i nat." Jeg løb i retningen af den bygning hvor baren lå, og prøvede at finde en port ind til baggården. Yes, lige rundt om hjørnet. Jeg skubbede den ene låge op, og trak Alex med ind igennem. Vores hænder var stadig flettede sammen, og jeg var bange for, at han kunne mærke hvor svedig den var blevet, da jeg vidste det snart var tid til at bryde snoren imellem os. Da jeg så bagindgangen til baren, løb jeg helt derhen til. Martin burde godt kunne snige sig op på Alex herfra. Bare han ikke var bakket ud ad planen. 

"Olivia hvad foregår der?"

"Jeg kan ikke holde mig væk fra dig længere Alex. Jeg har virkelig fået nogle stærke følelser for dig, og jeg vil gerne have at du ved det." Jeg havde stillet mig op af en mur nu, så Alex stod med ryggen ud til gården. Han ville forhåbentlig ikke opdage, når Martin kom om lidt. Jeg kiggede Alex ind i øjnene ligesom han havde gjordt nede på baren. Jeg trak ham helt tæt på mig, og gav derefter slip på hans hånd. Jeg foldede mine hænder bag på hans ryg, så han ikke kunne trække sig væk. Jeg kiggede på hans læber og derefter i hans øjne igen. Denne gang var det ham der lænede sig ned mod mig, og startede kysset. Det føltes godt. Og jeg havde på en måde ondt af ham. Han havde jo kun hjulpet mig med at finde min magi, så han var jo en hjælpsom fyr. Der var også bare en side af ham der var mærkelig; han prøvede at skjule et eller andet. Han havde et mørke omkring sig, som virkede dystert. Noget han ikke ville have jeg skulle vide noget af. 

Kysset blev mere intenst, og begge vores vejrtrækninger var blevet hurtigere. Jeg kyssede ham ned af halsen, så jeg kunne kigge ud i gården efter Martin. Jeg så ham med det samme. Stod og lurede ovre ved porten hvor vi kom fra. Vi fik øjenkontakt og jeg lavede tegnet til ham, som vi havde aftalt. Han kom løbende lydløst over mod os, med et bat i hånden. Jeg trak mig væk fra Alex og kiggede på ham med et tilfredst smil. Han så også glad ud. 

"Hvad sker der? Hvorfor stopper du?" Han lød lidt mistroisk. 

"Ikke for noget. Jeg ville bare kigge på dit dejlige ansigt igen.....  SMASK!!!! Martin havde sneget sig helt tæt på, og svingede battet med alt sin kraft lige ind i Alex' ryg. Jeg skyndte mig med lynets hastighed at flytte mig fra ham, så han røg direkte ind i muren efter slaget. Han landede på asfalten, han var tydeligvis hårdt ramt, men prøvede alligevel at komme op på benene. 

"Olivia..... hvad laver du...?" Han stemme lød ikke som normalt. Han var stille og svag. Inden jeg nåede at tænke mig mere om, havde jeg sparket ham så hårdt i ansigtet, så han besvimede. 

"Kom så Martin!! Vi skal afsted NU!" Jeg satte i spurgt tilbage mod porten, med Martin lige i hælene på mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...