Dengang blomsterne sprang ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2018
  • Opdateret: 14 feb. 2018
  • Status: Færdig
*Til Valentinsdag konkurrencen. Mulighed 3: Skriv om at kærligheden altid overvinder alt!*
Gymnasiet er hårdt, når man ikke har nogen venner. Det ved Johannes alt om. Han har altid været "the odd one out". Marvin er en cool, populær dreng, der byder på mere end hvad øjet skuer. Når de to drenge bliver parret sammen i en historiepræsentation, opdager de hinandens hemmeligheder.

1Likes
0Kommentarer
149Visninger
AA

6. Kap. 6

Marvin

Bussen stoppede kun tre huse væk fra Johannes' hus. Jeg havde brugt hele busturen på at tænkte over, hvad jeg ville sige til ham, men jeg var stadigvæk ikke helt sikker. Der gik ikke lang tid efter jeg havde ringet på døren inden at den blev åbnet. En mand med stort brunt fuldskæg og en alt for lille trøje stod i døren. Jeg havde aldrig set Johannes' forældre, men jeg gik ud fra at det var hans far. "Ja?" spurgte han. "Ehm, er Johannes hjemme?" Selvfølgelig var han det, det vidste jeg jo godt. "Johannes!" råbte manden. Johannes kom hen til døren, og jeg lyste op, da jeg så ham. Hans far lod os være alene, og vi stod i stilhed. Johannes lagde armene over kors. "U-undskyld," stammede jeg så. Han studerede mig. "For hvad?" "For at jeg kaldte dig en svans," mumlede jeg, så hans far ikke hørte det. "Og?" "Og for at sige at ingen lægger mærke til dig." "Og?" Jeg tænkte lidt, men kunne ikke komme i tanke, om andet jeg havde sagt. Det lagde Johannes mærke til. Han skubbede mig ud ad døren og fulgte selv efter, imens han lukkede døren bag sig. "Og for at havde kimet mig ned med opkald og beskeder," svarede han for mig og kyssede mig.

Johannes

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ville spille kold. At jeg ville være sur på ham og give endnu dårligere samvittighed, men han så så godt ud, som han stod der i solen. Jeg trak tilbage fra kysset, men han holdte mig stadigvæk tæt på sin varme krop. "Du sårede mig," mumlede jeg. "Jeg ved det," sagde han, "undskyld." "Fortryder du det?" spurgte jeg. Han nikkede ivrigt og kyssede mig blidt på håret, siden han var en smule højere end mig. "Kan du mon nogensinde tilgive mig?" sagde han med dramatisk stemme og tog sig til hjertet. Jeg grinte. "På en betingelse." Han så på mig med et nysgerrigt blik. "Kys mig i morgen i kantinen." Han tænkte lidt over det, så nikkede han og smilte. "Okay."

Marvin

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs. Og jeg ville overdrive, hvis jeg sagde, at jeg var. Faktisk havde jeg ikke helt styr på nogen af mine følelser. Som altid sad jeg i kantinen med mine venner. Karl var ved at fortælle en eller anden historie, som jeg ikke lyttede til. Johannes sad over i sit hjørne og tegnede. Han havde nægtet at vise mig tegningen, før den var færdig. Jeg tænkte tilbage på i går. Vi havde set film inde på Johannes værelse. Vi havde ligget sammen på hans nydeligt redte seng. Jeg havde holdt om ham og kysset ham på panden så ofte, at det havde været begyndt at gå ham på nerverne. Et smil bredte sig på mine læber ved tanken. "Hvad tænker du på?" spurgte Karl. Jeg vendte tilbage til virkeligheden. "Ikke noget." Karl så grundigt på mig. "du ser helt underlig ud," grinede han. "Han ser forelsket ud," hvinede en af pigerne. Jeg rødmede, og de andre spruttede af grin. Pludselig rømmede nogen sig ved siden af mig. Forvirret så jeg op. Johannes stod ved siden af mig med sin notesbog i den ene hånd. "Marvin, vil du lige hjælpe mig med nogen historielektier?" Det var mit tegn. Mit tegn på at kysse ham. "Skrid, svans!" udbrød Karl. "Lad vær med at kalde ham det," snerrede jeg uden at dreje hovedet. De andres latter fortog sig. Jeg havde lovet at gøre det her for Johannes. Med rystende ben rejste jeg mig. Johannes fandt mine øjne, som for at berolige mig. Jeg tog et hurtigt blik på dem, der snart ikke ville være mine venner længere, men det var jeg ligeglad med nu. Så tog jeg Johannes om livet og trak ham ind til et langt, blødt kys.

Johannes

Det var svært ikke at smile, da Marvin kyssede mig. Jeg havde overvejet, om han måske havde skiftet mening, men det var åbenbart ikke sagen. Kysset varede længere, end jeg havde regnet med. Da vi trak fra hinanden, så vi begge på de andre. Ingen af dem sagde noget. De så bare overrasket på os. "Nå, Johannes," Marvin tog min hånd, "skulle jeg hjælpe med lektierne?" Så trak han afsted med mig uden at se sig tilbage.

Da vi nåede udenfor kantinen, brød vi begge to sammen af grin. "Så du dem lige?" hylede Marvin. Jeg nikkede og prøvede at sige noget men mislykkede. "Det gik bedre, end jeg havde forventet," sagde han. Jeg nikkede. "Men jeg er ikke sikker på, at de vil være mine venner mere." Pludselig fik jeg enorm stor skyldfølelse. Det var jo rigtigt. Hans venner ville helt sikkert ikke acceptere ham. Jeg stoppede med at grine. Marvin måtte have lagt mærke til, at mit humør faldt. "Men det er okay," han smilte til mig, "jeg har dig." Jeg så mig omkring. Vi var alene på gangen. Jeg åbnede min notesbog. Min nyeste tegning var færdig, men jeg havde ikke vist ham den endnu. Jeg havde ventet på det perfekte øjeblik, og jeg var rimelig sikker på at det var nu.

Marvin

Johannes åbnede sin notesbog og viste mig den. Det var hans nyeste tegning. Jeg kiggede grundigt på den. Den lignede næsten den første tegning med blomsterne, han havde vist mig, men den her gang var begge blomster sprunget ud og stod majestætisk og stolt på marken. Jeg grinede, rystede på hovedet og omfavnede ham. Måske havde jeg mistet mine venner, men lige nu var det lige meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...