Dengang blomsterne sprang ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 feb. 2018
  • Opdateret: 14 feb. 2018
  • Status: Færdig
*Til Valentinsdag konkurrencen. Mulighed 3: Skriv om at kærligheden altid overvinder alt!*
Gymnasiet er hårdt, når man ikke har nogen venner. Det ved Johannes alt om. Han har altid været "the odd one out". Marvin er en cool, populær dreng, der byder på mere end hvad øjet skuer. Når de to drenge bliver parret sammen i en historiepræsentation, opdager de hinandens hemmeligheder.

1Likes
0Kommentarer
152Visninger
AA

1. Kap. 1

Johannes

Larmen fra eleverne overdøvede musikken i mine høretelefoner. Mit hoved var bøjet ind over den halvfærdige tegning, der lå på bordet foran mig. Elegante blyantstreger dukkede op, hver gang jeg let strøg blyanten imod papiret. Jeg vidste endnu ikke, hvad jeg tegnede, det opfangede jeg typisk først, når jeg var færdig. Pludselig blev mine høretelefoner revet ud af mine ører. Jeg fór op. Marvin og hans åndssvage venner stod bag mig. "Hov, undskyld, jeg så dig slet ikke," sagde Marvin sarkastisk. De andre grinte, som havde han fortalt den sjoveste joke nogensinde. Marvin var den typiske, lede, populære idiot, som alle altid var helt vilde med. Jeg rejste mig og rev mine høretelefoner ud af hænderne på ham. "Hvad tegner du?" spurgte han med et ledt grin. "Ikke noget," mumlede jeg. En af hans venner, Karl hed han vist, greb min notesbog bag mig og viste den til de andre. "Hey!" råbte jeg, men jeg vidste, at det var nyttesløst at gøre noget. "Hvad er det?" grinede Marvin og tog notesbogen ud af Karls hænder. "Ingen idé," Karl og så ondt på mig, "emo kunst." De andre grinede, og jeg sank sammen. Klokken ringede og Marvin smed min bog på gulvet, så gik han væk med hele sin flok løbende i hælene på ham. Jeg samlede bogen op. Ingen lagde mærke til det. Folk prøvede ikke at lægge mærke til mig, medmindre de havde lyst til at hakke på mig. Jeg vidste, at det var fordi, de syntes, jeg var mærkelig. Jeg var ikke helt sikker på hvorfor, men måske var det fordi, at jeg tegnede hele tiden. Måske var det fordi, at jeg aldrig snakkede med nogen. Eller måske var det fordi, at jeg på min første dag i gymnasiet fik et angstanfald og græd foran hele skolen. Det var omkring et år siden. Det kan godt være I allerede ved det her, men syttenårige drenge burde ikke græde i skolen. I hvert fald ikke ifølge samfundet.

Historie gav ingen mening. Jeg kunne med nød og næppe forstå, at man blev nødt til at lære lidt om fortiden i folkeskolen, men alle de der gamle, ligegyldige årstal? Man burde snakke om nutiden, og de problemer der er nu. Ikke om de problemer der var i fortiden. Breaking News; vi er i det enogtyvende århundrede! Det var disse tanker, der befandt sig i mit runde hoved, da min historie lærer, Peter, sagde de ord, jeg frygtede mest; "i skal arbejde sammen i par." Hvis ikke jeg ikke havde siddet i en klasse fuld af elever, havde jeg nikket bordet en skalle. Eleverne i klassen begyndte straks at råbe op omkring sig og vælge en partner. Vi var lige mange elever i klassen, så en uheldig person ville ende med at hænge på mig. "Stille," sagde Peter. Alle så overrasket op på ham, selv jeg blev lidt forbavset. "Jeg har lagt mærke til, at det næsten altid er de samme, der arbejder sammen," ja, surprise, hvad havde du regnet med? "så denne gang laver jeg grupperne." Klassen begyndte straks at protestere, men Peter holdte fast. Selv var jeg pænt ligeglad, uanset hvad ville jeg ende med at lave alt arbejdet, selvom jeg ikke ville kunne finde ud af det.

Peter begyndte at parre folk sammen. Jeg tegnede videre på den tegning, som jeg ikke vidste, hvad var endnu. "Johannes..." jeg så op, da han nævnte mit navn. Der blev stille i klassen. Hvem skulle arbejde sammen med freaken, der kun gik i gamle hættetrøjer og cowboybukser? Peter så ud over klassen, "og Marvin." Verden gik i stå. Bogstaveligtalt. Jeg så sekundviseren på uret stoppe i tre sekunder. Marvin, der sad forrest i klassen sammen med alle de populære, vendte sig om og så mig direkte i øjnene. Jeg var målløs. Det ville ikke fungere. Marvin og jeg var simpelthen for forskellige. Han var cool, populær, pæn, talentfuld, og jeg var… mig. Marvin kørte en hånd igennem sit mørkebrune hår, bed sig i læben og vendte sig igen om. Hele klassen holdte vejret og ventede på, at han sagde noget. "Okay," sagde han roligt.

Peter blev færdig og bad os gå sammen. Jeg sad lidt uroligt i min stol. Skulle jeg gå op til ham? Eller kom han ned bagerst i klassen til mig? De fleste par satte sig andre steder hen. Så rejste Marvin sig og gik ned til mig. "Skal vi gå ud?" sukkede han. Jeg nikkede og rejste mig. Vi tog begge vores computere og gik. "Kom vi finder et sted, hvor vi kan være alene." Jeg vidste ikke, hvor han mente vi kunne være alene, gymnasiet var ret småt, men han fandt faktisk et sted udenfor bag ved gymnastikhallen. Det var godt nok et sted, hvor vi ikke måtte være, men han fandt det da. "Hvad var det nu vi skulle?" spurgte jeg lettere flov, da vi havde sat os på jorden. Han så op på mig, "sig mig fulgte du ikke med?" Jeg rystede på hovedet. "Vi skal skrive om Nelson Mandelas liv," forklarede han, "skal jeg lave et Docs dokument, så vi kan skrive samtidig?" Jeg nikkede, gav ham min e-mail, så han kunne dele dokumentet med mig, og vi gik i gang med at skrive al den information ned, som vi fik fra Wikipedia. Vi prøvede så vidt som muligt ikke at snakke sammen, men jeg kunne ikke lade vær med at stirre på ham. Han var simpelthen så perfekt. Han lignede en, der lige var vendt tilbage fra en sommerferie nede i varmen. Hans læber så mega bløde ud, og jeg havde tit forstillet mig, hvordan det måtte være at kysse dem. Jeg vidste, at jeg burde have været glad, da Peter parrede os sammen, men det øgede bare risikoen for at gøre mig selv til grin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...