Good girls love bad boys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2018
  • Opdateret: 15 maj 2018
  • Status: Igang
Stella er en mønsterelev og klar til at begynde på et nyt kapitel i hendes liv. Hvad sker der, når hun møder hendes modsætning i Alex, skolens badboy?

7Likes
3Kommentarer
403Visninger
AA

2. Modsætninger mødes

Tirsdag aften, Jeg sidder på mit værelse og laver lektier. Til næste uge selvfølgelig. Som sagt kan jeg godt lide at være foran de andre. Jeg er lige blevet færdig med min tyskstil, da min mor kommer ind ad døren. "Fem minutter til at sovetoget forlader stationen, fut fut," siger min mor, hvilket betyder, at jeg skal til at gå i seng. Hun laver endda en armbevægelse, der ligner, at hun trækker i en snor. Hvis der er nogen, som er mere mærkelig end mig og mine lektier, så er det min mor. Hun har det med at blande toge ind i alting, og jeg ved ikke hvorfor. For eksempel, når vi skal spise, så plejer hun at sige: "Så kører spisetoget om to minutter! Tøf tøf!" Jeg elsker hende, meget, men det er ikke sjovt, når hun begynder at sige den slags på offentlige spisesteder. Tro mig. Tjenerne begynder at sende mig blikke. Jeg lukker computeren, siger godnat til min mor og går ind på badeværelset for at børste tænder. Jeg kan ikke få mine tanker væk fra Alexander. Jeg har aldrig haft det sådan her før. Ihvertfald ikke for en levende fyr. Jeg kigger på mig selv i spejlet en sidste gang, før jeg går ind på mit værelse. Jeg slukker lyset. Når jeg ligger i min seng, kan jeg se ud af mit vindue og op på himlen. Jeg kigger tit op på himlen, før jeg falder i søvn om natten. Det giver mig en form for ro i kroppen. I aften er det skyfrit, og stjernerne er klare og skinner som små sole. Det minder mig om Alexanders øjne. De var smukke, hans øjne, men samtidig mystiske og sikkert fyldt med hemmeligheder. Jeg skubber det fra mig og lukker øjnene.

Onsdag morgen. I dag er jeg den første, der kommer ind i klasseværelset. Jeg sidder for mig selv og læser i min yndlingsbog. Den handler om fire unge, der finder et gammelt og ødelagt hus. De finder senere ud af, at huset er en forladt herregård, og nogen siger, at det er hjemsøgt. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har læst bogen. Måske hundrede gange? Jeg kan godt lide den slags bøger, hvor man bare kan blive ved og ved med at læse dem, uden at de bliver kedelige. Der er noget specielt ved dem. Som noget tidsløst; det går aldrig af mode. Jeg er så opslugt af bogen, at jeg knap nok lægger mærke til, at der kommer andre ind i klassen. Det er først, da jeg beslutter mig for at lukke bogen, at jeg finder ud af, at jeg ikke er alene længere. Næsten alle er kommet. Faktisk alle lige undtagen Alexander. Af en eller anden grund bliver jeg trist. Klokken ringer, og jeg tager mine bøger fem. Vi har engelsk, og vores engelsklærer, Theo, har det med at komme for sent. I dag er ikke en undtagelse, og det varer ikke længe før drengene indser, at de har ekstra tid til at opføre sig som aber. Tiden går, og jeg begynder at tælle sekunderne. Nu er der gået fem minutter siden timen har startet. Seks minutter. Syv minutter. Klokken når at blive halv ni, før Theo kommer. Han undskylder som sædvanligt med, at der lige var et skænderi mellem nogle elever, som skulle løses. Min teori er dog, at han lige skulle have en ekstra kop kaffe. Eller fire ekstra. "Alright everyone, now we are having English, which means that we are only speaking English now," siger Theo. Hans britiske accent lugter næsten lige så meget som ham selv. "Okay, I want you to find your grammar book and turn to page 36, please." Han vender sig om og skriver sidenummeret på tavlen. Tuschen piber mod tavlen, og jeg skærer ansigt. Lige så diskret bevæger Theo sin hånd om mod bagenden og klør sig selv i rumpen. De andre griner, hvilket tydeligvis gør ham flov. Han brummer og kigger ned i grammatikbogen. Jeg lukker øjnene og gemmer ansigtet i hænderne. Engelsk er mit yndlingsfag, men Theo er virkelig ikke min yndlingslærer. Man skulle næsten tro, at en middelalderlig lærer havde styr på sine ting, men det har han ikke. Han er klodset, akavet og helt aldeles kedelig. Og det kommer fra en, som bruger fredag aften på at spise rosiner og analysere latinske digte. Fodtrin udenfor døren for mig til at se op. Mit hjerte banker. Kan det være ham? Døren går op, og ind kommer Alexander med høretelefoner på. Han stopper i døren, kigger på Theo, himler med øjnene og går hen på sin plads. Jeg vender mig om og kigger på ham. Han sidder med hænderne i lommerne og fødderne på bordet. Han kigger ud af vinduet og ligner en, der drømmer. Gad vide om han er en drømmer? Theo kigger op på Alexander og rømmer sig. "I thought, pupils should follow the class and not ditch it." Theo rynker øjenbrynene. Vi kigger alle sammen på Alexander for at se, hvad han svarer. Han tager høretelefonerne af og kigger på Theo. "Og jeg troede, at alle mennesker havde en hårbørste og to øjenbryn, Einstein." Hele klassen bryder sammen af grin, også jeg. Han har lidt ret, Alexander. Jeg tror, at der findes sådan en form for lærer på alle skoler. Sådan en lærer, der altid har uglet hår (måske fordi håret er fyldt med viden?), buskede øjenbryn og en ånde, der lugter af kaffe. Jeg kigger tilbage på Theo, der er blevet så rød i hovedet, at han næsten ligner en tomat. Hans hænder er knyttede, og jeg tror næsten, at der står damp ud af ørerne på ham. "Alexander, will you please go outside," hvæser han og går over til døren. Drengene begynder at fnise nervøst. Alexander stønner. Han rejser sig langsomt op og går hen imod døren. Lige inden han gå ud, stopper han op og stirrer på Theo. "Det er altså svært at tage dig seriøst, gammelfar, skal du ikke snart på pension?" Drengenes fnis bliver højere, og Theos ansigt bliver rødere. Jeg holder vejret. Hvad vil den ellers så fredelige lærer gøre nu? Slå ham? Der sker dog ikke noget specielt (som sædvanligt). Theo åbner døren, og Alexander går ud med løftet hage. Det ser ud som om, at han lige har vundet et væddemål eller, at han har regnet en meget svær ligning ud. Lige så snart han er gået, smækker Theo døren efter ham og går tilbage til tavlen. Han sender et surt blik ud i klassen for at signalere, at "showet er slut". Så fortsætter timen.

Efter frikvarteret har vi dansk. Et andet af mine yndlingsfag, hvor samtidig også kan lide vores lærer. Julie, hedder hun. Hun kan være skrap en gang imellem, men hun er også tålmodig (hvilket er meget godt at være, hvis man har min klasse), venlig og så kan man snakke med hende om alt. Næsten alt. Klokken ringer, og vi sætter os på vores pladser. Jeg folder hænderne og læner mig spændt fremad; jeg vil ikke misse noget. Julie kigger smilende ud på os. "I de sidste par uger har vi jo haft om William Shakespeare, den engelske forfatter og digter. Jeg har derfor valgt, at vi skal afrunde med nogle fremlæggelser i næste uge, " siger hun. Klassen tøver og brokker sig højlydt. Jeg krydser fingre og håber, at man må arbejde individuelt. Jeg hader at arbejde i grupper, for det er altid mig, der ender med at lave det hele, og det er altid de andre som for æren. Hvordan kan det være? Jeg bider mig selv i læben og krydser tæer, ben og arme. "Ikke grupper, ikke grupper, ikke grupper," hvisker jeg stille og stirrer ned i bordet. "I får hver en historie, som I skal analysere og præsentere for klassen i næste uge," siger Julie og vender sig om mod tavlen. "Og for resten," hun vender ansigtet om mod os, "I skal være sammen to og to, og jeg bestemmer grupperne." Jeg kaster mig tilbage i stolen og sukker. Jeg lukker øjnene. "Bare kom med det," tænker jeg, "Kom med det værste." Julie skriver holdene på tavlen. Jeg strækker hals, men jeg kan ikke se mit navn nogen steder; endnu. Et eller andet sted bag mig kan jeg høre Sofie råbe. "Ja! Kasper og jeg er i gruppe sammen!" Jeg himler med øjnene. Pludselig kan jeg høre nogen fnise. Jeg kigger op på tavlen, og mit hjerte stopper med at banke. Jeg er sammen med Alexander. Jeg ved ikke om, jeg sal være glad eller skrækslagen. Der er noget uhyggeligt men samtidigt tiltrækkende over ham. "Held og lykke med ham," hører jeg en hviske til mig omme bagved. Et eller andet sted langt væk kan jeg svagt høre Julie snakke om historierne, som næsten bliver overdøvet af mine hjerteslag. Jeg kan mærke, at mine håndflader bliver svedige, og det dunker i mit bryst. Hvorfor, ved jeg ikke. Er jeg bange for Alexander?

Lige så snart vi får lov til at begynde med fremlæggelsen, griber jeg min bærebar og nærmest springer ud af klasseværelset. Jeg løber ned på skoletorvet og finder det bedste siddeplads. Jeg tænder for min computer og prøver at se så koncentreret ud som muligt. Ud af øjenkrogen kan jeg se Alexander sætte sig tungt ned på stolen overfor mig. Han virker ikke særligt ivrig. "Okay." Min stemme ryster, og jeg tvinger mig selv til at se på ham. "Vi skal analysere historien om Hamlet. Kender du den?" Jeg bider mig hårdt i læben. Dømt ud fra Alexanders udseende ligner han ikke ligefrem én, der kan lide Shakespeare. Eller som overhovedet kender til Shakespeare. Han tøver og kigger rundt. Dårligt tegn. "Hvad så, Stella! Hvordan går det?" Jeg kigger op og stirrer lige ind i Sofies oversminkede ansigt. Hendes øjne er vidtåbne, og hun har sat sit falske, klistrede smil på. Bagved hende står Kasper og smiler et lille forlegent smil. På en måde har jeg ondt af ham, det må ikke være let at arbejde sammen med Sofie. Hun snakker garanteret kun om make-up og fester. "Eh, det går fint," siger jeg og kigger over på Alexander i et forsøg på at få en smule hjælp. "Whatever," snøfter han og kigger væk. Jeg kigger opgivende ned på min computer. "Nå, men vi har fået historien Romeo og Julie. Det er nok fordi, at Kasper og jeg selv minder om Romeo og Julie, " siger Sofie og forsøger at tage Kasper i hånden. Han går et skridt bagud, så Sofie kommer til at snuble over sine fødder. Hun retter sig op, smiler sit falske smil til mig og går med Kasper i hælene. Jeg smiler og kigger over på Alexander. Vi får øjenkontakt, og mit hjerte begynder at hamre igen. Et sekund tror jeg, at jeg kan se et smil på hans læber, men han kigger væk. "Du skal ikke tro, at jeg kommer til at lave noget, for det gør jeg ikke," siger han og kigger op i loftet. "Jeg tænkte jeg heller ikke," svarer jeg og kigger op fra computeren. Han smiler. Ikke sådan et stort glad smil, som når man besøger sit yndlingsmuseum, men mere sådan et lille, charmerende smil. Sådan et smil, som man smiler, når man ser videoer af katte, der falder ned af sofabordet. Jeg smiler igen, og vi får øjenkontakt. "Hamlet blev udgivet i 1603," siger Alexander, "Skriv det." Jeg ser overrasket på ham. "Hvordan vidste du det?" Jeg skriver det ned og læner mig en smule frem. "Det ved jeg bare," siger han og blinker til mig. Jeg kan mærke, at jeg begynder at rødme og læner mig tilbage på stolen. "Bare rolig, der er mere, hvor det kommer fra," siger han. Måske bliver det her ikke et mareridt alligevel? Jeg nikker og begynder at skrive videre.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...