Good girls love bad boys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2018
  • Opdateret: 15 maj 2018
  • Status: Igang
Stella er en mønsterelev og klar til at begynde på et nyt kapitel i hendes liv. Hvad sker der, når hun møder hendes modsætning i Alex, skolens badboy?

7Likes
3Kommentarer
394Visninger
AA

3. Forandring fryder

Torsdag eftermiddag. Omkring 24 timer siden, at Alexander og jeg begyndte på vores fremlæggelse om Shakespeares Hamlet. I går blev vi færdige med analyseringen på bare 40 minutter, hvilket er min personlige rekord! Det viste sig, til min store fornøjelse, at Alexanders far er en stor Shakespearefan, og Alexander har derfor nærmest vokset op med alle de historier. Jeg kan ikke tro det; endelig har jeg fået en makker, som faktisk ved mere end mig. Altså, hvad angår forfattere fra 1500-tallet. 

Jeg sidder ude i skolegården; vi fik fri lidt tidligere i dag. Normalt ville jeg sidde tilbage i klassen og lave lektier, men i dag sidder jeg bare her, alene, og nyder solskinsvejret. Solens stråler varmer mine kinder, og luften dufter af natur. Jeg ved godt, at der ikke rigtigt findes sådan en duft, men der er alligevel noget med duften af nyslået græs og fugtigt mos. De fleste af mine klassekammerater har taget hjem for længst. Kun nogle enkelte af drengene står henne ved et egetræ og griner over et eller andet hysterisk morsomt. Udover dem, er jeg mutters alene her. Det får mig til at tænke på, at det er mit sidste år i grundskolen, før jeg tager det næste skridt op til gymnasiet. Kun nogle få uger igen og så kommer eksaminerne. Det er på en måde en lettelse at vide, at man snart skal af sted, men jeg kommer også til at savne den her skole. Jeg har gået her i ti år nu, hvilket vil sige, at jeg er en "original". En "original" er en, der har gået på den samme skole lige siden 0. klasse. Udover mig, er der fire andre "originaler" i klassen: Sofie, Tilde, Ruben og Kasper. Vi har været her siden tidernes morgen, som man jo siger. Alle de andre har enten skiftet skole eller er blevet smidt ud. 

Jeg lukker øjnene og retter ansigtet op mod solen. Mit ansigt bliver varmere og varmere, indtil det næsten er uudholdeligt at sidde her; men jeg bliver siddende alligevel. Det har været en kold vinter, så det at kunne mærke solens varme er fantastisk. Jeg smiler og kan lige akkurat ane lyset bag mine øjenlåg. Det begynder at flimre for mine øjne, da nogen eller noget pludselig står foran mig og skygger for sollyset. "Eh, hvad laver du?" Jeg åbner forskrækket øjnene og stirrer op på personen, men kan ikke se noget på grund af solens lys. Jeg kan kun se omridset. Personen sætter sig ved siden af mig. "Jeg troede, at du stadig var inde i klassen," siger personen. Jeg trækker på skulderen. "En nørd har vel lov til at nyde vejret," svarer jeg, stadig halvt blind, og kniber øjnene sammen for at prøve at se noget. Personen griner. Jeg genkender den latter. "Hej Kasper," siger jeg og krydser fingre for, at jeg har gættet rigtigt. Hvis ikke, bliver det meget akavet. "Hej," svarer han. Det er Kasper. Mit syn kommer tilbage igen, og jeg ser ind i hans dybblå øjne. Han smiler nervøst og glider hånden gennem håret. Typisk. Hvorfor skal alle drenge gøre det? Deres frisure bliver ligefrem ikke pænere af det. "Ja, undskyld," siger han, "Men du så så fredfyldt ud." "Hvorfor forstyrrer du mig så," svarer jeg og bider mig selv i læben. Det lød ikke godt. Men Kasper smiler bare sit sædvanlige, akavede smil og kigger mig ind i øjnene. "Vi snakker ikke så meget sammen, gør vi vel," hvisker han. Mine øjnene bliver store, og jeg ryster på hovedet. "Du skal vide, Stella, at uanset, hvad folk siger, så synes jeg ikke, at du er en nørd. Jeg synes, at du er sød." Mit hjerte banker, og jeg kigger ned på mine knæer. Synes klassens populæreste fyr, at jeg er sød? Jeg? "Men, men hvad med Sofie?" Jeg stammer og kan mærke, at mine håndflader bliver fugtige. Han kigger ned. "Ja, hvad med hende?" Han kigger op og tøver. "Hun er ok, men intet i forhold til dig." Min hals bliver tør, og jeg har glemt, hvordan man snakker. Betyder det, at Kasper kan lide mig? At han kan lide mig bedre end Sofie, klassens dronning? Jeg smiler indvendig. Så er der i det mindste en dreng, der synes mere om mig, end om Sofie. Jeg ser ud af øjenkrogen, at Kasper bevæger sig tættere på mig. Jeg kan mærke hans varme ånde mod mit øre: "Kan du også lide mig?" Mit hjerte går i stå, altså ikke rigtigt i stå, og jeg rejser mig hurtigt op. "Jeg er nødt til at gå," siger jeg lige ud i luften og går med raske skridt over mod bussen. 

"Fjols, fjols, fjols!" Jeg går frem og tilbage på mit værelse. Jeg gemmer ansigtet i hænderne og er tæt på at skrige. "Hvordan kunne jeg være så dum? Her kommer klassens populæreste dreng og siger, at han kan lide mig, og hvad siger jeg så? Jeg er nødt til at gå!" Jeg kaster mig opgivende på sengen og ruller rundt ovenpå mit blomstrerede sengetæppe. Min dør bliver åbnet, og jeg stopper med at rulle. "Øh, mor og jeg skal ud og spise og sådan," siger min far og klør sig i nakken, som han altid gør. Jeg sætter mig op og kigger på ham. "Øh, så vi tænkte på, om du ville med, eller om du vil være herhjemme og sådan," siger han og læner sig op ad døren. "Jeg vil gerne blive her, far," siger jeg og tænker over sidste gang, jeg var dum nok til at tage med. Den korte historie er, at min far endte med at spilde rødvin på en af tjenerne, og min mor råbte fut-fut hver gang, hun kom tilbage fra buffeten. Min ansigtet blev rødere end tomatsuppen, kan jeg huske. "Øh, okay så. Du kan bare bestille en pizza og sådan." Jeg nikker, og han går ud igen. Jeg elsker mine forældre, hvem gør ikke det? Men nogle gange kan de godt være, tja, hvad skal man kalde dem? Irriterende og pinlige! 

Det er aften. Jeg har lige bestilt en pizza og ser et naturprogram i fjernsynet. Jeg tager en ny tår af min coladåse og kigger på klokken, der hænger over fjernsynet. Kvart i ni. Jeg putter mig med mit sengetæppe i sofaen iført natbukser og T-shirt med hjerter på. Mine øjenlåg bliver tungere og tungere. Jeg tror, at jeg faldt i søvn, for jeg vågner ihvertfald, da der bliver ringet på døren. Jeg tøffer langsomt ud til hoveddøren og åbner. Det er pizzamanden. Nej, det er pizzamanden, som også er Kasper! Jeg står som forstenet i døren og stirrer på ham. "Ja, du vidste nok ikke, at jeg leverede pizza," griner han. "Hv.. hv... hvad?" Jeg stammer. Det har jeg det med at gøre, når jeg bliver forvirret. "Da jeg så, at det var din adresse, tog jeg bestillingen," siger han og rækker pizzabakken hen mod mig. "Det bliver 89 kroner," siger han og smiler. Det må være akavet for ham, for jeg står stadigvæk og stirrer uforstående. "Okay så," siger jeg langt om længe og går ind i køkkenet efter pengene. "Her." Jeg rækker ham de 89 kroner, og lige i et sekund strejfer min hånd hans. Jeg synker en klump i halsen og smiler tilbage. Jeg står i døren og kigger efter ham, mens han sætter sig op på sin knallert og kører væk. Jeg lukker øjnene. Jeg kan stadig føle hans hånd mod min. Jeg lukker døren og går tilbage til min pizza og mit naturprogram.

Fredag formiddag. Det er frikvarter, og jeg sidder inde klassen, mens de andre er nede på skoletorvet. Jeg er den eneste tilbage i klassen, altså lige undtagen Alexander, der sidder bag ved mig. Jeg hører fodtrin, og han går op til mig. "Hey du der, jeg tænkte på, om du havde fundet ud af noget mere om Hamlet?" Hans hænder er begravet langt nede i lommerne på hans kulsorte jeans, og han hæver ansigtet som om, at han ved mere end mig. Det gør han også faktisk, når det kommer til Shakespeare, for han ved udmærket godt, at jeg ikke er så god til at forstå Shakespeare. Han sætter sig op på mit bord og finder en lille sort plasticpose frem. Han rækker den til mig, og jeg tager forsigtigt imod den. "Hvad er det," spørger jeg og kigger ned i posen. "Bare kig," siger han og krummer munden sammen til noget, der minder om et smil. Nede i posen ligger der en lille kasse af træ. Jeg tager den ud af posen og studerer den. Træet er slebet og fint. Jeg åbner den og ser ned. Nede i kassen ligger der en ring af guld, ægte guld ved jeg ikke. Der er et lille sort S indgraveret på ringens flade. Ellers er der ikke noget andet. Jeg måber og tager den ud af kassen. "Prøv den på," siger han stille. Jeg tager den på højre ringefinger; den passer perfekt. "Hvor har du fundet den," spørger jeg stille og beundrer ringen. "Det vælger jeg ikke at svare på," smiler Alexander. Han tager min hånd, den med ringen på, og smiler til mig. "Se," siger han, "Forandring fryder!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...