Good girls love bad boys

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2018
  • Opdateret: 15 maj 2018
  • Status: Igang
Stella er en mønsterelev og klar til at begynde på et nyt kapitel i hendes liv. Hvad sker der, når hun møder hendes modsætning i Alex, skolens badboy?

7Likes
3Kommentarer
401Visninger
AA

4. Alexander

Det regner. Små dråber falder ned fra himlen og stimler sammen på mit vindue. De jagter hinanden i en formålsløs leg, der først slutter, når solen kommer frem igen. Jeg læner mig frem på stolen og kigger ud over noget, der ligner en spøgelsesby: de store huse, den grå himmel og tågen, der lige så stille indtager byens gader og gør alle dens beboere blinde. Jeg bor på toppen af en bakke i udkanten af byen, hvilket giver mig det privilegium, at jeg kan se ned på de folk, der går rundt i gaderne. Heroppe fra kan jeg holde øje med alt og alle. Støjen fra trafikken nede på vejene bliver til en svag summen, og lysene fra de mange hundrede bygninger dekorerer mit værelse om natten. Klokken er omkring frokosttid; hvordan jeg ved det? Min mave rumler. Jeg slæber mig selv ned af den stejle trappe, som fører direkte ned i køkkenet. Jeg er alene hjemme. Mor og far er på arbejde, og jeg burde egentlig også have været i skole lige nu. Men, det er bare lige det. Jeg gider ikke. Opgaverne, larmen, menneskerne. Jeg magter det bare ikke. Jeg opdager, at mine øjne hviler på et billede, der er hængt op på køleskabsdøren. Det er et billede af mig og mine forældre, hvor vi står nedenunder Big Ben i London. Jeg tror, at jeg var syv dengang. Eller var jeg otte? Nå, det kan vel også være lige meget; det var ikke derfor, jeg kom herned. Mine lemmer begynder at arbejde i ren rutine. Åbner køleskabet, snupper en skinkesandwich og går op igen. Jeg kigger ud af vinduet igen og får en idé. I et hop er jeg oppe på vindueskarmen og åbner vinduet. Det er tørvejr udenfor, men himlen er stadig grå, og den kolde vind bider i mine kinder. Jeg tager mine to skiver brød med gris og går ud på taget. Det er glat, men jeg holder stædigt fast. Teglsten efter teglsten kravler jeg op til mit yndlingssted. Lige under skorstenen ligger der en tagstige, som fører hele vejen ned til tagrenden. Stigen er godt nok gammel, men solid, og når jeg sidder deroppe med skorstenen i ryggen og støtter fødderne til stigen, er det som om, at tiden står stille. 

Klokken når at blive halv tre før en eller anden afbryder mig i mine tanker. Der er noget dernede ved mit vindue, der bevæger sig. En fugl? Nej. Det er en arm. Min mor. Jeg klatrer ned fra mit kolde gemmested og hopper ind af vinduet. Det tager et sekund før min krop, har vundet sig til værelsets varme indeklima, og jeg kan mærke gåsehuden prikke på mine arme under trøjen. Min mor står foran mig med foldede hænder og et ængsteligt udtryk i øjnene. "Du ved, jeg hader, når du sidder der oppe, Alex," hun vrider sine hænder, som om hun gned håndcreme rundt i hænderne. Ironisk nok bruger hun ikke håndcreme. "Det kan være farligt at sidde deroppe, du kunne jo falde ned!" Jeg himler med øjnene og lukker vinduet efter mig. "Der sker ikke noget, mor. Jeg har siddet deroppe mindst hundrede gange, og så vidt jeg ved, har jeg ikke faldet ned endnu." Hun sukker og lader hånden glide igennem mit hår. Det gør hun altid, når hun bekymrer sig for mig; hvilket hun gør ret tit. "Jeg ville bare ikke kunne leve med mig selv, hvis der skete noget med dig, det ved du," hun smiler et træt smil og begynder at gå ned ad trappen. Hun stopper ved første trin og vender sig langsomt om. "Forresten," hendes stemme ændrer sig, mens hun går tilbage mod mig. "Hvordan kan det egentlig være, at du ikke var på dit værelse torsdag nat?" Hun lægger armene over kors og venter på mit svar. "Jeg... øh.. skulle på toilet." Inden i griner jeg af mig selv. Godt gået, Alex, den skal hun nok hoppe på. "Nej, for far var på badeværelset på det tidspunkt, hvor jeg tjekkede." Hun læner sig frem og stirrer mig i øjnene. "Jeg kan mærke en klump i halsen og afprøver undskyldning nummer 2. "Okay," jeg lader som om, jeg opgiver stirrekampen og slår ud med armene. "Jeg sad oppe ved skorstenen den aften. Undskyld mor." Jeg prøver at se så trist ud som muligt; det virker. Hun ånder ud og krammer mig. Så smiler hun et lille smil og går ned igen. Tilbage står jeg og mærker mit hjerte slå. Jeg kigger over skulderen og får øje på en gul skruetrækker. Den samme skruetrækker som jeg brugte i torsdags.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...