CLOSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Audrey Tessa Campbell flytter til London i håb om at kunne starte på hendes drømme college til næste år. Men hun skal først gennemføre det sidste år i highschool. Med et legat til en af de bedste privatskoler i London, er drømmen tættere på end nogensinde. Hun får hurtigt nogle veninder som opdaterer hende på de vigtigste ting ved eleverne og skolen, blandt andet om gruppen alle kender og frygter, nemlig 4 drenge, som altid kommer i problemer, og som udnytter alle piger der nærmer sig. Som en ny elev er hun et nemt mål for dem. Så hvad sker der når hun prøver at undgå dem, og specielt den ene af dem. Hvad gør hun, når hun ender hjemme hos en af dem, og rygterne om det spredes. Og hvordan skal hun holde sig væk fra en der altid får sin vilje? Et væddemål sættes igang, men hvor går grænsen? Hvor langt kan man gå, når det tilsidst går ud over en selv.

25Likes
17Kommentarer
8497Visninger
AA

1. The Beginning

 

 

Jeg skyndte mig ned ad trapperne. Jeg boede på 4. etage, så langt var der ihvertfald hvis man skulle skynde sig. Godt nok havde jeg ikke råd til en taxa, men hvis jeg bare blev sat af lidt før man nåede skolen, så kunne det vel godt være jeg have råd. 

Ih hvorfor kan jeg ikke bare stå op til tiden.

Så ville jeg sagtens kunne havde nået det.

Tess altsåååå.

Det ville ikke være fedt at komme for sent på sin første dag, så jeg måtte ofre min penge til en taxa denne ene gang. Da jeg satte mig ind i taxaen, kunne jeg se den nærmest forfaldne lejlighed i bakspejlet. Det var det eneste jeg havde råd til. Jeg mangler  kun 1 år mere af high school, og så skal jeg på college, og college er alt hvad jeg drømmer om. Hvis det så betød at jeg må bo i den forfaldne ulækre lejlighed i 4 år, så var det, det der skulle til.

Da vi nåede til et bekendt område, bad jeg chaufføren om at sætte mig af. Ja jeg kendte områderne ret godt. Områder som Westminster, Knightsbridge, South Kensington, Holland Park og Mayfair i Vest- og Nordlondon var der hvor alle de rige mennesker i London boede, og selvfølgelig boede jeg førhen i South Kensington.

South Kensington var noget af det flotteste i London mente jeg altid, men det var dengang jeg altid opholdte mig der. Nu er det helt anderledes, men jeg savner dog stadig det at gå med sin nye Burberry jakke og holde sin morgenkaffe på vej til skole. 

Ikke tag jer af morgenkaffen. Det er fire år siden jeg boede i London, så jeg var kun 13 dengang, men det var rimeligt normalt at drikke kaffe og nogle gange drinks hvis det var muligt. 

Egentligt var jeg ikke så populær dengang. jeg har aldrig rigtigt været den der populære pige, men blandt de venner jeg havde, så var jeg nok den mest populære. Det var ikke fordi ingen kendte mig, jeg holdte mig for det meste bare til de venner jeg allerede havde. 

London var ikke ligefrem mit første valg, men jeg vil gerne gå på et college her i byen til næste år, og det vile bare være rart at have nogle venner i byen inden jeg starter.  Jeg vil gerne have møde nogle nye mennesker, så jeg har valt ikke at starte på min gamle skole. 

Det krævede meget, men jeg opnåede at få et legat til en af Londons bedste privatskoler. Det betyder så også bare at jeg skal arbejde endnu mere end normalt. 

 

-10 minutter senere-

 

En masse mennesker iført det nyeste mærkevaretøj og tasker, strømmede imod skolen. Jeg stoppede op foran skoledøren og kiggede en ekstra gang rundt. Skolen var simpelthen enorm og virkelig flot.  I midten fyldte et spring vand, med en kæmpe stor statue i midten.

"Helt ærligt så flyt dig dog", blev der sagt bagved mig. jeg vendte mig om, og blev mødt af nogle vrede øjne. Han havde noget ret fint tøj på og noget hår med massere af voks i. Jeg rykkede mig hurtigt væk, så han kunne komme forbi. Jeg prøvede selvfølgelig at give ham et smil, men han rullede bare øjne af mig. 

Menneskerne på denne her skole virkede ret kolde, men der må vel være en eller anden som er lidt mere imødekommende.

Da jeg trådte ind på skolen fik jeg mange blikke af folk. de så nærmest ned på mig. Jeg havde godt nok ikke den smarteste jakke, de nyeste sko, og den dyreste taske, men de kunne vel ikke vide hvad prisen på mit tøj var. Mit tøj var jo egentlig bare nogle sorte bukser, en hvid top og en sort lang jakke. Det var jo ike ligefrem fordi det råbte: "købt fra en vintage butik". Jeg elsker faktisk vintage butikker. Man kan finde de vildeste ting, til de mindste priser.

pludselig ringede klokken, og hele gangen var snart tom. Jeg tog det kort op som personalet på kontoret havde givet mig. Det føltes helt umuligt at finde lokale 147 ud af alle de lokaler som skolen havde. Jeg kunne høre en komme gående bag ved mig. jeg vendte mig hurtigt om, og råbte: "Undskyld kan du lige hjælpe mig med noget". Jeg blev mødt af en høj sorthåret dreng iført en læderjakke. Han var nu rimelig flot, men det var virkelig ikke tidspunktet at tænke på sådan noget. "Jeg leder efter lokale 147, kan du tilfældigvis fortælle mig hvor det er henne?", sagde jeg og kiggede opgivende på ham. Han grinte en smule, og rykkede lidt af hans hår væk fra sit ene øje. "Lad mig gætte, du er ny ikke? Når men du skal hele vejen ned ad gangen og så er det første lokale til højre nummer 147". Jeg smilte taknemmeligt og skyndte mig ned til lokalet.

Da jeg trådte ind i lokalet viste læren mig hen til en ledig plads. Han begyndte med at råbe en masse forskellige navne op. "og Audrey Tessa , som er ny her på skolen. Husk nu at være søde ved hende ikke" sagde han og kiggede ned på mig. "Jeg bliver egentlig ikke rigtigt kaldt Audrey af nogen, Jeg bliver kaldt Tess" sagde jeg og smilte til ham. Jeg fik af vide at vi skulle lave en opgave i par, og at min makker til opgaven er en pige som hedder Kate. Kate forklarede mig alt det som læreren havde forklaret om opgaven. Hun virkede meget sød, og imødekommende var hun helt sikkert.

"Så hvilken skole gik du på før?" sagde hun og smilte til mig. "Jeg gik på en skole i New York", sagde jeg og ventede på hendes reaktion. Hun reagerede med det samme og så meget overrasket ud. Og hun sparede i den grad ikke på spørgsmålene: "Ej hvor fedt! jeg har været i New York tusind gange, det er virkelig et af mine yndlings steder at tage hen. For det meste Manhattan, men du boede garanteret på Manhattan ik? At bo på Manhattan er virkelig en af de mange drømme jeg har. Så hvorfor flytter en newyorker hele vejen til London?", sagde hun og ventede spændt på mit svar. 

Jeg sad længe uden at sige noget. Mest fordi hun tror jeg er en af de der rige newyorkere man ser i film. Skal jeg bare bekræfte hendes historie, eller fortælle hende jeg egentlig boede tættere på Brooklyn end Manhattan. Hvis jeg fortalte hende det, blev jeg jo også nød til at fortælle hende det med legatet og så videre. 

"Jo selvfølgelig boede jeg der. Min far har fået nyt job her, så derfor blev vi nød til at flytte", sagde jeg og kunne ikke selv lade være med at smile lidt, da hun grinte. "Er det så bare falskt? altså din accent?" sagde hun og grinte igen. Ikke på sådan en ond måde, blot fordi situationen med min britiske accent var ret komisk for hende. Jeg grinte også selv og sagde: "Jeg er født her, jeg flyttede til New York for cirka 4 år siden, så det er derfor jeg har en britisk accent, så den er skam helt ægte". Vi grinte begge to, indtil læreren bad os om at dæmpe os.

 

-1 time senere-

 

I spisefrikvarteret viste Kate mig rundt. Da vi var færdige, satte vi kurs mod kantinen. "Så jeg må nok hellere forklare dig reglerne i kantinen. De populære har alle nogle borde de sidder på, som er placeret i midten. Men i midten af alle de borde, der er der et bord som er placeret, hvor de 4 mest populære drenge på skolen sidder. De kommer nok til at kigge ret meget, det plejer de altid når der starter en ny, de kan også være meget provokerende, men det er alt sammen noget du bare skal ignorere. Hvis du er heldig, så lægger de nok slet ikke mærke til dig".

Kate og jeg gik hen til et bord hvor 2 andre piger allerede sad. "Claudia og Vanessa det her er Audrey, men hun bliver kaldt Tess". De to piger gav mig hånden og præsenterede kort sig selv. "Tess du skal ikke kigge lige nu, men Harry Styles kigger på dig", sagde Claudia og kiggede chokeret men hvinende hen på de Vanessa og Kate. "Hvem er Harry Styles?", sagde jeg forvirret. "Han er så bare den flotteste dreng på hele skolen, ja nok i byen" sagde hun og grinte. Jeg kiggede stadig forvirret på dem alle tre.

"Harry styles er en af de 4 mest populære drenge, som jeg fortalte dig om" forklarede Kate. "De er 3-års studerende ligesom os. De hedder Louis, Niall, Liam og Harry", sagde Vanessa og kiggede kvalmende hen på dem. "Altså de er sådan nogle du virkelig skal holde dig væk fra. De udnytter alle og en hver. Engang så den lyshårede af dem, som hedder Niall, han lod som om at han kunne lide mig, og jeg faldt virkelig for det. Vi var til en fest, og så kom han noget i min drink, og før jeg vidste af det var vi oppe på hans værelse. Da jeg ikke gad noget med ham, så blev han sur og prøvede at slå ud efter mig. Jeg slap heldigvis væk takket være Vanessa. Så et godt råd vil altid være at holde sig væk fra dem alle fire", sagde Claudia og sukkede. "Jeg har hørt at de blev stoppet af politiet igår. Jeg ved ikke hvorfor, men kun at de slap af sted med en bøde som altid", sagde Vanessa og kiggede igen kvalmende hen på dem.

Jeg blev faktisk ret nysgerrig. Jeg studerede dem i lille øjeblik. tre af dem havde brunt hår, og en af dem havde blond hår. En af de brunhårede drenge havde krøller.

Det var ham som Claudia sagde var Harry Styles. Jeg kunne hurtigt mærke at jeg havde fået øjenkontakt med Harry Styles, så jeg vendte mig med det samme om. Jeg nævnte det ikke over for de andre piger, da jeg vidste de enten ville begynde med at hvine eller komme med advarsler. Som om jeg alligevel ikke har tænkt mig at holde mig så langt væk fra dem- som overhovedet muligt.

 

Senere

Fysik var virkelig det sværeste fag indtil videre. Det er fuldstændig indviklet. Det er som om de andre elever i klassen forstår det hele, hvorimod jeg ingenting forstår. Det føles som om det hele bliver forklaret, for så derefter at blive glemt med det samme.

"Når ja det havde jeg nær glemt. Audrey-jeg mener Tess. Du er blevet kaldt ned på kontoret", sagde fysiklæren mr. Adams. Jeg nikkede og rejste mig op fra min plads. 

Jeg kunne selvfølgelig ikke huske vejen ned til kontoret. Jeg prøvede mig blot frem, indtil jeg nåede derhen. Jeg bankede stille på døren og blev budt ind af rektoren. Vi kendte godt hinanden. Han hedder Jack. Han plejede altid at passe mig da jeg var mindre, fordi mine forældre altid var udenbys. 

"Tag plads mrs. Campbell". Jeg nikkede smilende og satte mig nervøst ned på stolen foran mig. "Det er ikke alle og en hver der får lov til at gå på skolen med legat. Du er en af de få heldige". Jeg så skeptisk hen på ham, indtil han så fortsatte: "Som du nok ved, var jeg en god ven af din far, vi stod hinanden meget nær. Derfor er jeg glad for at du har valgt denne her skole. Du skal på ingen måde se mig som en rektor, nærmere som en nær ven af Campbell familien . Jeg kender godt til dine boligforhold i øjeblikket. Jeg er virkelig ked af det der er sket. Men hvis du nogensinde får brug for bare den mindste hjælp, om så det drejer sig om skolen, arbejde eller ja hvad som helst, så skal du bare komme til mig, okay?" sagde han og smilede varmt til mig. 

Det var rart at have en man altid kunne gå til, også selvom jeg nok aldrig ville benytte mig af det. Jeg kan bare ikke lide t bede andre om hjælp. Jeg håndterer jo alle ting alene. 

"Nye elever på skolen får altid en slags 'starter-pack', som vi kalder det", sagde han og rakte mig en tung kasse. "I din 'starter-pack' ligger der alle bøger til fagene, en macbook, kladdehæfter og skriveredskaber". Jeg nikkede taknemmeligt og tog imod kassen.

Da jeg gik ud fra kontoret, blev jeg mødt af nogle blågrønne øjne. Der gik et par sekunder før jeg opdagede at vi var stødt ind i hinanden. "Gider du lige at se dig for?" sagde han koldt og rasende. Ud fra hans tøj, kunne jeg huske at pigerne havde fortalt mig at han hedder Louis. En af dem som jeg helt sikkert skulle holde mig fra. Eller det var ihvertfald deres ord. "Det var faktisk dig der gik ind i mig, så til en anden gang skal du måske se dig for", sagde jeg irriteret, måske med en lille flabet tone indblandet. 

Jeg skulle lige til at gå ud af venteværelset, da han pludselig hev fat i min arm og trak mig tilbage. Jeg prøvede at undvige ham, men han tog istedet fat i begge mine arme og skubbede mig hen til væggen, samtidig med at han stadig holdte om mine arme. Jeg vidste ikke om jeg bare skulle råbe på hjælp, eller om han overhovedet var i stand til at gøre mig fortræd på grund af en lille flabethed i min stemme. Jeg prøvede at gøre modtand, men han strammede bare grebet endnu mere. Det her virkede virkelig latterligt

Aldrig har jeg nogensinde mødt et menneske som regerer på denne her måde. Jeg har da godt nok selv haft vredesproblemer før, men intet som det her. 

"Hvad hedder du?" sagde han og grinte hånende. Jeg kunne mærke at han skulle til at stramme sit greb om mine arme endnu mere, indtil der kom 3 andre drenge ind. De grinte da de så os. "Louis hvad har du gang i?" sagde Niall grinende. Jeg tænkte det nok var Niall, nu hvor han er den enste med blond hår, og jeg kan huske at Claudia nævnte at han havde blond hår. "Tænkte bare lige at den nye elev skulle vide hvem jer er", sagde han med et smørret smil. "Hvorfor tror du jeg er ny?" sagde jeg endnu mere flabet. Mest af alt fordi jeg ikke kunne klare ham, og fordi han ikke holdte om mine arme mere.

Harry gik hen til mig. Han stoppede op, og gav mig elevator-blikket. Han stod længe sådan og bare studerede mig. Jeg syntes det var fuldstædig grænseoverskridende og ubehageligt. Jeg rykkede mig lidt væk fra ham, og skulle til at gå ud fra venteværelset, indtil der blev hevet fat i min arm igen. Det var Harry der havde trukket mig tilbage. Han slap min arm. Han kiggede sådan helt intenst og klamt på mig. Med sådan nogle øjne som helt sikkert lige havde forestillet sig hvordan jeg så ud, uden tøj på. Jeg fik kvalme bare af at kigge på dem. 

Nu forstod jeg faktisk godt pigerne. Altså jeg havde forestillet mig at de var sådan nogle der bare udnyttede piger osv, men jeg havde godt nok ikke forestillet mig at de var voldelige. "Jeg skal tilbage til time" sagde jeg hårdt og stædigt. "Du går ingen steder", sagde Louis og tog hårdt fat i min arm. Jeg er rimelig sikker på min arm er blevet helt rød, eller måske endda blå. "Slip mig!" sagde jeg lidt u-overbevisende. De grinte alle sammen. 

"Jeg sagde at du skulle slippe mig!", sagde jeg og sparkede ham i skridtet, så hårdt jeg kunne.

Han slap mig med det samme. Jeg nåede lige at se de andre drenges chokerede ansigter, før jeg nærmest løb ud.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...