CLOSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Audrey Tessa Campbell flytter til London i håb om at kunne starte på hendes drømme college til næste år. Men hun skal først gennemføre det sidste år i highschool. Med et legat til en af de bedste privatskoler i London, er drømmen tættere på end nogensinde. Hun får hurtigt nogle veninder som opdaterer hende på de vigtigste ting ved eleverne og skolen, blandt andet om gruppen alle kender og frygter, nemlig 4 drenge, som altid kommer i problemer, og som udnytter alle piger der nærmer sig. Som en ny elev er hun et nemt mål for dem. Så hvad sker der når hun prøver at undgå dem, og specielt den ene af dem. Hvad gør hun, når hun ender hjemme hos en af dem, og rygterne om det spredes. Og hvordan skal hun holde sig væk fra en der altid får sin vilje? Et væddemål sættes igang, men hvor går grænsen? Hvor langt kan man gå, når det tilsidst går ud over en selv.

25Likes
17Kommentarer
8503Visninger
AA

8. Open arms

 

_______________________________________________________________________________________________

____________________________________________________________________________

 

Jeg stod og studerede mig selv i spejlet. Jeg har virkelig brug for noget nyt tøj, og det plejer jeg ellers aldrig at tænke. Det er også svært at se alle de her piger fra skolen, som altid har noget af det flotteste og moderigtige tøj på. Jeg må hellere tage ned til genbrugsbutikken her på et tidspunkt i denne her uge. Hvis jeg altså får tid.

Min chef har det med at gøre livet surt for mig, så jeg har stort set ikke tid til noget efter skole længere. Jeg endte med at tage en sort langærmet trøje og nogle mørkeblå jeans på.

Zayn ville nok være her lige om lidt, så jeg skyndte mig at sætte mit hår op i en stram hestehale og tog min jakke på. Mine sko havde jeg allerede på. Ja jeg ved godt det ikke er godt at gå med sko indenfor, for så bliver mit gulv jo beskidt, men helt ærligt guys, der er ingen gulvvarme her, så uden minde sko ville jeg jo bare fryse sådan virkelig meget.

Min telefon brummede, og straks vidste jeg at det var Zayn. Han holdte sikkert ude på parkeringspladsen, og ventede garanteret bare på at jeg kom ned. Den dovne dreng. Han er alt for doven til at tage trapperne og komme op til mig. 

Jeg tog min elskede grå taske og placerede min pung og telefon deri. Nu skal jeg bare vaske op i et par timer, og så skal jeg hjem og sove. For hvis der er noget jeg mangler, så er det søvn. 

Da jeg åbnede bildøren, blev jeg straks mødt af en glad Zayn. "Når der er vidst en der er rigtig glad var?", påpegede jeg og grinte. Han sang med på musikken i radioen og smilte stort. "Jeg er da altid glad", sagde han og stoppede med at synge med. Jeg rystede grinende mig hovede og bad ham om at skrue op for musikken.

"Så lad mig gætte skal du spise den berømte pasta med salat til?", sagde jeg. Han grinte og kiggede hurtigt på mig. Men han rettede hurtigt sit blik hen på vejen igen, hvilket jo også er det smarteste når man køre bil.

"Ja hvordan vidste du det?". "Hmm. Det er jo mig der vasker din tallerken, og jeg hørte tilfældigvis din far brokke sig over at du aldrig spiser op, så jeg kunne ligesom regne ud at det var dig". Vi grinte begge, men Zayn fokuserede mest af alt på vejen.

"Så er vi heeeer", sagde han og parkerede bilen tæt op af bygningen. Zayns tøj mindede mig meget om Astons. Zayn plejede ellers altid at have en læderjakke på, men nu havde han en grå hættetrøje på, hvilket slet ikke er ham. Men jeg har jo også kun kendt ham i snart en måned, så det er sikkert bare fordi, jeg stadig ikke kender ham ordentlig.

Da elevatoren var nået op til den sædvanlige 40. etage, hoppede vi begge ud. Jeg kiggede hurtigt rundt i restauranten for at se om der var ledigt der hvor Zayn altid plejer at sidde. Okay mest for min skyld. Zayn plejer altid at sidde ved et to-mandsbord henne ved det store glasvindue. Og når han sidder der, så kan jeg på en måde se hen til ham.

Okay ikke helt, men jeg kan sådan se meget lidt af ham, og nej det er ikke uhyggeligt at jeg på en måde stalker ham på mit arbejde.

Mine øjne bevægede sig forbi en alt for genkendelig skikkelse, og nej det var på ingen måde en god ting. Det er Harry ! Harry!!! Hvad laver han her, og så lige nu. Helt ærligt. "Zayn!" udbrød jeg og hev ham med bag væggen, så Harry ikke kunne se her hen. 

"Hvad sker der", sagde han og grinte. "Zayn shhh!". "Jamen hvad sker der", hviskede han. "Harry!" hviske-udbrød jeg. Han rynkede sine øjenbryn og rykkede stille sit hoved væk fra væggen for at se Harry. 

Harry sad og spiste med en dame cirka det dobbelte af hans alder. Sikker hans mor. Zayn's hovede kom stille tilbage til mig igen. "Okay jeg forstår det stadigvæk ikke. Hvorfor må Harry ikke se dig her?". 

Ih man skal også bare forklare Zayn alt jo!

Århg undskyld Zayn det mente jeg ikke.

Og alligevel mente jeg det måske lidt.

"Zayn du er den eneste på skolen som ved, du ved, at jeg arbejder her", hviskede jeg. Han så endnu mere forvirret ud, men lavede så sådan -nårhhh nu forstår jeg- udtryk i ansigtet, hvilket gjorde mig mere lettet. "Hvorfor må de ikke vide at du arbejder her?", hviskede han tilbage. "Fordi jeg før er blevet mobbet med at være fattig, og jeg gider ikke igen at være et nemt fattigt mobbeoffer", svarede jeg tilbage. Det lød koldt men rigtigt. 

Det var jo sandheden. Jeg kunne godt havde været mere blid, men helt ærligt, det var der jo ikke tid til. Zayn nikkede til mig, og sagde så: "Kom vi går sammen om bag køkkenet, så mistænker han ikke noget. Jeg bliver derude med dig, indtil han er gået". 

Jeg åndede lettet op. Zayn er simpelthen noget af det sødeste. Sådan virkelig. Ih han er både lækker og sød. Så bliver det ikke bedre.

Vi listede stille hen mod døren til køkkenet, men lige som jeg Zayn skulle til at åbne den, blev der kaldt på ham bag ved os. Da vi vendte os om, gjorde damen som sad overfor Harry, tegn til at vi skulle komme over. Hun så helt glad ud i fjæset over at se Zayn.

Da vi på en meget akavet måde nåede frem til deres bord, så Harry nu ikke så glad ud for at se os, hvilket nu også er forståeligt. "Åh Zayn hvor er det længe siden. Hvor er det bare godt at se dig. Du kommer vel til vores brunch på lørdag ikke?", sagde hun og krammede ham. 

Hun havde en stram knælang grå nederdel på, med en machende skjorte, som fik hende til at ligne en forretningskvinde. Zayn kiggede forvirret på damen. Han skulle lige til at svare hende, men Harry kom ham i forekøbet. "Mor Zayn har ikke været til vores brunch de sidste 2 gange?", sagde Harry irriteret og himlede med øjnene af sin damen, som jeg lige har fået bekræftet er hans mor.

Hans mor fnøs af ham og lavede et lille falskt grin. "I er jo bedstevenner min skat, selvfølgelig kommer Zayn på lørdag", sagde hun og kiggede spørgende på Zayn. Zayn havde fortalt mig at ham og Harry stoppede med at være sammen for længe siden, så hvorfor han mor ikke ved det, ja det aner jeg ikke.

"Når hvem er den smukke pige så?", sagde hun og smilte til mig. Jeg prøvede at smile tilbage, men mine øjne landede på Harry som så helt pinlig berørt ud. 

Jeg gav hånden til hans mor og fortalte hende mit navn. "Anne" svarede hun tilbage. "Er i to sammen?". Zayn og jeg kiggede skiftevis på hinanden med lidt chokerede øjne. Det var ikke lige det spørgsmål vi havde forventet ihvertfald. Jeg rystede hurtigt mit hovede og grinte kort. "Tess er en god ven", svarede Zayn hende. 

BuM det gjorde ondt.

Jeg er bare hans gode ven.

Hans gode ven der drømmer om ham, haha.

Ej Tess stop.

"Når så ses vi vel på lørdag. Jeg forventer i begge kommer", sagde hun og sendte os det sidste falske smil, før vi begge smuttede ud i køkkenet. 

Jeg tog min uniform og kasket med restaurantens logo på. Jeg kunne tydeligt se at han prøvede at holde sit grin inde. "Er det sjovt Zayn?", drillede jeg og grinte, imens jeg rettede på min kasket. "Det er da nuttet", svarede han. Vi grinte begge, før jeg gik i gang med mit arbejde.

Jeg havde været igang i et par minutter, men det var simpelthen alt fro svært at arbejde, når jeg kunne mærke at Zayn studerede mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se hvordan han kiggede op og ned af mig. Og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke kunne lide det.

Jeg vendte mig om mod ham, hvilket hurtigt fik ham til at vendte sit blik det anden vej. "Jeg tror de er gået nu, så det er okay hvis du går ud og spiser nu". Han nikkede og skulle lige til at gå ud, men kom hen og krammede mig bag fra. "Hvad tid har du fri?", sagde han.

Åh nej det må han ik.

Så rødmer jeg jo.

Zayn krammer mig

Zayn har armene om miggggggg!!

Selvfølgelig blev hele øjeblikket ødelagt af min CHEF.

Min onde chef, som også er Zayn's far.

Han hostede som tegn på at Zayn skulle slippe mig. "Zayn vi snakker ikke med personalet, og vi krammer dem bestemt ikke", sagde han og kiggede vredt på ham. Zayn slap mig og gik med sin far ud fra køkkenet. Det gjorde mig lidt trist. Men hey det er da ligemeget, nu skal jeg bare koncentrere mig om mit arbejde.

Timerne gik, og klokken nærmede sig de 22:00, så jeg tog min uniform og kasket af, og lagde det i mit garderobeskab. 

Åh nej vent lige lidt.

Jeg vidste bare jeg havde glemt et eller andet.

NEJ NEJ NEJ!

Min franskopgave!!!!!

Hvordan kunne jeg glemme at lave på den. Jeg mangler hele halvdelen af stilen, og jeg havde sagt til Harry at jeg ville sende den til ham klokken ti eller elleve. Jeg skyndte mig hen til elevatoren, og så løb jeg hen til den nærmeste metrostation.

Og jeg er ligeglad med at folk kiggede på mig lige nu, jeg har jo travlt. Op til flere gange var der nogle som dyttede og råbte til mig, men det tog jeg mig slet ikke af. Nu skal jeg bare hjem og lave opgaven på en halv time, og så sende den til ham, så han kan rette den igennem inden imorgen.

Jeg tjekkede min mobil for at se klokken. Klokken er ti lige nu, og det tager mindst et kvarter med metro at komme hjem til mig.

Jeg ved godt at det er Harry vi snakker om, men jeg har det da alligevel lidt dårligt med at han skal sidde sent oppe og rette vores aflevering, så jeg håber at jeg kan lave den færdig på de cirka 40 minutter jeg har tilbage, når jeg kommer hjem. 

Så snart jeg satte mig ind i metroen, kunne jeg mærke min telefon vibrere i min jakkelomme.

#Harry: Hey girl, hvornår sender du opgaven til mig?

#Tess: Sorry Harry, men jeg havde helt glemt at lave den da jeg kom hjem efter skole, men jeg er hjemme lige om lidt, og så laver jeg resten af den og sender den cirka klokken elleve.

#Harry: Du laver sjov ik?

#Tess: Du behøver ikke rette den, det går nok hvis vi bare beholder den som den er. 

#Harry: Det er okay, jeg kommer bare hen til dig, så laver vi den sammen, så går det hurtigere.

Okay det var faktisk ret sødt at han gerne ville hjælpe mig, og så endda køre ud til mig på det her tidspunkt, men han kan jo ikke komme hjem til mig. Han tror jo at jeg bor ved South Kensington.

#Tess: Nej du kan ikke komme hjem hos mig nu. Kan jeg ikke komme hen hos dig?

Jeg fortrød straks at jeg sendte beskeden, for jeg vil jo ikke hjem til Harry, men jeg vil gerne have hjælp til min opgave. Hvis jeg bare får én dårlig karakter, så skal kontoret tage stilling til min position på skolen. Så ja der er et meget større pres på mig, end alle andre elever, som betaler for at gå her. 

#Harry: Jo du kommer bare, men min mor er hjemme, så du skal ikke ringe på dørklokken.

#Tess: Okay tak.

Han sendte sin adresse, og i det øjeblik opdagede jeg at jeg kun var 10 minutter væk fra hans lejlighedsblok , hvis jeg bare blev siddende i metroen. Normalt ville jeg havde steget af nu, og så havde været hjemme.

Efter de 10 minutter steg jeg af metroen, og begyndte med at gå mod Harrys lejlighed. Den kolde vind lagde sig på mine øjne, som stille lukkede sig sammen. 

Jeg åbnede dem dog igen, da jeg skulle åbne døren til lejlighedsblokken. Jeg bevægede mig hen til elevatoren, og trykkede han etage ind. Da jeg nåede hen til den bekendte dør, med 'Styles' skiltet på, skulle jeg lige til at ringe på, men huskede så på hvad han havde skrevet.

Jeg sendte ham i stedet en besked, om at jeg var kommet. 

Da han åbnede døren, gjorde han tegn til at jeg skulle være stille. Jeg fulgte stille med ham op af deres trappe, og hen til hans værelse. 

Ugh jeg fik helt kuldegysninger af at være her inde igen.

Det mindede mig bare om sidste gang. Han kunne godt se på mig, at jeg ikke følte mig helt tryg. Han kom hen og lagde sin hånd på min skulder. Den var så varm varm og blød, at jeg ikke engang havde overskud til at flytte den, eller rykke mig.

"Når skal vi komme igang", sagde han og satte sig på sin seng. Han tog sin computer frem og gjorde tegn til at jeg skulle sætte mig. Jeg satte mig tilrette på hans seng, og tog imod computeren. 

Der gik cirka en time, før vi var færdige. Han havde rettet imens jeg havde skrevet, så det gik hurtigere, end at jeg havde skrevet og at han så havde rettet bagefter.

"Nu skal der bare printes, og så skal Charlotte have den", sagde jeg og pegede på printeren. Harry grinte af mig, hvilket fik mig til at se forvirret hen på ham. 

"Sagde du lige Charlotte til mrs. Adams?". "Ja det hedder hun da". "Vi plejer at kalde hende mrs. Adams. Jeg tror man ville blive sendt op på kontoret hvis man kaldte hende for Charlotte", sagde han og grinte igen.

"Jeg kalder hende altså for Charlotte. Desuden så er hun virkelig irriterende, så jeg behøver ikke at gøre hende glad ved at kalde hende mrs. Adams".

Vi begyndte begge med at grine, men hurtigt lagde Harry sin hånd over min mund, da vi kunne høre hans mor kalde ude ved gangen. 

Ih hvor pinligt. Tænk lige hvad hun ville tænke om mig, hvis hun så mig på det her tidspunkt på hendes søns værelse. Okay jeg er rimelig ligeglad med hvad hans mor Anne tænker om mig, men hun skræmte mig faktisk lidt.

Da der blev banket på Harrys dør, var jeg hurtigere end nogensinde, til at gemme mig nedenunder hans dyne. 

Det var helt mørkt hernede, men jeg kunne stadig øre hvad der blev sagt. Han dør blev åbnet, og hans mors stemme skar i mine ører. "Harry gider du lige dæmpe dig! Vi har gæster!", sagde hun med en vred tone, som gjorde at jeg endnu engang fik helt ondt af Harry. 

Hun smækkede døren efter sig, så jeg tog hans dyne væk fra min hovede og åndede lettet ud. "Hvem har lige gæster på det her tidspunkt", grinte jeg og lagde mit hovede tilrette på puden. 

Uh det var rart. 

Det var som at ligge på skyer. 

"Det er hendes kæreste Travis", mumlede Harry.  Jeg kunne genkende mig selv i den måde han sagde det på. Den frastødende og irriteret følelse der lå bag det. Præcis som jeg altid omtalte mine mors kærester. Min mor havde haft et par kærester siden min far døde, og jeg har aldrig kunnet lide nogen af dem.

"Lad mig gætte. Du kender ham ikke, men du kan ikke holde ham ud", sagde jeg og grinte. Han nikkede for derefter at smile til mig. "Lad mig gætte. Dine forældre er skilt?", sagde han. Jeg nikkede. 

"Så kender du jo alt til det her. Men problemet er bare at min mor kun kommer hjem ved særlige dage, som for eksempel vores årlige brunch. Så jeg ser ikke særlig meget til hendes kærester, men når jeg gør, så er det altid en ny kæreste. Og det er altid nogen som kun er et par år ældre end mig selv, og min mor er 45!"

"Bare ud med det hele. Jeg er ligesom en terapeut", grinte jeg. "Nej jeg tror det er nok information for idag", sagde han og rystede på hovedet af mig.

Jeg lagde igen mit hovede til rette på puden

"Jeg vil også have sådan en her seng og pude. Så ville jeg aldrig kunne vågne igen", sagde jeg og kiggede drømmende op det blanke loft. Jeg vendte hurtigt mit hovede mod Harry, da det gik op for mig hvad jeg lige havde sagt. Ih hvor pinligt!

"Er du sulten?", sagde han og ignorerede min pinlige kommentar. Jeg nikkede og fulgte ham med øjnene mens han gik ud fra værelset.

Han kom lidt efter tilbage med en tallerken men nogle snacks. Der var både jordbær, oreos og nogle chips. Og ja jeg må sige at jeg helt sikkert kune spise det hele, men så ville jeg være uhøflig. 

Jeg tog dynet væk og satte mig ordentligt op og begyndte med at spise lidt, imens Harry printede vores opgave ud. Han kom tilbage og satte sig vedsiden af mig. "Hey rolig du har jo næsten spist det hele", grinte han og tog den chips jeg holdte, ud fra min hånd og ind i hans egen mund. 

"Heeeeey det var MinNN", ubrød jeg og grinte af ham, imens han tyggede den. 

"Hvad er klokken egentlig?, spurgte jeg ham. Han skævede til sin telefon. "Snart tolv". "TOLV. Jeg skal hjem lige nu, vi har skole imorgen", sagde jeg og skulle lige til at rejse mig op, inden han hev fat i min arm. 

Jeg fik et chok da han rørte mig. Jeg hader når man laver den typiske -Jeg-er-Harry-og-Jeg-Tager-Fat-i-Din-Hånd-Lige-Når-Jeg-Vil.

Okay den var ret lang, men det er ligemeget.

"Du kan bare overnatte her", sagde han, hvilket faktisk gjorde mig lidt lettet. Han havde jo været så sød hele aftenen, så det gjorde mig lidt mere tryg. "gæsteværelset?". Han nikkede, lige indtil han så rystede hovedet. "Min mor og Travis kan gå derind når som helst, du kan bare sove her inde, så sover jeg på et tæppe på gulvet", tilbød han. 

Jeg rystede straks på hovedet. "Du kan da ikke sove på gulvet", sagde jeg. Jeg kan ikke være så ond og lade ham sove på gulvet, og jeg kan heller sove i den samme seng som ham. "Foreslår du vi begge sover her?", sagde han drillende og skævede til sengen. 

"Ih Harry du skal også bare gøre alt ting akavet. Og nej. Jeg foreslår at du sover i din egen seng og jeg sover på gulvet eller tager hjem".

"Du kunne da godt sove ved siden af Niall?", bebrejdede han mig og prøvede at lyde trist, men jeg kunne tydeligt se at han smilte.

Jeg skulle lige til at svare ham, men kunne så høre hans mor stønne. Jeg lavede store øjne og kiggede så hen på Harry som himlede med øjnene. "Nej sig ikke at hun tit gør sådan, når hun ved at du kan høre det", sagde jeg.

Han nikkede. "Glem nu ikke at jeg også kan høre Travis", sagde han og grinte, men jeg kunne godt høre at han grinte falskt, for han lignede en der havde lyst til at kaste op.

Harrys opførsel gav lidt mere mening når man tænker på hvor hensynsløs hans mor er. 

Vi kunne igen høre dem, og det fik Harry til at lægge hans hænder over hans ører. Jeg gik hen og satte mig ved siden af ham. Jeg fjernede hans hænder og spurgte om han var okay. Han vendte sit ansigt mod mig og pludselig gik det op for mig hvor tæt på han var.

Men lige nu havde jeg ikke så meget imod det. Han så, så svag ud at jeg ikke behøvede at bekymre mig om ham. Tænk at den arrogante nar Harry Styles, lige nu sad her på sengen og lignede en der havde lyst til enten at græde eller smadre noget. 

"Kom lad os nu gå i seng, skolen venter imorgen", sagde jeg stille, imens jeg kiggede ind i hans grønne øjne.

Han utroligt flotte grønne øjne.

Som jeg kan kigge på hele dagen.

Nej ad Tess stop.

Det må være min samvittighed der taler.

Harry gik hen til sit skab og rakte  mig en af hans oversize t-shirts, som jeg tog glædeligt imod.

Jeg gik ind på hans badeværelse og skiftede, og da jeg kom ud var han også igang med at skifte. Eller lad os kalde det at tage tøjet af, for det var det han gjorde. 

Jeg havde helt glemt at han kun sov i boxershorts.

Han stod nu overfor mig, kun iført boxershorts, og jeg gjorde alt hvor at undgå at kigge på ham. Jeg havde i stedet mit blik rettet hen mod væggen. "Harry kan du i det mindste ikke bare tage en t-shirt på". Han trak på skuldrene og nikkede så. 

Jeg lagde mig ned i sengen og trak dynet op over mig. Han kom efter et par sekunder også og lagde sig. Det var ikke som da Niall lagde sig ved siden af mig. Harry lagde sig tæt på mig, og jeg ville gerne rykke ham væk, men jeg gjorde ikke noget.

Han havde da en t-shirt på, så det gjorde det lidt bedre. Han vendte sig om, så vi lå ansigt til ansigt, og selvom vi ikke rigtigt kunne se hinanden på grund af mørket, så kunne jeg alligevel se at hans øjne var åbne.

"Tak for at blive", hviskede han inden han lukkede sine øjne.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...