CLOSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2018
  • Opdateret: 2 jul. 2018
  • Status: Igang
Audrey Tessa Campbell flytter til London i håb om at kunne starte på hendes drømme college til næste år. Men hun skal først gennemføre det sidste år i highschool. Med et legat til en af de bedste privatskoler i London, er drømmen tættere på end nogensinde. Hun får hurtigt nogle veninder som opdaterer hende på de vigtigste ting ved eleverne og skolen, blandt andet om gruppen alle kender og frygter, nemlig 4 drenge, som altid kommer i problemer, og som udnytter alle piger der nærmer sig. Som en ny elev er hun et nemt mål for dem. Så hvad sker der når hun prøver at undgå dem, og specielt den ene af dem. Hvad gør hun, når hun ender hjemme hos en af dem, og rygterne om det spredes. Og hvordan skal hun holde sig væk fra en der altid får sin vilje? Et væddemål sættes igang, men hvor går grænsen? Hvor langt kan man gå, når det tilsidst går ud over en selv.

25Likes
17Kommentarer
8498Visninger
AA

10. Heart

_______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

______________________

Tess's Synsvinkel:

 

Jeg fulgte med i Harry og Samantha's meget stille men intime samtale. Hun var så tæt på hans øre i mens hun hviskede ham noget, at det lignede hun skulle til at slikke hans øre.

Føj.

Han kiggede rundt på os, og da hans blik fangede mit, kiggede han længe på mig.

Okay 5 sekunder måske, men han kiggede måske kun i sådan 1 sekund på de andre.

Han vendte sig igen mod Samantha, og rystede sit hovede til hende. Altså han afviste hende. Harry afvise lige Samantha. Hun så rimelig fornærmet ud, og inden jeg nåede at blinke, var hendes veninder hurtigt ved hendes side, og de lignede nogen der kunne hoppe på Harry når som helst. 

De lavede det der hår-kast, før de vendte sig om og gik mod toiletterne. Jeg ved ikke om jeg skulle have ondt af Samantha, eller om jeg skulle grine af hende.

Hun er vel nok heller ikke van til at blive afvist. Og jeg må indrømme at det var rart at se hende sådan her for en gangs skyld

Og jeg har endda kun gået på skolen i noget der minder om snart 2 måneder, men alligevel kan jeg ikke fordrage Samantha.

Jeg kunne pludselig mærke en masse blikke på mig, da de fleste andre elever også havde fået frikvarter nu, og ingen på skolen havde set mig sidde sammen med "slænget", eller hvad jeg nu skulle kalde de her drenge. Jeg lagde også mærke til at Brandon hele tiden kiggede på mig. 

Klamt.

Jeg vidste Claudia, Vanessa og Kate ville komme lige om lidt, så jeg valgte at rejse mig og hurtigt forklare Harry at jeg blev nød til at gå.

Han virkede tilfreds med at jeg gik, som om han havde ventet på det, og det irriterede mig.

Hvad havde han pludselig imod mig?

Jeg valgte at gå ud på skolegangen og vente på pigerne der. Det ville være akavet at blive stående helt alene i kantinen. Jeg satte mig ned på en af bænkende i gangen og pakkede det æble op jeg havde købt fra kantinen. 

Pludselig kunne jeg mærke en hånd på min ryg, og hele min krop spjættede, før jeg kom til at skrige kort. Jeg kunne høre et drenge grin, men ikke et grin som jeg har hørt før.

Jeg vendte mig om, og kunne se at det var Brandon. Han grinte af mig, men det virkede ikke som om han mente det ondt.

"Ih gider du godt lade være med at gøre sådan. Jeg fik et chok!", sagde jeg og kiggede alvorligt på ham. Jeg kunne jo ikke være irriteret på ham, han gjorde det nok ikke med vilje. 

"Det må du virkelig undskylde, det var ikke meningen jeg skulle forskrække dig", sagde han og stoppede med at grine. Han sendte mig et smil, hvilket gjorde tingene endnu mere akavet.

Han satte sig ved siden af mig på bænken og sendte mig igen et mere mildt smil. Jeg prøvede at gengælde det, men lod være. Pigerne havde jo fortalt mig at han var en af de drenge jeg skulle holde mig væk fra til Harrys fest.

Det kan godt være at vi ikke er til fest lige nu, men det ændre ikke på at jeg skal holde mig væk fra ham. "Så???", sagde jeg lavt og kiggede forvirret på ham.

"Jeg ville bare gerne sidde lidt alene, men så opdagede jeg at du også sad alene her", sagde han.

Jeg nikkede, men jeg så stadig forvirret ud.

"Hvorfor sidder du ikke med drengene inde i kantinen?".

"Jeg har en matematik test her i næste time, og jeg er virkelig nervøs. Jeg havde bare lige brug for at slappe lidt af", sagde han, og jeg fik faktisk lidt ondt af ham. 

"Jeg kender det godt. Jeg plejer altid at minde mig selv om, at jeg jo altid gør mit bedste, og så plejer jeg altid at muntre mig selv om med et eller andet efter testen. Sådan så selv hvis jeg fik en dårlig karakter, så ville det alligevel ikke være så dårligt".

Han kiggede overrasket på mig.

"Hvad muntre du dig selv op med?", sagde han og grinte. Og pludselig kunne jeg godt høre hvor forkert det lød.

"Ikke på den måde. Du ved jeg kan købe en masse slik, tage på cafe og spise en Stoooor burger, eller bare forkæle mig selv med en manicure, men det sidste tænker jeg ikke er noget du ville gøre", sagde jeg og grinte.

"Så jeg skal bare minde mig selv om at jeg gør mit bedste, og så tage ud og købe en masse slik når jeg kommer hjem?".

Jeg nikkede til ham, før vi begge brød lidt ud i grin. Ikke sådan overdrevet, for det er trods alt vores første samtale.

"Eller en stooooor burger", efterabede han mig og så grinte vi igen. 

Det var underligt at sidde på en bænk med Brandon, som jeg slet ikke kender, men han virkede nu som en venlig fyr alligevel.

Jeg undrede mig lidt over hvor pigerne blev af.

"Jeg håber det vil hjælpe dig med din nervøsitet" sagde jeg med en venlig tone.

Han smilte taknemmeligt og nikkede.

"Bort set fra at jeg ikke spiser slik. Når man træner hver dag, så er slik ligesom gift", sagde han og grinte.

"ejjj hvordan kan du sige sådan noget. Jeg lover dig at du får det meget bedre, hvis du blander 1 kilo slik og spiser det hele, imens du ser en af dine yndlingsfilm. Det er noget af det bedste", sagde jeg og lød helt drømmende.

"Tager du så med mig ud og blander slik og bagefter i biffen med mig?", sagde han på sådan en charmerende måde og sendte mig et tandpastasmil.

"Det tror jeg så ikke lige. Jeg kender dig overhovedet ikke", sagde jeg og rystede grindende på hovedet af ham.

Han så ret godt ud, men det ændre ikke på at jeg ikke kender ham.

"Jamen så kan du jo lære mig at kende".

"Så du inviterer mig altså på date?", sagde jeg og smilte drillende.

"Jeps. Hvad sider du til at vi gør det imorgen?".

"Nej jeg skal til sådan noget brunch imorgen", sagde jeg og følte mig lidt ond over at afvise ham, nu hvor han havde været så flink.

"Hvad så med i aften?"

Jeg tænkte lidt over det, men nikkede så til ham.

Jeg er alt for sød mod folk.

"Skal jeg hente dig, eller mødes vi bare?", sagde han og sendte mig et stort smil. Jeg rystede mit hovede og sagde til ham at vi bare kunne mødes. "Hvor mødes vi så?", spurgte jeg ham derefter om. 

Han lignede en der tænkte sig virkelig godt om.

"Hmm der er en biograf som ligger tæt på den der lille cafe tæt på metrostationen, kan du finde der hen?", sagde han.

Jeg rystede mit hovede og grinte af ham.

"Der er nok 100 metrostationer, hvilken en mener du?".

"Jeg kan hente dig, du ved jeg har lige fået kørekort, så jeg kan sagtens kør", sagde han og prøvede at lyde smart, men jeg kunne godt høre på ham at han ikke mente det på nogen arrogant måde.

"Nej jeg kan ikke blive hentet", sagde jeg, fordi jeg var helt i panik.

Han så forvirret ud, men pludselig var det som om han forstod. Men hvad forstod han? Han kan da ikke vide at det er fordi at jeg ikke vil have ham til at se mit hus.

"Jeg gætter på dine forældre ikke er så glad for drenge", sagde han og grinte. Jeg nikkede bare, så han ikke spurgte mere ind til noget.

"Bare rolig jeg er den mest charmerende dreng du kan møde, dine forældre vil elske mig. Men hvis du ikke vil have dem til at se at vi er sammen, så kan vi også bare tage i biografen efter skole, hvis du hellere vil det?".

Jeg nikkede. Det lød meget bedre. Han var nu meget forståelig, og det kan jeg faktisk godt lide. Man skulle ikke tro at han er venner med Harry og de andre drenge.

"Hvis du også har fri kl.13, skal vi så ikke bare mødes ved den store udgang?".

Jeg nikkede igen.

Hold da op jeg nikker meget.

Og han snakker meget.

Men det gjorde nu ikke så meget.

Jeg er ikke så god til at snakke med nye mennesker, så det var rart at han ligesom førte ordet.

"Så ses vi vel bare. Held og lykke med din test", sagde jeg, da klokken ringede ind og alle begyndte med at strømme ind til deres lokaler.

Jeg tjekkede displayet på min telefon.

(2 ubesvarede opkald)

#Claudia: HVOR ER DU

#Kate: Tess 

#Kate: Tess jeg har spærret plads

#Claudia: Girl svar nuuuuuu

#Claudia: Du skal lige høre noget, det faktisk ret sjovt. Skynd dig nu at komme

#Vanessa: Tess de andre leder efter dig

 

Jeg smilte da jeg så Claudias beskeder, hun er virkelig noget af det søde, og hun er helt sikkert også den af pigerne jeg har det bedst med. Mit smil faldt dog, da jeg så Vanessas besked. Jeg har tit tænkt over om Vanessa overhovedet kan lide mig, og denne her besked er bare endnu et bevis på at Vanessa ikke bryder sig om mig.

Det er garanteret de andre piger der har fået hende til at skrive til mig. Hun har skrevet at "de andre" leder efter mig- altså leder hun ikke selv efter mig, kun Claudia og Kate leder efter mig.

Ih det irriterer mig.

For jeg ved jo ikke hvorfor Vanessa ikke kan lide mig.

Matematiktimen gik rimelig hurtig, og sidste time gik ret langsomt, måske fordi at jeg var lidt nervøs over min "date" med Brandon.

Jeg ser det ikke rigtigt som en date, måske fordi jeg ikke kender ham, og fordi at jeg på ingen måde kan ofrestille mig at falde for ham, men han virkede som en god ven.

Det kan jeg selvfølgelig ikke fortælle ham, det ville være ondt.

Da klokken ringede, var alle hurtige til at rejse sig op og forlade lokalet. Jeg var selv derimod ret langsom. Jeg ved ikke helt om jeg har lyst til at være sammen med Brandon.

Alligevel rejste jeg mig og pakkede mine ting ned i min skuldertaske.

Jeg gik langsomt hen til den store udgang, og da jeg lagde mærke til ham stå og vente, kunne jeg ikke lade være med at smile. 

Han stod bare og viftede med sine arme, og han vidste godt at folk kiggede underligt på ham, men det var som om at han var ligeglad.

Han tog mig ind i et kram da jeg kom hen til ham. Det var dog kort, for han kunne nok godt mærke at jeg ikke lige havde lyst til at kramme ham.

For vi kender jo ligesom ikke hinanden, så det virkede underligt.

Men da han begyndte med at snakke, gav det mere mening hvorfor han krammede mig.

"Jeg Bestod, og jeg fik endda et B. Jeg plejer altid at få et D. jeg har også virkelig øvet mig, men det hjalp virkelig at du beroligede mig", sagde han og smilte taknemmeligt til mig.

"Det var da så lidt. Så skal du bare øve dig endnu mere næste gang, så får du helt sikkert A", sagde jeg.

"Når men kom, nu skal du rigtig se den racerbil jeg køre rundt i", sagde han og grinte. 

Jeg grinte, og da han begyndte med at løbe hen til sin bil, blev jeg nød til at gå hurtigere, for at kunne følge med.

Pludselig kunne jeg høre Niall råbe efter Brandon. Jeg var stadig længere bag ud, så han så ikke mig. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se at Niall ikke var alene. 

Harry, Louis og liam stod der også.

Åh nej hvor pinligt.

Eller akavet.

Jeg ved det faktisk ikke.

Det var vel bare en blanding af det hele

Da jeg nåede helt hen til bilen, opdagede drengene mig. De så bare forvirrede ud. Harry lignede en der var lidt ligeglad, indtil at han så Brandon åbne bildøren for mig. 

Okay nu så de alle chokerede ud.

Men jeg vendte hurtigt mit hovede, så det ikke lignede at jeg gloede alt for meget på dem.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...