The Story of us pt. 2 » H.S.

Harry tager flyet til USA for at redde forholdet til Aria, som de begge to var med til at ødelægge. Aria, som rigtig hedder Audrey Adams, byder Harry hjertelig velkommen ind i hendes verden. Selvom Harry har skole og venner på den anden side af Atlanterhavet, bliver han et stykke tid hos Audrey, for at bygge det op, som gik i stykker, men bliver det nogensinde det samme, som de havde i London?
| 2'eren til The Story of Us - den burde læses først |

22Likes
5Kommentarer
1527Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Harrys synsvinkel: 

Turen til USA havde været uendelig lang, så jeg var meget lettet, da vi landede. Jeg var træt, men lettet. Jeg havde fået downloadet klippet med Aria ved Ellen, så jeg havde siddet og høre hendes sang hele vejen. Tolv timer med den samme sang på repeat gjorde til, at jeg kunne sangen udenad. Det var ligefør, jeg kunne den både forlæns og baglæns. 

Jeg havde ikke pakket en kuffert, jeg havde kun en taske med, med en smule tøj, deo, oplader, tandbørste og min notesbog. Lige siden Aria og jeg havde snakket om sange nede hendes kælder, som viste sig at være et studie, har jeg prøvet at skrive en sang til Aria, men der var aldrig sket noget med den. Jeg turde ikke sige noget til hende om det, jeg havde holdt det for mig selv, men det var lidt som om, at da jeg opdagede hendes hemmelighed og da hun rejste hjem, at tekster kom til mig. 

Jeg havde ikke skrevet mange, jeg havde skrevet to, men de var overhovedet ikke færdige endnu. Den ene kunne jeg slet ikke få til at lyde rigtig, i forhold til den anden. Den er jeg næsten færdig med, og jeg håbede, at jeg kunne få skrevet den færdig, så jeg kunne synge den for hende, inden jeg skulle tilbage til London igen. For det skulle jeg på et tidspunkt. 

Jeg kom ud flyet og igennem alt det, man skal, for at være "fri" fra vagter og den slags. Jeg gik og ledte efter en café og fik hurtigt øje på starbucks, hvor jeg gik hen og bestilte en kop kaffe. Jeg fik min kaffe og satte mig hen til et bord og prøvede at tage mig sammen. Jeg skulle have ringet til Aria. Hun vidste stadig ikke, at jeg var her, og det burde hun vide. Det var den eneste grund til, at jeg kom, det var for hende. 

Langsomt rakte jeg min hånd ned i min lomme og fandt min mobil frem. Jeg var skide nervøs, jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle sige. Skulle jeg bare sige: 'Hej Aria, jeg er i Hollywod, kommer du forbi og henter mig, så vi kan snakke?'? Det kunne jeg jo ikke. Det lød dumt, og det var jeg ikke. Eller, det var jeg jo, jeg havde taget det første og bedste fly fra London, bare for at komme til at snakke med hende og se hende. Lidt dum var jeg. 

Da jeg åbnede min telefon, opdagede jeg, at jeg stadig ikke var gået ud af videoen med Aria, der sang hos Ellen. Måske var det det, jeg skulle. Jeg skulle synge linjerne fra hendes sang. Jeg vidste ikke, hvordan hun ville reagere, men det var en chance, jeg måtte tage. 

"Du vil med det samme kunne høre, at den handler om ham. C-stykket fortæller, hvad jeg drømte, det var det, der fik mig til at vågne og skrive denne her sang," hendes ord genlød i mit hoved. Jeg gik ud af videoen og fik trykket Arias nummer ind, som jeg efterhånden også kunne i hovedet. Jeg havde kigget på nummeret så mange gange, og overvejet at ringe til hende så mange gange, at jeg nu kunne hendes nummer udenad. 

Jeg kunne ikke udsætte det længere, så jeg trykkede på opkald, og kunne mærke hvor hurtigt mit hjerte bankede, og hvor svedige mine håndflader blev. Jeg var skide nervøs. Hun gad sikkert ikke snakke med mig, men den ringede fire gange før, den blev taget. 

"Harry?" en hvisken lød. Selvom det kun var en hvisken, kunne jeg nemt høre, hvem det var. Det var Aria. Jeg kunne ikke sige noget. "Harry, er du der?" spurgte hun. 

"I remember when we kissed, I still feel it on my lips. The time that you danced with me with no music playing. I remember the simple things, I remember til I cry, but the one thing I wish I'd forget, the memory I wanna forget," sang jeg stille og roligt. Næsten helt hviskende. Jeg kiggede mig omkring og opdagede, at flok slet ikke havde tid til at lægge mærke til, at jeg sad med tåre ned af kinderne og sang til en i min telefon. 

"Harry," hun gispede. "Jeg... jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige," hviskede hun. Jeg kunne høre mennesker omkring hende, hvilket betød, at hun ikke var alene. Hun havde selvfølgelig ikke tid til mig. Jeg skulle aldrig være kommet. Jeg skulle have ringet, inden jeg satte mig på et fly. 

"Du behøver ikke sige noget Ar...Audrey. Det er mig, der ikke ved, hvad jeg skal kalde dig, smukke," ordet smukke gled ud, og det var slet ikke meningen, at jeg skulle sige det højt. Det skulle have blevet inde i mit hoved, men jeg havde alt for mange følelser. 

"Kald mig Aria, så er du sød," jeg nikkede, selvom hun ikke kunne se det. "Hvorfor ringer du? Ikke fordi du ikke må, for det er virkelig rart at høre din stemme, men burde du ikke sove? Det er da sent henne i England," sagde hun denne gang lidt højere end en hvisken. 

"Tja, altså..." startede jeg. Jeg havde ikke tænkt det her igennem. "Jeg er i Hollywood, så jeg håber, at du har lyst til at mødes med mig, hvis du har tid," sagde jeg så. 

"Harry," hun lød hverken glad eller irriteret på mig. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage det som et godt tegn eller dårligt. 

"Audrey! Pausen er slut, er du klar?" lød en anden stemme. 

"Hør Harry. Jeg er på arbejde lige nu, jeg kan få min veninde Megan til at hente dig. Det tager cirka tyve minutter for hende at komme ud til lufthavnen. Kan du vente så længe?

"Jeg venter så længe, det skal være. Hvordan skal jeg genkende Megan?" 

"Hun får min telefon med, og så sender hun et billede af sig selv, så du kan finde hende, deal?" 

"Jeg glæder mig allerede til at se dig, Aria," sagde jeg. Vi fik lagt på og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle tage mit til i de tyve minutter. Jeg fik dog drukket min kaffe færdig, hvorefter jeg besluttede mig for at gå mod udgangen. Jeg kunne vel sætte et sted og vente på... Megan hed hun vidst. 

Jeg hankede op i min taske, hvorefter jeg fandt ud mod udgangen, men længe gik der ikke, før der tikkede en sms ind. Jeg tjekkede den og så, at det var det selfie af Megan, hvorefter jeg selv tog et af mig, velvidende om, at jeg stod midt i en lufthavn. Jeg ville gerne gøre alt for at komme hen til Aria. 

Mens jeg gik derhen, gik jeg og tænkte på, at jeg var glad for, at hun blot ville have mig til at kalde hende Aria, som jeg altid havde gjort. Hun var jo stadig gode gamle Aria, selvom hun var her. Det ville alligevel blive alt for svært at kalde hende andet. Jeg kunne ikke kalde hende Audrey, selvom det var hendes rigtige navn. Det ville virke forkert. 

Jeg håbede bare ikke, at de tre uger vi ikke havde været sammen, havde ændret hende. De havde ikke ændret mig, udover at jeg var sikker på, at jeg elskede hende. Det var det eneste, og jeg kunne kun håbe på, at hun havde det på samme måde. Der var ikke mere at håbe på. 

"Harry?" en stemme fik mig ud af mine tanker om Aria. Jeg kiggede op og så en pige, som jeg ikke rigtig kendte, men havde set før. "Det er dig, der er Harry, er det ikke?" 

"Megan?" spurgte jeg, hvorefter jeg kiggede på billedet, som var på min mobil. "Jo, jeg er Harry," jeg gengældte det smil, som hun sendte mig. Jeg rakte min hånd frem mod hende, som hun blidt tog og rystede en lidt. 

"Jeg er Audreys bedste veninde, så jeg ved ret meget om dig," sagde hun, mens vi blot stod og kiggede på hinanden. Megan havde blondt hår og nogle krystal blå øjne, som man næsten kunne falde ind i, men ikke så samme måde som Arias. Jeg kiggede lidt op og ned af Megan, som Megan gjorde ved mig, vi så lige hinanden an. Hun var faktisk rigtig flot, og det undrede mig ikke, hvis hun ikke også var populær herovre. Hun havde en populær veninde, og med Megans udseende og udstråling kunne jeg ikke se, hvorfor hun ikke var. 

"Skal vi afsted?" spurgte jeg. Hun stod og gav mig elevatorblikket et par gange, men det gjorde ikke noget. Jeg var ret ligeglad, om hun kunne lide mig eller ej, for det var Aria og ikke hende, jeg var kommet og besøge, men hun kiggede vel bare på mig, for a sikre sig, at jeg var god nok til hendes veninde. 

"Ja lad os," hun klappede hænderne sammen, og vi gik ud. Jeg vidste ikke, om hun selv kørte eller om vi skulle tage en taxa. 

Oh shit. Det var først nu, jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at bestille et hotelværelse, men jeg vidste jo heller ikke, hvor Aria boede, og ville gerne bo på et hotel tæt på hendes hus eller lejlighed, eller hvad hun nu boede i. 

Vi kom udenfor, hvor der var varmere, end jeg havde regnet med. Jeg havde aldrig været her, men jeg kunne da nemt have tjekket vejret, inden jeg pakkede tøj, men jeg var så ivrig efter at komme afsted. Vi gik hen mod de parkerede biler, så jeg gættede mig til, at hun selv havde kørt vejen for at hente mig, og det gør mig glad, så vi ikke skulle bruge penge på en taxa, og de er sikkert rigtige dyre her over i USA. 

**

Megan fik parkeret bilen, og jeg kunne mærke nervøsiteten. Jeg vidste det, var en dum idé, men nu havde jeg snakket med hende. Hun ved, jeg er her om lidt, men om hun overhovedet er glad for det, vidste jeg ikke. Hun var jo skuespiller, så hun kunne nemt lade som om i telefonen, hvilket jeg slet ikke håbede på. Jeg håbede bare, at hun havde det på samme måde, som jeg havde det. Nervøs, men glad for at se hende. 

Jeg kom ud af bilen g tog min taske med, og gik langsomt bag Megan, for jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle sige hej til hende. Skulle jeg give hende et kram? Kysse hende? Jeg vidste heller ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til min nervøsitet, jeg havde aldrig været så nervøs, når jeg havde stået på en scene. Det var lidt som, at det her var meget værre. Jeg var ikke nogen anden karakter, jeg var mig selv. Jeg var bange for at gøre mig selv til grin. 

"Kom nu mand! Hun glæder sig til at se dig igen," sagde Megan og stoppede op og ventede på mig. 

"Hvordan kan du være så sikker?" spurgte jeg, så dum som jeg var, men jeg var skide nervøs. 

"Du skulle se hendes smil, da du ringede til hende, og hendes øjne lyste helt op, da hun fortalte mig, at jeg skulle hente dig, selvom hun selv gerne ville, men ikke kunne," hun tog fat i min arm og trak mig med, som om hun skulle skynde sig eller sådan noget. Hun gik i hvert fald hurtigt. Jeg lod hende egentlig gøre det, for jeg var ikke sikker, om jeg selv kunne have gået derind. 

"Undskyld, jeg er bare nervøs," mumlede jeg, da vi gik ind i en af de mange bygninger, som lå på pladsen. 

"Det gør ikke noget," hun gav slip. "Du skal dog vide, at du faktisk kun kunne komme ind, fordi du gik sammen med med. Nu ved jeg ikke, hvor længe du skal være her, men hvis du skal være her, skal du enten gå med mig eller Audrey, medmindre hun skriver dig på listen, der godt må komme ind og besøge hende, det kan jeg ikke gøre for hende," jeg nikkede. 

"Jeg er helt med," min stemme var stille, og jeg begyndte at kigge rundt. Vi var i et studie, men der var ikke nogen, der brugte projektørene eller noget som helst. Der var ret stille i forhold til, at der blev filmet her inde. 

"De er her ovre. Du skal være stille, for de øver kun på replikkerne, og jeg ved endnu ikke, hvornår de skal filme og den slags," sagde hun og førte mig længere ind i studiet. 

Da vi kom længere ind, kunne jeg nemt høre Arias stemme. Da jeg så hende, kunne jeg ikke få øjnene af hende. Hun stod op sammen med tre andre, mens resten sad ned. De fire stod og spillede scenen i midten af cirklen, de havde lavet med deres stole. Hun holdte manuskriptet i hænderne og gik lidt frem og tilbage, enten når hun snakkede eller de andre snakkede. 

"Ja tak!" blev der sagt. "I burde spille lidt mere, som Audrey og Ian gør. I to står bare stille og læser op, I kigger slet ikke på jeres medspillere," 

"Vi ved selvfølgelig godt, at I ikke kan huske replikkerne helt udenad, men I kunne da prøve lidt," jeg lagde slet ikke skjul på, at jeg kiggede på Aria. Det var så forvirrende, at folk kaldte hende for Audrey, når jeg havde kaldt hende Aria, selvom hun faktisk hedder Audrey. Så forvirrende, men bare hun selv kunne finde ud af det. 

Jeg fik øjenkontakt med Aria, da hun opdagede, at nogen stod og så på dem. Hun lyste helt op i et kæmpe smil, et smil jeg ikke havde set længe, og jeg kunne med det samme mærke, at mit hjerte begyndte at hamre hårdt, og mine kinder begyndte lige så stille at brænde. Jeg smilede tilbage, og mimede 'Jeg har savnet dig'. 

"Audrey hører du efter?" var der en der sagde. 

"Oh undskyld, nej det gjorde jeg ikke," mumlede hun og så ned i jorden.. af skam? Ham der snakkede til hende, ventede sig om og så Megan og mig stå og kigge på dem. 

"Det gør ikke noget, men lad os holde en lille pause, før vi tager scenen igen," Aria nikkede, lagde sit manuskript på sin stol, inden hun gik over mod os. Mit hjerte hamrede der ud af, det hamrede så hårdt, at jeg var bange for, at det ville oppe ud af brystet på mig. 

"Harry!" Hun havde det største smil, hvorefter hun gik direkte ind i min favn. Jeg tog hende tæt indtil mig, for jeg havde savnet hende ufattelig meget, og jeg var overrasket over, at hun ikke begyndte at sige alt muligt til mig om dengang jeg skred fra hende, eller at jeg ikke havde ringet noget før. 

"Jeg har savnet dig, Aria," hviskede jeg til hende. 

"Og jeg har savnet dig din store fyr," grinede hun, og krammede mig hårdere ind til sig. Jeg havde ikke noget i mod det, det var rart at holde om hende. "Hvordan kan det være, at du er kommer helt her over," hun trak sig lidt væk, men lod en hånd ligge på mit bryst, så hun kunne mærke mit hjerte. 

"Jeg ville sige undskyld for alt," 

"Det behøvede du ikke at gøre, du kunne da bare have ringet," sagde hun. Jeg tog fat i hendes hånd og førte den op til min mund, hvor jeg kyssede blidt hendes hånd. 

"Men det næste, jeg vil sige, skal ikke siges over telefonen. Jeg ville sige det direkte til dig," sagde jeg og mit hjerte bankede blot endnu hårdere, hvis det overhovedet kunne det. "Det der skete, var absolut min fejl. Jeg skulle have lyttet til dig, men jeg var helt ude af mig selv. Jeg fik snakket med Gemma, som fortalte mig alt, hvad du havde sagt til hende, og jeg begyndte at forstå det meget bedre," jeg holdte en lille pause, inden jeg gik i gang igen. "Jeg har haft nogle ufattelig lange uger, og jeg kunne ikke få dig ud af hovedet, og der var intet, der hjalp," 

"Men Harry, jeg..." jeg holdte en hånd op for at få hende til at stoppe. Jeg var slet ikke færdig med at snakke, og hvis jeg ikke fik det sagt nu, ville det aldrig komme ud. 

"Det jeg prøver at sige til dig, er," jeg tog en dyb indånding og så hende direkte ind i øjnene igen. "Jeg elsker dig, Aria. Jeg er ligeglad og det er Audrey eller Aria. Du skal bare vide, at jeg elsker dig," 

_____________________________________________

Ahhh! Nu er den i gang, og jeg har glædet mig i lang tid! 

Kapitlet blev lidt længere, end det rigtig skulle være, men der var intet, jeg kunne undvære, så nu blev det så langt. ;) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...