Cold Lies ~ Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2018
  • Opdateret: 12 mar. 2018
  • Status: Igang
Fra for sidste gang vi hørte om Grace, har hendes liv vendt sig 90 grader. Grace er fast besluttet på, at få lavet sit liv helt om og starte på en frisk. Derfor har hun ændret sit navn til Ella Evans. Dette er ikke kun den eneste ting som er ændret ved Ella.
Jobbet kører som smurt på skinnerne og det samme med forholdet til Harry.

Men hvad sker der, når en gammel ven opsøger Ella og hendes verden langsomt begynder at falde fra hinanden? Ella har endelig sluppet sit gamle liv, med drama og drab, men vil fortiden hjemsøge hende?

Find ud af det i “Cold Lies”.

//Dette er 2’eren af Cold Secrets
//Harry er IKKE kendt i denne movella
//Læses på eget ansvar!
//Tusind tak til Adison for det smukke cover!!

5Likes
9Kommentarer
1854Visninger
AA

13. Kapitel 8

CL 8. Kapitel

2. marts 2018 kl. 17.00. Foran Harry og Ellas hjem. London, England.

Kender du det når man bare ved at der er noget galt? Det der når ens hjerte banker 100 km i timen og man ved ikke hvorfor, man ved bare at der er noget galt. Ligesom i gyserfilm når der er alt for stille og man ved at lige om lidt får man sikkert det størreste chok. Sådan har jeg det lige nu. Jeg står foran hoveddøren til vores hus og er i gang med at finde nøglerne frem, men jeg er nærmest bange for at gå ind. Jeg er bange for at der er sket noget. Noget slemt.

Jeg får låst op til huset og åbner døren og ligesom i en gyserfilm, er alting helt stille.

“Harry?” Siger jeg spørgende for at høre om han er hjemme. Der er ingen som svarer og jeg tager hurtigt min læderjakke og mine støvler af og hænger jakken op og sætter støvlerne på plads. Måske tog jeg fejl før. Måske er der ikke noget galt. Men jeg synes stadig at her virker alt for stille. Og lige da jeg tænker dén tanke, hører jeg én brokke sig på en underlig måde ude i stuen, som om personen har gevaldigt ondt. Harry.

Jeg løber ud i stuen mens mit hjerte banker på fuld drøn. Og lige som at jeg ser det værste inde i mit hoved, af hvad der mon venter mig ser jeg noget som er langt værre.

Harry halvt sidder, halvt ligger i en af sofaerne og vrider sig i smerte. Det flyder ud med blod fra begge hans ben og der ligger en køkkenkniv et lille stykke væk fra ham.

“Harry!” Råber jeg bekymret og løber hen til ham. Han svarer mig ikke, men holder i stedet for bare en finger foran sin mund, som tegn på at jeg skal tie stille.

“Han er stadig i huset,” forklarer Harry og henviser til ham som har gjort det her. Jeg ved ikke hvem der har gjort det men jeg sværger den person er død lige så snart at jeg får fat på ham.

“Okay,” siger jeg og prøver på at tage en dyb indånding. “Du bliver nødt til at hjælpe mig lidt,” siger jeg lavt til Harry hvilket føre til at han kigger undrene på mig. Jeg tager hurtigt Harrys arm og lægger den rundt om mine skuldre, hvilket føre til at han vrider sig lidt mere. Men han har forstået at jeg vil have ham op og stå så han for stille rejst sig fra sofaen. Jeg svinger min venstre arm rundt om hans ryg og prøver på at støtte ham så godt jeg kan.

“Bare læn din kropsvægt op af mig,” hvisker jeg og prøver på at holde os begge oppe, så godt jeg nu kan. “Vi skal ud på badeværelset,” fortsætter jeg og vi begge retter kursen mod badeværelset. Jeg må indrømme at det er pæn hårdt at slæbe os begge to ud til toilettet, selvom det ikke ligefrem er fordi at jeg bære Harry - men han læner trods alt sin vægt mod mig. Og det er heller ikke ligefrem behageligt for Harry at gå ud på badeværelset - jeg kan se at han vrider sig i smerte, hvilket jeg også godt kan forstå, da sårene fra hans ben ser ud til at være ret dybe så der kommer et langt blodspor på gangen.

“Vi er der lige om lidt,” hvisker jeg og går de sidste meter inden vi er kommet hen på badeværelset så jeg åbner døren og slæber Harry med derind. Lige så snart vi er derinde giver Harry slip på mig og sætter sig ned på gulvet med benene strakt. Jeg lukker stille døren og låser den hvorefter jeg hurtigt går over til Harry og sætter mig foran ham.

“Hvad skete der?!” Spørger jeg forvirret mens jeg tager nogle håndklæder fra et skab som jeg hurtigt presser mod hans ben, hvilket gør at han laver en grimasse og holder et skrig inde. Det ligner at han har to stiksår på det ene ben og ét på det andet, men det er svært at sige, på grund af alt blodet.

“Undskyld, men jeg bliver nødt til at stoppe blødningen,” siger jeg og presser lidt mere.

“Jeg ved ikke hvad der skete. Jeg var vist faldet i søvn på sofaen og pludselig vågner jeg ved at der står en eller anden mand foran mig inden han stikker mig med en kniv og styrter ovenpå,” forklare Harry. “Er det meget dybt?” Tilføjer han og hentyder til såret.

“Du bliver i hvert fald nødt til at komme på hospitalet. Jeg ringer efter en ambulance,” siger jeg og skal til at finde min telefon frem da jeg opdager at den ligger i min jakkelomme i gangen. “Fuck,” bander jeg frustreret.

“Du har ikke din telefon på dig vel?” Spørger Harry og kigger en smule forvirret på mig. Jeg ryster på hovedet. “Fuck…” gentager han.

“Hvad gør vi så-” Jeg afbryder hurtigt Harry ved at holde min pegefinger foran mine læber og kigge direkte ind i hans øjne som tegn på at han skal tie stille, for pludselig kan jeg høre nogle fodskridt over os i soveværelset. Vi begge kigger op i loftet, som om vi ville kunne se noget. Selvfølgelig kan vi intet se andet end et hvidt loft.

Jeg rejser mig og begynder at gå hen til døren uden helt at vide hvad jeg laver. Måske skal jeg finde min mobil, måske se hvem gerningsmanden er.

“Ella!” Råbe-hvisker Harry til mig så jeg vender mig om mod ham igen og kigger undrende på ham. “Hvad laver du? Du skal ikke gå derud, når han stadig er i huset!” Beordre Harry beskyttende.

“Jeg bliver nødt til at se hvem det er,” siger jeg. “Bare rolig, jeg skal nok passe på,” tilføjer jeg og smiler lidt beroligende til ham.

“Du er tosset i hovedet,” svarer han. “Bare bliv her,” siger jeg og åbner døren hvorefter jeg går ud og lukker døren forsigtigt efter mig.

Jeg lister forsigtigt ud i stuen, hvor en stor blodplet fra Harrys ben kommer mig i møde og selvom at jeg har set blod så mange gange før, kan jeg alligevel ikke lade være med at blive lidt dårlig, så jeg kigger hurtigt et andet sted hen. Havedøren er åben til stuen, så det må være der at gerningsmanden er kommet ind. Han har slæbt en hel del møg fra haven med ind som føre vej hen til trappen og op på første sal.

Jeg tager den store, blodige køkkenkniv som stadig ligger ved siden af sofaen i hånden og begynder på stille og forsigtigt, at bevæge mig op ad trapperne og op på første sal. Mit hjerte banker ufattelig hurtigt og mine håndflader er svedige. Jeg prøver på at huske på, hvad jeg lærte af James, måske kan jeg bruge det nu. Men alle idéer strømmer ind og ud af mit hoved, for ingen af dem kan bruges. Denne gang er det nemlig omvendt. Det er ikke længere mig som er skurken. Og lige nu har jeg hverken ingen idé om hvem skurken er.

Jeg følger sporet af jord som, ligesom jeg forventede, fører ind til soveværelset. Døren til soveværelset står næsten helt lukket og jeg kan høre en eller anden rode rundt derinde. Nervøsiteten kan virkelig mærkes og jeg knytter min hånd hårdt om kniven inden jeg hurtigt åbner døren og kigger ind i soveværelset.

Jeg regner med at se en som jeg aldrig har set før. Måske en ung mand eller to som ville prøve på at være lidt “seje” og begå indbrud. Men det jeg ser er langt værre. Det er godt nok en ung mand, som lige nu sidder i vinduet parat til at hoppe ud af det og stikke af, men han vender hovedet mod mig og de chokoladebrune øjne er meget genkendelige.

“Liam?” Min stemme knækker da jeg ser ham og jeg er både forskrækket, forvirret og sidst men ikke mindst: Skuffet.

Han kigger forskrækket tilbage på mig og ser mindst lige så skuffet ud som jeg må gøre lige nu. Måske fordi hans mission gik galt, måske fordi at han har dårlig samvittighed. Men jeg er mindst lige så forvirret som jeg er skuffet. James sidder bag tremmer, så hvem arbejder Liam så for? Ham selv? Marcus? Eller en hel anden?

“Undskyld,” siger han med en lav stemme inden han trækker en pistol frem. Jeg er for langsom, det er for lang tid siden at jeg har trænet mine reflekser, så jeg når ikke engang at reagere før Liam har trukket på aftrækkeren og jeg falder baglæns ned på det hårde trægulv med en ufattelig stor smerte i maven. Jeg når lige at høre Liam som hopper ud af vinduet og Harry som kalder på mig nede fra badeværelset i stueetagen, inden alting langsomt bliver sløret og til sidst helt sort.

———

Dramaaaaaaa!!! Hvad tror I der kommer til at ske med Ella?

Giv gerne et like, favorit og hellere end gerne en kommentar!! <3

Knus Zorbaline <3

OUTFITS KAPITEL 8

Ella:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...