Vallia

Mikkel, en 17 årig dreng, som har været hjemsøgt af drømme, han ikke har kunne forklare, opdager en hel ny verden, på en gå tur i skoven. Her er mørke væsner og magi i gang med at fortære alt levende på sin vej. Det er nu hans mission, om han vil det eller ej, til at hjælpe folket, med at finde en løsning. Men hvad han finder, er en hemmelighed, en legende, som forlængst har været glemt - ham selv.

2Likes
10Kommentarer
455Visninger
AA

3. Portalen i mørket

Han anede ikke hvor han var på vej hen, kun at han skulle lang væk, så lang væk fra huset han kunne. Fuldmånens skær lyste, den ellers kul sorte skov op, med et blålige hvidt skær. Det var dog stadig skræmmende, for selvom månen lyste godt i gennem, var skoven stadig mørk, mørk nok til at hvis der gemte sig noget i blandt de mange nøgne træer og buske, ville man ikke vide det, før det var for sent.
Men Mikkel tænkte ikke meget over, hvad der kunne gemme sig i skoven, men mere hvad skulle han dog gøre uden sin lodne ven, han var vokset op med? Han gned hårdt sine tåre væk i vrede, og kæmpede sig igennem de store træer og deres mange rødder, han var ved at snuble over. Det var ikke let at komme rundt, når man dårlig nok kunne se noget, men det var nu forsent at vende om, så han kunne lige så godt fortsætte.

Mikkel valgte at gå hans vrede væk, fjerne alle de dårlige tanker, der nu engang var poppet op i hans hoved. Træernes knirke, de visne blades raslen og de løse sten, der gned sig ned imod hinanden, med hvert et skridt Mikkel tog, var både betrykkende men også skræmmende.
Betrykkende at der ikke var ren stilhed i skoven og, hvis nu der var noget i skoven, ville han da kunne høre det komme. Men skræmmende at der ikke var andet end det, ingen fugle sang, ingen lyde fra dyr man ikke kunne se, ingenting. Kun ham og den mørke skov.

Alligevel gik han, i hvad der føltes som en time, og tænkte. Hans vrede havde nu lagt sig som en svag glød i hans bryst, men nu havde sorgen og frygten taget over. Han havde grædt stille for sig selv i et kort øjeblik, men det følte ikke som om det gjorde noget bedre. Han havde det stadig lige så elendigt som før, men nu havde han da brugt de fleste af hans tåre op.
Pludselig hørte han en gren knække et stykke væk og han frøs, og ubevægeligt, lyttede intenst til lyden omkring ham, imens hans hjerte galopperet afsted, og hans vejrtrækning blev til små hiv. Men efter et par minutter var der ingenting, og han åndet lettet op, selv om det ikke hjalp hans hjerte, der føltes som om den snart ville springe ud af hans bryst.
Aldrig har han følt sig så bange, og nu fortrød han at han var taget her ud. Han kiggede op, kun for lige at kunne skimle hvor månen var, og valgte at gå tilbage. Men da han vendte sig om, så han noget ud af øjenkrogen, noget der lyste blåt. Han var ikke helt sikker på hvad det var, så han vendte hovedet og kneb øjnene sammen, for at se om han kunne se noget i mørke. Men der var ingen ting, intet blåt lys, intet skikkelse, som kunne havde skabt lyset, ingenting. Igen tænke han det nok bare var indbildning, en blanding af at havde været blevet skræmt, og det med han ikke havde fået nok søvn, men da han kiggede væk og tog et skridt, var det der igen. Denne gang rykkede han ikke hovedet, men holdt hovedet stille for at se om det ville forsvinde, men det gjorde det ikke, og heller ikke da han endeligt vendte hovedet.
Langt væk, dybt inde i skoven, var der noget der lyste. Tiltrukket til lyset, som et møl, valgte han at gå imod det. Han havde aldrig set noget ude i skoven før, der kunne give det lys, og han var ellers vokset op i skoven.

Efter flere lange minutters gå gang, var lyset blev klare og klare, og havde forstørret sig ved det dobbelte, men det virkede stadig som om det var langt væk, indtil han stod foran det, kun nogle meter væk fra ham. Det var en blå boble af lysende røg, som han bedst kunne beskrive det, der svævede en meter over jorden.
”Hvad i alverden?” mumlede han til sig selv og trådte et skridt tættere på, nysgerrig men også en smule nervøs, da det lige pludseligt blev lilla og udvidet sig i en hast, at efter 2 sekunder, var der en kæmpe oval, med lilla og blå nuancer, lige så høj som ham selv. Han sprang tilbage i chok og faldt næsten bagover, hvis ikke det var fordi han nået at gribe fat i det kæmpe store træ vedsiden af ham. Han kiggede tilbage på den mystiske ting som nu lignede en røg sky, dog virkede det mere fast, og da de forskellige farver snoet sig om hinanden, dannede de en kant omkring den dybe udseende hul.
Han stod der i et minut, med hamrende hjerte og store fascineret øjne, før han begyndte at mærke et sug, som om han var ved at blive slugt levende, og da så han at omgivelserne, omkring den lilla ting, var begyndt at rykke imod den. Grene og de ufattelige mange blade, rykkede sig langsomt imod den, men for hver centimeter, de kom tætter på den, jo hurtigere gik det indtil de fløj op og forsvandt i den.

Det var her Mikkel indså, han hellere måtte komme væk. Redsalslagen prøvede han at vende sig om og løbe, men det var som om hans ben var lænket fast til noget, han kunne ikke rykke dem, uanset hvor meget han prøvede, og i hans ivrige kamp, blev den lilla ting kun stærkere og stærkere, indtil han blev hevet så hårdt, han ikke kunne stå imod.  Hans ben havde ikke noget problem med at rykke tættere på, men væk ville de ikke, og selvom Mikkel grab fat i træet vedsiden af ham, hjalp det ikke. Mikkel kom tættere og tættere på, han hjerte hamrende hård og hurtigt i hans bryst, og hans krop føltes som en kæmpe stor isklump, og da Mikkel kom tæt nok på at den lilla ting, så den var alt hvad han kunne se, indså han, det var ikke bare en alt ædende røg sky, men en portal, for i midten af den, så han noget, der lignede land. Han kneb øjnene sammen forvirret, og for et sekund var det som om alting stod stille. Ubevidst, rykkede han hans hånd frem imod midten og det var så her han indså, han var en idiot.


I begyndelsen var alting sort, men så kom Mikkel tættere og tættere på et hvidt hul, hvor så alting blev lyst og skarp, som udvidedet, at Mikkel ikke kunne gøre andet end at dække sine øjne til, indtil han kunne se noget. Til hans forskrækkelse, var det som om han havde stået oprejst igennem hele mørket, men i det øjeblik han kom igennem mørket og ud på den anden side, faldt han pludselig ned ad.
Først faldt han i en høj fart igennem de blålige hvide skyer, i mens han skreg af hans lungers fulde kræft, hvor derefter, var det som om han faldt i slowmotion. Han stoppede med at skrige, imens han fladt vandret ned imod den kæmpe stykke land der stræk sig så lang øjet rakte. Fordi faldet var så langsomt, eller også gik tiden bare meget langsomt, kunne han nå at få sig et godt overblik over den verden han var kommer ind i.

Da han kiggede neden under sig, så han træer, masser af der dannede en skov i pink og lilla nuancer, med en slags glød over sig, som om nogen havde drysset sølv og guld glimmer ud over det hele. Træerne stod tæt op af hinanden, så det var umuligt at sige hvad der gemte sig under dem.
Til hans venstre side, bag ved træerne, og som gik som en bue rundt om hele landet, som en slags mur, var der bjerge, fuld af grønne og blå græs, buske og træer, og bjerget havde sne hvide toppe, som forsvandt op igennem skyerne.
Lige ud foran ham, var der en kæmpe sø, med et stort klippe formation, så høj, at de 3 vandfalde, der var, næsten blev fordamet inden de nået søens overflade. Han var ret sikker på, at det var regnbuer han så ved vandfaldende, man han havde aldrig set nogen med 10 forskellige farver. 
Til højre for ham, var der store gule træer, hvor nogle af dem gik? Han kunne ikke tro sine egen øjne, træer der ren faktisk gik. Han rystede på sit hoved og kiggede igen imod de gule træer, sandt nok, det var ikke bare hans indbildning, de var ren faktisk levende, så levende de kunne bevæge sig, sikkert også snakke og tænke.
I blandt træerne, lå der et kæmpe slot med fire store tårne, i cremet hvide vægge og rødlig orange tage, omringet af en kæmpe by, med små huse i samme farver. Det hele så så magisk ud, at han slet ikke kunne forstå det. Magi var ikke virkelig, da slet ikke sådan noget som man så i film eller spil, men alligevel var det som om hele byen, nej, hele landet vat fyld med magi.
Bag ved det kæmpe slot og de store træer, kunne han lige ane noget mørkt. Døde træer, som stod nøgne, helt grå og sorte, som om der har været et skovbrand. Det lignede et land for de døde, at han fik næsten helt kuldegysninger. Han var glad for han ikke var på vej derned.

Han kiggede igen ned på jorden under ham, han var ikke kommet meget tættere på. Hvor lang tid kunne det tage at falde? Undrede han sig over, da en kæmpe skygge lagde sig over næsten halvdelen at landet. Han kiggede op, kun til at få sig noget af en chok. Et kæmpe stykke land, svævede over ham, med store hvide perle farvet krystaller under den, spredt under den i forskellige størrelser.
På den ene side af landet, den side der var længst væk fra ham, løb der vand ned, som fordampet ud i luften, og på den modsatte side, hang der, hvad der lignede luftskibe, i røde og orange farver. Han stirrede på landet i trance, fascineret imens han undrede sig over, hvordan resten af det svævende stykke land så ud, da han lige pludselig fald med sådan en fart, at han ikke kunne få vejret. Han ramte flere grene på vejen ned igennem træerne, dog kun de tynde små nogle, som knækkede af det hårde slag, hans krop gav dem. Skrammer og rifter fik han i ansigter og på arme og ben, imens grenene rev i hans tøj, og gav dem små flænger.
Og så stoppede han brat, cirka en meter over land jordet, før den gav slip på ham, hvad det nu end var der havde stoppet ham, og han landede ansigt ned først i den tørre jord, hårdt nok til at alting sortnede for ham og han mistede bevidstheden.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...