Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
448Visninger
AA

7. Når aliens taler norsk...

 

 

 

Er det ensomt at stå på ski alene? Ja... Jeg spurgte mig selv på vej op ad pisten. Jeg spurgte mig selv igen, da jeg sprang af liften og faldt på røv og albuer. Jeg spurgte ikke mig selv, da en lækker forbipassende skiguide hjalp mig op, men så spurgte jeg mig selv igen, da guidens fokus hurtigt skiftede tilbage til hans dullede elev, der med sikkerhed kun havde timer hos ham, fordi hun havde planer om at komme i bukserne på ham.

Val T flød med liderlige kællinger og uduelige fuck-boys. En kombination jeg ikke kunne udstå, fordi jeg hverken var en liderlig kælling eller en fuck-boy. Måske var jeg lidt en kælling... Det skulle jeg ikke gøre mig klog på, men jeg var overbevist om, at Paulina havde en lignende holdning om mig. 

Så er det kedeligt at stå på ski alene? Både og. I grunden er det vel lige så sjovt, som at stå med andre... Forskellen er nok bare, at man ser ynkelig og dum ud, når man falder alene, fremfor når man er sammen med ens venner, som nok med sikkerhed ville destruere den akavede situation ved højlydt at gøre grin med en. Det var alligevel bizart at tænke på... At situationer er mest akavet, når færrest bemærker det? Det pinlige forsvinder, når nogle velkendte ansigter påpeger, at man har dummet sig, hvorimod man på ensom vist undersøger, hvordan man hurtigst muligt kan slå sig selv ihjel, hvis man dummer sig alene. Der tænker folk nemlig, at man er dum og klodset, men ingen påpeger det, og det er sgu næsten det værste...

Alligevel fandt jeg mig selv på toppen af pisten. Skiene lå foran mig, mens jeg selv sad dovent på kanten af bakken og nød den overdådige udsigt. Det var varmt heroppe. Varmere end nede i dalen, hvor alpehytterne lå. Solen skinnede og fik iskrystallerne i sneen til at skinne blankt. Jeg åndede blidt. Mærkede en ro sænke sig over min krop, idet jeg rejste mig op og satte i fart ned ad bakken. Følelsen virkede først fremmed i benene. Det var længe siden, jeg havde stået på ski, og jeg havde ikke forventet, at min første ski-oplevelse i år skulle foregå på egen hånd. Alligevel tog jeg mig selv i at nyde det. Nyde lyden af sneen, der blev skubbet væk under mine fødder, mens tørklædet for min mund blev fugtigt og varmt. 

 

Men med et brag forsvandt det idylliske øjeblik. Jeg mærkede benene blive fejet væk under mig, og hvordan jeg på et split sekund mistede al luft i mine lunger, da min krop faldt mod jorden. Det hele slørrede for mig. Så mørke. Da lys. Så vendte den lyseblå himmel tilbage, og den skinnende sol fik mig atter til at lukke mørket ind. Smerte... Jeg var usikker på, om jeg jamrede. Det gjorde jeg nu nok, men egentlig husker jeg ikke anden smerte end følelsen af, at min sjæl forsvandt fra min krop for en stund. Det lød nok voldsomt, men det var nærmest som at gå døden i møde. Men da blev mørket skiftet ud med et fluelignende væsen. Øjnene var kun få centimeter fra mit ansigt, hvilket fik væsnet til at ligne en alien fra en fremmed planet. Var jeg død?

 

"Hun har det bra!" Kunne jeg nu høre rumvæsenet råbe, hvilket på et split sekund sendte mig tilbage til jordens overflade. Rumvæsener taler vel ikke norsk?

"Kan du hjelpe meg, Hjalmer?"

På den modsatte side kørte nu en et andet norsktalende rumvæsen ind over mig, hvortil de begge hev op i mine arme, så jeg blev tvunget på benene. 

"Er du i live?" Hendes norske accent var yderst irriterende. Alt for lys og glad. Som Nora fra Skam. Irriterende lykkelig i tonen. 

Jeg nikkede til hendes spørgsmål. Jeg havde aldrig været god til norsk, og særligt ikke at snakke det.

"Hvordan kunne du vide, at jeg ville forstå dig?" Jeg var ikke klar over, hvordan jeg kunne få ordene frem eftersom der nok var mere sne end luft i mine lunger - men det var nok bare en flask overbevisning. Ligesom det nok var en flask overbevisning, at jeg overhovedet skulle interessere mig for det spørgsmål, som jeg netop stillede.

"Du er venner med den gut, hva heter han igjen?"

Pigen slog til den anden fyrs skulder, mens hun forsøgte at genkalde hans navn.

"Elliot!"

Hun begyndte at grine og slog ud til siderne med armene. 

"Jah, han er en veldig morsom gut. Veldig rart, men også venlig."

"Øh. Jeg kender ham ikke rigtigt." Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Heller ikke, hvad jeg skulle føle omkring det. Hvordan kunne de vide, hvem jeg var, og hvorfor troede de, at jeg kendte Elliot? Jeg havde kun kort snakket med ham på klubben, men ellers ikke.

"Åh virkelig?" Hun kiggede forundret på mig og løftede så skibrillerne, så jeg kunne se hendes ansigt. Hun havde røde fregner over næsen og næsten irgrønne øjne. "Vi så at du forlot huset hans i morges?"

"Åh... ehm..." Igen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle svare.

"Du vet, vi er ikke stalkers." Hun holdt forsvarende sine hænder op foran sig og begyndte at grine. "Ikke stalkers, bare naboer."

"Åh..." Jeg vidste stadig ikke, hvad jeg skulle svare. På overraskende vis gik det virkelig op for mig, hvor dårlig jeg var til at snakke med fremmede mennesker - ellers var det fordi, de talte norsk. Det var jeg alligevel usikker på. 

"So, er du på ski alene eller?"

"Well..." Jeg vidste ikke, om jeg skulle fortælle et resume af min besværlige morgen, eller om jeg bare skulle fyre en løgn af om, at jeg bare foretrak at gøre det alene. Den første løsning virkede ynkelig, den næste virkede åndssvag og alt for ensom, hvilket egentlig betød, at begge løsninger ville være pinlige at bevæge sig ud i.

"Lige nu er jeg." ​Det var vel et okay svar?

"Det høres kjedeligt. En kop kakao? My teat, I took you down after all."

Hun begyndte igen at grine, hvilket på en møde løftede stemningen en smule, selvom jeg stadig kunne mærke pulsen dunke i min hals, og hvordan luften først nu var begyndt at cirkulere normalt rundt igen. Jeg overvejede hendes tilbud. Først ville jeg sige nej, men så indså jeg hurtigt, at jeg egentlig ikke havde noget bedre at tage mig til, nu hvor Paulina frøs mig ude. Jeg nikkede derfor og satte efter dem det sidste stykke ned ad bakken til vi ramte den nærmest cafe. 

 

***

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...