Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
440Visninger
AA

8. Et elgehoved og sportsfolk.

 

 

 

Det værste ved kakao på halvvejen ned ad en pist var tøj-arbejdet. Våde jakker, huer, vanter, uldtrøjer, skibriller skulle af, og de gik virkelig op for en her, at ens tøj lugtede af en gammel sur karklud. 

"Ja, det er egentlig det verste," sagde den norske pige, der nu satte sig foran mig med næsen nede i den vante, som hun netop havde taget af. "Fy faen, utålelig." 

Jeg vrængede på næsen og krummede både tær og øjenbryn. Så rystede hun på hovedet og rakte sin hånd hen over bordet:

"Jeg hedrer Alma." Hun rystede min hånd og pegede så op på den østriske tjener, der susede forbi med en bakke fyldt med fadøl.

"Three beers... Or?" hun kiggede forvirret mellem mig og fyren, som jeg stadig ikke var blevet introduceret for. Jeg nikkede. Jeg ville ikke være til besvær, selvom jeg stadig kunne mærke alkoholen fra i går. 

"Ehm okay. Three beers thanks." Tjeneren nikkede og smilte og satte da videre igennem restauranten med det brusende fad.

"Jeg beklager." Pigen smilte til mig og placerede nysgerrigt sine foldede hænder på det brune træbord. "Ditt navn?"

Hendes hår var stort, rødt og krøllet - næsten som en afro, bare mere vildt og modigt. Det var nok skihjelmens skyld.

"Øh... Fiona," svarede jeg, som om det var et svært spørgsmål.

"Den danske jenta, Fiona," sagde fyren så, og rakte sin hånd frem. De var bemærkelsesværdigt ordentlige i deres væremåde. 

"Jeg er Hjalmer. Hjalmer Sivert."

Han smilede til mig. Smilede på en måde, som jeg ikke kunne gennemskue. Han var ikke decideret pæn - nærmere bare det man vel ville kalde for en standard fyr, som nok har siddet for meget foran skærmen. Hans hår var kort og mørkeblond, og hans øjne var smalle og blå. ​En typisk nordmand, hvis man skulle tage det ud fra stereotypen.

"Si meg, Fiona." Alma bøjede sig længere ind over bordet og så alvorligt på mig. "Hva gjør du her alene?"

​Jeg trak på skuldrene. Det var klart for enhver, at jeg ikke var kommet hertil på egen hånd - det var der ingen, der gjorde. Val T var stedet for ungdomsuddannelser, så alle kom hertil i store flokke. Det var vel klart, at de så undrede sig over, at en pige, der ankom i en stor gruppe, ikke havde nogle at stå på ski med. Jeg kunne ikke se på hende. Jeg var ikke sikker på hvorfor egentligt... Måske var det en blanding af, at hun på ingen tid kunne se lige igennem mig og så det faktum, at jeg knap nok kendte hende. Jeg hvilede derfor mit blik på væggene omkring os. Der hang store plakater med snesportsudøvere, som jeg af gode grunde ikke kendte til. Over døren til cafeen hang et elgehoved, og i hjørnet brændte en kamin, som gjorde luften herinde endnu mere hed, end den var i forvejen. Der vrimlede med mennesker. Menneske af alle slags, racer og nationaliteter.

"Jeg havde vel bare brug for at være lidt alene," svarede jeg og sippede til den kop, som tjeneren netop havde placeret foran mig.

"I'm sorry then..." sagde Alma og begyndte at le. Også hun tog en slurk af den varme væske. 

"For hvad dog?" Jeg var usikker på, om jeg lige havde fornærmet dem.

"Beklager for å invitere deg på kakao... Hvis du vil være alene..."

"Nej, nej, nej." Det virkede åndssvagt. Jeg lød nærmest desperat for deres selskab, men sandheden var nok, at det var jeg.​ Selvom jeg sagde, at jeg ønskede at være alene, var situationen nærmere det stik modsatte. Men hvorfor skulle jeg belemre dem med min deprimerende historie om Paulina, der på underlig hvis nægtede at snakke til mig, selvom hun selv konstant forlod mig, når vi var på natklubber? Og hvad var der at fortælle om Tristan? For første gang i mit liv, valgte jeg at tage hjem til en fyr efter byen, og så lavede jeg ikke engang noget med ham... Og hvad jeg overhovedet lyst til det?

Selvom Tristan var sød, kunne jeg alligevel ikke hjælpe mig selv for at overveje, om han nu var for sød? Han havde været så gavmild og godhjertet. Han forventede intet af mig andet end mit selskab, og det fik han. Selvom han tilbød mig sin seng, tog han det ikke som en selvfølge, at jeg skulle gå i seng med ham, men er det normalt for en fyr?

"... Jeg er bare blevet uvenner med min veninde, og jeg kender ikke ret mange andre hernede, så..." Det virkede som en let forklaring. Jeg behøvede ikke at snakke om Tristan, som underligt nok fyldte mere i mit hoved, end hvad jeg havde regnet med, og jeg behøvede ikke at gå dybere i detaljer om, hvorfor Paulina og jeg ikke var på talefod. 

"Det var som trist da... Du er velkommen til å henge med os resten av dagen hvis du ønsker det."

Jeg smilte. Smilte, fordi jeg for første gang de sidste 24 timer havde oplevet, at folk rent faktisk gad mig. Normalt var jeg ingenting. Ingen ville mig, ingen gav en fuck. Jeg var usikker på, om det var den østrigske luft, der gjorde det, eller om det faktisk var mig, der havde ændret mig. 

 

Men hvorfor her, og hvorfor nu?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...