Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
452Visninger
AA

3. En stjerneklar himmel.

 

 

 

Skulle jeg være ærlig, ville jeg slet ikke med på denne her tur. Da Paulina foreslog Val T, var det fordi vi begge to var trætte af livet. Ikke i den alvorlige forstand, men vi havde på det seneste fundet alle omkring os irriterende, og skolen gjorde det ikke ligefrem bedre med alle de lange afleveringer og de sene dage. Da skolen så slog op, at der ville komme en Val T-tur, som alle på skolen kunne melde sig til uden at få fravær, virkede det på det tidspunkt, som den optimale løsning. Nogle af drengene og pigerne fra min klasse havde også i tankerne at tage med, og næsten hele Paulinas klassen var allerede på listen.

Men det var flere måneder siden nu… Da jeg meldte mig til, havde jeg venner i klassen. Vi så frem til turen sammen, men på grund af nogle åndssvage komplikationer var stemningen mellem særligt en af drengene og jeg en smule intens. Selvfølgelig holdt drengene med ham, og pigerne, der savlede over drengene, holdt selvfølgelig også med dem. Så der stod jeg… Fiona alene i verden med en kuffert i den ene hånd og en barnlig tophue på hovedet med snuden mod Val T, kun med en veninde – Paulina.

Selvom det var en ond tanke, havde Paulina desværre fået det bedre i sin klasse i mellemtiden. Hun gik mere op i at bevare et sundt forhold til sin klasse, end at være der for mig, hvilket betød, at jeg hurtigt i bussen mod Val T måtte indse, at dette nok ville blive en længere tur end forventet…

 

”Hvad tænker du på?” Tristian gik ved siden af mig med munden gemt i kraven og de bare hænder i jakkens lommer. Jeg rystede på hovedet. Ikke fordi jeg benægtede, at jeg tænkte, men fordi jeg forsøgte at ryste mig selv ud af min trance.

”Lige nu?” spurgte jeg, som om jeg ikke fattede hans tydelige spørgsmål.

”Nej, i morgen.” Han skævede til mig og puffede til min skulder. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg tro, at han flirtede med mig… Men hvorfor skulle han gøre det?

”Ikke noget, som jeg vil belemre dine tanker med.” Jeg smilede tilbage til ham. Mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre.

”Hvor kender du Paulina fra?”

Hvorfor skulle han hele tiden snakke om Paulina?

”Folkeskolen,” svarede jeg hurtigt – måske lidt for hurtigt. ”Vi har været bedste veninder lige så længe jeg kan huske.”

Jeg håbede, at den sætning lød hjertevarm, men den lød nærmere som om, jeg ikke forstod, hvordan det kunne gå til.

”I er ret forskellige, er I ikke?”

”I guess…” Jeg trak på skuldrene. ”… Vi har nok lidt forskellige interesser. Men hun kender mig bedre end nogen anden.”

Han begyndte at kigge rundt. Var jeg kedelig?

”Kom.” Han tog min hånd igen og trak mig ind i en gyde.

”Kravl op.”

Gyden var smal. Kun omkring en to meter, ville jeg skyde på. For enden stod en faldefærdig stige, der førte op til et tag, der var lavere end de andre omkring os. Jeg så mistroisk på ham. Det virkede hverken klogt eller sikkert.

”Okay, jeg kravler først.” Han børste hænderne og kravlede så op med kun to tag og tre trin. Han virkede underligt adræt, taget hans smalle struktur i betragtning. Jeg kravlede efter ham med en tøven – men jeg havde brug for det. Brug for at placere mine tanker på noget andet end mine bekymringer.

 

Taget var glat og skråt. Tristan sad allerede ned med knæene trukket op til brystet med en dampende ånde og blanke øjne. Jeg satte mig ved siden af ham – så tæt, at mine skuldre netop rørte hans.

”Der… Der vil jeg have et hus.” Han pegede ud i horisonten. Snedækkede bjerge, en stjerneklar himmel og en dyb eng med en frossen sø og små alpehytter, der alle havde små vinduer og med varme lys i. Det var smukt. Noget af det smukkeste, jeg længe havde set.

”Jeg…” Hans stemme blev hæs. ”… Jeg fandt taget her, sidst jeg var her med min familie. Jeg havde skændtes med min mor, så jeg løb ud, og så faldt jeg over denne udsigt. Den aften var himlen lige så klar, som den er nu… Så kiggede jeg op og…”

Han drejede sit hoved og så mig ind i øjnene. De var dybe. Mørke og dybe, men samtidig blanke af tårer.

”… Du er underligt behagelig at snakke med?” Han smilte og tørrede sine øjne. ”Nå. Nok snak. Hvad har du lyst til?”

Jeg kiggede undrende på ham. Selvom jeg kun havde hørt halvdelen af hans historie, rørte den mig stadig – men jeg behøvede ikke at høre resten.

”Jeg har lyst til pandekager,” svarede jeg og fniste. Et smil bredte sig på hans læber og hans øjne lyste hurtigt op.

”Then pandekager it is!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...