Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
482Visninger
AA

9. At falde på en fransk alpepist.

 

 

 

'Gør det dig glad, hvis jeg fortæller dig, at jeg har straffet mig selv hele dagen, ved at fryse halvt ihjel på ensom vis?'

Jeg var ikke sikker på, hvorfor jeg smilte over beskeden, som jeg netop havde sendt til Paulina. I grunden løg jeg jo. Alma og hjalmer havde været genialt selskab, og vi var da stadig sammen, da jeg trykkede send. Så hvorfor smilte jeg ned i mobilen

"Hvem kommer først?" råbte Hjalmer med vildskab og pegede sine ski lige frem mod den røde bakkes gru. Jeg grinte, pakkede telefonen væk i den hvide ski-jakkes inderste lomme, hvorefter jeg satte efter ham og Alma, der allerede var for langt foran til, at jeg kunne have en chance. 

I grunden var jeg virkelig angst for at stå på ski - eller nærmere, at styrte ud over en skrænt og tage et frit fald på hundrede meter, før jeg ville gå døden i møde iført nok det grimeste tøj, et levende menneske kunne opspore. Det var vel en uskreven regel, når man stod på ski - Hvis alle ser lige dumme ud, ser ingen dumme ud. 

Kun Døden vil grine, når han skal tage dig med til sit rige, hvor de dødsdømte er iklædt hvide kjortler, mens de spiller på harpe, hvortil jeg kluntet ville møde op iført min ski-hjelm, fluebriller og ikke mindst de kejtede stive bukser og jakken, der matcher. At min beklædning var min største bekymring, hvis jeg skulle være så uheldig at styrte i døden, var måske ironisk, men det var samtidig afslappende. Det var noget min far havde lært mig... Det med at vælge sit fokus. I stedet for at tænke på, hvordan ens lig fuldstændig maltrakteret i bunden af en bjerggrotte, virkede mere uhyggelig og angstprovokerende end tanken om at blive ydmyget i himlen, fordi jeg ikke var iført kjortel og harpe som de andre. Ved at vælge sit fokus tør man mere, og det er derfor jeg turde stå på toppen af en rød bakke med snuden mod bunden. Og det var vel dagens lektie. Jeg måtte huske at takke far for hans visdom, når jeg en dag ville slippe levende herfra.

 

Og sådan gik det. Ved at følge folkene omkring mig, kunne jeg med nogle overbevisende bøj i knæene lave slalom ned ad bakken, kun med nogle få forvirrede arme i et forsøg på at bevare den mistede balance. Måske følte jeg, at jeg kørte hurtigere, end hvad jeg nok gjorde. Ski-hjelmen gjorde alligevel, at jeg ikke kunne mærke vinden i håret, så hvem skulle kunne retfærdiggøre min fart?

Men netop som jeg nåede at tænke tanken, blev jeg taget af et bump på bakken, som sendte mig i et spring forover, så både ski og sne fløj om ørerne på mig. 

"Nej, nej, nej!"

Mit råb lød næsten for desperat, da jeg med hagen i sneen så mine ski suse alene ned af bakken uden en fører. 

"Er det en fucking joke?" At jeg gav op på mit liv i den sætning gav nok sig selv. Hverken Alma eller Hjalmer var til at se, og nu stod jeg til at skulle kravle 200 meter ned ad en pist, hvor folk fra alle verdenshjørner ville komme ræsende forbi uden en eneste ydmyg tanke om at skaffe mig mine ski. 

"Det er vist ikke din dag i dag, hva?" Stemmen var velkendt. Lidt for velkendt. Havde jeg ikke haft skibrillerne på, havde det nok været pinligt tydeligt, hvordan mine kinder blussede, ved lyden af hans stemme.
"Kom, nu skal jeg hjælpe dig."

Tristan kom kørende ind fra siden på sit Snowboard og bøjede sig strakt ned for at hive mig op. 

"Hvad laver du her alene?"

"Behøver jeg at svare?" Jeg grinte, da jeg sagde det, men sandheden var nok, at jeg i grunden beskyldte ham en smule for mine problemer med Paulina.

​"Nah." Han smilte, da mit ansigt nu kun var få centimeter fra hans. "Jeg kunne forstå på Paulina, at det slet ikke var værd at nævne dit navn..." Han begyndte at grine, som om han fandt vores problem morsomt.

"Virkelig?" Jeg forsøgte at lyde overrasket, men mine skuespilgener var aldrig sat i produktion. "Hvorfor sagde hun det?"

"Fordi jeg kom forbi i formiddag for at høre, om vi skulle stå på ski sammen allesammen, og da du ikke var der, spurgte jeg, hvor du var, og så sagde hun bare noget i retning af, at det var dit eget problem, og at det var en sag hun i hvert fald ikke ville blande sig i."

Wow... Det overraskede mig ikke, at hun sagde sådan, men alligevel var jeg begyndt at blive desperat for at finde ud af, hvad jeg havde gjort så forfærdelig forkert, siden jeg nu potentielt skulle tilbringe hele min skiferie på egen hånd. 

"Jeg tror, at hun tror, at vi har knaldet," fortsatte han så og spændte sine støvler fri af snowboardet.

"Knaldet?" Chancen for at jeg rødmede igen var lidt for stort. "... Hvorfor dog det?" 

Retorisk spørgsmål, selvfølgelig vidste jeg, hvorfor hun ville tro det. Jeg havde trods alt tilbragt natten hos ham. 

"Gæt," svarede han så og børstede sine vanter i bukserne.

"Men det gjorde vi ikke..." svarede jeg så, som om jeg ikke selv var overbevist om sandhedsgraden i den påstand. 

"No shit." Han lød næsten skuffet, da han sagde det. Fraværende og skuffet. Men så kiggede han op og smilte, hvilket hurtigt brød den snart begyndende akavede stemning. 

"Nå, men jeg så, hvor dine ski kørte hen. Lad os gå ned og hente dem." Han pegede med de tykke handskefingre ned mod en lille skov, der nok skulle forestille en slags off-pist midt på bakken. Jeg sukkede. Selvom jeg var glad for hans selskab og hjælp, kunne jeg ikke løbe fra tanken om, at Paulina nok mere end noget andet afskyede mig, fordi jeg tilbragte tid sammen med Tristan.

Men hvorfor skulle hun dog det?

Men som spørgsmålet slog mig, smilte Tristan atter til mig, så hans snehvide fortænder blottede sig, og alle bekymringer om Paulina og vores problemer forsvandt lige så hurtigt, som jeg kunne falde på en fransk alpepist. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...