Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
443Visninger
AA

2. Abdiceret og deserteret.

 

 

 

Som dronning af den franske natklub, lod hun sin krop snøre sig rundt om stangen, som var hun professionel. Det var tydeligt, at hun følte sig selv. Hun fulgte sin puls, som var den ledsaget af den dunkende musik omkring os. Som dronning var det hendes pligt at tilfredsstille sit folk, som i denne sammenhæng var en flok savlende hunde, som var hun et stykke råt kød. Dog måtte dronningen abdicere. Alkoholen havde slået ind, og selvom hendes behov for at tilfredsstille folket var stort, måtte hun indse, at det krævede, at hun kunne stå på sine egne fødder.

Selv stod jeg her. Alene i baren med et sugerør mellem tænderne med en lidt for stærk gin & tonic, mens jeg så på dronningens forfald. Et forfald, som jeg måske burde interessere mig for, eftersom hun egentlig var mit ansvar, men som jeg lod passere, fordi jeg egentlig ikke gav en fuck. Den pige fik hvad hun fortjente, og en af hendes savlende hvalpe ville sikkert alligevel tage sig af hende…

”Hvad står du der og hænger for?”

Jeg kiggede til siden, mens jeg stadig klemte sugerøret mellem mine læber. Jeg vidste godt hvem han var. Det var ham der fra Paulinas klasse. En eller anden mørkhåret fyr med lidt for markerede kindben og lidt for smalle skuldre.

Jeg trak på skuldrene som svar.

”Hvorfor kommer du ikke over til os andre?” Han smilede til mig og pegede over på et hjørnebord, hvor der sad tre gutter og en halvsovende pige. Ingen af dem kunne jeg huske.

”Undskyld… Men hvad er det nu lige du hedder igen?” Jeg forsøgte ikke at lyde fuld, men grundet min halve times stilhed, var jeg tydeligvis ikke klar over, at alkoholen havde sat sig på mit stemmebånd. Han så først overrasket på mig, men smilte så igen og lagde sin hånd på min skulder.

”Tristan,” svarede han. ”Tristan Bechmann. Jeg går i Paulinas klasse. Husker du?”

Jeg kunne godt huske det. Ikke hans navn, men det faktum, at jeg havde set ham sammen med Paulina før på skolen.

”Fiona,” sagde jeg så og smilte til ham – stadig med sugerøret mellem tænderne.

”Det ved jeg,” svarede han hurtigt, hvilket med det samme gjorde mig flov. Selvfølgelig vidste han det, og selvfølgelig kunne jeg på uforskammet vis stadig ikke huske hans navn, selvom jeg utallige gange havde set ham på skolen.

”Kom nu. Vi spiller Mayer, vil du være med?” Han begyndte at hive mig over mod hjørnebordet, hvor nu også de andre drenge bemærkede min pludselige tilstedeværelse.

”Hej,” sagde jeg halvsnøvlet. ”… Fiona.” Jeg forsøgte at være venlig og rakte hånden frem for at hilse på de fremmede ansigter.

”Øh, Fiona. De ved alle sammen godt, hvem du er,” hviskede Tristan ind i mit øre, så jeg straks trak hånden til mig igen.

”Peter, Elliot, Frederik… Husk det,” fortsatte han og afsluttede sin hvisken med at strejfe mit øre med sine læber. Jeg var usikker på, om det var et tilfælde, men jeg ignorerede det.

”Nå ja, undskyld. Peter, Elliot og Frederik. Det var lyset. Jeg kunne ikke genkende jer i mørket altså…” Jeg forsøgte at få det til at lyde komisk, men jeg var for chokeret over, hvor dårlig jeg var til at genkende ansigter og huske navne til på nogen tænkelig måde at virke overbevisende.

 

”43,” råbte jeg for at overdøve musikken, da jeg havde raflet med bægeret og kigget på tallene. Jeg vidste, at alkoholen ville gøre det umuligt for mig at lyve, så jeg kunne lige så godt spille med en ren samvittighed.

”52,” fortsatte Peter, der sad ved siden af mig ved det lille hjørnebord. De andre drenge kiggede mistroisk på ham, hvorefter Tristan tog bægeret fra ham og raflede videre.

”Mayer,” sagde han så og kiggede intenst på Elliot, der sad på den anden side af ham.

”Hvis du har Mayer ikk, så lover jeg, at jeg går hen og kysser med hende trunten i baren.” Elliot kiggede advarende på Tristan, men ingen af dem fortrak en mine, hvilket alligevel fik Elliot til at løfte bægeret, så sandheden kunne komme frem.

”Jeg tror vist der er en der skal kysse med en trunte i baren,” jublede Tristen, der allerede stod oppe på bænken og svingede med armene i takt til musikken.

 

Selvom drengene var søde, kunne jeg ikke undgå at føle mig uden for. Jeg sad om et bord med mennesker, som jeg burde kende, men som jeg ikke havde den klareste ide om, hvem var, og selvom jeg kunne gøre en indsats og finde ud af noget mere om dem, kunne jeg alligevel ikke tænke på andet end Paulina, og hvor hun mon var abdiceret hen. Dronningen stod ikke længere på sin trone, og selvom det normalt irriterede mig, at hun var så opmærksomhedskrævende, gjorde det mig alligevel bekymret, når hun ikke var til at se på tyve meters afstand.

”En strawberry D? Havde jeg ret?” spurgte Tristan bøvet og placerede den lyserøde is-drink på bordet foran mig. Jeg smilte til ham. Ikke fordi den gjorde mig glad, men fordi jeg ville være venlig. Jeg tog en tår og smagte på den søde væske.

”Hvad skylder jeg dig?” Jeg forsøgte at virke sød, men det kom nærmere ud som en irritation over, at jeg nu skulle bruge flere penge på en drink på en bar, som jeg slet ikke brød mig om, med mennesker jeg knap kendte.

”Rolig søde… Den er fra mig til dig.” Han blinkede til mig og lagde sin arm om mig. Bænken virkede pludseligt underligt træng. Så træng, at jeg næsten hellere ville stå på podiet op ad polen, end at sidde under hans arm, så jeg kunne dufte hans stærke parfume.

”Fortæl mig så Fiona. Hvad er det, der går dig på?”

Hvad der går mig på?

Der var aldrig nogle, der spurgte mig. Der var aldrig nogle der fandt mig interessant nok til at spørge om sådan nogle nærgående spørgsmål…

”Øh. Ikke noget,” svarede jeg uskyldigt og forsøgte at tvinge et smil frem.

”Ved du hvor Paulina er?” Han virkede ikke som sådan interesseret i Paulina, da han spurgte. Det virkede mere som om, at han forsøgte at gennemskue mig, ved at høre mit svar, så i stedet for at sige sandheden om, at jeg faktisk ikke havde en ide om det, valgte jeg i stedet at lyve.

”Hun er sikkert ude for at kneppe en eller anden dude ude på toilettet.”

Jeg virkede for seriøs, da jeg sagde det. Jeg troede ikke selv på det, fordi jeg vidste, hvor meget der skulle til for, at Paulina ville gå i seng med nogle, men jeg virkede oprigtig. Oprigtigt fornærmet. Men i stedet for at spille med på den, grinte han bare.

”Så kender vi Paulina,” svarede han og grinte videre, så hans adamsæble hoppede.

”Du gider slet ikke være her vel?” Han så pludselig seriøst på mig, som om det var en forbrydelse, at jeg havde det sådan, men han havde gennemskuet mig. Han behøvede ikke at snakke med mig for at fornemme, at jeg havde et problem med Paulina, og han behøvede ikke at tilbringe mere end ti sekunder med mig for at finde ud af, at jeg ikke kunne fordrage at være på natklubber.

”Egentlig ikke,” svarede jeg og hakkede ned i de lyserøde iskrystaller i glasset.

”Så lad os skride,” sagde han oplivende og rejste sig fra bænken. Han tog min hånd, trak mig op at stå, og inden jeg vidste af det, stod vi ude i sneen under skæret af den eneste brændende gadelygte. Dronningen var abdiceret og hendes tro følgesvend var deserteret ud i nattens mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...