Den kærlighed vi fortjener.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 17 mar. 2018
  • Status: Igang
At noget der er så forkert, kan føles så ufatteligt rigtigt, er en forbandelse, man først slipper af med, når man indser, at han ikke er ens tårer værdig.

3Likes
11Kommentarer
483Visninger
AA

5. 05:24

 

 

 

"NEJ!"

Jeg vågnede brat. Chokeret, da forvirret. Jeg så mig om, og var umiddelbart ikke klar over, hvor jeg befandt mig. Sengetøjet duftede anderledes, og jeg huskede ikke, at min mor havde pakket et sort lagen til mig. Var det overhovedet mor, der havde pakket? Det ene spørgsmål efterfulgte det andet, og det var først, da jeg så ned på gulvet, at jeg indså, at jeg stadig var hjemme ved Tristan. På gulvet flød gamle underbukser, svedige t-shirts samt diverse former for deodoranter, parfumer, tandbørster og ikke mindst gamle madrester og tomme chipsposer. 

"Hold nu bare mund ikk... Vi har styr på det."

Det var Tristans stemme. Han lå i overkøjen oven over mig. Sengen knirkede, når han bevægede sig, og jeg blev straks usikker på, om jeg skulle sige, at jeg var vågen. 

"Nej, du får ikke vores adresse, Paulina." Han virkede irriteret. Måske var han bare træt. 

"... Fordi... Argh jeg orker ikke at forklare det... Jamen... For satan, så hold dog mund kvinde."

Jeg undrede mig. Løftede måske et øjenbryn, men forblev ellers stille.

"... Siden hvornår er det blevet forbudt at være venlig og storsindet?"

Jeg rømmede mig. Jeg var usikker på, om det var med vilje, men han ændrede tydeligvis sin kurs på grund af det. 

"Jeg må løbe Paulina. Jeg skal nok sørge for, at hun kommer sikkert hjem. Og det må du også..."

Han sukkede, og jeg antog, at han afsluttede opkaldet. 

"Fiona?"

Han smed sig pludselig halvt ud over sengekanten, så han hang med hovedet nedad. Det mørke hår stod nu lige ned, hvilket fik det til at se bemærkelsesværdigt langt ud. Jeg trak hurtigt dynen op omkring mig - jeg havde endda t-shirt på, men det var vel bare en naturlig reaktion, når man befandt sig i en så bizart og fremmed situation som denne. 

"Din telefon ringede..." sagde han så og viftede med den hvide mobil, som han underligt nok havde fået fat på.

"Vent, ringede Paulina til mig, og du tog den?"
"Ja?" Han trak på skuldrene, stadig med hovedet nedad. "Jeg kunne ikke tåle at vække dig, når du lå så stille og fredsommeligt."

"Fredsommeligt?" Jeg så undrende på ham, men rev så telefonen ud af hans hånd. 

05:24.

Hvad?​ Jeg tændte igen for telefonen, så klokkeslettet kunne vise sig. Havde jeg kun sovet i næsten to timer?

"Du ved. Paulina er pænt pigefornærmet over at vi efterlod hende." Han smilte, som om det var godt, at hun var sur, men underligt nok fik jeg den samme følelse. Tanken var ond, men jeg kunne lide den. 

"Vent, hvad sagde hun, da du tog den?" Bekymringen i min stemme var ikke til at tage fejl af. Jeg vidste, at hun var den jaloux type. Faktisk havde hun aldrig kunne tåle, når jeg hang ud med hendes venner, så at Tristan tog den, da hun ringede til mig, ville hun nok ikke blive just begejstret for.

"Slap af... Det er Paulina, hun bliver god igen."

"God igen?" Min stemme lød mere bebrejdende, end jeg ønskede. "Hvad mener du?"

"Hun er altid tøsefornærmet. Der skal intet til." 

Jeg sukkede. Selvom tanken om, at jeg nok skulle igennem en længere diskussion om, at jeg burde kende min plads, og at jeg skulle holde mig væk fra hendes venner, kunne jeg alligevel ikke undgå at mærke en sjælden form for tilfredsstillelse. At høre, at tingene ikke gik som hun havde planlagt var et fænomen, der ikke ofte fandt sted, så når det endelig skete, kunne det næsten blive en mærkedag. 

"Hvorfor hænger du overhovedet ud med hende?" spurgte han så, som om han kunne læse mine tanker. I et snuptag sprang han ned fra overkøjen og satte sig ved siden af mig i den smalle seng. Atter følte jeg, at det hele blev for trængt. Ellers følte jeg mig opsvulmet. Jeg var ikke sikker, men han sendte en form for ubehag og nervøsitet igennem mig, som jeg ikke havde følt før. Faktisk aldrig. 

"Fordi..." Jeg tænkte over svaret. Jeg var ikke sikker på, hvordan jeg skulle formulere mig, men jeg vidste, at jeg kendte svaret. Hun er den eneste, der virkelig kender mig. "Vi har det sjovt sammen..." Jeg kunne høre, at forklaringen ikke holdt vand. Jeg rømmede mig. "Eller... Oftest har vi det sjovt. Vi er et godt par, når det ikke handler om at drikke, lad mig sige det sådan."

"Det kan jeg forestille mig..." Han trak min dyne over benene, så de behårede lægge ramte mine fødder. Det sendte et sus af energi igennem min krop. Som om der skete en seksuel tiltrækning, da mine tær rørte hans hud. Det virkede underligt. Jeg tændte jo ikke engang på ham... Ikke det mindste.

"... Du er ikke lige så vildfarende som hende."

"Vildfarende?" Jeg kunne mærke, at tiden passede til mit energiniveau, og selvom jeg egentlig havde lyst til at snakke med ham, kunne jeg ikke lade være med at gabe.

"Du er ikke som de andre piger," sagde han hurtigt. "Altså. Du er ikke lige så dullet og 'mainstream', som de andre. Du er bare... Bare Fiona."

Han smilte til mig, men jeg var ikke sikker på, om jeg skulle tage det som en kompliment. Alligevel rødmede jeg. Jeg kunne mærke varme blusse til mine kinder, som var det et racerløb om liv eller død. 

"Og med de ord tror jeg, at jeg vil sove videre..."

"Hvad?" Han så uforstående på mig, men jeg puffede til hans lægge med mine fødder for at få ham til at forstå beskeden.

"Du ved godt, at det var en kompliment ikke?"

"Du er næsten for sød ikk..." Det lød ondt, da jeg sagde det, men skulle jeg være ærlig, afspejlede det meget godt de følelser, som jeg havde for ham. Selvom han var sjov, var jeg overbevist om, at der lå mere bag. Hvorfor skulle han ellers være så overdådig, når jeg 'bare' var mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...