Solen skinner på os

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 jan. 2018
  • Opdateret: 28 jan. 2018
  • Status: Igang
Blev inspireret en lørdag morgen...

- Og så passede den også ind i Valentinsdag-konkurrencen, valgmulighed 3, om kærlighed, der overvinder alt. Godt nok på et mere abstrakt plan, men... lidt kærlighed og omsorg gør underværker, når ens hoved driller en, så jeg synes, det passer perfekt.

3Likes
3Kommentarer
186Visninger
AA

1. Solen skinner på os

Jeg misser forsigtigt med øjnene, som så mange gange før denne morgen. Men i modsætning til de andre gange, er der noget anerledes. Jeg fanger dit blik, og lader mine øjne forblive åbne, fremfor, at lukke dem igen.

Du har sovet.

Det har jeg ikke.

 

Jeg sover sjældent, når du er her. Ikke, fordi jeg er bange. Eller, det tror jeg ikke, at jeg er. Men min hjerne kører på højtryk. Jeg har tankemylder. I nat var ikke anerledes.

Jeg havde så dårlig samvittighed. Følte mig så skyldig. Jeg ved udmærket godt, at det er fjollet.

Jeg skulle have sagt noget til dig. Sagt noget til dig i nat, da du lagde armen om mig, og trak mig ind til dig. Spurgte, om jeg var okay.

Jeg svarede bare ja.

Men det var jeg ikke.

Det var ikke din skyld. Det var ikke min skyld. Det var ikke nogens skyld.

Så hvorfor følte jeg mig skyldig?

Hvorfor havde jeg dårlig samvittighed?

Jeg kunne ikke ryste det af mig.

Havde det så dårligt over, at… at vi ikke blev færdige, med det, vi havde gang i.

Jeg kan ikke huske, hvad du sagde. Noget med, at du ville have stoppet, uanset hvem, det havde drejet sig om. Det var en trøst.

Alligevel var jeg vred på mig selv.

Skuffet. Irriteret. Skamfuld.

Jeg snublede over ordene, når du talte til mig. Snublede over dem, fordi tårerne pressede sig på. Snublede over dem, fordi jeg var presset, overvældet af følelser, og ikke kunne tænke klart.

Jeg blev lettet, da du efterlod mig alene ude på badeværelset, fordi tårerne hele tiden pressede sig på, og jeg ville ikke have, at du skulle se mig græde. Det skete heldigvis ikke. Nok mest, fordi du gik, og vi derfor ikke snakkede i en kort periode. Så længe, der ikke var noget snak, kunne min stemme heller ikke knække og afsløre mig.

Jeg blev færdig og trissede tilbage i seng, stadigvæk med skyldfølelsen hængende over hovedet som en regnsky.

Dér var det, du lagde armen om mig, og spurgte, om jeg var okay.

Dér var det, at jeg sagde ja, selv om jeg slet ikke mente det.

Alle følelserne havde lagt sig om mig som et tæppe, der truede med at kvæle mig.

Og jeg vidste, at hvis jeg snakkede om det, ville jeg begynde at græde.

Jeg kunne ikke overskue, at skulle begynde at hyle midt i det hele. Kunne ikke overskue, at skulle fortælle dig, hvor nederen, ked af det, vred, irriteret, skyldig, skamfuld, og alt mulig andet, jeg følte mig, over noget, der slet ikke var min skyld. Over noget, der var fuldkommen ude af min kontrol. For jeg vidste, at du ville tænke, det var fjollet. Vidste, at du ville prøve at fjerne følelserne fra mig igen, men samtidig vidste jeg også, at det ikke ville lykkedes dig. Du ville ikke kunne fjerne de år af selvhad, der på ny blomstrede op, på grund af én lille bagatel.

Så i stedet gemte jeg mig bare i din omfavnelse. Klemte din hånd. Fokuserede på at trække vejret, selv om jeg følte, at jeg ikke kunne få luft, og selv om tårerne blev ved med at presse sig på.

”Hvis du begynder at fryse, må du lige komme ind til mig, eller prikke til mig, ikke?” sagde du. Jeg sagde ja igen, velvidende om, at det ville jeg aldrig nogensinde gøre. Ville aldrig kunne få mig selv til at kunne gøre. Jeg er så bange. Det er så svært.

Når jeg ligger ved siden af dig, vil jeg bare gerne slappe af. Bare gerne kunne trække vejret i fælles symbiose. Vide, at hvis jeg mumler i søvne, er du ligeglad. Vide, at hvis jeg vender og drejer mig hundrede gange i søvne, så er du ligeglad. Vide, at jeg ikke på en eller anden måde ødelægger din nattesøvn og dit liv, hvis jeg rører mig ud af flækken, i løbet af en nat. Og det ved jeg også godt. Et eller andet sted, så ved jeg det. Men tankemylderet presser mig, og gør mig i tvivl, så jeg slet ikke kan slappe af. Så jeg slet ikke tør røre mig.

Du fortalte, hvordan din ekskæreste bare kunne prikke til dig, og så ville du ubevidst trække hende ind i en omfavnelse, og jeg fik endnu mere lyst til at græde, fordi jeg bare så gerne ville have, at det var mig. At det var os. At jeg kunne udøve sådan en manøvre, uden at tænke over det. Men det kan jeg ikke.

På et tidspunkt faldt du i søvn.

Jeg prøvede at falde i søvn. Håbede, at blandingen af alkohol, antipsykotisk og beroligende snart ville sætte ind, og slå mig ud. Håbede, at blandingen ville stoppe det tankemylder, der kørte af sted med hundrede kilometer i timen; hamrede løs på indersiden af mit kranie. Men nej. Det eneste, der kørte rundt i mit hoved, var følelsen af, at være utilstrækkelig. Følelsen af, at alting på en eller anden vis bare var min skyld. Følelsen af, at jeg havde ødelagt alting. Angst.

På et tidspunkt vendte du dig, og jeg så snittet til at gøre det samme.

Jeg kan slet ikke huske, om jeg fik sovet den nat. Det føles ikke sådan, men det kan da ikke udelukkes. Jeg ved bare, jeg vendte og drejede mig, men kun efter du selv havde gjort det, for så vidste jeg, at det var okay. Jeg er så dum. Så fjollet. Jeg ved slet ikke, hvorfor tingene er sådan her med mig, men det er de bare. Jeg hader det.

Jeg frøs.

Lå og skælvede under tæppet, men var alt for ængstelig, til at turde sige noget. Alt for ængstelig, til at prikke til dig. Krøllede mig sammen til en lille kugle, for at prøve at holde varmen, men uden det store held.

Tankemylderet fortsatte.

Det var en lang nat.

 

Men da jeg ser dit blik, så godt, som jeg nu kunne se det, i hvert fald, føles alting mere okay.

Dit hår stritter, du kan ikke holde øjnene åbne, så de falder sommetider i igen, og din stemme er hæs og mumlende.

Vi siger ikke så meget. Kigger bare lidt på hinanden, inden du vender dig om på siden. Denne gang lægger jeg en arm om dig. Spørger, om du fik sovet.

Du svarer en smule.

Jeg er glad.

Du sover generelt ikke så meget, men… bare det, at du fik sovet lidt, gør, at jeg føler mig lidt lettere.

Du spørger, om jeg gjorde.

Jeg svarer nej. At tankemylderet kørte derudaf – og det var jo ikke løgn.

Et øjeblik tager jeg mig selv i at ønske, at du prikkede til mig, når du ikke sov – for så kunne det være, vi kunne have underholdt hinanden lidt, så natten ikke havde føltes så lang.

Fjollet, ikke? For jeg kunne jo bare spørge dig. Men det tør jeg jo ikke.

Vi ligger lidt i tavshed.

Jeg kigger på dine fregner på ryggen. Det ligner det i hvert fald, at det er. For at være ærlig, kan jeg ikke rigtig se det. Men jeg kan mærke, hvordan min udånding gennem næsen puster tilbage på mig selv, når den rammer din hud. Spekulerer på, om du kan mærke det lige så tydeligt, som jeg mærkede det i nat, da din udånding ramte min skulder. Luften var kold, og kildede næsten på min bare hud.

Apropos hud.

Din er varm mod min. Generelt er din kropstemperatur varmere end min, og jeg elsker det. Elsker, når vi ligger hud mod hud. Elsker, hvordan din varme langsomt gennemsyrer min krop; varmer den.

Jeg kunne blive liggende for evigt.

På et tidspunkt ender vi med at ligge på ryggen. Kigger lidt på hinanden; jeg tror nok, jeg griner. Griner, over noget, som du har sagt.

Så drejer vi en kvart omgang, så jeger lille ske igen. Hurtigt vinder din arm indpas over min krop, og jeg nyder dine varme hænder på min overkrop. Nyder, at være i nuet.

Indtil mine tanker flyver tilbage på i nat, og jeg i et øjebliks svaghed bakser din hånd op til min, hvor du holder den.

Du kysser min skulder. Blidt og nænsomt.

Jeg lukker øjnene.

Åbner dem, og spotter en solstråle fra skråvinduerne i soveværelset, der rammer vores hænder, der ligger så fint ovenpå hinanden.

Jeg lader min tommelfinger glide over din i små, vertikale, usynlige linjer. Mærker, hvordan mine bevægelser sommetider kommer i ryk, på grund af gnidningsmodstanden, der opstår, hvilket får mig til at smile. Mærker, hvor bløde dine hænder er. Mærker, hvordan de føles helt perfekte i mine. 

Pludselig virker mit tankemylder fra i nat så dumt.

For du er her jo.

Det var ikke din skyld.

Det var ikke min skyld.

Det betød ikke noget.

Det eneste, der betyder noget, er, at vi er her.

Sammen.

Og solen skinner på os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...