Tunge sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jan. 2018
  • Opdateret: 26 jan. 2018
  • Status: Færdig
Løgne er som tunge sten på skuldrene. Jo flere du fortæller, jo større bliver presset.

Denne erindring er skrevet i håb om at lette presset fra mine skuldre.

Jeg har fået af vide, at jeg ikke skal sige undskyld. Det er nemlig ikke mig, men anoreksien der fik mig til at lyve.
Jeg har alligevel bug for at fortælle det. Det er det mindste jeg kan gøre, når jeg ikke skal sige undskyld.

2Likes
4Kommentarer
132Visninger

1. Tunge sten

 

26-01-2018

Tunge sten

 

-Af Laura B. Schmidt.

 

 

Det regnede. Det regnede meget. Det var som at stå under en bruser. Jeg kiggede på Peter. Han så ud til at have styr på hvor vi var. Jeg havde efterhånden opgivet at finde rundt i byen. Ved hver hjørne vi drejede omkring, mistede jeg en smule mere af min stedsands. Jeg troede på Peter, og hvis jeg troede forkert ”hvad var så det værste der kunne ske”.

Jeg kiggede ned på Peters fødder. Svup svup. Hans sko knirkede mod de våde brosten.

Han kiggede på mig. ”Hvad tid var det nu vi skulle være der?”

”17:30 tror jeg nok, hvad er klokken?” svarede jeg, og flyttede mit blik fra jorden til Peters hånd der rodede rundt i hans lomme.

Han fiskede sin mobil op af lommen ”17:22”

Jeg satte farten op. ”Er der langt igen?”

Han grinte lidt og rullede med øjnene. ” Kan du se det der hoved?”

Jeg kiggede ligefrem ”Ja det store der?” For enden af gaden vi gik på var der et stort sort kunstværk formet som et hoved. Egentlig var det lidt sjovt, at jeg ikke havde lagt mærke til det før. Vi havde efterhånden gået forbi der ret mange gange. Jeg havde nok været mere fokuseret på de flotte gamle bygninger.

Peter nikkede. ”Når vi kommer hen til det, er vi på den modsatte side, af den bygning de står ved”.

I det han sagde ”de”, gik det op for mig, at jeg meget snart blev nødt til at gøre det igen.

Det var ikke rart at lyve over for dem. De gjorde alverdens gode ting for mig, og hvad de fik igen var én stor løgn.

Jeg kunne føle en sort sky over mit hoved, og jeg fik en klump i halsen.

Jeg bed selv mig i læben, og tog en dyb indånding.

Jeg var god til det. Det tror jeg da jeg var. Jeg gjorde det ofte, men jeg hadede det. For hver løgn jeg fortalte, lagde der sig endnu en tung sten på mine skuldre. Jeg blev mere og mere presset. Jeg vidste godt at det var forkert.

 

Jeg tænkte nogle timer tilbage. Tilbage til vores lidt spontane McDonald besøg som egentlig mest var for at komme i ly for regnen, da det var værst.

Vi trådte ind af døren, og foldelede vores paraplyer sammen. Jeg kiggede mig lidt forvirret omkring. Der var vist andre end os, som havde søgt ly for regnen lige netop det sted.

”Hvad skal du ha?” Det var Karoline der prikkede til mig. Uden jeg havde lagt mærke til det, var vi pludselig blevet en del af den lange kø.

Jeg lagde min ene hånd på min mave, og kikkede på klokken. Den var halv tre. Jeg havde endnu ikke spist noget den dag.

Jeg vil gerne have en vegetar salat, en lille pose pomfritter og en pepsi max.

Det fløj rundt med billeder af alle de tynde modeller foran mine øjne. Jeg kiggede ned af mig selv.

-Det kan du godt glemme Laura. Tror du at dine fede lår forsvinder ved at spise fast food? Tror du at nogen nogensinde kommer til at syntes om dig, hvis du ikke taber dig? Tænk på alle de klamme bakterier du indtager af den mad! Du kan ikke vide, hvilket olie pomfritterne er stegt i. Du kan ikke vide, om salaten er dyppet i sukkervand. Du kan ikke vide, om du rent faktisk får en pepsi max, eller om det er en af de der sukkerbomber af en cola at være. Tænk hvis du bliver mæt! Hvad skal du så gøre? Hvad er der at føle, når du ikke længere kan føle sulten?

”Ikke noget, jeg har en sandwich i min taske” svarede jeg og smilede til hende.

Jeg kiggede over på Peter. Jeg tror godt, at han vidste, hvordan jeg havde det med at spise. Han vidste i hvert fald godt, at jeg havde fået besked på at spise et eller andet forsvarligt til frokost. Han kiggede på mig. Jeg stak hånden ned i tasken og fiskede den sandwich vi havde fået udleveret om morgenen op. Han nikkede til mig.

Jeg kiggede mig lidt omkring og fik øje på en trappe. ”jeg finder et bord til os” sagde jeg og pegede mod trappen.

Trip, trip, trip, trip, trip, trip. Jeg kunne mærke min puls stige en smule. De smukke tynde piger dansede omkring mig. Da jeg nåede toppen af trappen, kiggede jeg ned på Karoline og Peter.

De stod begge med øjnene rettet mod skærmene fuld af billeder af diverse junkfood. Der var stadig fem-seks par foran dem i køen.

Jeg så mig omkring. Der var ingen bekendte.

Jeg løb ned af trappen igen. Jeg løb op. Jeg løb ned. Op. Ned. Op. Ned, og så op igen. Nu var der tre foran dem. Jeg løb ned. Op. Ned. Op. Ned. Op. Ned, og op igen.

De var på vej.

Jeg satte mig ned ved det nærmeste bord. Jeg sugede så meget luft ind jeg kunne og holdte vejret indtil det blev sort for mit syn, så pustede jeg ligeså langsomt ud igen. Nu kunne ingen se på mig, at jeg lige havde været forpustet.

Vi sad omkring det lille bord og snakkede.

Peter og Karoline var godt i gang med deres burgers og pomfritter. Jeg kiggede på deres munde. Smask, smask, smask og smask. De så glade ud, hver gang de tog en bid.

Jeg fiskede min sandwich op af tasken, og lagde den på bordet foran mig. I det jeg tog husfilmen af sandwichen, følte jeg at alt gik i stå. Alle sad med deres blik vendt mod mig. Deres blik lignede noget i retning af et ”der står en morder bag dig, er du slet ikke bange?” blik.

Jeg tog en bid af sandwichen. Alle var mundlamme. Jeg tog en bid mere, og kiggede usikkert på Peter og Karoline som bare gnaskede i sig. De havde vist ikke engang lagt mærke til den tavshed der var.

For hver bid jeg tog af den sandwich, så menneskene omkring mig mere og mere overraskede ud. Da jeg var nået til den sidste mundfuld af den ene halvdel af sandwichen, slog en voldsom panik sig ned i mit hoved.

Jeg kunne lige pludselig føle maden i min mave. Der fløj et strejf af varme igennem mig.

Jeg følte, at jeg svulmede op. Alt mit fedt gled bare ud til siderne og snart fyldte jeg hele rummet.

Jeg stilte mig meget pludseligt og hurtigt op.

”Jeg skal på toilettet!” sagde jeg hurtigt og tog derefter tre store skridt væk fra Peter og Karoline for derefter at sætte i løb ud mod toiletterne.

 

Der stod damer og rettede på deres hår ved hvert et spejl. En flok piger i mellemtrins-alderen havde slået sig ned i det ene hjørne, og en ældre dame, som bestemt ikke havde travlt, lavede ”trafikstop” i døråbningen.

Jeg gik hen til en af håndvaskene og vaskede mine hænder grundigt. Jeg placerede mig foran døren ind til et af toiletterne. Der gik mange tanker igennem mit hoved, imens jeg utålmodigt stod og ventede.

Jeg lagde alt min vægt på mit ene ben, så skiftede jeg til det andet, tilbage igen, igen, igen og igen, og sådan blev det ved.

Da døren til toilettet endelig gik op, så jeg mig omkring en ekstra gang. Der var stadig ingen bekendte, så jeg tog fat i håndtaget med min albue og lukkede døren bag mig. Jeg tog et stykke toiletpapir og låste døren med, så mine hænder forblev rene.

Det var ikke det mest optimale sted jeg havde valgt. Alle ville kunne høre mig. Der var ikke nogen mure. Vi sad teknisk set på rad og række og kom af med ”hvad man nu kom af med”. Jeg havde slået toiletbrættet ned, og sad på toilettet som var det en stol.

Mine tænder begyndte at klapre. Jeg kunne ikke længere vide, om der var kommet nogen bekendte ind i rummet med toiletterne. Hvis der var det, ville person høre hvad der forgik, og så ville det være færdig med mig.

Nej hvor er du bare dum Laura. Tænk dig nu om. Du ved udmærket godt, at det du har gang i er forkert. Lyt nu til din sunde fornuft. Tænk nu hvis nogen opdager dig!

Panikken steg inden i mig, og den konstante ambivalens gjorde mig mere angst end jeg allerede var.

”Aarrhh fuck det her lort” sagde jeg til mig selv og rejste mig op.

Jeg slog toiletbrættet op, hoppede lidt op og ned, drejede rundt og satte mig ned på knæ. Der var ikke meget plads inde i den lille bås jeg befandt mig i. Spidsen af mine fødder stak ud på den anden side, så alle kunne se, at jeg sad på hug.

Please, please, please. De har sikkert allerede genkendt dine sko. Stop dig selv.

-Kom nu. Ikke tænkt på de andre. Tæl til tre! Du har gjort det før!

Jeg var vanvittig. Der skulle så lidt til at få den stemme til at klappe i, men det var under ingen omstændigheder noget jeg ønskede at gøre.

-Du får det meget bedre bag efter. Det ved du jo godt!

”En, to” Min stemme rystede. ”tre”.

Jeg åbnede munden, stak min pegefinger og langfinger så langt ned i halsen jeg kunne. Mit hoved begyndte hurtigt at koge, og mine øjne randte i vand.

Der gik ikke mere end 30 sekunder før min hånd sammen med alt mad i min mave fløj ud i en fart.

Jeg spyttede fem hurtige og kraftige spyt ned i toilettet, tørrede min hånd af i et stykke toiletpapir og skyllede ud.

Mine tanker lettede hurtigt. Det var befriende og der susede adrenalin igennem min krop.

Jeg tog en dyb indånding og åbnede døren. Jeg blev mødt af en stirrende kreds af hunkøn i alle aldre.

Før nogen nåde at sige noget til mig, kikkede jeg ned i jorden og gik målrettet hen mod en af håndvaskene. Jeg vaskede mine hænder grundigt. Der var stadig en form for tavshed i hele rummet, og jeg kunne mærke folkene stirre på mig.

Jeg bøjede mit hoved ned til håndvasken. Jeg vaskede mit ansigt med en håndfuld vand, tog et par mundfulde vand og spyttede ud igen, kiggede mig omkring efter noget papir men uden held og tog derefter bunden af min trøje og tørrede mit ansigt af med.

Før jeg gik ud til Peter og Karoline igen, kiggede jeg rundt i rummet. Næsten alle var mundlamme. Jeg fik øjenkontakt med nogen af dem. Jeg kiggede ned i jorden igen og lavede et kort løft med mine skuldre og gik.

Peter og Karoline var færdige med at spise. Jeg smed resten af min sandwich ud, og vi gik ud for at opleve mere af den smukke by.

 

”Der er de!” råbte Peter og prikkede til mig.

Jeg kiggede frem og så Jakob og Annemette. Peter vinkede til dem, og Jakob vinkede tilbage mens han lavede en nærmest skræmmende grimasse.

Peter og jeg skraldgrinede.

”Godav godav” sagde Peter.

Jakob og Annemette stoppede op.

”Neej er i også her” svarede Jakob og trak på skuldrene.

Vi grinte af ham igen.

Jeg fokuserede på at se frisk ud. Jeg frøs så meget, at det gjorde ondt i alle mine led, men jeg lod som ingenting. Det var egentlig nemt nok at få tankerne til at forsvinde. Peter og Jakobs jokes var ærlig talt rigtig sjove at lytte til.

”Har i så fået spist noget frokost?” Jakob lagde sin hånd på maven og svajede i ryggen.

Jeg tænkte hurtigt og taktisk. Jeg forberedte endnu et af mine falske smil, og før Peter nåede at åbne sin mund, røg det ud af mig.

”Ja vi var på McDonald sammen med Karoline” Jeg ville skifte emne så hurtigt som muligt. ”Vi mødte nogle af pigerne lidt efter vi forlod McDonald. Karoline blev sammen med dem, da Peter og jeg fortsatte vores jagt på en selfiestang til ham” Jeg kiggede på Peter, og han nikkede.

”Ja jeg fik en lækker hamburger. Desuden var det lige da det regnede mest, så vi kunne være i tørvejr, indtil det stilnede af.”

Jeg kiggede på Jakob og Annemette. Jeg havde jo egentlig ikke løjet for dem nu. Der var bare noget, jeg ikke havde fortalt. Jeg prøvede at glemme det der var sket tidligere, og vi begyndte at gå ned af en af de smukke gader.

”Fik du også noget Laura?” Annemette kiggede på mig.

Fuck fuck fuck fuck fuck.

Jeg fik en klump i halsen. Nu blev jeg virkelig nødt til at gøre det igen. Jeg hadede at lyve.

”Ja” mumlede jeg og kiggede ned i jorden. Jeg kunne ligesom fornemme på hende, at hun ikke var helt overbevist.

-Du har jo fået noget. Husk det Laura!

Jeg rullede irriteret med øjnene. Hvorfor skulle den stemme hele tiden blande sig i mit liv. Havde jeg overhovedet mit eget liv mere? Eller var det stemmens liv og min krop?

Ja men hvor er det lige den sandwich er nu?

Jeg tænkte mig om. Jeg ville egentlig gerne undgå at blive spurgt yderligere omkring, hvad jeg havde spist og eller fortaget mig, men jeg kunne ikke lide at lyve. Jeg kæmpede hårdt for at holde tårerne inde, og jeg fik en endnu større klump i halsen end tidligere den dag.

Jeg kiggede hende i øjnene. Nej hvor havde jeg bare den dårligste smag i munden.

”Jeg fik en sandwich”

Peter nikkede til hende, og hun smilede anerkendende til mig.

Endnu en tung sten lagde sig på mine skuldre.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...