Kira

Den handler om Kira som er en dyre heks. Hun bor helt alene og kender ingen andre af hendes slags. Derfor er hun godt og grundigt på spanden da der sker en ulykke i værkstedet derhjemme…

1Likes
3Kommentarer
97Visninger
AA

1. kap 1: Et uheldigt møde

Kapitel 1

Et uheldigt møde

 

Skoven emmer af forår og af blomster.

Jeg går langs med åen og nyder den dejlige stilhed, der er omkring mig. Jeg sætter mig ned ved bredden i sikker afstand fra vandet og begynder at slikke min pels. Det er om formiddagen og jeg har allerede lyst til en lur. Måske skulle jeg fange en mus eller en måske endda en fugl? Men jeg er ved at blive træt af det. Jeg savner menneske mad, især brød. Og ost ville gøre underværker.

Jeg mindes mine dårlige besværgelser, braget, den gamle bog der faldt på gulvet og kan næsten mærke gryden falde over mine tær igen. Jeg krymper mig og stopper med at slikke min pels. Hvor var jeg dog dum. Man skal ikke prøve nye besværgelser uden en modgift. Det sagde min mor altid til mig da jeg var lille, inden hun rejste. Hun skulle ud på en rejse kun hun kunne tage, sagde hun. Hun overlod mig til landsbyen tæt ved og drog afsted til en destination jeg ikke kender. Ellers ville jeg havde rejst efter hende. Bare hun ikke havde rejst. Dem hun overlod mig til brugte mig som en slags tjeneste pige, selvom jeg kun var 5 år gammel. Jeg flygtede og lærte at klare mig selv, i min lille hytte ude i skoven. Jeg fik dog hjælp fra en gammel smed der kan lide mig. Han hjalp mig når det var værst. Som da et træ væltede ned over min hytte da jeg var 10 og ikke kunne reparere det selv. Han hedder Svend og er landsbyens smed. Han er den eneste der ved, at jeg er en dyre heks. Han er også den eneste der ved, at jeg ikke er forsvundet. Og selvfølgelig, at jeg er blevet til et dyr.

Da ulykken skete skyndte jeg mig over til Kim og miavede af ham. Han kunne gudskelov godt regne ud at det var mig og fulgte efter mig tilbage til min hytte. Han gik indenfor og så gryden på gulvet, bogen med opskrifterne og væsken på gulvet. Han prøvede at kigge i bogen efter nogle miaver fra mig, men den stod ikke til at redde. Bogen med hele min families gamle besværgelser og opskrifter og miksturer er ødelagt og det er min skyld.

Jeg har ikke været hjemme i 3 dage og vil næsten ikke tilbage igen. Men det bliver jeg nødt til. Jeg må nødt til at finde ud af hvordan jeg kan komme tilbage til min normale form. Lige nu er jeg en kulsort kat med blå øjne, efter hvad jeg kunne se i åen. Sådan ser jeg også ud i virkeligheden, bare ja menneske. Det eneste gode ved det her, er at jeg i det mindste kan skifte til hvilket som helst dyr jeg vil. Bare ikke menneske. Hvor er det upraktisk!

Jeg rejser mig op og strækker mig. Jeg har ikke tid til at sidde og hænge med snuden og skamme mig. Det kan jeg gøre senere, når jeg kan skifte tilbage til menneske igen. Jeg begynder at lunte imod landsbyen med ørene på stilke. Jeg vil helst ikke blive en jægers trofæ, der tror at jeg er en kanin. Jeg begynder med mine nye forstærkede sanser, at høre hestehove tæt på og klirren fra metal. Jeg springer ind i en busk og gemmer mig godt og grundigt nederst i krattet.

Der ridder cirka 3 heste forbi. Jeg kan høre nogle mænd tale lavmældt over lyden af dundrende hove. Lydende af hovene bliver langsommere og langsommere, indtil de til sidst stopper.

Jeg stivner fuldstændig. Noget koldt og uroligt gnider mod min ryg og skubber mig fremad. Jeg hvæser højt, springer i luften og klatre op i et træ nært ved. Nu da jeg har tingesten lidt på afstand, kan jeg se hvad det er. En hyrdehund står neden for mit træ og stirrer op på mig, med tungen ud af gabet. Den logrer vildt og gør glad af mig. Hvæsende kryber jeg sammen i træet. Kan den hund ikke bare gå sin vej? Jeg vil helst hen til Svend inden det bliver mørkt. Jeg hvæser igen og langer ud efter den.

“Snuser hvad laver du? Har du fundet noget?”

Shit, mændene med hestene kommer nærmere og kalder på hunden. “Hvad laver du, Snuser? Kom nu her!”

De prøver at kalde hunden til sig igen, men den vil ikke lystrer. Jeg kan ikke se dem, men sagtens høre dem. En knirken fra noget læder og et bump i skovbunden. Nogle tunge skridt kommer nærmere og nærmere. Jeg begynder at kunne se nogle støvler og nogle ben. Personen har nogle gode hør bukser på og nogle solidt udseende støvler, med spænder på. Mere kan jeg ikke se for grenene og bladende. Jeg hvæser højere og prøver at springe til en gren tæt ved. Jeg rammer grenen, men mit bagben glider på grenen og jeg falder.

Hurtigt vender jeg min krop om i luften, så jeg ikke lander på ryggen. Men det er dog ikke skovbunden jeg rammer.

Med kløerne udstrakt lander jeg lige i hovedet på manden, som kaldte på hunden. Jeg holder godt fast et øjeblik og springer så ned på skovbunden og begynder at sprinte af sted. Bag mig bander manden højt og hunden begynder at gø af ham. Jeg sprinter af sted i høj fart, afsted imod et krat som jeg ved hunden ikke kan snuse mig frem til. Jeg springer ind i den med bankende hjerte og standser helt op. Står muse stille og lytter.

Hunden komme dundrende frem bag mig og begynder at snuse til busken. Den lovre glad med halen og snuser i lang tid. Jeg står helt stille og laver ikke en lyd, indtil den er færdig med at snuse. Den lunter langsomt den samme vej tilbage hvor den kom fra.

Jeg trækker vejret dybt ind og ud. Hold da op det var tæt på. Jeg går et skridt frem imod enden af busken og ligger mærke til at noget klistre til min pote. Jeg snuser til den og slikker den. Den smager metallisk og varmt. Med et går det op for mig at det er blod.

Jeg løber hen til åen og vasker så godt jeg kan, blodet af. Selvom jeg er en kat, vil jeg ikke slikke blod af!

Jeg regner hurtigt ud at blodet må stamme fra manden jeg landede på. Jeg får dårlig samvittighed over den stakkels mand som jeg rev i ansigtet. Jeg kan da i det mindste gå hen og tjekke at alt er i orden. Den fornuftige del af mig siger, at det er en dum ide. Hvad med hvis hunden kommer tilbage? Eller hvis den alligevel ikke er så venlig endda? Men jeg har revet en uskyldig mand i ansigtet. Det mindste jeg kan gøre er at tjekke op på ham.

Jeg går med tungt og nervøst hjerte afsted, mod hvor jeg så ham og hunden sidst. Jeg finder stedet efter lidt søgen og finder deres fært som går imod landsbyen. Deres fært føre mig til en lille kro i udkanten af skoven.

Heldet er med mig idag, tænker jeg da jeg ser 3 skikkelser bakse med nogle heste foran kroen. Jeg søger tilflugt i et træ og kigger nærmere på dem.

Den ene af dem er ekstremt høj og er fuldstændig latterligt blond. Han er ranglet, men ser alligevel lidt muskuløs ud. Han har en lang dolk i sit bælte og et sværd. Begge dele ser ud som om de er for små til ham.

Den tredje har brunt halvlangt hår og et lille skæg på hagen. Han har et kort sværd ved sin side og en drikkedunk i den anden. Han ligner en sporfinder eller en spejder. Han er ikke lige så høj som sin ven, men mere robust bygget end ham.

Den sidste har sort hår og er ret atletisk at se på. Han har kun et sværd ved sin side og er helt almindelig høj. Men han er lidt anderledes. Han går elegant og smidigt som en kat. Haha ligesom mig, og han tager det stille og roligt. Jeg kan ikke se deres ansigtstræk herfra, men jeg kan se de store røde mærker i hans ansigt.

Nå, så det er ham jeg rev fra før. Jeg sætter mig bedre til rette på min gren og studerer dem lidt nærmere. Den brunhårede og den lyshårede griner og pjatter, men den sorthårede står helt stille. Hvad har han gang i?

Han vender sig om lynhurtigt og sigter på mig med en bue, han havde skjult i ly af sin kappe. Selvom jeg ikke kunne se hans øjne før, kan jeg helt klart nu. De er helt grønne og lyser nærmest. Nej, det gør de faktisk!

Han kniber dem sammen og i et nervepirrende øjeblik stirre vi på hinanden. Jeg føler at mit hjerte skal stoppe og jeg har svært ved at trække vejret. Selvom jeg måske vil, kan jeg ikke bevæge en muskel. Jeg kan ikke kigge væk fra hans blik så meget som et sekund. Mit blik er fastslået i hans.

Troldmand!

Hans øjne stopper med at skinne og han sænker langsomt buen. Han slipper dog ikke mit blik et eneste sekund. Endelig kan jeg bevæge min muskler igen. Jeg rejser mig og bakker langsomt ind mod træets stamme, uden at slippe hans blik. Jeg stopper først, da jeg når stammen og springer ned på skovbunden. Jeg bakker, indtil jeg ikke kan se ham mere og løber hurtigt ind i skoven uden at se mig tilbage.

I sikkerhed... forhåbentligt.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...