Blogindlæg

Til dem, der endnu ikke har opdaget blogfunktionen, til dem, der ikke helt har forliget sig med den, og til dem, der bare gerne vil have et overblik over mine blogindlæg: Dette er til jer.

Reading Challenge 2018. Om at give feedback. Om at planlægge sin historie. Inspiration og boganmeldelser.

//Nævnes der link i blogindlæggene, henviser jeg til de originale blogindlæg, hvor linket vil kunne findes.


4Likes
3Kommentarer
676Visninger
AA

27. 5 GODE grunde til at give FEEDBACK

 

At give feedback er ikke ligefrem kvantefysik og behøver ikke tage mere end 5 minutter. Så hvorfor efterlader du ikke en kommentar, når du læser en historie? Hvis det er af mangel på gode grunde, så kan du finde fem af slagsen her. 

 

1. grund: Det tager kun 5 minutter

Det behøver ikke tage mere end 5 minutter at give feedback til en historie. Kan du lide historien, og har du allerede taget dig tid til at læse den, hvorfor tager du ikke lige 5 minutter ekstra til at efterlade en lille kommentar.

 

Din kommentar behøver ikke være lang eller fyldestgørende. Alt, du behøver at gøre, er at skrive, du kan lide historien. Er det noget specifikt, der fanger din opmærksomhed, så skriv det; det er kun et plus. 

 

Det behøver ikke være mere kompliceret end: ‘Jeg kan virkelig godt lide din historie,’ og du kan eventuelt tilføje noget i retning af: ‘Dine beskrivelser er lidt anderledens, end det man ellers ser. Fedt.’ 

 

 

2. grund: Gør folk glade

Når du nu har taget dig tid til at læse historien og har fundet ud af, at du virkelig godt kan lide den, og måske er du en lille smule forelsket i hovedpersonen og ville ønske, det var dig, der skulle på ferie på Mallorca? Så skriv det. 

 

Du ved sikkert selv, hvor meget tid og hvor mange tanker, der er lagt bag de tekster, man kan finde på Movellas. Så du kan sikkert levende forestille dig, hvor glad movellisten på den anden side af skærmen vil blive, hvis en kommentar dukker op blandt hans notifikationer. 

 

(Og er det kun mig, der bliver glad af at gøre andre glade?)

 

3. grund: Tænk, hvis det var dig

Og ville det ikke være fedt, hvis nogen lige tog sig de der 5 minutter, jeg nævnte tidligere, til at skrive, at de godt kan lide lige netop DIN historie? 

 

Du ved jo godt, hvor lang tid du har brugt på din tekst. Du ved jo godt, hvor mange følelser du har lagt i teksten. Og hvor mange tanker, der for igennem din hjerne, før du trykkede på publicerings-knappen. 

 

Og pludselig dukker et lille, rødt ikon op på globus-ikonet oppe i højre hjørne. Du klikker ind på det og der, midt mellem alle de andre notifikationer ser du det: Nogen har kommenteret din historie. Nogen kan lide, det du skriver. Nogen har læst det. 

 

4. grund: Gør opmærksom på dig selv

Hvis ikke det at gøre andre glade er nok, så gør det dig også mere synlig at kommentere på andres historier. Det  er så at sige lidt diskret selvpromovering. Det er meget simpelt: Hvis du efterlader en kommentar på en andens historie, får de måske lyst til at checke dig og dine historier ud bare for at se, hvem du egentlig er. 

 

Og så er Movellas jo et socialt medie ligesom alle andre sociale medier: Hvis du er aktiv, er der større sandsynlighed for, at nogen falder over din profil, din historie, din blog og måske bliver en fast læser. 

 

5. grund: Forbedrer din egen skrivning

Også til rosinen i pølseenden. 

 

Når du tager de kritiske briller på, når du læser andres tekster, tvinger du dig selv til at tænke. Pludselig skal du overveje, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Fungerer det at begynde med vækkeurets kimen? Er det i virkeligheden nemmere at overskue teksten, hvis man skifter linje ved en ny replik? Og lyder det mærkeligt, når danske tekster får engelske titler? 

 

Alt dette og meget mere får du rig mulighed for at tænke over, når du kommenterer andres historier. Så ved du, hvad du skal undgå eller huske, næste gang du sætter dig til tasterne. Det er nemlig tilladt at lære af andres fejl og succeser, så det er lige præcis, hvad du bør gøre. 

 

OBS

Mangler du inspiration til, hvad du kan kommentere på, og hvordan man kan give feedback, så check disse to kommende blogindlæg ud, 5 ting DU kan være opmærksom på, når DU giver feedback og 5 ting DU kan være opmærksom på, når DU giver feedback til digte.

 

Har du en anden god grund til at give feedback så del den i kommentaren. Jeg vil rigtig gerne høre, hvorfor I giver eller ikke giver feedback. 

 

Har jeg fået overbevist dig om at efterlade en lille kommentar, næste gang du læser noget på Movellas? Eller kan jeg lige så godt kaste håndklædet i ringen? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...