Fanget af et øje

Den handler om pigen Maleca og hendes færd gennem landet. Hun er en 16 årig pige, som bare gerne vil igennem livet uden de store komplikationer. Men da hendes mor blander sig, må hun nød til at tage affære og flygte væk fra sit hjem og ud i den store og farlige ørken... dog ikke alene.

Ps. Denne historie er den første som jeg viser offentligt. Den var ment som en stil, men jeg stoppede på den skole og jeg skrev så videre på den efter. Da jeg ikke havde lært at sætte tegn er der en vis mangel af tegn i historien. Håber i kan lide den med alle dens fejl;)

1Likes
12Kommentarer
116Visninger
AA

1. Fanget af et øje

Alle kigger på mig når jeg går forbi. Det forstår jeg ikke rigtig.

Jeg går jo bare en helt almindelig tur gennem gaderne. Okay, måske ikke en helt almindelig tur. Jeg troede at folk var vant til at man blev gift. Især som ung. Måske ved de godt at det er forkert at blive gift som sekstenårig. Men det sker jo så tit her. Jeg har hørt, at det må man ikke i mange andre lande. Her i Brodekia må man gerne åbenbart, Til min store fortvivlelse. Min mor får mig gift med en gammel mand. Han hedder Tau. Han er så ulækker, pukkelryggede og liderlig at man skulle tro, det var løgn. Men min mor ville have mig gift. Hun siger, at hun mangler penge. Det har vi altid gjort.

Jeg kan huske dengang, hvor der kom nogle vagter med en advarsel, om at betale snart. Man skal jo betale til hertugen hver måned. Så derfor går jeg med den lange halskæde som jeg har fået af Tau, som bevis på at jeg skal giftes med ham. Jeg fik den i går. Den er rund og blå med et øje indeni. Jeg hader den. Jeg vil ikke være gift med den gamle nar. Jeg vil slet ikke giftes overhoved. Men som alle andre, makker jeg ret og gør som min mor siger. Som om jeg har et valg. Vi er nået hen til Taus store hus, som er meget overdrevet. Med to etager og så meget overdrevet pynt. Det ligner mere et kagehus end et hus. Jeg tør næsten ikke tænke hvor mange der kunne have fået hus og mad i den her by, for de penge man har brugt på det. Vi hilser på vagterne og bliver budt velkommen af tjenestefolkene.

“Jeg må gå nu. Vi ses til festlighederne i aften.” Siger mor.

“Ja ja.” Svarer jeg hende. Jeg gider slet ikke det her. Selvom at Tau er den største mand her i byen udover hertugen, vil jeg stadig ikke giftes med ham. Jeg bliver vist ind i et værelse hvor jeg skal sidde og meditere til i aften. Jeg skal sidde og tænke på mit kommende liv. I stedet tænker jeg på hvordan jeg kan slippe væk. Jeg kunne jo gemme mig i byen et sted. Da jeg var lille gemte jeg mig i byen, når mor var i ondt lune. Men det kan jeg jo ikke. Taus vagter ville bare finde mig og piske mig for at prøve at flygte. Den eneste måde man slipper væk herfra, er med en tilladelse fra hertugen. Handlerne må gå som de vil. De skal jo handle med andre, men det er hårdt. Der er ikke nogle landsbyer i miles omkreds. Jeg går hen til vinduet og ser ned på byen. Den er så flot på sin egen triste måde. Med sine gule og støvede farver. Andre ville sikkert kalde den kedelig. Men ikke mig. Så har man ikke set den flotte handel, med flotte stoffer i mange farver. Eller de dejlige dufte fra ovne og boder. Der er altid larm overalt. Undtagen om natten. Det er som om, at man er blevet enige om at der skal være stille om natten. Ikke noget med nogle på druk. Alle ved at man skal samle kræfter, til en ny dag i det kaos. Men jeg kan ikke være en del af det mere. Jeg skal være i det her kagehus og blive spærret inde med min kommende mand. Den klamme idiot.

Mit blik bliver fanget af en dreng på min alder, nede på gaden. Han er meget høj og med ok pænt tøj, med gule bukser og rød bluse. Han sidder i en vogn, med et æsel foran. Han ser ud til at kede sig gevaldigt. Pludselig løfter han hovedet og ser mig ind i øjnene. Selv oppe fra anden sal kan jeg se at hans øjne er gyldne. Ikke sådan man siger om en brun farve, men helt som guld. Han spærrer øjnene op, da han ser min halskæde. Han ser medlidende på mig. Som om han har ondt med mig. Jeg tror han har medlidenhed med mig. Jeg har altid troede at mænd, havde den samme opfattelse af kvinder som Tau. Den er ikke god, skal jeg lige tilføje. Han ser ud som om han overvejer noget. Han ser nærgående på kagehuset jeg er i. Hvad har han gang i? Han vinker til mig og peger på et halvtag nedenunder mit vindue. Han peger på mig, så på halvtaget og så på sig selv. Han vil have mig ned til sig gennem vinduet! Det kan jeg da ikke gøre! Det er fuldstændig imod reglerne og jeg vil sikkert få prygl, for at prøve at flygte. Jeg ser op imod solen og ser at, den er ved at gå ned. Snart skal jeg gøre mig klar til brylluppet i aften. Jeg tænker mig om et øjeblik og tænker ja. Jeg kan lige så godt gøre et forsøg. Jeg vil i hvert fald ikke give mig selv til Tau, uden kamp! Jeg åbner vinduet og kigger ned. Der er ikke så langt ned. Jeg kravler ud og hænger i armenene. Jeg giver slip og lander på halvtaget. Der lyder råb dernede fra og der dukker en mand op. Jeg gør mig så lille som muligt og trykker mig ind mod muren. Efter nogle minutter, så går manden ind igen. Jeg hopper ned af halvtaget og løber hurtigt hen til drengen på kærren. Jeg hopper op ved siden af ham.

“Hvorfor skulle jeg komme herned?” sagde jeg.

“Du skal da ikke giftes med den gamle skid derinde vel?” spurgte drengen.

Så blev jeg sur. Hvad rager det egentlig ham, om jeg skal giftes eller ej! Det er jo ikke hans problem.

“Det kommer ikke dig ved” svarer jeg surt.

“Undskyld. Jeg ved godt det ikke kommer mig ved, men jeg syntes bare det er forkert, at du skal giftes så hurtigt og oven i købet med HAM.” Siger drengen. ”Jeg hedder Caleb. Jeg vil gerne hjælpe dig med at flygte, hvis du vil. Jeg skulle egentlig også flygte fra byen i dag, så jeg kan lige så godt tage dig med.”

Jeg er forbløffet. Ærlig talt. Tænk at han gerne vil have mig med, selvom han måtte vide, at det er farligt. Hvor er han sød!

“Tak.” siger jeg, med tårer i øjnene.

“Det er okay” siger han og rækker mig en brun kappe. “Så opdager de dig ikke så let.”

Jeg tager den på og han tager en bylt frem. Han viser mig i ly af kappen, at der er mad og vand i. Vi stiger ned fra kærren og begynder at gå. Vi går ned mod porten og lige da vi når hen til porten, drejer Caleb hen med et hak i muren. Der sidder vi i lang tid, indtil det er helt mørkt. Vi går ud af indhakket i muren og hen til en helt almindelig udseende stykke mur. Men der! Der er en revne! Man kan ikke se den fordi den er dækket med et mørkt klæde. Den er lige stor nok til at vi kan kravle igennem. Endelig er vi fri. Hvor er det en dejlig fornemmelse.

“Jeg hedder forresten Maleca.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...