New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
489Visninger
AA

10. Kapitel 9, 1. januar

Jeg vågnede ved lyden af min telefon. Der gik lang tid, før det atter gik op for mig, hvor det var jeg var henne. At det var en fremmed seng jeg lagde i, og at der lagde en ved min side. Mens jeg kom til mig selv, vågnede han også. Han lagde de tynde muskuløse om mig. Telefonen stoppede med at ringe, og jeg mistede interessen for at komme ud af sengen. Noget havde forandret sig i løbet af natten. Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke lade være med at synes om ham. Han var så ukendt for mig, og alligevel var der noget betryggende ved ham. Han havde lukket mig ind, på et tidspunkt, hvor jeg virkelige ikke havde været særlig venlig mod ham, og hvor han bare kunne have ladet mig være. Især fordi jeg var så ubehøvlet mod ham. 

 

Telefonen ringede igen. Jeg drejede træt hovedet.

 

“Jeg må nok hellere tage den.” Mumlede jeg.
“Mmm.” Brummede han.

 

Han gav slip på mig, og jeg kom op ad sengen fuldstænding øm i fødderne. Jeg tog telefonen og kiggede på skærmen. 

 

Vigdis’

 

“Hej Vigdis.”

 

Jeg tog stikket ud af telefonen, og gik ud i stuen.

 

“Hej Olympia. Er i stået op?”
“Det ville være synd at sige. Du vækkede os.”
“Vækkede os?? Hvad skal det betyde, Olympia?"
“Lad vær med at træde i det Vigdis.” Sagde jeg og rødmede.
“Har I…?”
“Nej, slet ikke.”
“Men…?”
“Ja. Vi har sovet i samme seng.”
“Skulle du ikke sove på gæsteværelset?”
“Vi kunne ikke falde i søvn. Han fortalte om sit liv i Tjekkiet, og jeg faldt ligesom bare i søvn.”
“Detaljer Olympia!”
“Det skal du nok få. Bare på et andet tidspunkt, okay."
“Åh Olympia. Jeg er så glad på dine vegne.”
“Hold så op. Der skete ingenting. Og han lod mig bare overnatte her, fordi du var blevet væk, okay?”
“Jaja, så siger vi det.”
“Hvorfor ringer du overhovedet?”
“Fordi Daniella mente, at det var på tide, at få dig hentet hjem.”
“Allerede? Hvad er klokken?”
“Den er 14:45.”
“Hvad?” Udbrød jeg.
“Jeg ved det. Jeg ville have ringet tidligere, men jeg vidste jo ikke hvornår I var gået i seng.”
“Hvornår stod I op?”
“Åh det er ved at være 4 timer siden tror jeg.”

 

Jeg fornemmede Gabriel i døren til soveværelset. Jeg kiggede hen mod døren, og der stod han. Han kiggede træt på mig, som om han gerne ville have mig med tilbage til soveværelset. 

 

“Hallo Olympia. Hører du efter hvad jeg siger?”
“Nej. Undskyld hvad sagde du?”
“Hvornår skal vi komme og hente dig?”
“Det ved jeg ikke. Jeg tror godt det kan vente nogle timer endnu."
“Det tror jeg ikke Daniella bliver glad for.”
“Det er okay, Vigdis. Jeg skal nok selv tage skraldet.”
“Jeg har ikke fortalt hende hvor du er. Kun at du ville komme hjem senere på natten.”
“Det har du fandeme ikke gjort Vigdis.”
“Det er jeg ked af Olympia. Jeg troede jo, at du ville være hjemme på det her tidspunt. At det var dig, der ringede til mig, og sagde at du gerne ville hjem. Men du ringede aldrig.”
“Jeg ved ikke hvornår jeg kommer hjem Vigdis. Men lige nu, vil jeg gå tilbage og sove lidt mere.”
“Du kan umuligt stadig være træt.”
“Det kan ud bande på jeg kan. Vi snakkes ved.”

 

Jeg tog telefonen fra øret, og lagde på. Jeg kiggede op i de trætte øjne, som nu var så tæt på min, som de næsten kunne. 

 

“Var det Vigdis?”
“Ja. Hun har ikke fortalt hende familie, at jeg ikke var kommet hjem i nat. Kun at de var taget hjem uden mig, og at jeg ville komme senere.”
“Skal du så ikke hjem?”

“Det kan godt vente lidt.”
“Er ud sikker?”
“Ja.”

 

Jeg fik ham drejet rundt, og trak ham tilbage mod sengen. Telefonen lagde jeg tilbage på kommoden. Vi lagde os i sengen, og faldt i en overfladisk søvn et par timer. Det var lidt mærkeligt, at da jeg vågnede igen. At han stadig lagde ved min side. Hans lette vejrtrækning. Hans krop så tæt på min. Jeg var en del af mig, som hadede at jeg havde bøjet mig så let for ham, at jeg var faldet så let for ham, uden at kende ham. Uden at vide, særlig meget om ham. 

 

Selvom jeg diskret havde prøvet at fortælle ham, at jeg ikke var noget, der var værd at samle på, virkede det som om han virkelig gerne ville lære mig at kende. Jeg var til sidst føjet mig, og havde ladet mine parader sinke sig, lukkede ham ind. Uden rigtig at holde en hvis distance. Han var bare vadet direkte ind, og spredt sig som en virus i min krop. Jeg ved ikke om det var resterne af alkoholen eller det var min fornuft der gjorde, at jeg var blevet, men nu havde jeg bare lyst til at forsvinde, og helst uden at vække ham. 

 

Han rørte på sig og vågnede. Han havde ikke rørt mange muskler i armene inden jeg var kommet ud ad sengen, og på vej ind på gæsteværelset, for at komme i tøjet. Vi havde sovet næsten sovet hele dagen væk. Idet kjolen skulle lynes, kom han ind til mig, og kiggede forbavset og underligt på mig.

 

“Hvad laver du?”
“Kommer i tøjet. Jeg bliver nødt til at tage tilbage til Vigdis og hendes familie. Jeg tror ikke, det er en god ide, at jeg bliver væk ret meget længere.”
“Vil du ikke have noget at spise inden du tager afsted?”
“Nej. Jeg er ikke sulten.”
“Har jeg gjort noget forkert? Var det forkert af mig, at lade dig sove hos mig?”
“Nej Gabriel. Det er ikke dig, den er galt med. Det er mig. Virkelig. Det er mig den er gal med, og for din egen skyld lader du mig være. Okay? Gider du?”

 

Jeg vente ryggen til ham. Chokket lynede han kjolen op.

 

“Jeg forstår det ikke Olympia.”
“Det er også det bedste.”

 

Der var noget i mig som blev knust. Det var ikke min mening at såre ham, men det gik op for mig, at jeg virkelig betød noget for ham. At jeg ikke bare var en tilfældig han havde lukket ind i sit hjem. 

 

“Hvordan kan det være det bedste, at jeg ikke forstår hvad der sker?”
“Hvis vi bliver til noget, det slå en af os ihjel.”
“Det giver ingen mening, Olympia.”
“Der er ingenting i mit liv der giver mening. Acceptere nu bare, at jeg gør det her for at skåne dig, for en masse smerte.”
“Der er intet du kan gøre, som kan give mig større smerte end, den jeg allerede har følt.”
“Du ved ikke hvad du taler om Gabriel."
“Det kan du kraftedeme bande på jeg gør.”
“Jeg bliver nød til at gå nu. Tak for alt du har gjort for mig, det er virkelig mere end jeg nogensinde fortjente fra din side af.”

 

Jeg løftede blikkede og så for første gang ansigtet. Så de knuste folder ansigtet lagde i. Så atter de virkelig triste blågrå øjne, som fyldtes med tårer. Så hvordan han prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre, hvordan han skulle reagere bedst. Jeg ville så gerne trøste ham, og fortælle ham, at det var bedst på denne måde, men jeg vidste, at han ikke var enig i det. Jeg vidste allerede, at vi var for tæt knyttet, til at vi kunne komme ud på den denne side, uden at blive såret. Jeg sank en gang, gik hen til ham, og kyssede ham let på kinden. Lod mine øjne finde hans. Jeg trak en smule på mundvigen, og lagde mine arme omkring ham i et knus. Fortvivlet lagde han sine om mig, indtil jeg langsomt gav slip på ham.

 

“Jeg forstår det ikke Olympia.”
“Gabriel. Du er virkelig det sødeste menneske jeg nogensinde har mødt. Jeg kommer sikkert aldrig til at møde et andet menneske, som har kunne komme så tæt på mig. Men jeg forlader dig, nu for at skåne dig fra den fremtid, du kunne have fået med mig. Du fortjener bedre end det.”
“Men jeg vil ikke have mere end det!”
“Det her var vores tid. Hverken mere, eller mindre.”

 

Jeg kyssede ham en enkel gang mere, og forlod beslutsomt gæsteværelset uden at se mig tilbage. Jeg havde min telefon og min pung. Det eneste af værdi. 

 

Da jeg kom ned på gaden, tog jeg en dyb indånding, og lod mine følelser få frit løb. Jeg lod tårerne trille ned ad mine kinder. Jeg lod fortvivlelsen få overtaget. Det var det sværeste jeg nogensinde havde gjort. Jeg så sorgen i hans ellers så smukke ansigt. Jeg så fortvivlelsen og hadet i øjnene. Jeg rystede over hele kroppen. Så meget at jeg ikke kunne holde min telefon stille nok, til at jeg kunne ringe til Vigdis. Jeg vidste ikke engang hvad jeg skulle sige til hende. Min stemme var rystet, da jeg prøvede at få Siri til at ringe til Vigdis, men hun forstod da, hvad jeg ville have hende til; ringe til Vigdis. 

 

Jeg kiggede rundt, og prøvede at regne ud hvor jeg var kommet fra i nat. Telefoni havde jeg ved øret, og ventede på, at Vigdis ville tage den. Den ringede og ringede. Jeg frygtede et øjeblik at hun ikke ville tagen den, fordi jeg ikke ville tale med hende tidligere. Men endelig, lige som jeg troede at den ville gå på svareren, tog hun den.

 

“Det er Vigdis.” Sagde hun kold.
“Jeg vil gerne hjem nu.” Hulkede jeg.

 

Ved lyden af min hulkende stemme, forsvandt alt vrede og kulde. 

 

“Bliv hvor du er Olympia. Charles og jeg kommer med det samme.”
“Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Vigdis.”
“Bare slap af, vi kommer nu.”

 

Jeg anede ikke hvor de var, men hun mente virkelig, at de kom. Det gik ikke mange minutter, før en bil stoppede foran mig, og Vigdis steg ud. Jeg mærkede hendes trøstende arme om mig et øjeblik, inden hun skubbede mig ind på bagsædet, og satte sig ind efter mig. Charles kiggede på mig et øjeblik i bagspejlet, inden han satte bilen i bevægelse.

 

Godt 1 time senere var bilen parkeret, og vi var på vej op til lejligheden. 

 

“Vigdis, du tager hende med ind på værelset, så skal jeg nok sørge for, at der kommer lidt mad og drikke ind til jer.”
“Og prøv at holde dine forældre væk, så længe som muligt.” Sagde hun bedende.
“Selvfølgelig.”

 

Elevatoren stoppede, og dørene gled til side. Selvom planen virkede stensikker, blev vi overrasket over at se Quentin og Daniella med armene over kors, og med vreden malet i ansigterne. Inden de noget at sige noget, begyndte tårerne at løbe stille ned ad mine kinder.

 

“I må ikke være vrede på Vigdis eller Charles. Alle fejl er begået af mig. Jeg vil gerne forklare, men lige nu har jeg brug for forståelse. Jeg ved, at jeg virkelig har trådt i spinaten, og jeg skal nok forlade stedet. Men lad mig forklare mig overfor Vigdis alene først.”
“Vi er virkelig skuffet over dig Olympia. Du virkede som et fornuftigt menneske. Men at blive væk hele natten, uden at give lyd fra dig, er virkelig skuffende.” Sagde Daniella.
“Min telefon løb tør for strøm. Jeg prøvede virkelig at finde tilbage hertil, men jeg for vild.”
“Mor! Lad nu Vigdis og Olympia få snakket sammen. Hun har jo sagt, at hun nok skal forklare det hele, men pigerne skal lige have redt nogle tråde ud indbyrdes først.” Sagde Charles opbakkende.

 

Daniella nikkede og de forlod os. Charles sukkede lettet. Han klappede Vigdis på skulderen og gik mod køkkenet, og efterlod os alene. Vi gik stille ned mod vores værelser. Vi gik ind på hendes værelse, og satte os på sengen. Hun kiggede afventede på mig. 

 

“Hvad skete der? Du lød så glad, da jeg snakkede med dig første gang.”
“Jeg gik i panik, og fik kolde fødder. Uanset hvor meget jeg måtte holde af ham, bliver jeg nødt til at tænke på, hvilke konsekvenser et forhold kunne føre med sig. Jeg vil ikke være skyld i at han skulle dø på grund af mig.” Hulkede jeg.
“Du forstår virkelig ikke hvilken magt kærlighed har, gør du?” Spurgte hun bebrejdende.
“Hvad?” Spurgte jeg angribende.
“Hvis du føler bare en lille smule for ham, så ville du kæmpe for ham. Jeg har kun set ham ganske lidt i nærheden af dig, men bare den måde han kiggede på dig, var det åbentlyst at han godt kunne lide dig. At du så stikker halen mellem benene i stedet for at kæmpe for ham, det forstår jeg ikke. Ja du har mistet både dine forældre og dine bedsteforældre, men der er stadig folk der elsker dig. Jeg elsker dig, som din veninde, men du har virkelig opført dig som den største idiot.” Sagde hun vredt.

 

Jeg brød ud i en fortvivlende gråd, som virkede uoverkommelig. Jeg vidste godt, at jeg måske ikke havde handlet helt efter bogen i forhold til Vigdis. Men med Gabriel, havde jeg jo kun gjort der for at beskytte ham. Så han kunne finde en anden, som var mere sikker for ham.

 

“Undskyld Olympia. Jeg gik over stregen.” Sagde hun kort efter.
“Det okay. Jeg har fortjent det.”

 

Hun møvede sig hen ved siden af mig, og gav mig, det bedste veninde knus. Et af de der lange krus, som havde varme, kærlighed og forståelse. Sådan et knus, som man bare har brug for, når alt andet bare virker uoverskuelige. Jeg fik afløb for alt den fortvivelse jeg havde. Hun lyttede til det jeg sagde. Til mine beskrivelser, om hvad der var sket, efter vi var blevet væk fra hinanden. Forklarede at min telefon døde kort efter jeg havde fået sms’en om hvor vi skulle mådes ved Eiffeltårnet.

 

Charles kom ind med en bakke, med lidt mad, noget vand og nogle piller, sikkert mod hovedpine. Jeg nippede lidt til maden, tog pillerne og drak dem ned med lidt vand. Alt i mens sad Vigdis tavs ved min side. 

 

“Selvom jeg kender dig så godt, som jeg nu engang gør, kommer det alligevel bag på mig, at du panikkede så meget, at det fik dig til at forlade ham på den måde."
“Jeg føler mig også som det dårligste menneske på Jorden. Han fortjente så meget bedre end det.”

 

Tårerne begyndte atter at trille ned ad mine kinder. Jeg var så meget ved siden af mig selv. 

 

“Hvad skal jeg gøre, Vigdis?”

 

Jeg kiggede spørgende på hende. Hun tænkte lidt over det, og trak så let på skulderne. 

 

“Jeg ved det ikke. Det her er noget du selv skal finde ud af. Det er jo åbentlyst, at du føler noget for ham, hvilket fik dig til at forlade ham på så dramatisk vis, hvilket han ikke forstod, hvilke ingen rigtig forstår. Du er den eneste der kan mærke, hvad der er rigtigst at gøre.”
“Du hjælper ikke Vigdis.”
“Det er det eneste svar jeg kan give dig, Olympia. Måske du skulle fortælle din dagbog hvad du tænker og føler. Den kan måske give dig, det svar du har brug for.”

 

Jeg nikkede, og hun forlod mig. Jeg sad lidt, og kiggede tomt ud i luften. Jeg fandt så min dagbog frem og fortalte den alt hvad der var sket, i de mindste detaljer. Vigdis kom ind til mig efter noget tid, og fortalte at hun havde snakket med de andre. Hun fortalte at jeg godt måtte blive hvis jeg havde lyst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...