New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
494Visninger
AA

7. Kapitel 6 Nytårsdag

Med hele kroppen sitrende af forventning, vågnede jeg længe før alle andre. De sidste par dages forberedelser til festen i aften havde ført flere af Charles venner op i lejligheden, og tvillingerne, Vigdis og jeg, til lokalerne hvor festen skulle holdes. Der var altid et hav af mennesker omkring os. Vigdis var helt oppe at køre, over Charles’ venner, men selvom hun prøvede at beherske sig, mens de var i nærheden, var hun pludselig fnisende, mumlende og genert, men fik alligevel tiltrukket sig mere opmærksomhed end hun kunne håndtere. 

 

Jeg grinte ad hende, og fortalte hende hvor fjollet det var, at blive sådan. Hun kendte dem trods alt ikke, og man blev jo ikke forelsket ved første øjekast. Og slet ikke med så mange på en gang. 

 

Efter nogle dage, havde jeg kun formået at huske flere af navnene på dem, Charles spillede med. Selve kernen af festkomiteen, havde jeg fået på plads allerede den første dag. Dem som vi havde haft mest kontakt med var Vincent, Zaki og Philippe.

 

Formiddagen blev brugt for Charles’ vedkommende brugt på at færdiggøre de sidste forberedelser, og få de sidste aftaler på plads. Han brugte meget tid på at gå nervøst op og ned ad gangene i lejligheden, uden nogen kunne få ham til at slappe af. 

 

Daniellas moderlige bemærkninger, om at alting nok skulle gå, og at han havde lagt så meget energi i det, at det nok skulle gå godt det hele, selvom hun synes det var lidt tidligt, at han havde taget det helt store ansvar for festkomiteen på holdet. 

 

“Hvis jeg ikke skal få et nervøst sammenbrud over Charles, bliver jeg nødt til at komme væk fra ham, Vigdis.” Sagde jeg til hende.

 

Vi havde lige spist en let frokost, hvor Charles knap nok havde siddet og spist sammen med os.

 

“Han vil bare gerne, at festen kommer til at forløbe godt.” Forsvarede hun ham.
“Og det forstår jeg godt, men jeg bliver idiot, af at se ham sådan. Jeg ved godt, at du gerne vil være der for ham, men jeg har behov for at komme væk, for at være fuldt oplagt til den fest, ellers bliver det en pinsel for mig at deltage, Vigdis.”
“Hvad vil du så? Vi har jo set, alt hvad vi kunne nå at se på denne side af nytår. Og alt har lukket nu, og åbner først igen på onsdag.”
“Kom piger. Det er vist bedst vi lader Charles være lidt alene.” Sagde Daniella.
“Hvor skal vi hen?” Spurgte Vigdis.
“Vi tager ud til mine forældre. De bor lidt udenfor Paris.” Sagde Quentin.

 

Vi tog vores jakker og sko på, og forlod Charles alene i lejligheden. Hurtigt var vi i bilen, og lagde efter noget tid byen bag os, og kørte mod Versailles. Halvvejs forlod vi motorvejen, og kørte ind i en lille by. Bilen stoppede foran et lille hyggeligt hus, og i døren stod en ældre mand. Det var Quentins far og i køkkenet stod en hans mor. 

 

Den tidlige eftermiddag blev brugt hos dem, hvor vi fik kaffe og the. Tempoet var helt anderledes end i Paris, og Daniella og Quentin virkede mere afslappet her end de gjorde derhjemme. Vi brugte kun et par timer hos dem, inden vi atter tog tilbage for at gøre os klar til festen. Tvillingerne begyndte allerede at være stresset over tiden, efter 20 minutter hos deres bedsteforældre, hvilket jeg ikke forstod. De skulle da nyde, at de havde muligheden for at være sammen med deres familie så længe de havde dem. Man ved aldrig hvornår den tid er forbi, og når det er, fortryder man den tid man ikke brugte sammen med dem. 

 

“Jeg håber du er klar til at gøre dig klar, når vi kommer tilbage til Paris.” Sagde Vigdis
“Hvorfor?”
“Det bliver kamp om badeværelserne og spejlene.” Svarede hun.
“Det er rigtigt. Hvad skal Daniella og Quentin lave i aften?”
“De skal være sammen, med de dem i bygningen. Og omkring midnat tager de ned til Eiffeltårnet og ser fyrværkeriet.”

 

Ganske rigtig blev der kamp om badeværelserne, stikkontakterne, og lejlighedens spejle. Alle skulle bruge det hele på samme tid.

 

Da det endelig blev min tur ved stikkontakten og spejlet var der kun 1 1/2 time til vi skulle være der. Og det kunne ikke gå hurtigt nok med at blive færdig.

 

“Hvis I bliver ved med at stresse på mig, bliver jeg aldrig færdig.” Mumlede jeg.
“Åh søde, det er jo kun fordi, vi gerne vil være der inden der kommer for mange af de andre.” Sagde Vigdis bedende.

 

Jeg skulede bare til hende i spejlet og undlod at svare. Jeg stod med min hårtørrer, for at få så mange slangekrøller ud af mit allerede krøllede håret. 

 

“Jeg er altså lidt misundelig på det hår Olympia.” Sagde Claire, som stak hovedet ind til os.
“Ja, du kan altså noget med de der krøller.” Medgav Vigdis.
“Ja, og I kan altid vælge om I vil have glat hår eller krøller. Jeg skal bruge flere timer på at glatte mit hår, og alligevel bliver det aldrig rigtig glat.”

 

Jeg lagde hårtørreren fra mig, og begyndte at ligge aftnens makeup. En grøn og blå øjenskygge med glimmer og en rosa til kindbenene og en mørkerød til læberne. 

 

“Du overrasker mig hver gang, Olympia. Du kan altid for ingenting til at se virkelig flot ud."
“Det kan du altså også Vigdis.”
“Jeg kan ikke bære glimmer på samme måde som dig. Og du er den eneste jeg kender, som kan sætte to farver sammen, og få det til se så flot ud.”
“Stop Vigdis. Du er god som du er, og så er der noget som du kan, som jeg ikke er ligeså god til, og derfor er vi gode sammen, fordi vi dækker hinanden.”

 

Jeg forlod badeværelset og gik ind på mit værelse. Min kjole hang på en bøjle, og var klar til at blive brugt første gang. Vigdis var allerede i tøjet, og fulgte efter mig, og satte sig på sengen mens jeg fik kjolen på.

 

“Gider du lyne op?” Spurgte jeg.

 

Hun rejste sig, og trak lynlåsen op. I det sammen blev der banket på døren og Daniella kom til synes. 

 

“Så er det tid piger, hvis vi skal nå det.”
“Jeg er også næsten færdig.” Sagde jeg. 

Jeg manglede bare lige at få mine strømpebukser på. Jeg tog mine nye sko, og fulgte kort tid efter Vigdis og Daniella ud i gangen. De stod allerede og trippede for at komme afsted. 

 

“Hvor er du flot, Olympia.”
“I lige måde Claire.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...