New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
503Visninger
AA

6. Kapitel 5 Shopping i Paris Dagbog

Jeg sad i sengen på mit værelse. Alle de andre var for længst gået i seng, og stilheden havde endelig indfundet sig i huset.

 

’27/12-2012 

 

Vi havde brugt hele dagen i de kolde parisiske gader, og da vi endelig kom hjem, havde vi brugt flere penge end vi burde, og købt mere tøj end vi overhovede kunne have i kufferterne. Vigdis havde endda, ringet til hendes forældre for at bede om penge til den kjole hun ville have på nytårsaften. Et par butikker senere fandt hun en anden kjole som hun absolut ikke kunne leve uden, så hun ringede atter engang til hendes mor, for at få flere penge. Og selvfølgelig fik hun hvad hun ville have. 

 

Jeg fandt den smukkeste sorte kjole, i Zara, Det var en blond Coktail-kjole, som var lige over knæene i længden, den sad perfekt over taljen med det brede stykke, og de korte ærmer var bare blonder. Nye sko skulle der selvfølgelig også til. Et par sorte 10cm højhælet sko. De der sko man bare ved, at man får ondt i fødderne af at gå for meget i, men de er bare for flotte til at man lader dem være, og finder nogle man måske kan gå i lidt længere. 

 

Så var outfittet klar til aftnen, nu ventede vi bare på, at aftnen kom. Charles var i fuld gang med at få planlagt de sidste til, så alt var parat til den helt store tur. Han har gjort meget ud af, at Vigdis og jeg følte os velkomne til festen, og han snakkede om, at holde en lille før fest dagen inden, så vi lige kunne møde nogle af dem han spiller håndbold med, så vi kender lidt flere end bare familien, hvilket jeg bifaldte med meget iver.

 

Jeg håber virkelig, at det bliver til noget. Mest for, at aftnen ikke kommer til at føles som en fiasko, og en fejltagelse.

 

Efter vi kom til Paris, føles det lidt som om Vigdis er gledet lidt væk fra mig. Hun var nu sammen med sin familie. Hun havde familien bag hende, og hun var ikke helt så meget op usikker grund, og måske ikke helt så meget brug for mig, som hun ellers havde haft det, de forgangende 5 måneder. 

 

Jeg prøver så vidt muligt, ikke at tænke så meget over det, men jeg føler mig alligevel en smule svigtet. Hun var sammen med familien. Nøglen til min smerte. Hun har noget jeg ikke har, og ikke får igen.

 

Hun hyggede sig med sine kusiner, og de var gode til at føle mig velkommen, og de var gode til at snakke med mig, men det var kun overfladisk. De kendte mig ikke, og de ville ikke rigtig lære mig at kende, for jeg forsvandt jo ud af deres liv igen, om et par uger. Og jeg forstod dem godt. Jeg ville sikkert gøre det samme mod dem, hvis jeg stod i deres situration. 

 

Hvis man tager byen Paris, så forstår jeg godt, hvorfor folk valfarter til byen, og kalder den kærlighedens by. Den er fantastisk, selv i frostgrader er det en by, som summer af liv og kærlighed. Der er plads til alle.’

 

Jeg hørte fodtrin på gangen, og lagde for en stod dagbogen i skuffen, og slukkede lyset, som om jeg var ved at ligge mig til at sove. Skidtene stoppede udenfor min dør. Efter et øjebliks overvejelser bankede det på døren. Jeg nåede ikke at svare, før døren blev åbnet, og Vigdis kom til syne, i den gamle slidte t-shirt, hun havde sovet i, i flere måneder. 

 

“Hvorfor sover du ikke?” Spurgte hun, med søvn i øjnene.
“Jeg var også ved at ligge mig til at sove.” Svarede jeg.
“Hele huset sover, undtagen dig.”
“Jeg var ved at fortælle min bog, hvad vi havde lavet i dag, okay.”
“Jaja. Er du slet ikke træt?”
“Jo, og så alligevel ikke.”
“Du skal vide, at jeg så godt hvordan du så på mig, Chloe og Claire i dag. Jeg så dit forpinte blik flere gange, og det gjorde de også. De ved ikke hvordan de skal tolke dine blikke Olympia. Ikke på samme måde som jeg. De bliver bekymret for dig, og de mener du har brug for professionel hjælp.”
“Undskyld.” Prøvede jeg.
“Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Endelig er jeg sammen med dem, uden at have mine forældre over nakken…”
“Men i stedet fik du mig. Som om det skulle være bedre.” Svarede jeg såret.
“Nej Olympia, det var ikke sådan ment.”
“Hvordan så?”
“Det er bare svært at forsvare de ting gør, nogle gange.”
“Hvad mener du?"
“Det jeg mener er, at du det ene øjeblik kan flirte med Charles og det næste virke fuldstændig uinteresseret i ham. Han er en dreng Olympia. Han kan ikke finde ud af dig. Han kan mindre finde ud af dig end alle andre kan.”
“Jeg skal nok lade din fætter være. Husk på; jeg har mine principper. Ingen skal dø på grund af mig.”
“Hold op med det der. Du finder ham på et tidspunkt. Og hvis det skulle vise sig, at være min fætter, så ville jeg faktisk være ret godt tilfreds, for det er en ret god scoring for jer begge to.”
“Det står du seriøst ikke og siger foran en sovende familie, og hvor hovedpersonen er en af de sovende tilstedeværende.”
“Jo det siger jeg faktisk, og jeg mener det bundalvorligt, Olympia. Han er en pisse flik fyr.”
“Godnat Vigdis.”
“Godnat Olympia. Tænk over det jeg sagde. Han er sød, og jeg tror godt han kan lide dig.”
“Sov godt Vigdis.”

 

Uden flere bemærkninger, lukkede hun døren, og forsvandt ind på værelset ved siden af. Jeg var atter alene med mine tanker. Jeg fandt dagbogen frem igen, tændte natlampen og fortsatte.

 

‘Flirtede jeg med Charles, som Vigdis antydede jeg gjorde? Havde jeg sendt dem misundelige, hadefulde blikke? Var jeg virkelig så egoistisk, at jeg ville gøre det? Min egen mening er selvfølgelig nej, men det kunne selvfølgelig godt opfattes anderledes. Charles er pæn, og kunne da godt, være et godt bud, men jeg ønsker ikke, at blive en del af det drama, og codex der høre til i den verden han lever i. Jeg er ikke typen der er kæreste med en sportsstjerne. Jeg er ikke typen der har en kæreste. Det ville ødelægge alle mine principper. 

 

Fra i morgen, vil jeg udvise større sindsro, og virke som om jeg har mere styr på mig selv, så jeg ikke sårer Vigdis. Ikke efter alt hvad hun har gjort for mig, så fortjener hun bedre end det her. Hun skal have lov, til at nyde sin tid med sin familie. Jeg skal være glad for, at de har åbnet deres dør får mig, og givet mig husly og mad. Jeg vil være et taknemligt menneske, min familie kan være stolt af. Jeg vil være et godt eksempel for min families navn: Johnson.’

 

Med de ord i dagbogen lagde jeg den tilbage i skuffen, med blyanten, slukkede lyset, og lagde mig til at sove. Jeg viste der ventede mig et spænende program i morgen. Og jeg ville gøre alt for, at gøre Vigdis glad. Det fortjener hun. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...