New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
503Visninger
AA

11. Kapitel 10 Hallen

Der gik nogle dage, hvor jeg var for fortvivlet til at kunne spise, men da weekenden kom, havde jeg fået så meget appetit, og behov for at forlade lejligheden, at jeg fik lokket Vides til at tage med på cafe. Vi havde ikke snakket om episoden nytårsdag. Det var et sprængfarligt territorie, som ingen af os havde lyst til at komme ind på. 

 

Det eneste jeg havde tænkt på de sidste par dage, var de følelser Gabriel havde malet i de smukke øjne, og det kønne ansigt, da jeg kyssede ham farvel. Jeg hadede mig selv for at jeg ikke havde givet ham en chance. At jeg ikke ville kæmpe for det, som for andre havde virkede så åbentlyst. Hvis jeg tænkte nærmere over det, kunne jeg da godt se, at han godt kunne lide hvad han så. Han prøvede virkelig, at lære mig at kende. Og han åbnede sig op for mig, så jeg kunne forstå ham. Lære ham at kende. Han havde endda fortalt om kvinden der havde stjæles hans hjerte i Tjekkiet, og hvordan hun på værste måde havde droppet ham, da han fortalte hende, at han havde skrevet krontrakt med Paris Handball.

 

Der sad vi, på en lille hyggelig cafe i Paris. Vejret var blevet lidt varmere , så brostenene var ikke længere glatte, men bare våde. Stemningen var stadig fuld af glæde fra de mange mennesker, som endnu ikke havde fået rystet nytåret ud af kroppen. Det var næsten som om jeg var den eneste der hang med næbet i hele Paris. 

 

Hver dag kom Charles hjem og fortalte hvordan Gabriel havde mistet glæden ved håndbolden, hvordan han virkede alene og lukket inde i en bobbel uden mulighed for at komme fri igen. Charles foreslog, at jeg kunne komme med til træning, så jeg kunne lukke Gabriel ud, og vi kunne få snakket om tingene. Jeg var ikke sikker på, at det var en god ide. Mest fordi jeg var bange for at se ham i øjnene igen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Jo mere trist Charles sagde han var, jo dårligere samvittighed fik jeg. Han fortjente ikke den smerte. Og den havde han fået på grund af mig. 

 

Om mandagen i uge 3, havde jeg fået så dårlig samvittighed, at jeg atter havde mistet appetitten, og uden at vide hvad jeg gjorde, tog jeg med Charles til træning. Da vi kom til hallen, fortrød jeg lidt, at jeg var taget med, så jeg besluttede at vente ude foran hallen indtil træningen var gået i gang. 

 

Jeg kom næsten uset ind i træningshallen, hvor jeg stod lidt i døren, og kiggede på alle spillerne, som spillede fodbold. Charles havde godt nok fortalt, at de engang i mellem spillede fodbold til opvarming. I den anden ende fik jeg øje på Gabriel. Han sad på en cykel, og var alt for fokuseret til at kigge op, da døren smækkede bag mig. Alle de andre kiggede undrende op på mig, og i panik, greb jeg ud efter håndtaget. Der gik et øjeblik før Charles opfattede hvad der skete.

 

“Vent lidt, Olympia.” Sagde han.

 

Gabriel mistede fokusset, og kiggede hen mod mig. Jeg kiggede direkte på ham. Jeg mærkede hvordan alt farve forsvandt fra mit ansigt, og alligevel brændte mine kinder. Men i stedet for at stige af cyklen, hvilket jeg måske lidt havde forventet, kiggede han væk fra mig og gav atter cyklen alt sin opmærksomhed. Nu brugte han boblen som beskyttelse mod mig. Og jeg kunne ikke engang tillade mig at blive skuffet, såret eller ked af det. Det jeg havde gjort mod ham var så meget værre end det her. 

 

Jeg vidste nok om håndbold, til at vide, at man ikke måtte gå på banen med udendørs sko på, og eftersom der blev spillet fodbold, havde jeg ikke lyst til at smide skoene. Jeg gik langs banekanten, hele vejen ned til ham i den anden ende. Målrettet, men uden at vide hvad jeg skulle sige. 

 

Et brød af en mand stod pludselig foran mig. 

 

“Træningen er ikke åben for tilskuere, frøken, så De har intet at gøre her.” Brummede han.
“Det tager kun et øjeblik Hr. Jeg skal… øh… Jeg bliver nødt til at tale med Gabriel.”
“Han er i gang med en test, så han må ikke afbrydes. De bliver nød til at vente, til han er færdig. Og et andet sted end her i hallen.”
“Men…”

 

Jeg mødte mandens blik og jeg forstod, at det ikke kunne diskuteres. Jeg tog en dyb indånding, kiggede et øjeblik på Gabriel, dog unden at han kiggede på tilbage på mig. Jeg vendte ryggen til dem, og gik tilbage til døren, hvor jeg var kommet ind. 

 

Jeg gik lidt rundt i bygningen, og det gik hurtigt op for mig, at den kun blev brugt til håndbold og fodbold træning. Bag hallen, var der et kunstgræsanlæg, hvor klubbens fodboldhold var ved at træne. Hvordan skulle jeg få 2 1/2 time til at gå her? Der var jo intet at tage sig til.

 

Efter at have gået rundt i bygning i 1 time, fandt jeg tilbage til træningshallen, og jeg satte mig lidt fra døren, og tog min telefon frem. Jeg ringede til Vigdis, mens for at høre hvad de lavede.

 

“Hvad havde du forventet Olympia? At han var sprunget af cyklen, da han så dig?”
“Nej!? Måske bare, at der var lidt glæde at spore i hans øjne.”
“Det mener du vel ikke det der, Olympia. Du legede jo med hans følelser, og var ikke en skid bedre end hans sidste kæreste.”
“Okay, okay. Lad os snakke om noget andet. Hvornår synes du, vi skal rejser videre?”
“Det kommer helt afgjort an på hvor lang tid der går, før du og Gabriel er på talefod igen.” Sagde hun kontant.
“Hvorfor er det så vigtigt for dig?”
“Fordi det påvirker min fætter Olympia. Det vil betyde så meget for ham. Han kan godt lide Gabriel.”

 

Døren til hallen gik op, og en strøm af mennesker strømmede ud i gangen.

 

“Jeg ringer senere.”

 

Det kunne da ikke passe, at de allerede var færdig med træningen. Charles fik øje på mig, og kom hen til mig. Han satte sig ved min side, og sagde ikke så meget, før de andre var ved at være væk. Alt i mens jeg kiggede uforstående fra ham til de andre.

 

“Vi har en lille pause i træningen.” Forklarede han.
“Jeg er sku ked, af den måde Leon snakkede til dig på. Han er ikke så glad for fremmed i hallen.”

“Det kunne jeg fornemme. Hvad var det Gabriel var i gang med?”

“Åh, det var bare en konditest. For at se hvordan hans form er. Der skal vi alle sammen igennem.”
“Skal han ikke have pause?”
“Jo, han skal bare lige være færdig først. Der går nok ikke så længe.”

 

I det samme gik døren igen op, og Gabriel kom svedende og udmattende til syne. Jeg kiggede op på ham, og han ned på mig. Han havde det der uforstående blik i øjne. Han prøvede at finde ud af hvad han skulle sige og føle. Finde ud af hvordan han skulle forholde sig til, at jeg var der, alt i mens jeg kom på benene. Jeg kiggede op, og mit blik mødte hans. 

 

“Jeg er så ked af det, Gabriel. Det var forkert af mig, bare at forlade dig på den måde.”

 

Jeg ventede lidt på at han svarede, men han kiggede bare på mig med et tomt blik i øjnene. 

 

“Da Charles fortalte, hvordan du var til træning, fik jeg virkelig dårligt, fordi jeg vidste, at jeg var skyld i det. Det jeg gjorde, var i den bedste mening.”
“Det er der, hvor du taber mig, Olympia. For jeg er ikke enig…”
“Det er fordi du ikke kender så meget til min fortid.”
“Din fortid, har gjort dig til den du er nu, men din fremtid, bestemmer du selv. For mig er det kun vigtigt, at du ved hvad, om du vil have, at jeg skal være en del af dit liv. Og det vil du åbentbart ikke.”
“Det ved jeg ikke, men…”

 

Jeg løb tør for ord. Jeg vidste pludselig ikke hvordan jeg skulle forklare ham, at jeg gerne ville ham.

 

“Men hvad?”
“Jeg har mistede mine forældre indenfor 2 år, da jeg var yngre, og omkring min 18 års fødselsdag mistede jeg mine bedsteforældre, som jeg havde boet hos, siden mine forældres død.”

 

Jeg så hvordan han gloede måbende på mig. Jeg trak på skuldrene.

 

“Derefter havde jeg kun mig selv. Jeg havde ikke mere familie, og Vigdis var det eneste jeg havde tilbage. Jeg vidste, at kærligheden var skylden i at min far døde. Han kom sig aldrig over min mors død. Og det var også sorgen der var skyld i at min morfar døde så kort tid efter min mormor. Siden de blev gift, havde de aldrig været adskilt i mere end 2 døgn.”

 

Alt vrede forsvandt som dug for solen og jeg fandt mig selv i hans svedige favn. Det var som at komme hjem. En sikker havn. 

 

Det underlige var, at han var så fremmed og alligevel så velkendt. Vi havde jeg kun været sammen et døgns tid. Jeg vidste nu, at jeg ikke kunne finde et menneske, der var mere rigtig for mig, end Gabriel. Jeg viste nu, at jeg havde noget at kæmpe for. Jeg havde fundet min base. Min base var en tjekkisk håndboldspiller. 

 

“Lad mig vise dig, hvor meget verden har ændret sig siden du mistede dine forældre. At der er håb for de fortabte. Jeg er selv blevet såret, og jeg ved nu hvor skrøbelig du. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beskytte dig, og hjælpe dig tilbage den verden du fortjener at være en del af…”
“Ja tak. Så er det tilbage på banen, drenge. I skulle jo nødig blive kolde i benene, og for varme om hjertet.” Brølede Leon. 

 

Så var der atter tomt omkring mig. Jeg stod lidt og ikke viste hvad jeg skulle gøre ved mig selv, da Leon stak hovedet ud.

 

“Hvor meget ved du om håndbold?"
“Nok til at jeg kan se det i fjernsynet.”
“Altså det grundlæggende?”
“Ja det vil jeg mene.”
“Godt så. Kom ind.”
“Er du sikker?”
“Ja.”

Jeg fulgte efter ind i hallen, og satte mig på en stol, og så træningen. En træning der med tiden blev til mange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...