New Year's Eve In Paris

Hovedperson er den 18-årige Olympia Feodora Johnson. Med veninden Vigdis holder hun jul og nytår langt hjemmefra, af to forskellige grunde. Julen holdes i Alpernes Italien og nytåret i kærlighedens by Paris, hvor hun møder den unge tjekkiske håndboldspiller Gabriel Horak. Et nytår der ænder Olympias opfattelse af livet. Og mest af alt kærligheden.

Deltager i Valentin konkurrencen, under emnerne Nytårs-kærlighed, om at kommer videre og om at komme ud af en familietragedie.

1Likes
0Kommentarer
494Visninger
AA

2. Kapitel 1 Juldag i Alpernes Italien

De første måneder af vores rejse var gået uden problemer. Vi havde i sensommeren rejst ned gennem Østeuropa, og var i starten af skisæsonen kommet til Alperne. Vi besluttede at vi ville blive i Alperne hen over julen, og var havnet i det nordøstlige Italien, en uge inde i december. 

 

Julen stod nu for døren, og jeg skulle holde min første jul, uden min familie, og Vigdis skulle holde den uden hendes. Men hun havde i det mindste en. Vi havde været i San Domenico, Italien i 3 uger efterhånden. Vigdis havde de sidste par dage modtaget julegaver fra hendes familie, og jeg prøvede på ikke at virke jaloux, eller ked af det. 

 

Jeg havde lovet mig selv, at sorgen ikke måtte fylde noget hos mig, mens jeg var afsted, men på en dag som i dag, var det svært, ikke at blive påvirket af det. Det var min første rigtige jul uden en familie. Jeg havde aftalt med Vigdis, at vi var på gaver. 

 

Formiddagen var blevet brugt på de mange piste, som vi efterhånden var blevet så vante til at køre på. Vi brugte det meste af tiden på de pister som var markeret røde. 

 

Vi sad  nu på en af de mange varmestuer, som lagde ved pisterne. Stedet var fyldt med europæiske familier, venner og kærestepar. De havde alle sammen det der blik i øjnene. Glæden ved at være sammen med nogle de holdte af. Et blik Vigdis og jeg sikkert også havde. Stemningen bar præg af ægte juleglæde. Snakken var larmende men ikke på den trælse måde. De der sad omkring os var skandinaver, hvilket virkede hjemmeligt men fremmed her i de italienske alper. 

 

Vi var på terrassen, med udsigt over de mange mennesker som hurtigt kørte ned ad bjergsiden. Alle forsvandt næsten i den hvide sky af sne, som blev løftet op af skiene, når der blev gjort en manøvre. De dampende pastaretter stod foran os, og de iskolde øl, var afskummet og perfekte. Vigdis sad med telefonen, og var ved at tage billeder af frokosten. Hun havde hver dag taget billeder af maden, til hendes maddagbog. Hun mente, det ville være godt når vi kom hjem igen, at hun viste hvad vi havde spist. Og hvis der havde været noget hun var specielt glad for, havde hun fået viklet en engelsk opskrift ud af tjeneren. 

 

”Ville du gerne have været sammen med noget familie i julen?” spurgte jeg.

”Hvad mener du?” spurgte hun optaget af sine billeder.
”Jeg mener, om du gerne ville have været i Danmark med dine forældre og brødre, eller sammen med en onkel, moster eller faster?”
”Da vi tog afsted i august, sagde jeg til mine forældre at de ikke skulle forvente, at se mig, før til sommer. Og vi skal jo holde nytår i Paris, sammen med min faster, onkel og mine kusiner. Jeg har også brug for at gøre noget selv.”
”Hvorfor?”
”Jeg vil gerne vise dig, at jeg er her for dig, og at du forstår, at jeg gerne vil forstå hvordan det er for dig, at være alene i højtiderne, og på fødselsdage. Du behøver ikke at være alene.”
”Men det er jeg jo. Jeg har dig, og min fars forældre, som jeg ikke har haft kontakt med siden han døde. Jeg har ikke nogle søskende. Begge mine forældre var enebarn. Der er kun mig.”
”Og det er nok, til at du en dag kan skabe din egen familie, og gøre den lige så god, eller bedre end din var.”
”Det kan jeg ikke Vigdis.”
”Hold nu op med dit, ’Jeg tror ikke på kærligheden’-pis. Du kendte til kærligheden da dine forældre levede. De elskede dig, og du overlevede den dødsdom du har givet kærligheden. Den har du overlevet to gange nu.”
”Jeg kan ikke.”

”Når du møder den rette, vil du kunne. Det vil komme til at tage tid, og måske kræve, at I begge er samme sted. Men den vil også finde dig Olympia.”
”Hvordan fik vi vendt den her samtale over på mig? Den skulle jo handle om dig.”
”Det skete, fordi vi ikke vil tale om mit ellers perfekte familieliv, men om det du mangler.”
”Seriøst?”
”Nej, det er juleaftensdag, og vi skal have en god dag og aften. Jeg har forhørt mig lidt hos de lokale, og de siger, der er midnatsmesse i nat. Kunne det ikke være sjovt?”
”Kan du italiensk?”
”Nej, og hvad så?”
”Så er vi lidt på spanden, da vi ikke ved hvad fanden præsten snakker om.”
”De er kristne ligesom os, hvor anderledes tror du deres gudstjenester er fra vores?”
”En ting er, at de har gudstjenesten om natten, en anden ting er, at langt de fleste italienere er katolikker og vi er protestanter. Lille forskel, men den er der.”
”Okay. Men det her skulle være en tur, hvor vi gør noget, vi normalt ikke gøre. Så lad os starte med kirken.” sagde hun.

 

Hun slog let ud med armene foran sig, og kiggede opfordrende på mig. Jeg overvejede det et øjeblik inden jeg smilede og nikkede godkendende til forslaget. 

 

”Var han sød?” spurgte jeg lidt efter
”Hvem?”

”Den lokale du snakkede med?”
”Arh ham. Ja han var middel, af en italiener at være. Der er værre. Ikke noget vildt der.”
”Skal I ses efter gudstjenesten?”
”Ha, nej det skal vi ikke. Han er jo troende katolik.” Sagde hun gravalvorligt.
”Jeg forstår.” Svarede jeg og nikkede. 

 

Jeg smilede endnu mere. Vigdis grinte fjollet af det og skiftede emne. 

 

“Nu har vi snart stået på ski, i 2 1/2 måned, synes du ikke det begynder at blive en smule ensformigt?"
“Jo lidt, tror jeg. Men det er jo nye pister hvert sted, og det her, er jo det sted vi har været i længste tid.”
“Kun fordi vi tager til Paris inden nytår, og jeg synes det ville være dumt, at tage et sted hen bare for en uge.”
“Så hvad er problemet?”
“Men så langt tid, på at stå på ski. Kedeligt og ensformigt?”
“Jeg kan godt lide at stå på ski. Men vi har da også haft nogle dage, hvor vi har lavet noget andet.”
“Som hvad?”
“Shoppet. Gået. Set fjernsyn en hel dag. Holdt spa-dag.”
“Ja okay. Jeg glæder mig nu til at komme til Paris.”
“Er der en bestemt du glæder dig til?”
“Nej.” Sagde hun, og blev lidt rød i kinderne.
“Jo der er. Hvad hedder han?”
“Der er ikke nogen. Jeg tror bare det bliver en rigtig god nytårs aften.”
“Jaja, så siger vi det. Endnu et år er gået. Et nyt begynder. Alle hopper, kysser og er mere end almindelig fulde. En rigtig god aften; jeg tror du har ret.”

“Lad vær at hade nytårsaften, når du ikke har oplevet den i Paris.”
“Hvad er forskellen på Paris og Amager?”
“Paris er byen med kærlig. Fremmed og spændende. Amager er dansk, kedeligt og velkendt.”

“Du har altid et skarpt svar.”
“Det samme har du, når du vil.”
“Haha, hvor sjovt.”
“Er du færdig?” Spurgte hun ud af ingenting.
“Ja, er du?”
“Jeps. Lad os komme ud på pisten igen, og få lagt de blærerøve ned.”
“Hvorfor ikke.”

 

Vi forlod terrassen, og var hurtigt på pisterne. Vejret var perfekt. Temperaturene lagde på -7 grader, og solen stod højt på den skyfrie himmel. Resten af dagens solskinstimer blev brugt på pisterne, som med tiden var blevet så opkørt, at fornøjelsen til sidst forsvandt. Inden vi tog tilbage til hotellet, som lagde i dalen, et par meter fra pisten, tog vi en sidste øl i en af varmestuerne. Her var stemningen meget julet. Hele vejen rundt, hang guirlander, i vinduerne hang  de smukkeste julekugler, og i karmene stod flere udgaver af de 3 vise mænd, og Jomfru Maria med Jesusbarnet. Yderfacaderne var et sand farveregn. Hele vejen rundt, hang lyskæder i flere farver, og kastede sit skær ind i dunkle rum. 

 

Vi faldt i snak med et par jævnaldrende tvillingedrenge fra Oslo, Thor og Sigurd, som også var på Europarundrejse. De var kommet i sidste uge, og var kommet fra Østrig, hvor de havde været i 1 måneds tid. De havde planer om at være i området indtil nytårsaften dag, hvor de ville tage til Rom for at fejre nytåret. De havde planer om at tage til Frankrig til sommer og rejse med rundt med Tour de France. Cykelinteresseret. Derefter kunne jeg mærke, at interessen for dem dalede i takt med samtales fremskridt. Efter 2 timer i stuen, ville jeg gerne tilbage til hotelværelset.

 

“Jeg tager tilbage til hotellet nu, Vigdis.”
“Hvorfor det?” Spurgte hun irriteret.
“Fordi jeg er lidt træt, og jeg vil gerne i bad, inden vi skal spise aftensmad om 1 1/2 time, hvorefter vi skal til midnatsmesse, har du glemt det?” Svarede jeg lidt for hårdt igen.
“Nej det har jeg ikke. Men nu sidder vi lige her og hygger os, med Thor og Sigurd.” Sagde hun, og kiggede næsten forelsket på de to drenge.
“Fint så bliv du hængende, jeg kører ned nu.”

 

Jeg rejste mig, og gik ud i den isende kolde luft. Temperaturen var faldet til -15 grader, efter solen forsvandt for nogle timer siden. Da jeg havde fået klikket mine ski fast til mine støvler og var parat til at sætte kursen mod pisten, kaldte Vigdis på mig.

 

“Vendt lidt, Olympia.”

 

Hun kom løbende hen mod mig.

 

“Hvorfor vil du ikke blive?”
“Det har jeg jo sagt Vigdis. Jeg vil gerne ned og slappe af og i bad inden vi skal spise.”
“Kan det ikke vente lidt?”
“Nej, jeg har ikke lyst til at blive her, Vigdis. Hvis du gerne vil hænge ud med Thor og Sigurd skal du bare gøre det. Så ses vi senere.”
“Jeg er ikke tryg ved, at du skal køre alene ned nu.”
“VI har jo gjort det her i lang tid. Jeg tror godt jeg kan passe på mig selv, ellers ringer jeg efter hjælp.”
“Hvad nu hvis du falder og slår hovedet?”
“Så bliver jeg fundet på et eller andet tidspunkt, Vigdis, men det tror jeg altså ikke der sker. Jeg har styr på det.”
“Okay. Vi ses dernede.”

 

Jeg gav hende et kram og et kys på kinden til farvel, og så var hun inde i varmestuen igen. Jeg kom ud midt på oplyste pist, og var hurtigt oppe i fart. Følelsen af frihed og spænding. En ubeskrivelig følelse af at være uafhængig og let, indfandt sig i mig, og jeg nød turen ned af pisten. Da jeg kom ned, fik jeg skiene af, og gik de få meter hen til hotellets ski-opbevaringskælder, som hørte til vores værelse. 

 

Her skiftede jeg til mine almindelig sko, og tog skistøvlerne under armen, og gik ind. Tog elevatoren op til 5. sal hvor jeg med små-ømme ben fandt hotelværelset. Jeg satte støvlerne fra mig, og skoene blev sparket ind i hjørnet. Jeg kom af tøjet og gik i bad. Det varme vand fik mig til at slappe af, og følelsen af at være træt, blev større.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...