My Angel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 23 feb. 2018
  • Status: Igang
Jason Black bliver dræbt i en tragisk ulykke da han er på vej hjem til sin elskede Sookie der stadig går i high school. Jason er den yngste og et af de rigeste forretningsmænd i landet. Sookies hjerte knustes da hun høre om Jasons død. tre år efter den tragiske ulykke blive Jason sendt ned til jord for at overvåge sin elskede Sookie som hendes skytsengel ved at overtage den afdøde Jonathan Redbirds krop, der er søn af en meget rige forretningsmand. Jason/Jonathan går på den samme Colleges som Sookie der studere Angellogi og overnaturlige fænomener. det viser sig meget hurtigt at Jonathan var en, for at sige det mildt "A Big Jerk" og en charmerende Play Boy. for at være sammen med sin elskede Sookie igen er Jason nødt til at vinde hendes tillid...

1Likes
0Kommentarer
210Visninger
AA

4. New Life

Jonathan Redbird, får en overdosis til en fest og falder om. Alkohol og hårde stoffer flyder rundt i kroppen. Hans tid er ved at rinde ud. Lægerne i akutafdelingen gør alt hvad de kan for at stabiliserer ham, men det er kritisk. Hans Skytsengel venter på englen Jason, som skal overtage Jonathans liv. Skytsenglen Zita får øje på Jason og vinker ham ind til rummet, hvor lægerne forsøger at redde Jonathan. Ingen kan hverken se eller høre dem.

”Skynd dig, Jonathan er ved at forlade sin krop”

Siger hun, skarpt. Jason nikker. Jonathans liv passager revy. Da Jason lægger hånden på Jonathans skulder. Lægerne er ved at miste ham, stressniveauet stiger. Jonathans hjerteslag daler og stopper. Lægerne forsøger at bringe ham tilbage med hjertestarter, men det er for sent. Jonathan bliver erklærede død. Få minutter efter sker miraklet. Jonathans hjerte begynder at slå. Lægerne jubler i deres stille sind.

 

Jason

Jonathan var et røvhul, en kæmpe idiot, en højrøvede playboy. Hvordan skal jeg dog nogensinde vinde Sookies tillid. Det skulle ikke undre mig at han har prøvet at lægge an på hende. ”Idiot”. Jeg kommer i tanke om at jeg har overtagets Jonathans liv. Jeg kan ændre ”Hans liv” til det bedre. Gør ham til ”et bedre menneske”. Det er i hvert fald planen. Jeg mærker en varm hånd i min. Jeg åbner øjne og smiler søvnigt til Jonathans mor.

”Hej mor”

Hvisker jeg, hæst.

”Jonathan for helvede, du havde nært taget livet af mig”

Siger hun, med en bekymrende vred tone. Jeg griner hæst og retter mig op.

”Jeg lover, at det aldrig vil ske igen”

Siger jeg og kysser hendes hånd. Hun smiler overraskende. Det forstår jeg godt, fordi det røvhul til Jonathan ikke har været særlig sød ved sin mor efter han var begyndt at gå i byen, for at drikke sig i hegnet. Det er et mirakel at han overhovedet er kommet på Colleges.

”Mor. Jeg er så ked af den måde jeg har behandlede dig på. Efter jeg har været så tæt på døden. Gik det op for mig, hvor kort livet kan være, har jeg tænkt mig at ændre mit liv, for at blive et bedre menneske”

Siger jeg.

”Og jeg vil starte med at sige. Undskyld”

Siger jeg. Hun smiler kærligt.

”Jeg tilgiver dig”

Siger hun. Jeg smiler og giver hende et kram.

”Mener du virkelig, at du vil være et bedre menneske fra nu af?”

Spørger Malene, som er Jonathans søster. Jeg nikker med et smil og hun løber hen for at give mig et kram. Jonathan og hans søster har altid været tætte, men det havde ændrede sig.

Da Jonathan begynder at gå ud og syntes åbenbart at det var langt sjovere end at hænge ud med sin søster, men det har jeg tænkt mig at lave om på. Jonathan og jeg ligner faktisk rigtig meget hinanden.

Han var bare den højrøvede og egoistiske udgave af mig, men ellers delte vi faktisk de samme egenskaber og interesser. Kort sagt var vi et perfekt matchs.

”Hvor er far henne?”

Spørger jeg.

”Øm, han vil komme senere”

Svarer Sanna, som Jonathans mor hedder. Jeg sukker dybt. Jonathans forhold til sin far var ikke lige frem den bedste. I forhold det jeg har til min far. Var forholdet imellem Jonathan og hans far, næsten ikke eksisterende.

Pokkers jeg savnede ham allerede, men jeg ved at han holder øje med mig fra engel imperiet via sin telefon eller IPad. Et par dage efter bliver jeg udskrevet og er på vej ”Hjem”. Familien Redbirds hus er en kæmpe luksusvilla, med en kæmpe have, hvor den gamle gartner Pablo går rundt og sørger for at der ser pænt ud.

I dag sidder han i et af træerne og saver de døde grene ned. Han vender blikket i mod mig. Jeg sender ham et smil. Han kigger bare koldt på mig og vender tilbage til sit arbejde. Suk. Jeg vidste godt at Jonathan ikke lige frem havde et forhold til hushjælpen. Jeg går automatisk i retningen mod Jonathans værelse.

Jeg træder ind på værelset og går direkte hen mod skrivebordet der står under det store vindue, hvor jeg kan ser lige over til naboens hus, som også havde et vindue der peget i mod mig. Jeg smiler ved tanken om, hvem der bor der. Jeg havde straks genkendt naboens bil, som var familiens Johnsons bil.

Og i værelset over for mit, bor min elskede Sookie. Hun sidder ved sit eget skrivebord og tegner som hun plejer, når hun ikke laver lektier. Jeg sukker. Hun ligner sig selv og er lige så smuk som hun altid har været. Jeg sætter mig ved mit eget skrivebord og betragter hende.

Jeg bemærker at hendes balkon dør er åben. Jeg går hen til min egen balkon dør og træder ud og sætter mig på bænken til højre for døren, hvor jeg bemærker en guitar der står på sit stativ. Jeg havde lagt mærke til at Jonathan har en helt rum med forskellige instrumenter.

Tja det kan godt være at han var en idiot, men til gengæld kunne han spille musik. Jeg tager guitaren og spiller med på Olly Murs’ sang: Seasons, som flyver ud af Sookies balkondør. Hun kigger op da hun hører mig spille og synge med. Hun stirrer mærkeligt på mig. Det var tydeligt at hun ikke havde oplevede det her før. Jeg sender hende et venligt smil.

Hun himler bare med øjne og går hen og lukker døren. Jeg griner. Tja jeg fik i hvert faldt hendes opmærksomhed, selvom det var meget kort. For at drille hende tager min telefon frem og indtaster hendes mobil nummer. Hun kigger mærkeligt på sin telefon og tager den.

”Hallo?”

Spørger hun.

”Hej”

Griner jeg.

”Hvor har du mit nummer fra?”

Vrisser hun og stirrer vredt på mig.

”Jeg fandt det på Facebook”

Svarer jeg, med et lumsk smil.

”På Facebook?!”

Udbrød hun.

”Vi er slet ikke venner på Facebook”

Siger hun, med sammenbidte tænder.

”Det burde vi, vi er trods alt naboer”

Siger jeg, med et smil.

”Jeg gider sgu ikke være venner med dig din store idiot”

Vrisser hun. Jeg sukker.

”Hvis jeg har været for nærgående eller grov på nogen måde”

Siger jeg.

”Så er jeg meget ked af det”

Siger jeg, og sender hende et oprigtigt bedrøvede blik.

”Drop skuespillet din nar, du kan ikke blødgøre med dine falske hvalpeøjne”

Siger hun og lægger på. For pokker da Jonathan, hvad har du dog gjort som er så slemt at hun hader dig. Du har vel ikke forsøgt at komme i bukserne på hende. Jeg lægger mig tungt ned på sengen. Da det banker på.

”Åh hej, Mille”

Siger jeg. Da Malene kommer ind ad døren. Hun stivner og kigger chokeret på mig.

”Du har ikke kaldt mig Mille siden du var 12 år gammel”

Fremstammer hun, med tårer i øjne.

”Nåh! Kom her”

Siger jeg og åbner mine arme. Hun lægger hovedet på mit bryst og jeg lægger armene om hende.

”Du Mille?”

Spørger jeg.

”Mmm”

Svarer hun.

”Hvad har jeg dog gjort siden nabopigen hader mig?”

Spørger jeg. Hun sætter sig op.

”Kan du slet ikke huske det?”

Spørger hun.

”Næh. Jeg må vel havde været meget fuld, eftersom jeg ikke kan huske det”

Svarer jeg.

”Tja, du blev vist lidt for nærgående til en fest. Så nærgående at hun næsten betragtede det som et seksuelt overgreb”

Siger hun.

”Og hvad værre var, sagde du ikke en gang undskyld”

Siger hun.

”Hvornår var det?”

Spørger jeg.

”Da hun lige var flyttet her til”

Svarer hun.

”Åh nej”

Siger jeg, og dækker ansigtet med mine hænder. Jeg ville kvæle Jonathan med min bare næver hvis jeg kunne, men det kan jeg ikke.

”Nu forstår jeg bedre, hvorfor hun er så vred på mig”

Sukker jeg. Mille griner og ager min kind.

”Jeg har ellers lige sagt undskyld til hende”

Siger jeg, og peger tomlefingeren hen mod døren til balkonen.

”Men hun blev sur, og sagde at jeg skulle drop skuespillet”

Brummer jeg. Mille sukker.

”Det var du altså lidt længe om”

Siger hun.

”Ja. Jeg må finde en måde at vinde hendes tillid og bevise at jeg godt kan være en sød fyr”

Siger jeg.

”Held og lykke med det”

Griner hun. Jeg sender hende et mut blik. Det banker på døren.

”Der er mad”

Siger mor, med et smil.

”Det lyder dejligt”

Siger jeg og Mille i kor. Vi sender hinanden et smil. Det er tydeligt at hun er glad for at have den bror tilbage som hun kende da hun var lille, men jeg er dog ikke Jonathan, men på den anden side vil jeg sørge for at Jonathan bliver husket som en uselvisk og venlig person.

Jeg vender blikket mod naboen. Sookie havde trukket gardinerne for. Suk! Hun hader mig virkelig. Jeg håber inderligt at vinde hendes tillid igen en dag. Udover at være hendes skytsengel var det også min mission at få hende til at forelske sig igen.

Efter den tragiske ulykke havde hun udelukket alt mulighed for at forelske sig igen ved at lægger en stor tyk mur op i den del af sit hjerte der gør det muligt. Den mur har jeg tænkt mig at nedbryde. Det bliver hårdt, men jeg skal nok komme igennem og åbne den del af hendes hjerte igen.

Senere den aften sætter mig ud på balkonen igen og giver mig til at spille og synge sangen: ”Hurtful” af sangeren Erik Hassel. Jeg kan se at der er lys inde hos Sookie selvom gardinerne er trukket for. Jeg vidste også godt at hun kunne hører mig.

Jeg stiller guitaren fra mig og går hen til balkonhegnet og kigger op mod en stjerneklar himmel. Jeg bemærker at Sookie havde fået den samme ide. Jeg betragter hende, mens hun for alt i verden prøver at ignorere mig.

Jeg provokerede hende ved at synge ”Gives You Hell” af bandet The All American Rejects. Hun forsøgte virkelig at ignorere mig, men hun kunne dog ikke lade være med at sende mig sure blikke. Da jeg så begynder at synge første vers af sangen ”I Want It That Way”. Kunne hun ikke holde det ud længere.

”Gider du at holde din kæft”

Udbrød hun.

”Hvorfor? Jeg kan ellers godt lide at eksperimenter med min stemme”   

siger jeg, sarkastisk. Hun sukker frustrerede.

”Undskyld”

Siger jeg stille.

”Er det ikke, præcis 3 år siden din kæreste døde?”

Spørger jeg forsigtigt. Hun stirrer forskrækkede på mig.

”Hvordan?...”

Spørger hun og ser helt bleg ud.  

”Det rager ikke dig!”

Vrisser hun, vender sig om og smækker døren bage sig med et brag, så glasdøren næsten klirrede. Av, jeg ramte et ømt punkt. Åh for pokker da. Jeg har selvfølgelig set hende oprevet, men jeg har dog aldrig set hende så oprevet før. Hun var knust.

Hendes sjæl er blev revet i stumper og stykker efter den tragiske ulykke. Det er lige før at hun knap kan holde på sig selv. Jeg tager telefonen frem for at ringe til hende, men hun tager den ikke. Så prøver jeg at sende en sms.

”Undskyld”

Skriver jeg.

”Kan du ikke bare lade mig være dit røvhul!!”

Skriver hun, tilbage.

”Okay”

Skriver jeg tilbage. Jeg sukker og lægger telefonen fra mig på natbord og går ud for at børste tænder. Jeg vender blikket mod naboen igen. Lyset var slukket, men jeg vidste dog alt for godt at hun ligger og græder over tabet af sin kæreste. Jeg får en pludselig trang til at løbe over til hende og holde trøstende om hende til hun er faldet til ro. Jeg lukker øjne og et øjeblik efter står jeg ved hendes sengekant.

Hun græder. Hun kan hverken se eller hører mig, men hun kan dog fornemme at hun ikke er alene i dette øjeblik. Jeg kan gør mig synlig og hørligt hvis jeg ville. Jeg sætter mig på hendes sengekant og lægger en trøstende hånd på hendes skulder.

”Græd ikke. Jeg er hos dig, jeg vil altid være hos dig”

Hvisker jeg stille.

”Er du min skytsengel”

Hører jeg hende spørger igennem hendes tanker.

”Ja”

Svarer jeg blidt.

”Okay, hvad hedder du?”

Spørger hun.

”Hmm, du kan kalde mig”

Siger jeg og tænker mig om.

”Jay”

Kommer jeg frem til.

”Jay?”

Spørger hun, for at være sikker på om hun havde hørt rigtigt.

”Ja”

Svarer jeg.

”Sov godt”

Siger jeg, med en kærlig stemme.

”Tak”

Hvisker hun, og falder i søvn.

 Næste morgen står jeg ved balkonhegnet og nyder min kaffe. Da jeg hører at døren bliver åben hos naboen. Og Sookie træder ud af døren, med sin egen kop kaffe. Jeg smiler ved tanken om at hun havde fået den samme ide, som jeg.

”Good Morning Sunshine”

Siger jeg med et smil. Hun går i stå med koppen lige under munden, og kigger mærkeligt på mig, mens jeg laver elevatorblikket på hende. Hun ser virkelig sød ud i sin lange lyse natkjole og rodet hår.

”Gider du at lade være med at glo på mig”

Vrisser hun.

”Hvorfor? Det er da umuligt at lade være”

Siger jeg, med et charmerende smil. Hun sender mig et koldt blik.

”Ej du må da vel være en lillesmule smigrede”

Siger jeg. Hun stirrer stadig koldt på mig. Jeg sukker og tager et nips af min varme kaffe.

”Når, hvordan smager din kaffe?”

Spørger jeg, sarkastisk. I håb om at hun bare vil give et lille grin fra sig, men der kom ikke noget.

”Seriøst!? Hader du mig virkeligt så meget?”

Spørger jeg, med et bedrøvet mine.

”Jeg har jo sagt undskyld”

Siger jeg, med et opgivende blik.

”Op til flere gange i går”

Siger jeg, med et dybt suk og kigger på hende med hvalpeøjne. Hun himler med øjne og tager et nips af sin egen kaffe.

”Har vi egentlig lektier for til i morgen?”

Spørger jeg. Sookie kigger mærkeligt på mig. Jamen dog, det havde hun ikke set komme, for jeg vidste at Jonathan aldrig ville stille den slags spørgsmål. Han hadet at lave lektier.

”Øm…n…Nej det har vi ikke”

Fremstammede hun. Woaw. Jeg havde virkelig forbløffede hende. Hun var nærmest helt mundlam.

”Hvornår tager du tilbage på skolen?”

Spørger jeg.

”Øh… I aften”

Svarer hun, uden at tænke over.

”Okay det skal jeg også”

Siger jeg og drikker min kaffe, mens jeg kigger i retningen mod baghaven, hvor Pablo er i fuld gang med at save de døde grene af træerne der. Jeg fornemmer at Sookie forsigtigt betragter mig, mens hun drikker sin egen kaffe. Tavsheden imellem os var hverken dårligt eller akavet, den var faktisk meget rar syntes jeg.

For hendes vedkommende kan jeg mærke at hun egentligt godt kan lide mit selskab, selvom hun nægter at indrømme det. Jeg vender blikket mod hende igen og vores øjne fanger hinanden i et langt åndeløst øjeblik. Jeg kunne næsten hører hendes hjerte springe et slag over, eller var det bare indbildning. Hun rødmer og vender blikket ned. Jeg mærkede også at mine kinder blev varme.

”Du er sød, når du rødmer”

Siger jeg, med et forsigtigt smil. Hun sender mig et ”det sagde du bare ikke!” blik.

”Undskyld”

Siger jeg, med et undskyldende smil.

”Hvorfor taler du overhovedet med mig?”

Spørger hun.

”I de sidste tre år har du ikke talt til mig overhovedet”

Siger hun.

”Mig? Det var dig der ikke ville tale med mig, efter den aften, hvor jeg næsten overskred din grænse”

Siger jeg.

”Når, så du kan altså huske hvad der skete?”

Vrisser hun.

”Ja, Nej, eller jeg spurgte min søster om det og hun fortalte mig det”

Svarer jeg.

”Og jeg er meget ked af det”

Siger jeg, med et suk.

”Ked af det?”

Udbrød hun, fornærmet.

”Jeg var i dyb sorg”

Siger hun, med et vredt blik.

”Ja! Jeg var døden nær forleden”

Siger jeg, med hævede stemme. Der var tavshed imellem os og vi stirrede vredt på hinanden.

”Jeg fik en nærdødsoplevelse, jeg så mit liv passager revy og det åbnede min øjne op for, hvor dårligt et menneske, jeg har været”

Forklarer jeg.

”Og det har jeg tænkt mig at lave om på”

Siger jeg og falder til ro.

”Det er derfor, jeg står her og taler med dig nu”

Siger jeg.

”Jeg fik en ny chance, og den har jeg ikke tænkt mig, at bruge på at skændes med dig”

Afslutter jeg, og går min vej.       

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...