Kærlighed i spejlet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 jan. 2018
  • Opdateret: 24 jan. 2018
  • Status: Igang
Phillip Wanderwauldon Wilkchurs d 2. har levet hele sit liv i luksus. han er en af de rigeste i samfundet, og alle er vilde med ham. Han har alt hvad han kunne bruge, undtagen den ene kærlighed i hans liv. Han er lænket til et planlagt bryllup med en af døtrene af familie Caulemns. Men når Phillip falder pladask for en af døtrene, falder det hele til jorden igen, da hun ikke ønsker det samme som ham.

0Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

2. Den hårde overbevisning

Hurtigt kom hun tilbage igen, efterfulgt af hendes forældre, der nærmest skubbede hende ind på værelset igen. Hendes udtryk udtrykte ingen glæde, hvilket gjorde Phillip endnu mere nervøs. Han prøvede forsigtigt at bide de i forvejen ødelagte af. Den akavede stemning steg endnu mere, da moren valgte at smække døren i. Fyldt med vrede, satte Madeline sig ned og børstede sine lange lokker. Hun redte så aggressivt, at alle knuderne røg af med børsten. 

Stilheden sænkede sig endnu mere. Den eneste lyd var fra børsten, der ramte hendes hovedbund. fingrene svedte på Phillips tynde og spinkle fingre. Langsomt gik han hen mod den bitre Madeline. Han gik kun så langt, så han ku se sig selv i hendes runde spejl. Hendes strikse øjne stirrede direkte mod hans ansigt, lige så snart ansigtet tittede frem. Han tog langsomt hatten af, og spurgte i sin mest høflige stemme: "Øhm undskyld Madeline. Jeg tror vi en skæv start på det hele. Øhm.. Mit navn er Phillip Wilkchurs. Din kommende husbond. jeg håbede vi kunne lære hinanden bedre at kende.

Hun var ikke glad for den udtagelse. Hendes pupiller borede direkte ind i hans, og gjorde hans øjne endnu større af frygt. Hun rejste sig, gik mod Phillip og pløjede børsten lige i brystkassen på ham og hvæsede: "Åh jeg ved udemærket godt hvem du er. Dine og mine forældre er skyld i dette ægteskab! Jeg ønsker ikke at gifte mig med en, der tror han ejer det hele, bare fordi han er aftageren af grundlæggeren!" Hun marcherede hen til sengen, satte sig med krydsede ben og surmulede. Meget skræmt forsøgte Phillip at liste langsomt mod hende, med varsomme skridt. "Jeg tror frøken Madeline, at de har fået det forkerte indtryk af mig. Jeg er på ingen måde ligsom min forfader. Jeg er derimod modsat." Hun vendte roligt sit ansigt mod Phillip, der meget anstrengende prøvede at finde sit bedste smil frem. Hun så nysgerrig ud i et sekund, men virkede afvisende da igen. "Nå okay. det var rart at høre. Men brylluppet bliver ikke til noget hvis det står til mig. mit hjerte tilhører en anden. Jeg føler jeg i det mindste burde fortælle dig det." Phillips hjerte blev lidt knust, og hans ryg krummede endnu mere. 

Efter en lang og anspændt tid på værelset, fik de endelig tilladelse til at gå ud i haven. Hun virkede mere rolig når hun gik ude i haven. det var en fælleshave med de andre naboer, så flere af de lokale sad udenfor og nød den kolde sol, der lyste det grålige græs op. Folk lagde mærke til at Phillip og Madeline gik sammen, og rygterne blev hurtigt spredt om; hvem han skulle giftes med. Madelines aura var anderledes. Helt rolig, frisk og bedre. Hun begyndte også at småsnakke med Phillip. de havde meget tilfældes. De elskede lyset fra solen, pianospil var deres expertise og duften af kaffe i rummet, ku få dem begge til at slappe af. Madeline brugte meget tid på at hjælpe de vilde dyr, og kom tit for at fodre ænderne i dammen. Det var den perfekte kvinde for Phillip.

 

De nåede til enden af haven, hvor store buske og gamle træer afskærmede dem fra dem, der var højere i hierakiet. Med et stort smil på læberne, spurgte Phillip høfligt: "Hvorfor skal vi her hen frøken Madeline?" Hun tysede stille på ham, og bad ham om at gå hen til bænken, og blive der i 10 minutter, for så derefter at komme tilbage. Det var den tid hun kunne bruge sammen med hendes kærlighed, uden at hendes forældre blev mistænksomme. Hendes kærlighed var: James Xanion, som var rigere og havde højere status end Phillip. Det ku ses på det første bogstav i hans efternavn. X var efter W, derfor var han højere i den strikse sociale klasse. Skuffet gik Phillip til bænkene, og tænkte det hele igennem. Han er låst fast i en dårlig situation. Hvis han sladrede til hende forældre, måtte familien give 75% af deres værdi til Phillip. det kunne han ikke lade ske over for Madeline. Men hvis han gjorde intet. Risikerede han at blive udnyttet. Men lige nu gjorde det ham ikke noget. så længe han kunne tilbringe tid med Madeline, var han glad. 10 minutter senere gik han tilbage til busken, og ud kom Madeline. Hun krammede James farvel, og han sneg sig over til sit eget sted. 

Sådan gik den næste uge hver dag. De gik ned i haven, hvorefter hun tilbragte 10 minutter med hendes James, og gik tilbage igen. Hen over den relative lange uge, blev de bedre venner. Hun hvæsede ikke af ham så meget mere, og han var mere tilpas sammen med hende. Søndag eftermiddag, inviterede Madeline ham op på værelset for at afslutte deres samtale. Normalt ville hun have blevet i haven og lege med de små børn, og han gik hjem. Men i dag var anderledes. 

Oppe på værelset sad de begge i sengen. Phillip var stadig nervøs, og gjorde alt for ikke at krølle hendes seng. Hun var ligeglad. Hun havde næsten hoppet i seng, og uglede hendes kjole og hår. de snakkede i et godt stykke tid. De grinte og diskuteret alt. Da besluttede Phillip for at sige noget, der endte i en kæmpe skuffelse: "Det har været så hyggeligt, at tilbringe tid med dig frøken Madeline. Jeg må indrømme, jeg var rigtig skræmt af tanken om at vi skulle giftes, men jeg tror det nok skal blive okay." Hendes ansigt gik fra munter til forvirret og akavet på sammentid. Hun satte sig op, og kiggede Phillip dybt i øjnene og sagde: "Undskyld Phillip, hvis jeg har fået dig til at tro ting. Jeg skal stadig giftes med James. Ifølge traktaten, har jeg lov til at gifte mig med en, der er af højere klasse end dig. De er derfor jeg skal giftes med James." Phillips ryg krummede sammen igen, og han kunne ikke lade være med at udtrykke sorg. Madeline blev ked af det på Phillips vegne, og følte på samme tid at den anspændte stemning steg. hun gik hen og åbnede døren, og sagde på vejen ud af døren. "Det er nok bedst at du går." 

Trist og frustreret sad Phillip nu helt alene og fortabt. han vidste ikke hvad han skulle gøre, og tårerne begyndte lige så stille at trille ned af hans kinder. Pludselig hørte han en velkendt stemme bag ham. En rar og blød stemme. En stemme, der både havde komme til udtryk som værende aggressiv og venlig af natur. det løs som Madeline. Stemmen sagde: "Stakkels Phillip. Hvis jeg var hende, havde jeg ikke prøvet at undgå traktaten." i chok vendte Phillip sig op, og hvad han så, gjorde hans pupiller små, øjne store, og det skræmte næsten livet ud af ham af forvirring. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...